Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4477Visninger
AA

12. Fint...

Jenny og jeg åbnede døren med et hurtigt skub og gik ind i hallen for at spise morgenmad. Om en time ville der være undervisning, men jeg valgte ikke at tænkt for meget over, hvad der var i vente.

"Skal vi sætte os ved drengene. Dem kender vi trods alt?" spurgte Jenny. Ordet drengene skar i mine øre. Var de her? Hvor?

"Nej!" svarede jeg, så snart Jenny var færdig med den sidste sætning. Jeg ærgede mig over, at min stemme havde lydt så hård. Hun kunne jo ikke gøre noget ved... det. Alt det der var sket var jo ikke hendes skyld. Det var min.

"Ej kom nu!" sagde hun og tog fat i min kolde hånd. Jeg kiggede bagud, men jeg kunne lige så godt glemme at flygte. Drengene havde opdaget vores tilstedeværelse. Det var for sent. Ingen vej tilbage.

"Hej drenge!" sagde Jenny, da vi satte os ned. "Hej," svarede Liam kort efter, men ingen af drengene kiggede på hende. Overhovedet. De kiggede på mig. Det gav mig en ubehagelig følelse i maven. Var det mit hår som sad dårligt? Var det derfor de kiggede? Jeg rettede lidt på det, selvom jeg godt vidste, hvad der var galt. Man behøvedes ikke at være en haj til matematik for at regne det ud.

Igårs skænderier + Sidder ved deres bord idag = Hvad har hun gang i?

"Nååå..." sagde Jenny for at dræbe den pinlige stilhed. "Hvornår får vi de sange udleveret, som vi skal synge? De kom ikke igår?"

Jeg havde helt glemt, at vi ikke havde fået sangene. Jeg havde tænkt på så meget andet igår, men selvfølgelig kunne jeg ikke undgå at blive påmindet om, hvad der ville ske om en time. De kiggede lidt rundt på hinanden for at finde ud af, hvem som skulle svare. Louis eller... Harry?

"Ja, det må I altså undskylde! Der var lige noget andet i vores tanker igår, så vi glemte det helt..." svarede Harry uden at fjerne blikket fra mig.

"Men vi fandt nogle sange imorges, så de skulle gerne ligge uden for jeres dør," tilføjede Louis. Jeg var egentlig ikke interesseret i Harry's sangvalg. Det kunne også være ligemeget... ligesom alt andet var for tiden. Jeg kunne se at Jenny var færdig med at spise. Endelig!

"Skal vi gå?" spurgte jeg.

"Men du har jo slet ikke spist noget," svarede hun og kiggede på min fulde tallerken. "Jeg er alligevel ikke sulten," svarede jeg, selvom det var løgn. Ingen aftensmad, ingen morgenmad... jeg var virkelig sulten! Min mave var helt tom og knurrede som en gal, men med fem stirrende ansigter, kunne jeg ikke koncentrere mig. Overhovedet! 

Da vi var ude af hallen, kunne jeg igen trække vejret normalt. Den kølige luft og lidt blafren i håret var nok til at få mine spændte muskler til at slappe mere af.

"Hvordan har du det egentlig efter det igår?" spurgte Jenny, mens vi gik over mod den gule skolebygning.

"Fint," svarede jeg bare. Fint kan for piger betyde mange ting: at man er trist, ked af det eller såret - at man har det okay, dårligt eller måske skidt. Faktisk kan ordet fint med et andet ord betyde: forfærdeligt! De ord beskrev mit humør meget godt.

"Hmm... men du ved, at du bare kan komme, hvis der er noget. Ikke?" sagde hun med et venligt smil. "Tak," svarede jeg og gengældte smilet.

Uden for døren lå sangene ligesom drengene havde sagt. Fem hvide kuverter. En med hver af vores navne. Vi samlede dem op og gik ind på værelset. De andre gned sig søvnigt i øjnene. Tydeligvis lige vågnet, men der var da også over en time til deres undervisning.

"Godmorgen piger!" sagde Jenny og delte kuverterne ud. Jeg sad lidt på min madras og fumlede med kuverten, som lå i mine hænder. Inderst inde havde jeg bare lyst til at rive den i tusind små stykker... men jeg kunne bare ikke få mig selv til at gøre det. Jeg havde det jo fint og ikke forfærdeligt. Eller var det egentlig omvendt? De andre sad allerede med deres tekst. Jeg blev nød til det: Åbne den. Der var ingen udvej.

 

Want U back - Cher Lloyd

 

Selvfølgelig! Det var et oplagt valg på grund af overskriften. Jeg var ikke interesseret i den lille besked, han havde skrevet på papiret denne gang, men min nysgerrighed var for stor. Jeg blev nød til at vide det.

 

RRRH! Hvad har jeg dog gjort? Hvad er der galt med mig? Alle mennesker begår fejl. Det her er en af mine største! Jeg har aldrig kunne lide en pige på denne måde før... I don't give a shit no one else can have ya' - I want you back♥

 

Tak Harry! Nu har jeg vildt meget skyldfølelse over at hade en person som dig, men det ændrer intet! Mit hjerte er knust, og det ville blive svært at få det til at hele.

 

***

 

"Nå, vi smutter til undervisning," sagde Jenny, og vi lukkede døren til lokalet og gik ned ad gangen. Jeg tørrede mine svedige hænder af i mine bukser. Den næste time ville blive den længeste nogensinde. Hvordan skulle jeg kunne se Harry i øjnene efter alt, der var sket det sidste døgn?

"Held og lagkage!" sagde Jenny og åbnede døren ind til Louis. Jeg kunne høre de sagde hej til hinanden og smågrinte. Det mindede mig om... Nej bare glem det.

Jeg gik tøvende lidt længere ned ad gangen og kom til døren, som ville føre mig ind i mit lokale. Jeg lagde pejefingeren blidt på håndtaget uden at trykke det ned. Det føltes dejlig koldt mod min varme hånd.

Jeg skulle bruge mere end held og en lagkage for at overleve det her. Min finger trak sig tilbage, og jeg lagde hånden på hjertet. Tog en dyb indånding og åbnede døren. Dog ikke dén dør. Jeg var gået væk fra dén dør og væk fra... ham. Jeg havde istedet valgt at gå ud af bygningen igennem glasdøren, der var til højre for døren ind til... Ja undervisningen.

Mit blik var målrettet. Jeg havde ikke tænkt mig at vende om. Ikke foreløbig. Jeg måtte væk for en stund. Bare for et par timer.

Jeg fandt frem til det træ, som jeg havde siddet under en af de første dage. Efter nyheden om Anna var det vidst. Min hukommelse var lidt slørret. Der var sket så meget på det sidste. Jeg kunne slet ikke følge med.

Nå... tilbage til emnet. Træet var ikke til at tage fejl af. Jeg skulle bare se efter et gammelt træ med en tyk stamme. Lange grene med blade i forskellige grønne nuancer og med smukke hvide og flødefarvede blomster.

Jeg satte mig ned på en plet i græsset, hvor lyset var noget igennem træernes kroner. Jeg lænede mig op ad stammen, bed mig i læben og fandt min telefon frem for at svare på Harry's besked, der havde været på min tekst. Jeg valgte at svare med et citat fra teksten. Ligesom han også havde gjort.

 

I don't give a shit!

 

Og... send. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle skrive. Egentlig burde jeg ikke have skrevet. Hvilke fornuftige ting, havde jeg at fortælle?

Jeg smed telefonene fra mig, så den landede med et lille bump på jorden. Nogle minutter senere begyndte den at ringe, vibrere, bimle, bamle og bumle... Og den blev ved og ved og ved. Undskyld jeg glemte at oplyse, at den blev ved. Min fejl! Men jeg vidste jo godt, hvem det var. Jeg stirrede bare koldt ud i luften. Det var først lidt efter, at jeg egentlig lagde mærke til, hvad jeg kiggede på. En retardo snegl som klistrede sig op til et træ! Nej, hvor spændende...

Jeg kiggede hen på min iPhone, som lå i det tørre græs. Billedet af Harry lyste skærmen op. Han var åbenbart ikke personen som opgav så let.

Jeg sad og studerede billedet på afstand. Hans skæve smil, de krystalgrønne øjne og ikke mindst hans kendetegn: Krøllerne.

Jeg ville ønske at man kunne skrue tiden tilbage. Så ville Harry og jeg have fortalt drengene (Liam, Louis, Niall og Zayn) og pigerne (Elizabeth, Jenny, Mary og Raina) sandheden fra starten. Man må vel lære af sine fejl. Hvis vi fortalte det til pigerne nu, ville de blive sure på mig, ignorere mig og aldrig mere stole på mig. Hvad havde jeg dog rodet mig ind i?

Telefonen blev ved med at ringe. Jeg gav et dybt suk fra mig. "Lad nu være Harry," hviskede jeg for mig selv og slukkede telefonen.

 

***

 

Jeg åbnede døren ind til pigerne, og de vendte hovederne mod mig med det samme. Okay, det var ret skræmmende. "Hvor har du været Hope? Du kan altså ikke blive ved med at forsvinde!" sagde Mary med en bekymret stemme. Hun havde fuldkommen ret, men jeg gjorde, hvad der passede mig. "Det er lige meget... Skal vi gå over til aftensmad? Jeg er død sulten," svarede jeg. Nu havde jeg snart ikke spist i et døgn, og jeg kunne ikke holde det ud længere. Min sult var ved at gå ud over humøret, og dermed også ud over de andre. "Som du vil..." svarede Mary.

Vi satte os ned ved et tilfældigt bord i hallen og begyndte at spise. Min tallerken var helt fyldt op med mad. Når nogen gik forbi vores bord, fik jeg da også et par mærkelige blikke. Først kiggede de på tallerkenen og så på mig. Jeg prøvede bare at ignorere dem. Hvis de ville kigge så værsgo!

Jeg var stærkt koncentreret om min mad, men da jeg begyndte at være færdig var det noget andet, som fik min opmærksomhed: Drengene.

Normalt kunne de godt spise i fred, men i dag var de omringet af piger. Pigerne skubbede og maste, så de kunne stå forrest i menneskemængden. Hvad skulle alt det påstyr til for?

"Øhm... hvad sker der lige derovre?" spurgte jeg og kiggede endnu en gang derover. "Du er virkelig gået glip af en masse, mens du var væk. Drengene er blevet forfulgt hele dagen, fordi der var nogen, som hørte Harry sige, at han var forelsket igår. Pigerne der hørte det stod vidst nok ved indgangen, og så kunne de høre hans stemme i det fjerne. De hørte, at han sagde noget om, at han var forelsket. Nu render de så rundt omkring han, fordi de tror, at det er dem. Tåbeligt rygte!" svarede Elizabeth.

Det var det sidste, jeg havde brug for at høre! Nu gik der rygter på hele lejren, om at han var forelsket, men ingen vidste, at det ikke var dem, han var foresket i... det var mig.

Nej, nej, nej, nej, NEJ!

Det her rygte var alt andet end godt!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...