Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4497Visninger
AA

14. Give your heart a break

"Harry..." sagde jeg stille, kiggede ned i gulvet og rystede på hovedet.

"Hope?" fortsatte Harry og ventede stadig på et længere svar. Jeg sukkede. Hvorfor gjorde han det her imod mig?

"Jeg kan... jeg kan ikke..." Jeg måtte kæmpe med at svare. Jeg kunne ikke se ham i øjnene. Det ville kun gøre det værre!

Rummet blev fyldt med stilhed. Hvis en knappenåd var faldet ned på gulvet, ville vi kunne høre det som et brag.

Hvorfor var alt endt på denne måde?

Vi gravede et stort hul og lå begravet dernede uden redskaber til at komme op igen. Sådan havde jeg det.

Vi skulle bestige et bjerg, men vi havde intet at støtte os op af. Vi opgiver og kaster os ud over bjerget, og ingen kommer og griber os.

Do you understand my thoughts now?

"Hvad skal jeg gøre for at få dig til at være tilfreds?" spurgte han opgivende. Hans spørgsmål kørte rundt i mit hoved. Om og om igen. Men hvad skulle jeg dog svare? Hvad kunne jeg svare? Jeg var tømt for idéer. Jeg vidste ikke en gang selv, hvad der ville gøre mig tilfreds.

For ikke at grave mig ned i et dybere hul, så valgte jeg ikke at svare.

"Nå... tiden er gået. Du må nok hellere..." sagde Harry til sidst.

Ingen af os havde lyst til at opleve episoden igen. Vi blev nødt til at holde tidsplanen for undervisningen.

"Så vi ses vel bare imorgen..." sukkede han trist. Han ville ikke engang kigge på mig.

Sorry Harry. But this is your own fault!

Det var dig som ødelagde mit hjerte. Nu ligger det i tusind stykker på jorden. Du må selv samle brikkerne op og samle mit hjerte igen.

Held og lykke!

 

***

 

Det blev eftermiddag, og Harry's spørgsmål kørte stadig rundt i mit hoved. Det var endt med, at jeg nu havde hovedpine og helst ikke ville tale med nogen.

"Okay Hope, hvad sker der?" Det havde Elizabeth prøvet at få det ud af mig hele dagen. Min mund havde selvfølgelig været lukket med syv sejl, men det var kun et spørgsmål om tid, før jeg ville eksplodere.

"Hvad vil du vide Eliza?" svarede jeg. Det med at ignorere hendes spørgsmål duede jeg ikke til. Det var ikke en del af mit speciale.

"Alt!" svarede hun, og jeg løftede øjenbrynene.

No way!

"Du må være mere præcis," svarede jeg og håbede inderligt på et nemt spørgsmål, så denne snak ville få en ende.

"Hvad skete der i dag til din undervisning? Du har været helt nede i kulkælderen, lige siden du trådte ud af den dør!" Hun havde ret. Jeg havde været væk. Eller jeg havde været her men alligevel ikke.

You know what I mean!

"Vi snakkede. Jeg sang. Vi snakkede igen..."

"Hope, hvad skjuler du for os?!"

"Hvordan kan du være så sikker på, at jeg skjuler noget?"

"Du ville ikke være så ked af det, hvis I kun snakkede og sang. Så simpelt er det!"

Jeg dræbte samtalen. Trampede på den og smed den i skraldespanden. Eller ikke helt præcis på den måde. Men jeg svarede ikke. Jeg måtte jo ikke afslørre for meget.

Forbandede hemmelighed!

Jeg ville leve meget nemmere, hvis du ikke eksisterede!

Jeg bliver snart sur... Vent... Jeg er sur!

Tiden gik langsomt fremad. Denne dag var ikke den bedste indtil videre. Der havde været mange lyse stunder som overstrålede dette. Der var mange ting, som jeg gerne ville huske og tænke tilbage på med et smil.

Jeg ville huske spændingen den første dag ved opråbningen. Jeg ville huske den første undervisning. Jeg ville huske næsten-kysset. Jeg ville huske kysset med Harry i regnen på bænken. Jeg ville huske hans søde beskeder på mine tekster og ikke mindst, da han valgte, at jeg skulle synge 'I'm yours'.

Men der var også stunder, som jeg helst ville glemme. Jeg ville glemme den måde, vi blev opdaget på. Jeg ville glemme alt om Annabelle's sygdom. Jeg ville glemme, hvordan jeg 'flygtede' fra det hele, og jeg ville glemme denne dag.

Sikke en rutchebanetur vi havde været igennem! Og turen var ikke slut endnu. Vi havde stadig nogle dage tilbage at slutte rutchebanen på.

 

***

 

Det blev endnu en gang aften og tid til aftensmad. Vi sad stille ved vores bord og ventede på at nogen skulle sige noget.

"Godaften elever!" sagde hende, der altid holder taler, med et kæmpe smil. Jeg fik ondt i kæberne bare af at se på hende!

"Vi håber I har haft en god dag, for vi har flere i vente. Imorgen er det den sidste undervisning. I hørte rigtigt. Den sidste! Men bare rolig, der er stadig flere dage tilbage end bare imorgen. Begge jeres lærere vil undervise jer. Så I også vil kunne høre de andre fra jeres lokales sangstemmer. Jeg tror roligt, vi kan sige, at I alle har forbedret jer! Giv jer selv en hånd!"

Pludselig var hallen fuld af klapsalver. Mine hår på armene rejste sig. Hun havde jo ret. Der var virkelig sket noget med mig, siden jeg var kommet. Jeg havde forandret mig en hel del. Det havde vi alle.

"Imorgen vil vi bare lave lidt om på tingene. Den ene af de to lære I ikke har haft skal vælge jeres sang. Det var alt. Velbekomme!" Hun gik igen ned fra scenen.

Skulle den anden vælge vores sang?

Louis?

Til mit held er der igen sang, som hedder: Hope og Harry, sååå sødt!

Jeg fik et smil på læben ved tanken, og de andre bemærkede det. De havde holdt øje med hver en bevægelse fra min side. Jeg var fuldkommen overvåget.

"Hvad er så sjovt?" spurgte Mary og fnes.

"Jeg undrede mig bare over, om Louis kender en sang, som hedder: Hope og Harry, sååå sødt!" Snart begyndte vi alle og grine. Dem ved siden af os havde ikke hørt, hvad vi talte om, så de sad og kiggede på os, som om vi var idioter. Det måtte de selv om. Jeg ville have lov til at grine bare lidt i dag.

Efter noget tid kom vi os endelig over latteren.

"Ja! Men hvis der ikke er, så må han jo selv digte en," fnes Raina.

"Hvordan vil teksten ikke lyde?" svarede jeg, og vi grinte endnu en gang. Endelig var den dårlige stemning drevet væk. Ligesom skyer som gør plads til solen.

"Nå skal vi gå tilbage til klassen og finde ud af, hvordan sangen virkelig lyder?" spurgte jeg og rejste mig op.

 

 

***

 

Jeg måtte være ærlig. Jeg havde ingen idé om, hvad Louis havde valgt til mig. Han var så uforudsigelig. Han overraskede mig jo allerede med sin replik til den første undervisning. Jeg kendte ingen som ham. Ingen!

Med tøvende bevægelser vendte jeg papiret om.

Demi Lovato - Give your heart a break

Underligt! Den kendte jeg ikke, men jeg var fast besluttet på at give den alt, jeg havde. Det var sidste chance. Time to shine.

"Nå Hope?" spurgte Jenny spændt.

"Demi Lovato's sang, Give your heart a break. Jeg kender den faktisk ikke..." svarede jeg og pigerne begyndte straks at danse rundt og sang noget af omkvædet i vildens sky.

 

Don't wanna break your heart,

wanna give your heart a break?

I know you're scared it's wrong,

like you might make a mistake!

 

Sådan gik aftenen frem. Jeg lærte hurtigt sangen efter at have sunget højt sammen med pigerne. Hvad mon dem inde ved siden af tænkte om os? I don't care anyway. Lige nu ville jeg bare have det sjovt.

Vi begyndte også at synge de andres sange. Alle sammen fantastiske sange. Vi var blevet enige om at synge What makes you beautiful for drengene som en overraskelse.

"Hvem er hvem?" spurgte Jenny hurtigt.

"Ja vi er jo fem, så rollerne skal bare fordeles," fortsatte Eliza.

"Ingen tvivl om at Hope skal spille Harry!" udbrød Raina. Mit humør faldt lidt ved tanken om ham. Jeg vidste snart ikke, hvad jeg tænkte om situationen. Han tog alt for meget af min energi. Bare det snart ville tage en ende, og vi ville komme godt ud af det med hinanden igen. Det savnede jeg.

Men jeg var stadig såret. Han måtte være mere end bare charmerende for at få mig tilbage til den, jeg engang var med ham.

 

***

 

Før vi vidste af det, stod vi foran døren til lokalet. Hvor løb tiden dog hen? Hvorfor gik alt så stærkt?

Jenny tog fat i håndtaget og hev ned.

Både Louis og Harry mødte os med smil, men Harry's smil forduftede en smule, da han fik øje på mig. Klart nok! Dagen igår havde ikke været den bedste. Søg på Youtube: Bad day. Den sang passer ret godt til igår.

"Hey!" sagde drengene i kor, og vi satte os ned på en lang bænk, og drengene sad på en lignende bænk over for os.

"Vi sproller lige tiden lidt tilbage. For en og en halv uge siden mødte vi op på denne lejr. I håb om at hjælpe uslebne diamanter, men I har overgået alle vores forventninger. Vi har ikke følt det som arbejde. Det har været sangtimer med gode venner og..." sagde Harry og løb tør for ord, da han kiggede på mig.

Hvad mon han tænkte på?

"... Og det har været en fed oplevelse piger! Skal vi ikke gå til sagen?" fortsatte Louis og daskede til Harry's skulder som tegn på, at han skulle slippe mit blik.

Tak Louis!

"Øhm... Vi starter med Mary ligesom den første dag," sagde Harry. Denne gang uden en liste, hvor navnene stod på.

Tiden gik og pigerne havde virkelig udviklet sig! Jeg fik gåsehud op til flere gange af deres stemmer. Jeg var lidt nervøs, men jeg huskede mine tidligere tanker. Noget jeg havde lovet mig selv: Jeg var fast besluttet på at give den alt, jeg havde. Sidste chance. Time to shine!

"Den sidste er Hope," sagde Harry pludselig og vækkede mig fra mine tanker. Igen: Hvorfor gik alt så stærkt?

Jeg greb mikrofonen og begyndte.

 

Don't wanna break your heart,

wanna give your heart a break?

I know you're scared it's wrong,

that you might make a mistake!

 

"Hvad har du gjort ved hende, Harry?" spurgte Louis ham og så vildt overrasket ud. Hvad var der galt? Jeg synes da, at jeg havde gjort det godt.

"Er der noget galt?" spurgte jeg bekymret.

"Ja!" svarede Louis. "Hvornår er du blevet god?"

Pigerne begyndte straks at grine.

"Siden jeg mødte dem her..." svarede jeg og gik hen til et musikanlæg og satte 'What makes you beautiful' på. De andre piger gik op til mig og greb hver deres mikrofon, og vi gjorde drengene mundlamme med det samme!

Den havde I ikke set komme, hva'?

 

Baby you light up my world like nobody else,

the way that you flip your hair gets me overwhelmed...

But when when you smile at the ground it ain't hard to tell.

You don't know... Oh oh...You don't know you're beautiful!

 

Sangen sluttede stille af, og drengene sad med kæberne helt nede ved gulvet.

"Drenge I taber snart jeres kæber!" sagde jeg for sjov. "Louis og Harry, sååå sødt!" Så begyndte alle at grine. Selv Harry.

Han sendte mig et hemmelighedsfuldt smil.

Hvad gemte han for mig?

Jeg skulle nok finde ud af det!

 

***

 

Det blev aften, og jeg sad alene på værelset. De andre piger sagde, at de skulle noget. Det ville kun tage to minutter, men nu var der gået en halv time. Hvor blev de af?

Pludselig følte jeg noget bag mig, jeg fik bind for øjnene og alt blev mørkt.

"Hey!" udbrød jeg.

"Bare stol på mig," kunne jeg høre en stemme sige. Stemmen tilhørte klart Raina!

"Hvad skal jeg?"

"Det får du at se..." svarede hun hemmelighedsfuldt.

Okay! Nu ville jeg gerne vide, hvad der foregik. Hvad skjulte de for mig?

Noget sagde mig, at jeg snart ville finde ud af det...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...