Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4475Visninger
AA

10. Lokale 1

"Hej drenge!" Jeg håbede, det virkede afslappet nok. Jeg var selv lidt i tvivl og ville egentlig helst gemme mig. "Hva' så?" svarede Zayn, og drengene udfyldte hullet mellem vores hold.

"Hvad laver I her?" spurgte Mary nysgerrigt. Det var jeg egentlig også interesseret i at vide. Drengene grinte lidt, mens vi andre ikke forstod en pind. Hvad var så sjovt?

"Der er pigeskænderier i vores lejr. De er alle fans og skændes konstant om os! Vi elsker vores fans, men det der blev for meget!" svarede Liam, og vi andre nikkede forstående. Jeg forstod dem godt. Det måtte være... underligt! "Vi er ikke kommet for at kysse og kramme. Desværre fes den ikke ind. Vi tænkte, at der var roligere her," tilføjede Niall. Jeg fik en klump i halsen af den første sætning. Harry kiggede på mig. Sikkert for at aflæse min reaktion. Da vi fik øjenkontakt, sendte han mig et svagt smil for at vise, at det var okay. Alligevel følte jeg mig underligt til mode. Det kunne Harry ikke ændre på ligemeget, hvor meget han forsøgte.

Jeg prøvede at skjule mine tanker, men det så nok ikke specielt troværdigt ud.

"Nååå..." sukkede Zayn. "Vi kan ikke flygte for evigt. Hyggeligt at sludre med jer". Derefter gik de og mellemrummet mellem drengene og pigerne blev dannet igen.

 

Harry's synsvinkel

"Hey Harry? Kan vi ikke lige gå en tur for at snakke?" spurgte Louis overraskende seriøst. Jeg var ikke vant til at høre ham sådan. Jeg svarede ikke. Det regnede jeg ikke for at være nødvendigt, men jeg stilte mig op, og vi begyndte at gå i et roligt tempo.

"Hvad er der med dig og Hope?" spurgte han interesseret. Spørgsmålet skar mig i hjertet. Jeg vidste, at jeg ikke skulle bruge oceaner af tid på at tænke over et passende svar. Det ville bare vække hans mistanke.

"Ja, vi er virkelig blevet gode venner. Når hun siger noget, så er hun ærlig. Det er det, som jeg godt kan lide ved hende," svarede jeg ubesværret, men jeg vidste godt at han ville spørge mere ind til mine virkelige følelser. Det lignede ham ikke at lade mig slippe så let.

"Du virker bare så glad med hende, og jeg tænkte bare på om der..." han holdte en kort pause, men jeg vidste godt, hvad han ville sige. "...Om der var mere?"

Jeg magtede ikke tanken om at lyve over for ham. Ikke mere. Jeg ville fortælle ham det... det hele. Nu - var bare ikke det rette tidspunkt. Louis er en af de mennesker, som kan se lige igennem mig. Så at holde hemmeligheder er mere end en svær opgave. Det var nærmere umuligt.

"Kan vi tage snakken på et andet tidspunkt?" spurgte jeg som et svar. Louis nikkede. "Fint med mig Hazza," svarede han med et smil på læben, men jeg kunne se, at han var ærgelig over, at jeg ikke bare fortalte, hvad jeg tænkte på.

 

Hope's synsvinkel

Jeg vågnede ved lyden af Raina, som gik ud af teltet. Det havde ikke ligefrem været den bedste nat. Teltets blafren i vinden, havde holdt mig vågen. Dog havde jeg fået en smule søvn. Jeg satte mig op og gabte. Ordet 'udhvilet' passede ikke ind. Udhvilet eller ej, så var det tid til at stå op. Jeg bevægede mig ud af teltet. Det var tidligt på morgenen. Om højst fem minutter ville solen stå op. De andre sad allerede nede ved søen. Vinden havde lagt sig igen. Jeg gned mig i øjnene og gik ned til dem.

"Godmorgen," sagde jeg søvnigt og satte mig i hullet mellem Louis og Raina.

"Sovet godt?" spurgte Elizabeth meget friskt. Hun var en af de få mennesker, jeg kendte, som aldrig lød træt, og hvis hun var, så var hun god til at skjule det. "Egentlig ikke..." svarede jeg og sukkede.

Ganske rigtigt nogle minutter senere begyndte solen at stå op, og temperaturen steg med nogle grader. "Her!" sagde Harry og delte en tekst ud til os. "Vi synger den først sammen for at varme stemmebåndene op, ikke?" tilføjede han kort efter. Det var en sand klassiker at vælge: Hallelujah.

Jeg husker tydeligt de gang, hvor jeg har siddet med tårer i øjnene, når jeg har hørt den derhjemme. Teksten rammer. I hvet fald efter min mening. At synge den til solopgangen var en fed kombination. Det var en af de bedre måder at få undervisning på.

 

***

 

Dagen skred frem og efter et skønt døgn væk fra skolen, var vi igen vendt tilbage. Ikke fordi det ikke var hyggeligt på skolen, for det kunne man ikke påstå. Men det sidste døgn havde været mindre stressende. Forstået på den måde at jeg ikke direkte havde løget, og Anna var jeg ikke længere bekymret for. Alt virkede nemmere. Harry havde fortalt at han ville skrive til mig på et tidspunkt. De tidspunkt var nu.

 

Hej søde. Kommer du ikke ind i drengenes og mit klasselokale? Lokale 1? De andre er lige gået over til aftensmad. Jeg sagde, at jeg ventede lidt, så der er fri bane.

 

Jeg banede mig let ud af lokalet. De andre piger vidste godt, at jeg nogen gange gik for mig selv - for at få afklaret tanker.

Lokale 1 var logisk nok tæt på indgangen til skolen. Selv om jeg er den største klovn til at finde rundt, så var det en let sag. Jeg bankede stille på døren. Just in case. Harry åbnede døren lige præcisså meget, at jeg kunne komme ind og ikke en centimeter mere, og lukkede den stille i efter mig.

"Hey," sagde jeg helt faret vild i hans smukke øjne. Han lagde sin ene arm om mig og trak mig længere ind i lokalet.

Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg var overrasket over, at  deres lokale lignede vores så meget. De var trods alt lærere. Den eneste forskel var et klaver, en guitar og en lille CD-afspiller. Vi satte os ned på en tilfældig luftmadras. Den kunne godt bruge mere luft, men ellers var den nu meget komfortabel.

"Der er noget, jeg gerne vil spørge dig om, men først er der noget, vi skal," sagde Harry og slukkede 2/3 af lysene i lokalet og tændte for noget romantisk musik. Han satte sig igen på madrassen. Vores læber mødtes. Det var som om alt forsvandt. Selv musikken syntes fjern. Harry trak sig sig stille ud af kysset og skruede højere op på musikken. Vi kyssede igen. Denne gang mere heftigt. Jeg havde ingen idé om tiden, men tiden var ikke spildt, når blot jeg brugte den med ham.

Når jeg siger ham. Så mener jeg ikke den berømte Harry Styles, som man ser i bladene. ham er jeg bedøvendes ligeglad med.

Når jeg siger ham. Så mener jeg den normale teenagefyr, Harry Styles, hvis bløde læber rører mine i dette øjeblik. Den er dén fyr, som jeg har forelsket mig i.

Pludselig stoppede musikken. Jeg trak mig ud ad kysset. Det samme gjorde Harry. Jeg stivnede ved synet som mødte mig. Grunden til at musikken var stoppet. Fire overraskede drenge. Niall, Liam, Zayn og Louis med kæberne halvvejs nede ved gulvet. SHIT!

OPDAGET!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...