Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4474Visninger
AA

4. Overraskelse

Klokken nærmede sig så småt 10. Dagen var endelig kommet, hvor jeg havde chancen for at synge. Selvfølgelig siger min mor, at jeg synger godt, men det siger mødre jo altid. Jeg måtte indrømme, at jeg var en del nervøs. Førstehåndsindtrykket skal helst være godt. Jeg var en smule bange for at klokke i det i dag. Heldigvis kendte jeg sangen på forhånd. Bruno Mars - Just the way you are.

"Skal vi så smutte?" spurgte Elizabeth. Hun havde ret. Vi måtte nok til at komme afsted.

"Jo," svarede jeg. Kort men præcist. Hun nikkede. Vi skulle alle hen til musiklokale 12, der lå for enden af en lang gang. Vi regnede med, at vi bare kunne gå ind, så jeg åbnede forsigtigt døren...

Et uventet syn mødte mig. Der sad Louis og Harry! Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere. Regnede de med vi kom skrigende ind til dem? For det havde jeg ikke tænkt mig! Jeg hørte Jenny hviske : "Wow!" til Elizabeth, men jeg var nu ikke imponeret. Jeg håbede bare, de ville være gode til at undervise os.

"Hej!" sagde Louis venligt med et smil. "Hvis I ikke kender os så er jeg Louis og det er Harry..." begyndte Louis.

"Hej" sagde Harry med et smil, som jeg på en overraskende måde fandt charmerende.

"...Vi havde selv svært ved at komme frem i branchen. Det var jo derfor vi meldte os til X-factor, men vi håber at kunne hjælpe jer godt på vej. I dag vil vi bare høre, hvad I kan. Imorgen skal I så hver især selv vælge en sang, der repræsenterer jer, og så vil enten Harry eller jeg undervise jer hver for sig. Spørgsmål?" der blev stille. Vi kiggede hurtigt rundt på hinanden, men ingen sagde noget.

"Okaaay... så starter vi med..." sagde Harry og kiggede ned i hans papirer. Bare det ikke var mig! Jeg foretrak ikke at lægge ud. "... Mary?" Jeg åndede lettet op.

Tiden gik og jeg blev bestemt ikke mindre nervøs. De andre piger var virkelig dygtige. Jeg kunne mærke min hjertebanken.  Det blev mig til sidst.

"Så skal vi til den sidste, og det er..." Harry kiggede igen ned i sine papirer, men jeg vidste godt, at det var blevet min tur. "Hope?" sagde Harry og kiggede på mig med sine grønne øjne. Han havde vidst lurret, at det kun var mig, der var tilbage.

"Hope og Harry, såå sødt!" udbrød Louis lidt drillende og kiggede på Harry. Stemningen løsnede sig lidt. Det var egentlig rart at alt ikke var så seriøst, men den kommentar havde jeg ikke set komme. De andre begyndte at grine. "Helt ærligt Louis!" svarede Harry grinende. "Nå, du starter bare, når du er klar Hope," sagde Harry.

 

When I se your face. There's not a thing that i would change, cause you're amazing - just the way you are...

 

***

 

Mary lukkede døren igen. Undervisningen var ovre. Heldigvis var det gået godt for os alle. Sommerfuglene i maven var langt om længe fløjet væk. Man kunne igen slappe lidt af. Drengene fra bandet virkede faktisk flinke og helt nede på jorden. Jeg følte mig skidt tilpas over at have dømt dem på forhånd uden egentlig at have kendt dem.

Vi kom tilbage til værelset. "Åh nej," sagde jeg. Havde jeg virkelig lige sagt det højt? Det burde være blevet inde i mine tanker.

"Hvad er der?" spurgte Raina og rynkede panden.

"Jeg glemte at skrive til min lillesøster i går. Jeg havde lovet hende at gøre det hver dag..." jeg sukkede tungt. Hvordan kunne jeg have glemt hende? "Skriv til hende, hvis hun virkelig elsker dig, vil hun også tilgive dig. Ikke? Hun er trods alt din søster". Raina havde ret. Det virkede som om, vi var ved at danne et venskab. Det var rart at have en at tale med. Det havde jeg virkelig haft brug for. Jeg fandt min telefon i min jakke.

 

Kære Anna

Du må virkelig undskylde, at jeg ikke fik skrevet igår. Det var bare fordi, det var den første dag, så der skete så meget nyt. Men misfortå mig nu ikke. Jeg har tænkt på jer, og jeg savner jer meget. Jeg har netop været til den første undervisningstime. Jeg synes selv, det gik ret godt, og jeg glæder mig til imorgen, når der skal synges igen, til en sang vi selv bestemmer. Jeg håber, I har det godt. Lad nu være med at bekymre jer om mig, for jeg har det fint. Hils omkring dig søde.

Kram Hope♥

 

Og... send! Jeg savnede dem faktisk, men jeg havde så meget andet at tænke over. Jeg vidste stadig ikke hvilken sang, jeg ville synge, men den skulle repræsentere mig. Det var det eneste krag drengene havde haft. Jeg håbede ikke dem fra One Direction bare regnede med, at vi tog nogle af deres sange, for sådan var det slet ikke. Jeg ville hellere være mig selv end en besat fan, der bare ville imponere dem.

Jeg kiggede over på Raina, der sad på Youtube på hendes iPhone. "Hvad skal du synge?" spurgte jeg nysgerrigt. Hun trak på skuldrene. "Hmm... jeg ved det faktisk ikke.. Jeg tænker stadig lidt," svarede hun. "Hvad med dig, har du bestemt dig endnu?". Jeg rystede svagt på hovedet.

Jeg fandt min telefon frem igen og gik på Youtube ligesom Raina. Jeg rullede ned af listen på de sange, som jeg havde hørt. Jeg begyndte at miste håbet, indtil jeg nåede den allerførste sang, som jeg havde hørt på telefonen. Den helt nederst. Unwritten - Natasha Bedingfield. Den var perfekt. Teksten passede også ret godt til mig. Jeg havde vidst fundet sangen!

Jeg stilte med op og bevægede mig hen mod døren. Jeg kunne mærke Rainas øjne bagfra. "Hvad skal du?" spurgte hun og jeg drejede hovedet tilbage mod hende.

"Jeg skal bare lige ud i den friske luft," svarede jeg og sendte hende et smil og gik så videre. Selvom jeg elskede at have selskab, så havde jeg virkelig brug for at tilbringe lidt tid for mig selv.

Jeg gik udenfor og ind i skoven bag skolen,. Jeg fandt et stort træ som jeg satte mig op ad. Mit blik kiggede rundt omkring mig. Jeg var alene. Det var faktisk rart. Jeg åbnede munden og begyndte stille at synge sangen. Jeg havde ikke noget imod at øve i klasselokalet, men jeg foretrak at gøre det her. Det var nemmere at koncentrere sig her. Dog kunne jeg ikke forkusere. Jeg valgte at bevæge mig ind igen. Jeg åbnede døren til skolen og blev mødt af et besynderligt syn på gangen.

En flok piger stod uden for et musiklokale. Jeg kunne svagt høre, at der var nogen inde at øve bag døren. Dømt ud fra pigeflokken måtte det være One Direction, der var i gang med en ny sang. Jeg rystede på hovedet. Hvorfor skulle det hele handle om dem lige pludselig? Jeg ændrede ikke mening, om at jeg var ked af at have dømt dem på forhånd, men den skrigende pigemængde var bare for meget!...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...