Your life - Your song [1D]

Hope på 18 år er en helt almindelig teenagepige i England med store drømme inden for musikkens verden. Hun håber på at kunne leve af at synge. Hope bliver optaget på en to-ugers musikskole i sommerferien i den anden ende af landet for håbefulde piger med talent.

Men Hope finder hurtigt ud af, at drengene fra One Direction skal undervise nogen af eleverne. Hope kender dem godt, dog er hun ikke fan. Alligevel ender hun med at falde for en af dem, og hun finder hurtigt ud af, hvad det indebærer at være forelsket i en kendt... en masse løgne♥

21Likes
31Kommentarer
4494Visninger
AA

2. Afgang

Jeg lyner lynlåsen i. Heldigvis uden besvær og problemer. Nu var alt pakket til i morgen. Det virkede skræmmende på en måde, der ikke kunne forklares. I alle de år havde jeg håbet på, at nogen skulle høre min sangstemme. I morgen bliver dagen, hvor drømmen går i opfyldelse. To ugers lejr med en masse andre talentfulde piger. Ud af tusinder var jeg en af de heldige, der fik en plads på lejren, da de trak lod.

Jeg lader mig falde ned i sengen og lander med et bump. Der ligger jeg så og kigger op i loftet. Alt det jeg skulle nå inden lejren, er jeg færdig med at gøre. Byrden fra den lange ”To-do” liste er væk, og jeg kan endelig slappe af.

 

***

 

”HOPE?!”

Jeg vågner ved lyden af min mor, der banker på døren til mit værelse. Jeg måtte være faldet i søvn uden at have opdaget det. Min mor åbner døren. ”Godmorgen skat! Sovet godt?” spørger hun roligt. Jeg giver et nik fra mig. ”Bussen der skal hente jer alle sammen kommer om en time og samler dig op. Se nu at få lidt at spise, inden du skal af sted”.

Alle deltagerne skulle samles op i en bus, så den ville køre rundt til os alle, og jeg var en af de første, der skulle på den. Jeg drejede hovedet over mod mit vækkeur. Klokken var 6:00. Jeg skulle tidligt op, for lejren er i den anden ende af landet. Jeg bor ude på landet nogle kilometer væk fra London. Det er rart at være væk fra støjen. Jeg nyder virkelig at bo her!

Jeg ligger i nogle minutter, men beslutter mig så for at stå op og tage tøj på. Min stil var vel meget normal: En sort top, en åben grøn skjorte, et par blå cowboy jeans og mine sorte converse sko. Jeg fortsætter ud på badeværelset og flader mit lange kastanjebrune hår og tager lidt make-up på. Bare mascara, dæk stift og lipgloss. Jeg foretrækker det naturlige frem for det overdrevene.

Da jeg var færdig, gik jeg ned i køkkenet til de andre. ”Godmorgen!” sagde jeg med et lille smil på læben og prøvede ikke at vise, hvor træt jeg egentlig var. 

”Er du ikke spændt?” spurgte min lillesøster Annabelle på 9, og kommer hen og omfavner mig. ”Jeg kommer til at savne dig Hope,” sagde hun med en tåre i øjenkrogen. ”Jeg kommer også til at savne dig,” svarede jeg. ”Hav nu en god ferie, indtil jeg kommer hjem. Pas godt på dig selv”. Annabelle nikkede kort.

Hun havde virkelig en stor betydning for mig. Hun ville helt sikkert blive savnet, men jeg havde lovet at skrive hver dag, så hun vidste, at jeg havde det godt.

Jeg sætter mig ved bordet hos dem og begynder at spise et rundstykke, men jeg opdager hurtigt at jeg ikke var sulten. Ikke det mindste. Jeg stiller maden fra mig. ”Jamen er du ikke mere sulten?” spurgte min far bekymret. ”Er du syg?”. ”Nej far bare rolig. Jeg er bare lidt nervøs. Det er alt,” svarede jeg. Jeg gik op ovenpå efter mine kufferter og fik den bragt ned i entreen.

Det var begyndt at regne udenfor. Bare skønt! Nu skulle jeg stå i regnen og vente på bussen. Jeg sukkede og gav min mor og far et kæmpe kram og til sidst Annabelle. ”Jeg vil savne dig min pige,” sagde jeg ind mod hendes fyldige rødbrune hår, der duftede skønt af roser.

Jeg ville ikke stå der for længe. Jeg måtte hellere bevæge mig ud, inden jeg ville blive trist. Regnen var ikke blevet mildere. Ikke spor. Efter fem minutter kom bussen og stoppede op lige foran mig.

”Godmorgen,” sagde buschaufføren pænt, da jeg steg på bussen. ”Godmorgen,” svarede jeg høfligt. Jeg kiggede omme bag i bussen. Der sad en enkelt pige derinde. Jeg var alligevel ikke den første.  Resten skulle vi rundt og hente. Det ville blive en lang dag.

”Hej!” sagde pigen. ”Jeg hedder Raina, skal jeg ikke hjælpe dig med at få dine kufferter op på hylden over sæderne?”. ”Jo tak,” svarede jeg. ”Jeg hedder for resten Hope”. Raina hjalp mig med at få kufferterne op. Hvad skulle jeg have gjort uden hende? Det havde jeg aldrig selv kunne. Jeg var intet muskelbundt. Jeg satte mig ved siden af hende for at have selskab.

Som tiden gik kom der flere og flere ind i bussen. Jeg begyndte at undre mig over hvorfor mange nævnte: ”One Direction”. Jeg kendte udmærket bandet. Det var dem, der havde været med i X-Factor. Men jeg havde ikke hørt dem synge, siden det år de deltog. De havde ikke min interesse.

”Raina? Hvorfor taler alle om One Direction?” spurgte jeg nysgerrigt.

”Ved du det virkelig ikke? De skal hjælpe os med teknikken på musik skolen. De har tilbudt at undervise nogen af os. De er blevet kæmpestore her i England på det seneste. Nu er jeg ikke fan af dem, men det skal da nok blive spændende,” svarede Raina. Jeg havde troet lejren ville handle om os, men nu var jeg bange for at folk bare ville øve med One Direction…

 

------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld det korte kapitel, de andre vil blive længere, husk at like, sæt på favoritlisten og kommenter!♥

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...