The Wolfs

Lia er en ganske normal pige med kæreste problemer og kedelige skole dage.
Men da hun pludselig bliver lokket ind i skoven, og møder den mystiske Daniel forandre hendes verden sig.
Og hvorfor kalder Daniel hende "Min Lia"?
Kender hun ham overhovedet?
Lia bliver kastet ind i et eventyr, der får hele hendes verden til at styrte i grus. Hvem er den gode? Hvem er den onde? Og hvor kommer de helende kræfter fra?
Lia gør sit bedste for ikke at gå ind i skoven, ikke komme i den trance, der havde plaget hende sidst hun opsøgte skoven...

Og ikke nok med det, så kommer der nogle hemmeligheder op, om fortiden ... og ikke alle er lige gode ...

43Likes
44Kommentarer
3500Visninger
AA

3. Kapitel 3

 

Jeg løber hurtigt ind i skoven.

Jeg sænker farten og begynder at gå.

Der er mørkt, men jeg føler ingen frygt for det. Jeg føler mig hjemme, i det tætte mørke.

Jeg går længere og længere ind i skoven.

Det sner stadig, og jeg kan tydeligt se de hvide fnug i mørket.

De bladløse grene over mig, rasler.

En ulv hyler i det fjerne, kalder på mig.

”Jeg kommer!”

Jeg løber hurtigt til venstre og dybere ind i skoven.

Grene og pikke river i min hud, mit hår, min kjole, og mine sko er våde af sne, men jeg er ligeglad.

Ulvens kalden trækker i mig.

Jeg tvinger mig selv til at løbe hurtigere.

”Stop!”

Pludselig står der en fyr, på min egen alder, foran mig.

Virker han ikke bekendt?

”Hvad vil du?” hvæser jeg, og længtes bare efter at komme hen til ulven.

”Jeg stopper dig, fra at begå den største fejl …”

”Fejltagelse i mit liv! Ja, den har jeg hørt før! Ryk dig så!”

Jeg møver mig forbi ham, men han tager fat i min arm, og holder mig tilbage.

”Slip mig!” hvæser jeg, og tænker på at det var præcis det jeg havde sagt til Lucas for ikke så længe siden.

Det kilder hele vejen ned af min arm, og varmen spreder sig i min krop.

”Slip mig!” hvæser jeg igen.

”Rolig, jeg prøver bare at hjælpe!”

”Nå, men jeg kan godt klare mig selv!”

Alt min generthed og beskedenhed, jeg har levet med hele mit liv, er forsvundet.

”Ja det kan jeg se …” hans strålende blå øjne lyser i mørket, de er fulde af bekymring.

Hans greb løsner sig langsomt.

Jeg vrider min arm helt ud af hans greb, og begynder at løbe.

Jeg regner lidt med at han vil løbe efter mig, men da jeg ser tilbage står han stadig med armen ud i luften.

Jeg tvinger mig selv til at stoppe.

”Hvad er det du prøver at advarer mig om?” spørger jeg.

”Ulven … ja, det lyder nok lidt underlig men … ulven er ikke nogen rigtig ulv …”

”Ja, du har ret … det lyder underligt. ” Han smiler skævt, og det rør noget inde i mig.

Hvorfor forlod jeg over hovedet ballet.

Jeg ser ned på min kjole, den er mudret til og der er kommet revner hele vejen rundt, nede i bunden.

”For helvede! Jeg kan ikke tage tilbage til ballet sådan her!” udbryder jeg.

Jeg tager hånden op for munden.

Jeg bandede!

Jeg ser op på den mystiske fyr, der havde fået mig ud af trancen.

Han kommer langsomt hen mod mig, indtil vi er så tæt på hinanden, at jeg kan mærke varmen fra hans krop.

”Lia, Lia, Lia, du plejer aldrig at bande!”

Hvor ved han det fra?

”Jeg ved ik …”

Han afbryder mig, ved at sætte sine læber over mine.

Det sitrede i hele min krop.

Det føles så rigtigt. Han føles så rigtig, jeg ved godt at jeg burde trække mig væk, men jeg vil ikke … kan ikke.

Da jeg åbner øjnene har han trukket sig tilbage, og står og ser på mig.

”Du må se at komme tilbage til festen,” siger han.

”Men …”

”Shh.”

Han sætter sin finger over min mund.

”Farvel, min Lia.”

”Men, hvem er du?”

Han er væk.

Jeg ser igen ned af mig selv … kjolen var perfekt.

”Hvordan?”

Du må se at komme hen til festen.”

Fyrens stemme runger i mit hoved.

”Okay, jeg overgiver mig, jeg skal nok tage tilbage!” hører jeg mig selv sige.

Jeg begynder at gå.

Jeg føler mig tom og kold.

Da jeg kommer til udkanten af skoven, kigger jeg mig over skulderen.

Det øjeblik vil jeg aldrig glemme.

 

”Hvor har du været Lia?” spørger Sally.

Hendes hår sidder ikke længere i en knold, men hænge løst ned over hendes skuldre.

Hendes øjne er let tåget, hun har sikkert drukket en del siden jeg gik.

”Ingen steder,” mumler jeg.

”Ja, så siger vi det … men altså, Lucas leder efter dig.”

”Lia! Hvor har du været?! Jeg har været så bekymret!”

Lucas kommer hen til os.

”Lad mig være Lucas!” hvæser jeg.

Han nikker, og går igen hen til sine venner.

Kyle kigger på mig, og jeg lægger mærke til det blå mærke, han nu har på kinden.

”Lia …”

Sally der stadig ikke var nået over til mig, vakler videre hen mod mig.

Hun snubler over sine fødder, og falder mod jorden.

”Sally!”

Ud af det blå dukker han op og griber hende få centimeter t fra jorden.

”Hej Lia”

”Hej?” svarer jeg forvirret, ”hvor kom du fra?”

”Du må hellere bede din veninde om ikke at drikke så meget næste gang.”

”Ømm … selvfølgelig.”

”Jeg håber vi ses igen, Lia. Pas på dig selv.”

”Vent! Hvad hedder du?”

”Daniel … farvel min Lia.”

Han sætter Sally ned på gulvet, og løber væk.

”Min Lia?” spørger jeg.

Kender jeg ham overhovedet?

Kysset fra tidligere brænder på mine læber,

Ja, du kender mig …

Han stemme runger igen i mit hoved.

”Hold da helt op,” mumler jeg træt.

Sally stønner og prøver at kommer på benene.

Jeg skynder mig over til hende og støtter hende, så hun kan rejse sig op.

”Kom, lad os få dig hjem, nu.”

”Jo tak. Hjem kære hjem,” svarer hun med grødet stemme.

 

Da jeg endelig har fået hende slæbt ud i min Audi R8, falder hun sammen i sædet og slapper af.

Jeg skynder mig at sætte mig ind i bilen.

Jeg ser op i bakspejlet, og begynder at bakke.

Jeg hører et lille bump.

”Åh åhhh …”

Jeg åbner døren, og går om bag bilen.

Jeg har ramt et dådyr!

”Oh nej!” jeg sætter mig ned på hug, og stryger dens bløde pels, ”stakkels dyr.”

Den bløder fra et år i hovedet.

Såret trækker i mig, og jeg lægger hånden få centimeter over såret.

Jeg kan mærke varmen strømme fra det.

Billeder strømmer gennem mit hoved.

De forstiller en skov, en dådyr familie og en enlig hun dådyr.

Kærligheden strømmer ind i mig, og jeg lader mig opsluge af varmen, billederne og kærligheden.

Dådyret bevæger sig under min hånd, og jeg åbner langsomt mine øjne.

Dådyret ser på mig, med sine store sorte øjne.

”Hej med dig, lille ven. Jeg er virkelig ked af det, jeg havde ikke set dig …”

Dådyret kommer med et lille nik, og lettelsen skyller gennem mig.

Den rejser sig langsomt op, den bløder ikke mere.

”Hvad hulen?”

Det her er den mærkeligste dag i hele mit liv! 

Jeg rejser mig op og sætter mig ind i bilen.

”Hvad er der så sket? Får du skideballe?” spørger Sally, og begynder at grine.

Jeg himler med øjnene.

”Nej, jeg får ikke skideballe!”

 

Jeg klasker mig ned på min himmelseng, og kigger tomt op i loftet.

”Lia! Du skal huske at tage din kjole af, før du ligger dig til at sove!” råber min mor.

”Ja, ja!” svarer jeg.

Jeg bliver liggende på sengen, og tænker på det lille dådyr, jeg havde ramt.

Stakkels dyr!

Hvorfor virkede såret så tiltrækkende? Og hvad skete der egentlig med det? Var det bare noget jeg forstillede mig?

Tankerne strømmer gennem mit hoved.

Til sidst giver jeg efter for søvnens mørke arme … 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...