Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4568Visninger
AA

8. Følelser på spil

Jeg stod lidt og trippede inde på værelset. Denne gang var det Elizabeth's tur først til at komme til undervisning. Jeg håbede, at Harry havde husket, hvad jeg havde sagt til ham tidligere. Jeg havde ment hvert et ord, og det håbede jeg også, at han havde gjort. Jeg stolede på ham.

Klokken var blevet 20:00 og Elizabeth kom ind i lokalet, men noget var anderledes fra sidste gang. Denne gang smilte hun. Jeg overvejede, om jeg skulle spørge, men hendes smil havde efter min mening talt for sig selv.

"Du skal derind om fem minutter," sagde Elizabeth til mig. Jeg var stadig nervøs, men det er alle vel, når de vil prestere deres bedste.  

 

***

 

Jeg tog fat i håndtaget og åbnede døren. "Hej Hope," sagde Harry og lyste op i et smil, da han fik øje på mig. Jeg lukkede døren igen og gik hen imod ham. "Hej," svarede jeg og gengældte smilet, og vi mødtes i et kram. Uden at sige noget bevægede vi os begge hen til en sofa, der stod i lokalet, som vi begge satte os i.

"Jeg fortalte det til Elizabeth," sagde Harry og kiggede mig ind i øjnene. Han mente det. "Så vi kommer bedre ud af det med hinanden nu. Tak for rådet". Jeg kunne høre på hans stemme, at han var taknemmelig.

"Det var så lidt. Jeg syntes bare hun fortjente din opmærksomhed," svarede jeg. Han nikkede, og vi lagde emnet bag os. "Nå men det var sangen, vi skulle til..." begyndte Harry. Vi var lige kommet ud på et andet spor og havde mistet koncentrationen - men vi var ikke kommet for at snakke. Vi var kommet for at undervise og for at blive undervist.

"Så Call me Maybe, hvis du stiller dig hen til mikrofonen, den er tændt, så begynder du bare, når du er klar".

Jeg tøvede ikke, men gik selvsikkert hen til mikorfonen og samlede den op fra gulvet. Denne gang prøvede jeg ikke at finde en blomst ude af vinduet som jeg kunne kigge på. Jeg valgte at kigge på ham.

 

I threw a wish in the well. Don't ask me I'll never tell. I looked at you as it fell, and now you're in my way. I trade my soul for a wish. Pennies and dimes for a kiss. I wasn't looking for, this but now you're in my way.Your stare was holdin', ripped jeans, skin was showin'. Hot night wind was blowin', where you think you're going baby?

Hey, I just met you, and this is crazy, but heres my number, so call me maybe...

 

***

 

"Du er virkelig god Hope!" sagde Harry. Jeg rødmede en smule og kiggede ned i gulvet for ikke at vise det for meget. "Hey, lad være med at blive flov," sagde Harry og fnes. "Du' virkelig god. Tro på det!". Han kunne se lige igennem mig. Var jeg så nem at læse? Jeg følte mig en smule hudløs.

"En gang til med lidt mere energi. Det er tæt på perfekt," sagde Harry og jeg nikkede.

 

...So call me maybe...

 

"Du har virkelig talent!" Jeg rødmede igen og satte mig på sofaen ved siden af ham. Han svingede hurtigt med hans brune krøller og satte dem ud til siden. Jeg fik øje på hans grønne øjne. De mindede mig virkelig om Annabelle's. Jeg følte mig virkelig tryg sammen med Harry, men jeg kunne ikke benægte, at jeg stadig var ked af det.

"Du ser lidt trist ud. Er der noget galt?" spurgte Harry og rynkede hans pande. Skulle jeg virkelig fortælle ham det? Han havde været så ærlig over for mig. "Det er bare noget derhjemme," sagde jeg og sukkede. Han rystede på hovedet.

"Det er ikke bare noget derhjemme. Det kan jeg se på dig. Kom nu, jeg kan godt holde på en hemmelighed". Han havde overbevist mig, måske var jeg generelt nem at overbevise.

"Det er ikke som sådan en hemmelighed. Det er min søster... hun har lige fået konstateret en sygdom. Hun vil gerne have, at jeg lader være med at tænke på hende, men..." jeg kunne ikke sige mere. Jeg kunne mærke tårerne presse på og nogen havde fundet vej ned til kinden. "... Men det kan du ikke," Harry afsluttede min sætning og tørrede en tåre væk fra min kind med hans varme hånd. Han forstod mig virkelig som ingen anden.

"Jeg må nok hellere gå," hviskede jeg. Tiden var ved at være gået. "Nej! Du går ikke, før du er holdt op med at græde," insisterede Harry og sendte mig hans skæve smil. Jeg tog nogle dybe vejrtrækninger for at stoppe tårerne og prøvede at samle mig igen. Harry gjorde tegn til, at jeg skulle ligge mit hoved på hans skulder. Det var rart med en skulder at græde ud ved.

"Jeg hørte jer for nogle dage siden øve i et lokale. Det var ikke til at tage fejl med alle de piger," sagde jeg stille. Harry havde et grin på læben, men uden lyd.

"Velkommen til min verden!" svarede Harry. "Ja vi er ved at lave en ny sang, vi er ret tidspressede, så vi blev nød til at øve her, inden vi skal indspille den. Det kunne ikke blive på andre måder. Jeg håber ikke, vi fremstår for opmærksomhedskrævende. Det har aldrig været meningen". Jeg var glad for, at han sagde det. Det fik mig til at se bandet fra en helt anden vinkel.

"Kunne du synge den for mig? Eller er det for meget at spørge om?" spurgte jeg nysgerrigt. Jeg ville gerne høre den uden pigeskrig. De sang trods alt ret godt. Harry tænkte kort over det. "Selvfølgelig," svarede han efter nogle få sekunder. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham, mens han sang. Han var helt rolig og cool. Han prøvede ikke at synge for at imponere nogen. Han sang, fordi det gjorde ham glad. Præcis som jeg selv havde det.

"Den er virkelig god," konstaterede jeg roligt, da han var færdig. Jeg havde glemt alt om at være ked af det. "Du er virkelig god," tilføjede jeg.

Han kiggede ned i gulvet og så op på mig med de gennemborende grønne øjne, han havde. Sådan sad vi lidt indtil hans ansigt begyndte at nærme sig mit, og omvendt. Vores læber skulle lige til at mødes, da en lyd kommer ovre fra døren. Vi skynder os hurtigt at sætte os længere væk fra hinanden og ind kommer - Zayn, Niall, Liam og Louis. Bedre kendt som resten af One Direction.

"Hey Harry kommer du?" sagde Liam, allerede inden de havde åbnet døren nok til at kunne se os. Det her ville ikke blive godt.

Alle drengene stoppede brat op, da de så, at vi var to i forvejen i lokalet. Jeg håbede Harry havde en god undskyldning, for det havde jeg ikke. Zayn lukkede dog døren efter dem, så ingen kunne kigge ind. "Hope og Harry, sååå sødt♥! udbrød Louis endnu engang. Jeg rystede opgivende på hovedet.

"Hey Louis, vi skulle bare øve færdig, hvad er der galt i det?" spurgte Harry. Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv. Egentlig troede jeg, at det var bedst at holde mund lige nu.

"Øve på hvad?" spurgte Louis og grinede. Harry og jeg kiggede hinanden i øjnene. Jeg tror, vi var enige. "Øhm... jeg må nok gå. Vi ses drenge," sagde jeg anspændt. Ingen prøvede at stoppe mig, men drengene lavede et hul mellem sig, så jeg kunne komme hen til døren. Jeg sendte ingen blikke, da jeg gik ud. Jeg kiggede kun i retning af døren.

Jeg lukkede døren stille i, selv om jeg hellere ville have gjort det hårdt. Jeg var virkelig forvirret. Hvad ville der nu ske? Jeg overvejede at blive stående og lytte ved døren, men de andre piger i klasselokalet ville undre sig over, hvor jeg blev af. 

Endnu en gang ville jeg blive nød til at stikke dem en løgn. Jeg hadede det her! Jeg kunne virkelig godt lide Harry. Han var ikke som alle andre. Jeg var begyndt at blive forelsket i ham. Vi havde nok hele tiden haft noget kemi mellem os, men nu hvor den trådte frem - så var det svært at gemme den foran andre. Så mange piger ville give deres højre arm for at være mig lige nu, men det her var det sværeste, jeg nogensinde havde været udsat for.

 

Harry's synsvinkel

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Nu hvor hun var gået, var jeg alene om det. Mine følelser havde helt klart ændret sig i forhold til Hope. Hun var en skøn pige, men jeg kunne lige se avisoverskrifterne for mig:

Harry Styles forelsket i en af hans elever på den årlige musikskole!

Jeg havde ikke råd til at fortælle det. Ikke engang til drengene. Jeg ville blive sendt ud, hvis de andre lærere fandt ud af det. Jeg var ikke i tvivl om, at dette ville blive den sværeste hemmelighed nogensinde, som jeg skulle holde på.

"Harry?" jeg opdagede, at Niall talte til mig. Jeg løftede hovedet og kiggede på ham. "Må vi få en forklaring?" han mente det seriøst. "Det tog lidt længere tid med Elizabeth, end jeg havde regnet med, men hun er virkelig god! Hope's undervisning blev udsat lidt. Undskyld drenge. Jeg prøver at være lidt mere punktlig næste gang. Skal vi gå tilbage til værelset?" svarede jeg.

En stor løgn, og jeg var ked af at blive nød til at blande Elizabeth ind i det, men jeg havde det som om, at det var den eneste mulighed lige nu. De andre drenge nikkede, og vi gik. Jeg havde vidst reddet mig ud af det for nu.

Men inderst inde vidste jeg, at dette kun ville være begyndelsen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...