I think the dead is evil - One direction

Ida Mortensen. Navnet på en tilfældig dansk pige der har boet i London siden hun var fem. Hun kan ikke tilpasse sig nogen og har derfor ingen venner. Hendes bedste ven er en kat og hendes mor er indlagt på hospitalet. På hospitalet møder hun en pige med kræft. Hun bliver venner med hende men pigen kan ikke overleve. Men pigen ved navn Mary-Ann er mega vild med det kendte boy-band One Direction. Sammen tager de på en tur for at finde dem. Ida bliver ret gode venner med drengene og Mary-Ann får tit besøg af Ida og de fem drenge. Men Ida forelsker sig vildt i en af dem da Mary-Ann får det lidt bedre. Men hvad nu hvis Mary-Ann ikke overlever det der ødelægger hendes krop indefra. Hvad vil Ida så gøre med sit venskab til drengene? Vil hun glemme dem og sørge over Mary-Ann eller vil hun klare sig igennem det hele ved deres hjælp?

13Likes
11Kommentarer
1176Visninger
AA

2. Hospitalet.

"Er du helt okay mor?" Min tone er bekymret og jeg knuger mors hånd. Jeg ved godt at jeg har spurgt tusind gange men alligevel. Hun er jo alligevel indlagt fordi hun har fået en sivende hjerneblødning. Hun var heldig at overleve Men jeg er bare ikke glad. Hun er jo kun 41. Det er en meget tidlig alder at dø. Mor sukker og smiler til mig.

"Ja jeg har det fint. Hospitalet passer godt på mig. Men du burde tage hjem nu. Louis bliver bare bekymret. Han er sikkert også sulten." Mor smiler stort til mig og jeg smiler tilbage. Jeg ved hun har ret. Louis ved altid hvornår der er noget galt. Det skal lige siges at det er min kat og ikke en dreng.

"Du har ret mor. Jeg tager hjem så. Men ring hvis du mangler noget ikke?" Mor smiler til mig og vi krammer hinanden. Mor skal være her et stykke tid endnu. Jeg tager min mobil som jeg har lagt på et bord og går ud af rummet. Jeg kigger hurtigt på mobilen. Ingen beskeder. Det havde jeg heller ikke forventet. Louis er min eneste ven. Klokken er 9:30 og jeg kunne faktisk godt tænke mig at se noget mere af hospitalet. Jeg begynder at gå og kigger rundt for at få alt med. Ikke fordi hospitals gange er så spændene men jeg har aldrig før været på et hospital. Det er lidt underligt når man tænker på at jeg er 17. Men når man er en smule bange for hospitaler er det ikke så underligt.

"Vi ses mor." En piges stemme trænger igennem mine tanker. Det lyder som en pige på min alder. Jeg stopper op ud for den dør hvor stemmen kom fra. Ud af døren kommer ind kvinde ud. Hendes øjne er røde fordi hun har grædt og hun har poser under øjnene. Det vil sige det nok er hendes datter der er indlagt. Kvinden kommer hen til mig og stopper op.

"Vil du ikke nok gå ind til hende? Jeg ber dig. Hun har ingen andre end mig." Kvindens stemme er bedene og jeg nikker. Hun smiler venligt til mig og går igen. Jeg går ind af døren og en pige med hættetrøje kigger ud af vinduet. Hendes sorte hættetrøje er trukket op så man ikke kan se hendes hår. Hun ser ret lille ud men jeg har alvorligt på fornemmelsen at hun er på min alder og er meget syg. Det kunne man se på moren. Jeg kigger rundt i værelset og ser at der hænger plakater overalt. Hele tiden de fem samme drenge. De ser ret søde ud men de er kendte så det er de ikke sikkert.

"Skulle du ikke hjem mor?" Pigens stemme er stille og gennemtrængende. Jeg sukker og kigger på pigen.

"Mit navn er Ida. Din mor bad mig kommer herind og snakke med dig." Min stemme er nervøs og ryster en smule. Allerede nu har jeg ondt af pigen jeg ikke kender. Pigen vender sig om og jeg kigger på hende. Hun smiler til mig og jeg smiler stort tilbage.

"Hej Ida. Mit navn er Mary-Ann. Det er hyggeligt at møde dig." Hun lyder med det samme glad og går hen imod mig.

"Hvorfor har du egentligt den hættetrøje på? Det er jo så varmt idag." Det jeg siger er ikke løgn. Det er 27 grader udenfor og jeg har kun hotpants og en tynd top på. Mens hun har hotpants og hættetrøje på.

"Fordi jeg lider af kræft. De har givet mig kemo og nu..." Hun trækker hætten tilbage og jeg gisper. Hun er helt skaldet. Medlidenheden skyller ind over mig og jeg går hurtigt hen til hende. Jeg trækker hende ind i et kram hun med det samme besvarer. Jeg aer hende blidt over ryggen og jeg mærker en tåre ramme min mave. Jeg ved ikke om det er fordi det gør ondt eller hun er ked af det men jeg ved jeg skal være der for hende. Jeg har det som om vi på 10 minuter har skabt et bånd til hinanden.

 

Da Mary-Ann og jeg er holdt op med at kramme sætter vi os på hendes seng og snakker.

"Okay Mary-Ann hvor gammel er du?"

"16 men jeg bliver snart 17." Jeg smiler stort til hende.en.

"Jeg er lige blevet 17. Hvornår har du så fødselsdag?" Jeg smiler stort til Mary-Ann. Hun giver mig en trang til at hjælpe hende med alt hvad hun beder mig om.

"Om to uger. Kan du så lide musik Ida?" Hun kigger interesseret på mig og tager sin hættetrøje af. Inden under har hun en hvid top på hvor der med sort skrift står: Jeg er udvalgt. Udvalgt til at overleve. Jeg ved at det ikke er sikkert hun er så heldig.

"Nej. Jeg elsker det!" Jeg begynder at grine og Mary-Ann griner sammen med mig.

"Mary-Ann? Kan du lide... Øh... Hvad er det der står? One direction?" Jeg aner ikke hvem de er men Mary-Ann elsker dem tydeligvis.

 

*

 

"Mary-Ann jeg bliver nødt til at tage hjem nu. Min kat er sikkert bekymret."

"Så må du hellere komme hjem. Men vær sæd og kom imorgen. Jeg savner virkelig nogen at snakke med." Jeg smiler til hende og vi krammer hårdt hinanden. Jeg går ud af hendes `værelse` og skynder mig helt ud. Mary-Ann tilbeder virkelig boy bandet One Direction. Hun ville ønske hun kunne møde drengene i virkeligheden. Hun ville ønske hun kunne komme til en koncert med dem eller snakke med dem over Skype.

Jeg vender hurtigt rundt og går ind i hospitals receptionen. Jeg går hen til en skranke hvor en ældre dame med gråt hår, brune øjne og et venligt ansigt sidder.

"Hvad kan jeg gøre for dig min ven?"

"Jo altså jeg skal bruge et nummer til Mary-Anns mor." Kvinden smiler til mig og taster noget ind på sin computer. Hun skriver noget ned på et stykke papir og giver mig det.

"Tusind tak." Jeg løber ud fra hospitalet og tager min mobil frem. Jeg taster nummeret ind og trykker på den grønne knap. Mary-Anns mor tager den med det samme.

"Det er Kylie."

"Hej Kylie. Mit navn er Ida og det var mig du sendte ind til din datter. Mig og Mary-Ann har været sammen lige siden og jeg har fået en ide som vil gøre hende lykkelig. Nu skal du bare høre..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...