Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4493Visninger
AA

5. Krøller

Jeg var vågnet tidligt. De andre piger sov stadig. Jeg tjekkede min telefon. Nej... ingen meddelelser, Jeg savnede at skrive med Anna, men på den anden side var det vel et tegn på, at hun ikke havde siddet ved telefonen hele tiden og ventet på, at jeg skrev tilbage.

Jeg udnyttede tiden til at gøre mig klar til undervisningen. Det var i dag, vi skulle undervises hver for sig. Jenny og jeg skulle være de to, der skulle undervises først. Den ene af os skulle undervises af Louis og den anden af Harry. Jeg var egentlig ret ligeglad med, hvem det blev. De var begge to fra One Direction, så hvad var forskellen?

Efter noget tid vågnede Jenny også, og vi fulgtes ad over til hallen for at få noget morgenmad, inden vi skulle til time.

Lærerne var netop gået i gang med at spise inklusive One Direction, der sad et stykke fra de andre lærere. Der var også et par få elever, der sad og spiste.

"Hvor skal vi sidde?" spurgte jeg og kiggede på Jenny. Hun trak på skuldrene. "Skal vi sætte os ved siden af One Direction?" spurgte hun.

Virkelig?

"Ja, ja," svarede jeg uden at mene det. Jeg havde virkelig ikke lyst til at være i deres selskab lige nu, men Jenny ville jo så gerne. Jeg kunne bare ikke sige nej til hende. Vi tog nogle tallerkener Corn Flakes og gik hen til dem.

"Sidder der nogen her?" spurgte Jenny. Drengene udvækslede hurtige blikke. "Nej, slå jer bare ned," svarede den lyshårrede, som jeg huskede var Niall. Vi satte os ned hos dem. Jenny fik en god sludder med dem, mens jeg sad stille og koncentrerede mig om min mad.

"Hvad hedder du?" registrerede jeg en spørge. Jeg kiggede op, og opdagede at det var mig, der blev talt til. Det var Zayn der havde spurgt. "Hope," svarede jeg og kiggede ned i min skål igen. "Cool," kunne jeg høre ham svare, efterfuldt af Niall, der sagde: "Jeg går op og tager noget mere mad. Nogen der vil med?"

 

***

 

Det var blevet tid. Jeg var egentlig ret nervøs, men ikke lige så meget som i går. Jeg burde egentlig være mere nervøs i dag. Nu skulle vi jo have undervisning hver for sig, men på en måde glædede jeg mig til at synge en sang, som jeg selv havde valgt.

Jeg hev i dørhåndtaget og gik ind. Det var Harry! Det kunne jeg hurtigt se på krøllerne. Det var altså ham, jeg skulle undervises af. Han sad med en guitar, men registrerede hurtigt at jeg var kommet og løftede hovedet.

"Hej!" sagde han med hans skæve smil. "Hej," svarede jeg og satte mig på en tapuret ved siden af ham. Han satte guitaren fra sig. "Louis syntes jeg skulle undervise dig," sagde han. "Du ved... han driller mig stadig med det der, Hope og Harry".

Jeg var ikke forberedt på det, men jeg begyndte at grine. Jeg hadede mit grin, men det var for sent at trække det tilbage. Den bemærkning havde jeg bestemt ikke glemt. "Du har et sødt grin..." sagde han. Det fik mig til at rødme. Jeg ville ikke have, han skulle bemærke det, så jeg kiggede ned i jorden.

"Nå... hvad skal du synge?". "Unwritten - Natasha Bedinfield" svarede jeg og kiggede på ham igen. Han svingede sine krøller om bag øret og tog hans guitar frem igen, spillede introen og jeg begyndte at synge.

 

***

 

"Du er god," konstaterede han, da jeg var færdig. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle svare.

"Tak". Det var vel et svar, der var til at forstå. "Men du skal øve dig lidt på de høje toner, Prøv at synge realease your inhabitions en gang til," tilføjede Harry og kiggede mig dybt ind i øjnene. Det virkede underligt at blive undervist af en på min egen alder. Jeg var vant til at blive undervidst af folk, der kunne have været mine forældre, bedømt på deres alder. "Okay, jeg vil prøve," jeg slap hans blik og kiggede ud af vinduet og fandt en lilla blomst at kigge på, imens jeg prøvede at ramme den høje tone. Det gik bedre denne gang, men jeg vidste godt, at det ikke lød perfekt. Hvorfor kunne jeg ikke?

"Ret godt, men lige en gang til," sagde han. Jeg nikkede for at erklære mig enig. Jeg begyndte at synge igen og bemærkede, at Harry sang med. Hans stemme fik mig til at slappe af, og jeg ramte endelig tonen. Normalt kunne jeg ikke, men det var jo også derfor, jeg var her - for at lære.

"Du er ved at have den," sagde Harry og smilte. "Du er heller ikke helt dårlig selv," svarede jeg og gengældte smilet. Det var ingen løgn. Tvært imod. Han fnes, og så ud som om han tænkte over, hvad han ville svare. Han åbnede munden men lukkede den igen.

"De ord du leder efter er vidst: Tak!" sagde jeg for ham. "Præcis!" vi kiggede begge ned i gulvet, og der belv stilhed et kort sekund.

"Fedt! Så tror jeg faktisk det var det," sagde han og nikkede. "Sender du Elizabeth ind?". "Selvfølgelig". Vi rejste os begge op. Jeg kiggede over mod Harry, der forsigtigt åbnede armene med et spørgsmålstegn plantet i panden. Jeg trak på smilebåndet og gav ham et kort kram. Det var noget jeg savnede - at blive krammet kærligt af dem derhjemme. Bortset fra at det her jo bare var på vennemåden - og intet andet. Harry var jo bare en ven. En ven.

Jeg gik hen og åbnede døren og lukkede den igen forsigtigt, så det knirkede en smule. Jeg stod et kort øjeblik uden for døren og gik så ned ad gangen og ind i klasselokalet. De andre piger løftede hovederne, da jeg kom ind. "Elizabeth, du skal ind til Harry," sagde jeg og satte mig ned på min madras, mens de andre begyndte at spørge til, hvordan det var gået.

 

***

 

Dagen skred stille frem, og Elizabeth kom tilbage til lokalet. Jeg løftede hurtigt hovedet og kiggede op på hende. Hun så ikke trist ud men heller ikke særlig glad. Hun var da vildt god til at synge, hvordan kunne hun virke sådan?

"Hvordan gik det så?" spurgte jeg som den første. Nysgerrig som altid. "Det gik vel fint, men Harry virkede ikke nærværende," svarede Elizabeth. "Det var som om hans tanker var et helt andet sted". Jeg stivnede. Åååh nej! Jeg kunne godt regne ud, hvad han tænkte på... eller rettere hvem.

"Var han også sådan ved dig?". Jeg tænkte lidt over, hvad jeg skulle svare. Jeg fik en klump i halsen. "Øhm... ja det var han. Jeg ved ikke lige, hvad der går af ham. Måske en dårlig dag. Hvem ved?" svarede jeg, sank klumpen og trak på skuldrene. Det føltes forkert at lyve for Eliza. Det fortjente hun ikke. Jeg kunne ikke være det bekendt, men jeg så ingen anden udvej. Hvad skulle jeg ellers have fortalt? Mand! Jeg havde det skidt med det!!!

 

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

♥Skriv gerne i en kommentar hvad der er godt, eller hvad jeg kan gøre bedre♥

Mere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...