The Wolfs

Lia er en ganske normal pige med kæreste problemer og kedelige skole dage.
Men da hun pludselig bliver lokket ind i skoven, og møder den mystiske Daniel forandre hendes verden sig.
Og hvorfor kalder Daniel hende "Min Lia"?
Kender hun ham overhovedet?
Lia bliver kastet ind i et eventyr, der får hele hendes verden til at styrte i grus. Hvem er den gode? Hvem er den onde? Og hvor kommer de helende kræfter fra?
Lia gør sit bedste for ikke at gå ind i skoven, ikke komme i den trance, der havde plaget hende sidst hun opsøgte skoven...

Og ikke nok med det, så kommer der nogle hemmeligheder op, om fortiden ... og ikke alle er lige gode ...

43Likes
44Kommentarer
3498Visninger
AA

9. Kapitel 9

 

”Lia, du skal op nu skat,” siger min mors stemme, lige ude for mit ansigt.

Jeg åbner langsomt øjnene og ser direkte ind i min mors øjne.

”Hej mor,” svarer jeg muntert.

”Er du okay skat?” spørger hun.

”Ja, skulle jeg ikke være det?”

”I går da du kom hjem fra skole sagde du at du havde det underligt og gik op i seng.”

Hun ser bekymret på mig.

Jeg prøver at tænke tilbage på dagen før, men der dukker intet op.

”Wow, den dag må være gået meget hurtigt, jeg kan slet ikke huske hvad vi lavede!”

Jeg ler og sætter mig op.

Mit filtret hår fejer ind foran mit ansigt og jeg sætter det om bag øret.

Jeg trækker mig og mor rejser sig.

”Er der noget specielt du vil have til morgen mad?”

”Rører æg!” udbryder jeg, og ser håbfuldt på hende.

Hun nikker og går ud af værelset.

Jeg når lige at rejse mig op, da hendes ansigt dukker op i døråbningen.

”Skat, er du sikker på at du vil i skole?” spørger hun.

”Ja, jeg er sikker!” svarer jeg, mens jeg hurtigt finder noget tøj frem.

Jeg tog det på og gik ind på badeværelset.

Jeg ser mig i spejlet og begynder at grine.

Mit hår ser forfærdeligt ud!

Jeg beslutter mig for at tage et bad, så jeg tager tøjet af og lægger det ved håndvasken.

Jeg tænder for vandet og træder ind under det varme vand.

Dejlig …

Det varme vand trommede mod min hud og jeg sukkede lettet.

Jeg tog shampooen, maserede det ind i mit uglet hår og skyllede det ud.

Jeg gennemgik samme ritual med balsammen, og skulle til at slukke vandet, men lod vær.

Bare lidt længere …

 

Jeg føler mig underligt sulten, og tænker på hvornår jeg sidst har spist, men da jeg ikke kan huske det, trækker jeg på skuldrene og går ned i køkkenet.

Mor sidder ved bordet, med en stor pande røre æg foran sig.

Duften når min næse og min mave rumler.

Jeg sætter mig ned og tager en hurtigt bid.

Lækkert!

 

Jeg skynder mig at tage bilen inden min mor, og bakker ud af garagen.

Jeg kører hen på skolens parkeringsplads, hopper ud af bilen og låser.

Mennesker vrimler ind mod skolen, og jeg går med strømmen.

Da jeg endelig når op i klassen er Sally ikke kommet, så jeg smider min taske på bordet og sætter mig ned i stolen.

Jeg sidder og prøver at huske hvad der var sket i går, da døren går op, og ud fra pigernes tilbedende blikke må det være Lucas der er kommet.

Så jeg rejser mig op og går ham i møde, som jeg altid har gjort.

”Godmorgen!” siger jeg og giver ham et kram.

”Godmorgen Lia. Har du sovet godt?”

”Tja, jeg har altså oplevet noget mærkeligt, hvis man kan sige det sådan …” Han stivner og jeg ler ind mod hans bryst.

”Rolig nu, jeg kan bare ikke huske hvad vi lavede i skolen i går … fik vi lektier for?”

Han ler og ryster på hovedet.

Han læner sig frem, og jeg mærker hans ånde mod min hals.

Jeg gyser let.

”Hvis blikke kunne dræbe, vil du være død, lad mig se … en, to, tre … tja, mange gange,” siger han.

”Lad mig gætte … er det alle de andre piger?”

”Nej, slet ikke!” siger han sarkastisk.

Jeg trækker mig ud af vores kram og ser ham i øjnene.

”Hvorfor mig?” spørger jeg.

”Hvad mener du med det?”

”Hvorfor valgte du mig? Lia den lille langhårede nørd?”

”Du er ikke en nørd,” siger han og ser alvorligt på mig.

”Du svarede mig ikke.” ”Jeg synes du er smuk og sød … og så elsker jeg dig.”

”Okay, det er nok forklaring for mig!” siger jeg, og rejser mig på tæer for at give ham et kys.

Nogen rømmer sig lige inden jeg rammer hans læber, og jeg ser over mod personen.

”Sally!” Jeg river mig ud af Lucas´ favn og går over til hende.

Jeg rækker ud for at give hende et kram, men hun tager et skridt til siden.

”Sally, hvad er der galt?”

Hun skal til at sige noget, men bliver afbrudt af klokken.

”Vi kan snakke sammen i frikvarteret,” siger hun og går over på sin plads.

Jeg ser spørgende efter hende, men trækker så på skuldrene og går over på min plads.

 

Jeg ser for 117 gang over på uret.

Kom nu! RING NU! Bare et minut!

Klokken ringer og jeg rejser mig hurtigt op.

Jeg går ud af klassen og ned af trappen, mod kantinen.

Sally køber altid, og rigtigt nok da jeg kommer der over står hun allerede i køen.

Jeg går ind og sætter mig ved et bord.

Hvorfor ville hun ikke kramme mig?

Jeg er godt i gang med at spekulere og opfinde teorier da Sally sætter sig ved bordet.

”Hvorfor ville du ikke give mig et kram?” spørger jeg ligeud.

”Hvorfor ville du give Lucas et?” svarer hun igen.

”Hvad mener du?” Jeg ser forvirret på hende.

”Det er da normalt at kramme sin kæreste!”

”Kæreste?!” Nu er det hende der ser forvirret ud.

”Lia, du slog op med ham til skolefesten!”

Det kan da ikke passe!

Jeg tænker tilbage på skolefesten, og det eneste jeg husker er Sally der flirter med bartenderen, da hun dansede med Jack og mig der sidder på Lucas´ skød-

”Det kan jeg slet ikke huske,” mumler jeg.

”Nå, kan du heller ikke huske da du kørte ind i et eller andet?”

Jeg anstrenger mig for at huske det, men der dukker intet op.

Der er som om et sort tæppe har lagt sig over en del af min hukommelse, en sort plet i alt det lyse, en sort plet lige udenfor min rækkevidde …

Jeg ryster på hovedet.

”Var jeg fuld?” spørger jeg.

”Nej.”

Jeg rynker bekymret brynene.

Hvad er der dog sket?

”Men du slog i hvert til fald op med Lucas.”

”Det kan virkelig ikke passe!” udbryder jeg.

”Hvorfor kan det så ikke det?”

”Øhh …”

Pludselig siger det klik i min hjerne og jeg har det som om jeg ikke selv styrer mig selv.

”Fordi jeg elsker Lucas, og han elsker mig,” hører jeg mig selv sige.

”Ja, selvfølelig. Det var også derfor du var så sur på ham for et par dage siden.

”Hvad mener du med det?”

Panikken stiger i mig.

Hvem er det der taler for mig?!

Jeg kæmper mod den ukendte kraft, jager den på flugt og trækker vejret dybt.

En tung følelse rammer mig, og jeg er fristet til at lægger hovedet ned på bordet og lukke øjnene …

”Du kan da ikke mene at du ikke kan huske det!”

”Jo! Jeg ved virkelig ikke hvad der er sket!”

Jeg ryster resten af ubehaget af mig og trækker vejret dybt.

Nu vil jeg bare gerne hjem …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...