The Wolfs

Lia er en ganske normal pige med kæreste problemer og kedelige skole dage.
Men da hun pludselig bliver lokket ind i skoven, og møder den mystiske Daniel forandre hendes verden sig.
Og hvorfor kalder Daniel hende "Min Lia"?
Kender hun ham overhovedet?
Lia bliver kastet ind i et eventyr, der får hele hendes verden til at styrte i grus. Hvem er den gode? Hvem er den onde? Og hvor kommer de helende kræfter fra?
Lia gør sit bedste for ikke at gå ind i skoven, ikke komme i den trance, der havde plaget hende sidst hun opsøgte skoven...

Og ikke nok med det, så kommer der nogle hemmeligheder op, om fortiden ... og ikke alle er lige gode ...

43Likes
44Kommentarer
3638Visninger
AA

6. Kapitel 6

 

Mors ansigt kommer til syne i døråbningen.

Jeg står alene midt i værelset.

Jeg ånder stadig tungt, efter kyssene.

”Hvad er det du laver?” spørger mor.

Jeg tænker mig om et øjeblik.

”Jeg faldt i søvn med kjolen på, og ville lige skifte.”

Hun nikker og jeg lægger mærke til hvor langt hendes hår er blevet.

”Mor?”

”Ja?”

”Var det ikke i sidste måned du klippede dit hår op til skuldrene?”

Hun ser ned på sit sorte hår, der allerede nåede hende til albuerne.  

”Jo.”

”Hold da helt op! Dit hår vokser godt nok hurtigt!”

”Ja, det har jeg arvet fra min mor …”

Jeg ser overraset på hende.

Hun har aldrig snakket om hendes forældre, og hvis jeg nogensinde har spurgt om dem, afslår hun og går.

Jeg går de sidste skridt over til mit skab, finder en rød natkjole frem, lægger den over armen og kigger igen over på mor. Hun står op af dørkarmen, og hendes snehvide morgenkåbe var synlig.

”Er der noget du vil …?” spørger jeg.

Hun ryster på hovedet.

”Det er altså ikke for at være uhøflig mor, men jeg vil gerne i seng …”

”Okay … godnat Lia.”

”Godnat mor,” smiler jeg.

Hun går ud og lukker døren.

Jeg ånder letter op og ser mig omkring.

”Daniel?” hvisker jeg.

Der kommer ikke noget svar og jeg sukker irriteret.

Jeg sætter mig tungt på sengen.

Nogen arme tager fat om livet på mig, og jeg skriger.

Jeg skynder mig at slå hånden for munden.

Daniel ligger bag mig, og har lagt armene om mig.

”Prøver du at blive opdaget eller sådan noget?!” udbryder jeg og griner.

”Nej, nej,” hvisker han.

Det banker på døren.

”Lia? Er der noget galt?” spørger min mor.

”Nej, jeg så bare en edderkop!” svarer jeg, og gør mit bedste for ikke at flække af grin.

”Nåh okay. Sov godt Lia.”

”I lige måde.”

Jeg er stille, mens jeg lytter til mors skridt, der langsomt toner bort.

Da jeg hører hende lukke døren, til hendes sove værelse, begynder jeg at grine, og det samme gør Daniel.

”Mand, det var tæt på!” griner jeg.

Han nikker.

Jeg stopper med at grine og ser alvorligt på ham.

”Okay, nu skal du svarer helt ærligt …”

”På hvad?”

”Prøver du at skræmme livet af mig?!”

Han ler, sætter sig op ved siden af mig og vender sig mod mig.

”Nej selvfølgelig ikke!” han bliver alvorlig. ”Jeg kunne aldrig finde på at skræmme livet af dig.”

Jeg ryster opgivende på hovedet.

Han tager blidt fat om mine skuldre, og skubber mig ned på ryggen.

Han læner sig ned over mig og sætte sine læber mod mine.

”Stop,” siger jeg mod hans læber.

Han trækker sig tilbage.

”Hvad er der Lia?”

”Det her går for hurtigt.”

”Hvad mener du?”

”Altså vores forhold … altså hvis man overhovedet kan kalde det er forhold ...

”Nå,  okay …”

”Først,” siger jeg, ”skal vi lærer hindanden at kende.”

”Okay det gør vi så.”

”Så kan vi begynde at holde i hånden og kæle …”

”Nej, vel?”

”Jo, og så kan vi kysse og alt det der.”

”Endelig.”

”Så kan vi begynde at holde i hånd offentligt.”

”Okay, hvor har du alt det der fra?” spørger han.

”Bøger jeg har læst og … fornemmelser,” siger jeg, og mærker mine kinder begynde at brænde.

”Okaay …”

”Hey! Hvad mener du med det!”

”Skulle vi lærer hindanden at kende?” spørger han i stedet.

"Okay, hvis du gerne vil skifte emne, så gør vi bare det,” siger jeg, og ser på ham med løftet øjenbryn.

"Nå,” siger jeg, og rejser mig modvilligt op, ”jeg på hellere få nattøj på.”

Jeg går over til mit skab.

”Øhh Daniel?”

”Mmm-huh?”

”Vil du være sød at vende dig om?”

Han trækker på skuldrene og ligger sig med ryggen til mig.

Jeg prøver at lyne min kjole op, men jeg kan ikke nå den.

”Daniel? Vil du lige lyne mig op?”

”Selvfølgelig,” han sætter sig på kanten af min seng, ”kom her over.”

Jeg gør som han siger og vender ryggen til ham.

”Fjern lige dit hår.”

Jeg tager mit hår, og lægger det over min højre skulder.

Jeg kan mærke kjolen langsomt løsnede sig, og jeg sukker lettet.

Pludselig mærker jeg Daniels fingre strejfe min ryg, og jeg får gåsehud af velbehag.

Han rejser sig op og lægger armene om mig.

Jeg kan mærke hans varme ånde i nakken, og jeg skælver.

Jeg kan mærke hans læber kysse min nakke og min hals.

”Daniel …”

”Shhh!”

Jeg tager modvilligt et skridt frem, men Daniel, som stadig har armene om mig, følger med.

”Daniel …”

”Shhh,” svarer han igen.

Jeg sukker.

”Nej Daniel,” siger jeg, og vrider mig ud af hans greb.

”Hvad nu?” spørger han gnavent.

”Husk rækkefølgen!”

Han brummer, mumler et eller andet og sætter sig ned på sengen.

Jeg sukker og ser smilende på ham.

Jeg laver en bevægelse med fingeren, så han vender sig om.

Jeg skynder mig at få den blå kjole af, og river den røde natkjole over hovedet. Men jeg må desværre konstatere at kjolen er kort … meget kort … lårkort.

Jeg skal til at finde en ny i skabet, da Daniel siger: ”Du skal ikke skifte, den klæder dig.”

Jeg står heldigvis med ryggen til ham, så han ikke kan se mig rødme.

”Øhh, tak … tror jeg.”

Jeg vender mig om mod ham.

”Nå, er du klar til første stadie?” spørger jeg.

Han nikker ivrigt, og rykker sig så jeg kom være der.

Jeg tager tilløb og springer op i sengen.

”Hvad er klokken?” spørger jeg, og sætter mig op af hovedgærdet.

Han er stille et øjeblik.

”Klokken er fire.”

”Hold da op!” siger jeg, og ser på Daniel, ”er du sikker på at vi skal begynde nu?”

”Ja, jeg kan ikke vente!”

”Okay, jeg starter,” siger jeg, ”yndlings bog?” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...