Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4468Visninger
AA

18. En gåtur i London

"Hvem er denne berømte Harry Styles på billedet?" spurgte min far. De troede sikkert, at der var manipuleret med billedet, men det billedet viste var sandheden.

Kunne de blive sure, hvis jeg fortalte sandheden?

Jeg var sikker på, at de ville blive mere sure, hvis jeg stak dem en løgn.

"Hmm... Det er faktisk en lang historie..." svarede jeg og løb tør for ord.

"Kom nu Hope! Jeg er vildt nysgerrigt," sagde Anna bedende og satte sig på mit skød, så hun bedre kunne se bladet.

"Okay... Harry er med i bandet One Direction med fire andre drenge. De kæmpede selv med at komme frem i branchen, så de valgte at være nogle af lærerne på lejren for at hjælpe os med at følge vores drømme. Harry og et andet bandmedlem, Louis, blev vores lokales lærere. Senere skulle vi have undervisning hver for sig med kun én lærer. Harry blev min..." Jeg stoppede op for at tage en tår af min sodavand.

"...Jeg lærte ham ret hurtigt at kende. Han forstod mine problemer. Da Anna blev syg, blev jeg vildt ked af det. Harry var den, der trøstede mig..." Jeg gav Annabelle's hånd et blidt klem. "Ret hurtigt fik vi følelser for hinanden, men gemte det for de andre. Det førte til tusindvis skænderier mellem os, men til afslutningsfesten valgte Harry, at alle skulle vide det. Han kyssede mig foran alle og ja... Sådan lyder eventyret," da jeg gennemgik historien i et 'referat' opdagede jeg pludselig, hvor meget vi var gået igennem sammen.

Vi havde klaret det - indtil videre.

"Nuuurh!" udbrød Anna.

"Er du klar over hans verden? Den verden du træder ind i sammen med ham?" spurgte min mor med et bekymret ansigt. Hvorfor er mødre altid så bekymrede?

"Efter de sidste to uger tror jeg, at jeg har fået et indblik i det," svarede jeg op krammede Anna tættere ind til mig.

Harry's verden var en anderledes verden fra min, men det var en verden, som jeg var villig til at træde ind i - Så længe han var ved min side.

"Det kan godt være, at du synes livet er et eventyr for tiden, men det kan hurtigt udvikles til et mareridt..." begyndte min mor.

Min mave slog knuder.

Skulle hun nu til at fortælle mig det rigtige at gøre?

Ville hun være imod min beslutning?

Jeg mangler støtte her, hallo?!

"...Men hvis du skal leve i et eventyr, så virker han til at være en god person at gøre det med," fortsatte min mor. Det bekymrede ansigt blev erstattet af et kærligt smil. Jeg åndede lettet op.

Forældres støtte ændrer ikke verden - men den gør den en hel del nemmere!

 

***

 

Jeg vågnede ved lyden af min mobil, som lå og rumsterede på sengebordet. Den var ikke på lydløs, da jeg stadig ventede på Harry's opkald.

Jeg vendte mig om og greb fat i den.

Niks... den manglede bare strøm.

Det var jo herligt.

Jeg lagde mig om på siden igen og prøvede at sove videre. Problemet var bare, at når jeg først er vågnet, så er det svært at sove videre.

Min hjerne var på 'On'.

Jeg har desværre glemt hvor 'Off' sidder.

Harry hold venligst, hvad du lover!

Lov mig det!

Jeg valgte til sidst at stå op. Mit værelse var ikke længere spændende at ligge og studere. Jeg sparkede dynen af mig og gik hen mod klædeskabet og fandt noget tøj.

To bank lød henne fra døren.

"Kom ind," råbte jeg.

Ind kom Annabelle iført hendes lyserøde natkjole. Hun satte sig træt på min seng og tværrede sig søvnigt i det venstre øje.

"Godmorgen søde," sagde jeg og trak mine bukser op over numsen.

"Godmorgen..." svarede hun og gabte. "Hvad skal du lave i dag?"

"Ikke noget specielt faktisk. Hvad tænker du da på?" spurgte jeg og satte mig ved siden af hende på sengen.

"Jeg tænkte bare på, om vi skulle lave noget sammen i aften?" sagde hun og lagde hovedet på min skulder.

"Selvfølgelig søde. Det vil jeg gerne". Jeg sendte hende et kærligt smil og krammede hende tæt ind til mig.

 

***

 

Jeg lå igen i dag i sofaen og så et latterligt program. Denne gang om landbrug.

Det var ikke i nærheden af at være interessant, men det var god tidsfordriv.

Ved siden af mig lå min mobil, hvis lyd jeg havde skruet helt op for. Hvis Harry ringede, SMS'ede... gjorde noget! Så ville jeg ikke gå glip af det.

Måske skulle jeg selv ringe?

Men ville jeg så virke desperat i hans øjne?

Dørklokken rev mig ud af mine tanker. Den klingende søde lyd var ikke til at ignorere.

Jeg havde ikke noget fornuftigt at lave, så jeg rejste mig for at lukke op. Med tunge skridt nåede jeg frem til døren og trak ned i håndtaget.

En velkendt skikkelse kom til syne.

Harry?!

Hvad lavede han her?

"Hvad laver du her?" sagde jeg og fnes smigret. Han rakte mig den smukkeste røde rose, og jeg tog smilende imod den.

"Hej babe!" sagde han og gengældte smilet.

"Hej," svarede jeg og kyssede ham. "Hvordan vidste du, hvor jeg boede? Du er jo kommet ud på landet!"

"Jeg kender nogen, som kender nogen, som kender nogen, som kender nogen..." begyndte han.

"Du brugte internettet, ikke?"

"Okay, knap så charmerende begrundelse, men jo," svarede han og fnes. "Jeg tænkte, at jeg ville bruge min dag med dig".

"Hvad skal vi?" spurgte jeg nysgerrig som altid.

"Til London. Bare rolig, du kommer hjem inden dagen er omme. Jeg skal nemlig noget senere. Arbejdet kalder... du ved... Men hvis du ikke vil, så kidnapper jeg dig bare," svarede han frækt.

I like!

"Kidnap mig Harry. Tag mig med til London," sagde jeg og spillede med.

Han tog kærligt fat i min hånd og førte mig ud til taxa'en, som holdt foran vores hus. Han åbnede døren for mig.

Gentleman.

I like that even more!

Han satte sig ind på bagsædet ved sin af mig og tog fat i min hånd, så vi flettede fingre. Køreturen ville ikke blive særlig lang. Jeg boede forholdsvist tæt på London, men der var bare mere fredfyldt i vores lille bondeby, end der var og er i London.

 

***

 

Harry havde planlagt en gåtur i parken.

Bare os to.

Eller... der var selvfølgelig også andre i parken...Du ved, hvad jeg mener!

Vi gik hånd i hånd, ligesom alle andre forelskede kærestepar gør. Snakkede, grinede osv.

Vi satte os ned på en lille bænk til to.

"Har du set bladene?" spurgte jeg og kiggede ham ind i de krystalklare grønne øjne og farede vild på et splitsekund. Hans blik blev en smule trist.

"Nej, det stopper man med efter noget tid. Jeg er ret ligeglad med, hvad de skriver om mig," svarede han og satte en tot hår bag mit øre.

"Så vi skal lade som om paparzzierne ikke findes?" spurgte jeg og rynkede panden.

"Nej selvfølgelig ikke... Men jeg vil ikke tænke over enhver bevægelse, jeg laver. Jeg vil bare have det sjovt," svarede han overbevisende og lagde armen om mig.

"Okay... Min familie fandt ud af det mellem os igår. De bragte det på banen, fordi de havde set et sladderblad."

"Hvordan tog de det?"

"De var faktisk overraskende medgørlige. De tog det pænt," svarede jeg, og Harry pressede sine læber mod mine. Jeg smilte i kysset.

Altid charmerende.

Det var simpelthen ikke til at stå for!

"Hvad skulle du så i aften?" spurgte jeg, da vi trak os ud af kysset.

"Til interview sammen med drengene, som bliver sendt direkte i fjernsynet," svarede han, og jeg kunne se på ham, at han pludselig havde fået en idé.

"Hvad med at du tog med og stod ude back-stage?" spurgte han og lyste op.

Damn.

Jeg havde lovet at lave noget sammen med Anna.

"Jeg kan ikke... Jeg har aftalt at lave noget med Anna..." svarede jeg trist og kiggede ned i jorden.

"Så tag hende med! Hun vil sikkert gerne møde mig," indskød Harry og prøvede at spille kostbar.

"Så det tror du?" spurgte jeg, fnes og puffede til hans skulder.

"Det ved jeg!"

"Virkelig?"

"Virkelig!"

"Siden hvornår er du blevet sikker?"

"Fordi hun lyder til at være meget interesseret i dit liv. Vil hun så ikke også være interesseret i, hvem du deler det med?"

"Det er jeg sikker på, hun er. Det glæder jeg mig til. Kidnap mig bare igen men tag hende med," sagde jeg til sidst. Jeg husker tydeligt Annas glade ansigt, da hun stod med bladet.

Hun ville sikkert blive glad for at møde Harry.

Det vidste jeg, hun ville.

Vi stilte os op og gik videre. Hånd i hånd.

Pludselig hørte jeg vilde pigeskrig bag os. Jeg værdsatte normalt min skarpe hørelse... bare ikke i dette tilfælde.

"Harry!" råbte de, og vi stoppede op, vendte os om og slap hinandens hænder.

Tre piger kom løbende imod os i en vældig fart. Alle iført deres One Direction trøjer. De var tydeligvis fans eller Directioners, som det åbenbart hedder.

"Må vi ikke få din autograf," spurgte en lyshåret pige forpustet. "Og et billede," tilføjede en anden.

"Selvfølgelig," svarede Harry og sendte dem et smil.

Han fik hurtigt skrevet autograferne. Det kunne tydeligt ses, at han havde prøvet det et par gange eller to før... eller tusind.

"Skal jeg?" spurgte jeg og tog imod kameraet.

Pigerne sendte mig alle det samme undrende blik. Hvis jeg kunne læse tanker, ville det cirka have lydet sådan her: Har jeg ikke set hende før? Hmm... men hvor var det henne? Jeg kan simpelthen ikke huske det...

Jeps, tankelæseren.

Det' mig!

"Jo tak," sagde pigen endelig.

Klik!

"Sådan!" sagde jeg og rakte kameraet tilbage til hende.

"Ha' en god dag piger," sagde Harry og vinkede til pigerne, da vi begyndte at gå videre. Harry tog igen fat i min hånd. Sådan som det skulle være.

"Var det skræmmende?" spurgte han pludselig.

Jeg rynkede panden.

"Hvorfor skulle jeg se skræmt ud?"

"Det har jeg heller ikke sagt."

"Men du hentydede til det."

"Vel gjorde jeg ej babe!"

"Men svaret er altså nej. Det er en del af dit liv, og derfor også en del af mit. Dit liv skræmmer mig ikke. Du er et forbillede for mange mennesker. Det eneste skræmmende ved det er, at du er min!"

Min!

Kun min.

Mine, mine, mine.

"Nu skal jeg vise dig noget skræmmende," sagde Harry frækt og pressede hans læber mod mine. Har jeg fortalt, at det føles som magi, når vores læber mødes?

Det har jeg nok.

Men det er jo problemet, når man bliver gammel - Man husker ikke så godt. Man hører ikke så godt og man...... husker ikke så godt.

Hans version af skræmmende, var en verion jeg holdt meget af.

Min mobil ringede pludselig og afbrød det hele. Jeg trak mig modvilligt ud af kysset.

"Jeg må nok hellere tage den," sagde jeg og sukkede dybt. "Hallo?"

"Hvor er du henne?" spurgte den velkendte stemme fra min søster.

"Undskyld Anna. Jeg er lige sammen med Harry. Jeg har en overraskelse til dig senere".

"Hvad er det? Hvad er det?!"

"Hvis jeg siger det, er det jo ingen hemmelighed længere..."

"Ej kom nu. Kom nu! Kom nuuuu!"

"Vi ses Anna. Jeg er hjemme om en halv time," sagde jeg som en ende på samtalen. Jeg lagde telefonen i baglommen og kiggede igen på Harry.

Min Harry.

Get it?

"Jeg må nok hellere se at komme hjem og gøre mig klar til i aften. Tak for nu," sagde jeg og gav Harry et varmt kram.

"Vi ses babe. Jeg elsker dig," mumlede han ind imod mit øre.

"Ses Hazza. Jeg elsker også dig," svarede jeg og smilede.

Jeg vendte om og gik væk fra Harry. Jeg havde en forfærdelig trang til at vende om og springe ind i han arme igen... men jeg modstod lysten.

Hvad laver de egentlig til interviews?

De taler vel om deres musik... deres fans og...... kærester!

Jesus!

 

--------------------------------------

 

Hvad tror I der sker til interviewet?

Tak for alle favoritterne, likes og søde kommentarer♥♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...