Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4490Visninger
AA

9. Bænken

Pigerne havde selvfølgelig udspurgt mig igår. Det kunne jeg ikke bebrejde dem. Det havde jeg også gjort, hvis det havde været en af dem. Jeg havde bare stukket dem en løgn, og det havde føltes så forkert. Jeg følte skyld, men hvad skulle jeg have sagt, da de spurgte, hvorfor det tog så lang tid?

 - Undskyld men Harry insisterede på at passe på mig, indtil jeg var færdig med at græde. Vi skulle faktisk lige til at kysse, men de andre drenge afbrød os.

Jeg ville hellere holde mig til løgnen. Det andet lød helt forkert, selv om det trods alt var sandheden.

Igen i dag havde vi en fridag og igen var regnen slået til. Jeg sad lidt med min telefon og skrev hjem. Anna havde det langt bedre, men hun befandt sig stadig på hospitalet for en sikkerheds skyld. Det var alle parter mere trygge ved. Jeg modtager en SMS fra Harry:

 

"Vi bliver nød til at snakke. Bag ved søen er der en skov. Derinde er der en bænk. Det er ikke til at tage fejl af, når man ser det. Mød mig der om fem minutter. Vi ses søde".

 

...Skrev Harry. Han havde ret. De andre piger var der ikke i lokalet, så det var intet problem at snige sig udenfor.

 

***

 

Jeg bevægede mig ind i skoven og kunne mærke grenene som knækkede under mig. Midt i det hele kunne jeg se en bænk men nogle krøller, som stak op over ryglændet. Det var ikke hvilke som helst krøller. Det var Harry's krøller.

"Hvad så?" spurgte jeg og satte mig ved siden af ham på det våde sæde. Regnen silede ned fra oven. Han kiggede kærligt på mig i noget tid og ledte efter ord. "Hvad skete der, efter jeg var gået i går?" spurgte jeg som en start på samtalen. Harry kiggede kort ned på sine sko men førte blikket hen til mine øjne igen.

"Jeg fortalte dem en løgn. Hvad skulle jeg ellers gøre?" svarede han. Selvfølgelig var det her heller ikke let for ham. Det ville ikke være let for nogen. Lige meget hvem man så er. Jeg nikkede. Jeg havde gjort det samme selv.

"Vi blev vidst forstyrret igår. Hvor var det vi kom fra?" spurgte hans så men hans skæve smil, som jeg ikke kunne stå for. Vores hoveder kom nærmere hinanden indtil vores læber mødtes i et blidt kys. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene og trak os sammen til endnu et kys. Denne gang et langt og romantisk kys i regnen. Det var som, jeg glemte alt omkring mig for et kort sekund. Der var kun os to. Hope og Harry i et romantisk kys på en bænk i skoven i regnvejret. Jeg nød øjeblikket.

Efter noget tid trak vi os ud af kysset. Harry lagde den ene arm om mig og vores fingre var flettede. Jeg var ikke kommet til lejren for at blive forelsket, men det var sket.

"Vi bliver nød til at holde det hemmeligt. Hvis nogen af os siger det, så er vi begge færdige," sagde jeg og kiggede på vores flettede fingre. "Du har ret. Det bliver svært med drengene. Det ville være så meget lettere, hvis de vidste besked. Jeg kan virkelig godt lide dig Hope," sagde Harry og kyssede mig på panden.

Jeg lænede mig tæt ind til hans krop for at få en smule varme. "Fryser du?" spurgte Harry. Jeg nikkede tøvende. Han begyndte at tage sin jakke af og lagde den over mine skuldre.

"Det behøvedes du altså ikke," sagde jeg ind mod hans varme krop. "Du bad heller ikke om det. Det var noget jeg selv valgte. Du skal ikke fryse," svarede han så insisterende.

 

***

 

Det blev aften. Ingen havde opdaget, at jeg var forsvundet for en kort stund. Vi skulle øve imorgen, så der ville jeg se Harry igen, uden at vi behøvede at skjule det. Lærerne skulle igen vælge en sang, som vi hver især skulle synge.

Jeg gjorde mig nogle tanker om, hvad Harry ville vælge, men jeg var ikke altid lige god til at gøre mig klog på ham, så jeg havde opgivet at gætte.

"Here we go," hviskede jeg stille for mig selv og vendte papiret langsomt om. Selvfølgelig! Harry havde valgt, at jeg skulle synge: I'm yours. Den titel varmede mig om hjertet. Længere nede på papiret stod der igen en besked. Præcis ligesom første gang.

 

I'm yours. You're mine. Hopefully everything will be fine♥

 

***

 

Dagene gik og pludselig var den førte uge allerede gået. Det hele på lejren havde ikke været lut og lagkage indtil videre. Harry og jeg var dog begyndt at få styr over tingene. Vi sørgede for at holde lav profil, men mødte kun hinanden til undervisningen. Det var ikke sådan, jeg ønskede et forhold skulle være.

Jeg havde flere gange overvejet at droppe det hele. Fortælle pigerne om alt jeg følte, men jeg havde holdt mund. Jeg kunne ikke være det bekendt over for Harry. Han ville ende i flest problemer, hvis det her slap ud. Han var jo den kendte af os. Jeg havde aldrig haft mit ansigt for forsiden af noget som helst.

Hvordan - hvorfor var han lige faldet for mig?

Han mødte sikkert så mange andre søde piger hele tiden. Han var hele tiden omringet af piger. Han og de andre drenge havde masser af fans. Jeg tænkte tit over, hvorfor han ville lyve for dem bare for en piges skyld. Det var faktisk ret sødt.

Lærene havde besluttet at lade os få noget frisk luft, nu hvor vejret skulle blive bedre. Det skulle nok blive rart endelig at sove et andet sted end på min luftmadras, der alligevel var ved at miste al luften. Musikskolen havde sørget for telte, så ville skulle slå lejr i vores grupper med lærerne nede ved en sø. Jeg var nervøs for at skulle være sammen med Harry foran alle de andre.

Hvor svært kunne det være? Vi skulle kun sove der i en nat, og Harry og jeg skulle ikke ligge i samme telt.

"Hope?" Raina sagde mit navn højt og kiggede underligt på mig. Jeg var kommet til at stirre på Harry og Louis, der var ved at sætte telt op. "Ej det må du undskylde! Hvad var det du sagde?" spurgte jeg forvirret.

Det med lav profil var jeg ikke vant til.

"Jeg spurgte bare, om du har forstand på telte? Jeg har aldrig prøvet det her før," svarede hun irriteret over at skulle gentage det. "Intet problem. Vi bor på landet lige ned til en sø, så jeg slår tit  telte op," svarede jeg fornøjet. Mine evner var ikke helt spildte.

Raina og jeg var de første som var færdige med at stable teltet på benene. De andre piger havde også forholdsvist styr på det. Derimod stod Louis og Harry og fumlede rundt med deres telt. Man skulle ellers have troet, at de ville være de to mandfolk, der med deres talenter ville gøre os alle til skamme. Dog så de ud til at være på udebane på dette punkt.

Louis kastede stængerne vredt ned i jorden. "Jeg har fået nok. Jeg giver op!" sagde Louis og satte sig med et bump ned på græsset. Han gav et dybt, opgivende suk fra sig og kiggede over på Raina og jeg, som var færdige.

Harry lagde armene over kors og kiggede overvejende på teltet. Han gav det et ekstra forsøg men havde tilsyneladende ingen idé, om hvordan man gjorde. Han kiggede over på mig med et bedende smil.

"Hope, kommer du ikke over og hjælper mig?" spurgte han. Jeg kiggede over mod Louis, men det virkede ikke som om, at han ville drille os denne gang. Han sad bare roligt og vinkede over til drengene, som befandt sig på den anden side af søen. Jeg kiggede igen på Harry og nikkede.

"Jo selvfølgelig. Du skal bare gøre sådan her..." svarede jeg, og vi begyndte at slå teltet op. Harry var rent ud sagt, en klovn til at slå telte op! Det morede vi os lidt over - måske lidt for meget. Jeg opdagede, at Louis kiggede underligt på os. Det gjorde mig en anelse nervøs.

"Hey Louis," sagde jeg højt nok til, at han kunne høre det, da han næsten sad helt nede ved vandet. "Jeg tror godt, I selv kan klare den herfra. Det burde være nemmere nu". Drengene nikkede. "Tak for hjælpen Hope. Vi er nok mere til hoteller end til telte," sagde Louis og fnes, og jeg gik over til de andre.

"Nååå... er man ude at score drenge?" spurgte Jenny som en joke. Jeg håbede da, at det var en joke. Jeg smågrinte lidt for at spille med på den. "Jeg er ikke kommet her for at score!" svarede jeg. Det var et svar som ikke krævede en løgn. Dog følte jeg skyld.

Aftenen begyndte at trænge på og luften blev køligere. Solen var ved at gå ned bag trætoppende. Pigerne og jeg sad med hættetræjerne på og nød lyden af det stille vand. Med to meters afstand fra os, sad Harry og Louis og snakkede. Heldigvis ikke om noget seriøst - håbede jeg. Jeg hørte nogle fodtrin i græsset bag os, og jeg drejede forsigtigt hovedet. Synet overraskede mig ikke spor. Vi havde gæster - Liam, Niall og Zayn.

Åååh nej! Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Sidste gang vi havde mødt hinanden havde situationen og tidspunktet været ret kaotisk. Jeg havde ikke udvæklet ét ord med dem siden!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...