Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4470Visninger
AA

13. For Annas skyld♥

Harry's synsvinkel:

Jeg sad og puffede blidt til maden på tallerkenen med min gaffel, men de andre kiggede nervøst på mig. Deres øjne sendte mig det der hvad-skal-vi-gøre blik. Problemet var bare, at jeg ikke havde nogen idé om, hvad vi skulle stille op.

Pigerne havde sværmet rundt om os i dag som en flok bier. Misforstå mig nu ikke. Vores fans er de bedste. Uden tvivl! Men den her opmærksomhed var forkert på så mange måder. Det de troede var langt fra sandheden.

Jeg savnede Hope. Jeg savnede alt ved hende, men alt hun gjorde var at ignorere mig fuldkommen. Det gjorde ondt, fordi jeg vidste, at det var min skyld. Det var mig, der havde lavet rodet, og jeg måtte selv finde ud af at ryde det op igen.

Her sad jeg så med 20 piger omkring mig, men ingen af dem var hende.

Pludselig kom en lærer hen til os.

"Så piger! Lad nu drengene være i fred," sagde hun og guidede dem væk. De sukkede alle sammen dybt og opgivende og lavede afstand. stille og roligt gik gruppen af piger hver for sig, og vi fik fred. Endelig!

"Okaaay... Det her er lidt akkavet. Jeg har fået nok opmærksomhed for i dag! Kommer I drenge?" spurgte Louis. Niall fnes over den underlige bemærkning, men jeg var for træt til at grine. Jeg ville mest af bare gerne sove og vågne op til den rolige stemning, vi havde haft for to dage siden. Selvfølgelig var det ønske bare umuligt at opfylde. Det var bare svært at indse og endnu sværere at acceptere.

Vi nikkede og fulgte med.

 

Hope's synsvinkel:

Jeg lå på min madras og stirrede op i loftet. Rummet var fyldt med pinlig tavshed. Ingen af os havde noget spændende at fortælle. Alt der blev talt om i lejren for tiden var rygtet. Det emne ville jeg helst lade ligge, selv om jeg ikke kunne stoppe med at tænke på Harry. Han var alt, der fyldte mit hoved, og al min energi blev brugt på at tænke på ham.

"Hope?" Det var Elizabeth, som rev mig ud af mine tanker.

"Jaaa?" svarede jeg langsomt og satte mig op for at kunne se hende.

"Har du noget imod at gå en lille tur med mig?" spurgte hun med et spørgsmålstegn tegnet i panden. Jeg rystede svagt på hovedet. Det ville faktisk være rart at tale med en.

 

***

 

Vi gik en tur langs søen, som Harry og jeg en gang havde siddet ved. Det var den dag, hvor jeg var smuttet fra deres lille koncert i hallen, og Harry havde bemærket det.

"Harry fortalte, at du ikke var kommet til undervisningen. Han virkede ret nede og bekymret for dig," sagde Elizabeth roligt og kiggede mig dybt ind i øjnene. Jeg kiggede ned i jorden. Det var svært for mig at tale om ham uden at begynde at græde. Jeg savnede ham på en måde, men det ændrede intet. Mit had vandt kampen - indtil videre.

"Det er sandt nok. Han har gået mig lidt på nærverne på det sidste. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre så jeg..." Jeg stoppede mig selv i sætningen for at holde tårerne inde. Elizabeth skulle ikke se, hvor såret jeg var, og hvor meget han i det hele taget betød - men jeg ville stadig være ærlig. Jeg var begravet i løgne, og nu ville jeg op af hullet.

"Så du skred?" sagde hun og færdiggjorde min sætning. Jeg nikkede forlegent. Det virkede så dumt, når man skar det ud i pap. "Sådan cirka," sagde jeg og fnes over, hvor dum jeg lød. "Hvordan var din undervisning så?"

"Den var vel normal... men Harry lod til at tænke mere på dig end på mig.. Du burde virkelig tale med ham!" Jeg rødmede over hendes kommentar. Harry havde virket fraværende på grund af mig?

"Det burde jeg vel... Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal sige..." Jeg blev hurtigt afbrudt af Elizabeth, som var stoppet op. "Du er en virkelig sød pige og charmerende. Han vil godtage alt, så længe det kommer fra dig! Han virker til at kunne lide dig," Jeg puffede kærligt til hendes skulder.'"Ej, stop Eliza! Jeg overvejer det. Okay?" svarede jeg, og vi vendte om.

 

***

 

Da vi kom tilbage, så jeg, at jeg havde fået en besked. Den var fra Annabelle, så jeg åbnede den hurtigt.

 

Kære Hope♥

Jeg savner dig! Jeg kom hjem fra hospitalet igår, men jeg fik et anfald idag. Denne gang er det bare værre. Jeg blev kørt ind på hospitalet i en ambulance, og nu sidder jeg med slanger i næsen, jeg er helt varm og min krop ryster. Jeg måtte bare skrive til dig! Også selv om lægerne sagde, at jeg skulle lade være med at anstrenge mig for meget. Jeg skal nok komme mig. Det er jeg sikker på! Du behøver ikke at være bekymret.

Jeg håber, det gå godt på lejren. Jeg tænker tit på, hvilke sange du mon synger, og om du udvikler dig. Du har en smuk stemme, og jeg tror på dig!

Knus Annabelle

 

Min krop stivnede.

Igen?

Var det sket igen?

Denne gang kunne jeg ikke holde tårerne inde. Det havde jeg gjort alt for længe. Hun behøvede mig, og jeg var der ikke. Jeg ville ønske, at jeg kunne smide alt, som jeg havde i hænderne og besøge hende... Men det kunne jeg ikke.

Jeg lagde mig ned på madrassen og en tåre ramte blødt min pude. Den var efterfuldt af flere.

"Hvad sker der Hope?" udbrød Raina, og straks sad alle pigerne rundt omkring mig. Jenny tog min mobil ud af min hånd og kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede svagt. Jeg havde ikke noget imod, at hun læste beskeden. Det ville bare gøre min situation nemmere, hvis de vidste, hvad der var galt.

Pigerne læste på skift beskeden og fik pludselig medlidende blikke. Det ville ikke hjælpe på Annas tilstand, men det hjalp på min.

Jeg formede et 'tak' med munden og sendte et lille smil. Raina fjernede en tot hår, som sad foran mit ene brune øje. "Det var så lidt," svarede hun på alles vegne.

Jeg rystede på hovedet. Mine tanker fik frit løb. De gjorde så meget for mig, og jeg gav så ldt igen. Alt jeg gav var løgne.

Aftenen skred stille frem, og de andre piger var faldet i søvn. Jeg lå vågen tilbage og fumlede med min telefon. Jeg måtte svare Anna. Hun havde skrevet til mig med slanger i næsen, en rystende krop og høj feber. Det faktum at tårerne stadig trillede ned ad mine kinder var ingen undskyldning.

 

Kære Anna♥

Det gør mig ondt at høre. Du er virkelig stærk. Min prinsesse. Jeg er sikker på, at du nok skal klare dig fint. Jeg ville ønske, at jeg kunne sidde ved din side og holde i din hånd lige nu, men det kan jeg ikke.

Lejren er skøn, og jeg har helt sikkert fået mig nogle nye venner. Jeg kan pludselig ramme høje toner, som jeg ikke kunne ramme før. Jeg har sunget - Just the way you are, Unwritten, Call me maybe, I'm yours og Hallalujah.

Jeg glæder mig til snart at se dig igen!

Knus din Hope

 

Jeg sendte den og lagde telefonen under min pude. Efter lang tid faldt jeg endelig i søvn med våde kinder.

 

***

 

Jeg åbnede døren. Harry sendte mig straks et overrasket blik. Han havde vel ikke regnet med, at jeg ville dukke op til undervisningen.

"Hope?" Han kiggede forundret på mig. Jeg lukkede stille døren bag mig.

"Ja, det er mig. Du ser ikke spøgelser. Slap af!" svarede jeg halv irriteret. Kom det virkelig meget bag på ham? Jeg satte mig ned på tapuretten ved siden af ham.

"Hvorfor kom du aldrig igår? Jeg var faktisk ret bekymret," spurgte han med blanke øjne.

"Hvorfor tror du Harry?" Jeg kiggede hen på ham, og vi fik øjenkontakt. "...Og jeg er her på grund af Anna. Hun tror på mig. Jeg kan ikke bare skride fra det hele. Ikke mere. Er der andet du ville vide?" Jeg ville helst storme ud af døren. Væk fra den dårlige stemning. Men jeg blev. Harry havde fængslet mig med hans øjne. Jeg kunne ikke rykke mig ud af flækken.

"Ja! Hvorfor er du så sur på mig idag? Kan du ikke stoppe og slappe af bare for et øjeblik?" Jeg kiggede ned i gulvet og nikkede så til sidst.

"Nå... Det var vidst nok snak. Du mangler stadig at synge Want u back. Er du frisk?" spurgte Harry og rakte mig teksten. Hvordan kunne han vide, at jeg havde glemt den? Synsk måske?

Jeg tog imod den. For Annas skyld. Hun var stærk, og det burde jeg også være,

Jeg gik op til mikrofonen og gav den hele armen. Jeg ville vise Harry, hvad jeg duede til!

 

***

 

"Wohoow!" udbrød Harry, da jeg var færdig. "Dit talent er der stadig". Jeg fnes. Det havde lykkedes mig. Jeg havde gjort Harry Styles imponeret. Jeg satte mig ned igen.

"Noget kritik?" spurgte jeg og smilte tilfreds. Han gengældte det men trak det tilbage, da han ville sige noget. Nu så han mere trist ud.

"Jeg ville ønske, at du mente det, når du sang Want u back..." han stoppede de andre ord, han havde tænkt sig at sige. Han ventede på min reaktion.

Jeg sukkede. For et kort sekund siden havde jeg følt, at vores venskab var ved at nå overfladen, men nu sank det stille igen ned i havets dyb.

Hvad skulle jeg svare?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...