The Wolfs

Lia er en ganske normal pige med kæreste problemer og kedelige skole dage.
Men da hun pludselig bliver lokket ind i skoven, og møder den mystiske Daniel forandre hendes verden sig.
Og hvorfor kalder Daniel hende "Min Lia"?
Kender hun ham overhovedet?
Lia bliver kastet ind i et eventyr, der får hele hendes verden til at styrte i grus. Hvem er den gode? Hvem er den onde? Og hvor kommer de helende kræfter fra?
Lia gør sit bedste for ikke at gå ind i skoven, ikke komme i den trance, der havde plaget hende sidst hun opsøgte skoven...

Og ikke nok med det, så kommer der nogle hemmeligheder op, om fortiden ... og ikke alle er lige gode ...

43Likes
44Kommentarer
3639Visninger
AA

8. Kapitel 8

 

Jeg rejser mig hurtigt op, går et par skridt frem, og vender mig om mod min plageånd.

”Lucas,” siger jeg stift.

”Hvorfor så fjendtlig?” spørger han, og går uden om bænken, tættere på mig.

Jeg træder tilbage, men han følger med.

Jeg træder endnu et skridt tilbage, men igen følger han med.

Nu står jeg lænet op af stolpen til cykelstativet, og han kommer helt hen til mig.

Han står så tæt på at jeg kan mærke hans kolde ånde mod min kind.

”Lucas, jeg sagde det i går, og jeg siger det igen nu. Lad. Mig. Være.” siger jeg meget langsomt.

Han lukker øjnene og trækker vejret dybt gennem næsen.

”Hvad er det for en parfume?” spørger han, og ignorer fuldstændigt, hvad jeg siger.

Jeg svarer ikke.

Han læner sig frem, og lægger sit hoved ved min has, og snuser igen.

Jeg stivner.

”Lucas, lad mig være,” siger jeg anstrengt.

”Hvad er det for en parfume?” spørger han igen.

Han læner sig tilbage, ser mig direkte ind i øjnene og løfter sørgende det ene øjenbryn.

Jeg ser stædigt væk, og undlader at svarer.

”Nej okay, så lad os tale om noget andet."

Han tager fat i mine hænder, jeg prøver at rive mine hænder til mig, men det er som om han ikke ænser mine anstrengelser.

Han løfter mine arme op over mit hoved, og låser dem fast i stolpen, i et jerngreb.

Jeg skal til at sige ”slip mig”, men så begynder han at snakke.

”Det i går … da du slog op, det var en fejltagelse,” siger han.

”Nej, det var det ikke. Det var faktisk ganske bevist,” svarer jeg igen.

Han ryster på hovedet, og ser mig dybt i øjnene.

”Ved du hvorfor det var en fejltagelse?”

”Hvorfor?”

”Fordi, jeg elsker dig og du elsker mig.”

Jeg ryster tøvende på hovedet.

”Jo, det var en fejltagelse.”

Pludselig giver hans ord mening.

”Ja det var en fejltagelse,” siger jeg og smiler.

Mine arme der stadig er naglet til stolpen, begynder at gøre ondt, men jeg ignorer smerten.

Han smiler og nikker anderkendende.

Han læner sig frem ad, hans læber kommer tættere på, og …

Jeg skriger.

Jeg bliver kastet mod jorden … eller rettere sagt, Lucas bliver kastet væk, men eftersom han har fat i mig ryger jeg med.

Smerten brænder i min skulder, da jeg rammer affalten.

Lucas lægger et stykke væk fra mig.

Hvad skete der?

Jeg får svaret i samme øjeblik.

Daniel rækker sin hånd ned mod mig.

Jeg tager i mod den, og han hiver mig op.

Jeg trykker mig ind mod hans bryst, og hans stærke arme lægger sig om mig.

”Hvad … hvordan?” spørger jeg med rystet stemme.

Han tysser på mig, og jeg begynder at slappe af.

”Dig!” råber Lucas.

Daniel skubber mig om bag sig.

Lucas har rejst sig op.

”Lia, gå over til din cykel,” hvisker Daniel.

Jeg bakker langsomt over mod min cykel, bange for at lave nogle pludselige bevægelser.

”Hvad  laver du her?!” hvæser  Lucas.

”Jeg reder Lia.”

”Hun ville ikke redes!”

”Er du sikker på det?”

”Hold kæft!”

Jeg skynder mig at låse min cykel op.

”For jeg tror ikke hun havde lyst til at du skulle kysse hende,” siger Daniel roligt.

”Jeg sagde at du skulle holde kæft!”

”Ja, men du er ikke min alfa.”

 Alfa?

Lucas kaster sig frem mod Daniel.

Og det sidste jeg husker er at jeg skriger, og en lys ulv kaster Daniel gennem luften …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...