The Wolfs

Lia er en ganske normal pige med kæreste problemer og kedelige skole dage.
Men da hun pludselig bliver lokket ind i skoven, og møder den mystiske Daniel forandre hendes verden sig.
Og hvorfor kalder Daniel hende "Min Lia"?
Kender hun ham overhovedet?
Lia bliver kastet ind i et eventyr, der får hele hendes verden til at styrte i grus. Hvem er den gode? Hvem er den onde? Og hvor kommer de helende kræfter fra?
Lia gør sit bedste for ikke at gå ind i skoven, ikke komme i den trance, der havde plaget hende sidst hun opsøgte skoven...

Og ikke nok med det, så kommer der nogle hemmeligheder op, om fortiden ... og ikke alle er lige gode ...

43Likes
44Kommentarer
3531Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg kører mod skolen.

Der er begyndt at sne, og de fine små fnug daler langsomt ned rundt om os.

"Lia, kan vi ikke godt skrue op for varmen? Fryser du ikke?" spørger Sally.

"Jo, vi kan godt skrue op for varmen, og nej, jeg fryser ikke."

"Det er da ufatteligt! Vi er midt i februar, du har en kjole på, der er beregnet til sommer, og så fryser du ikke!?"

"Nej, jeg fryser ikke. Jeg har fortalt dig at jeg har svært ved at fryse, hvilket også undrer mig."

"Men der er jo vanvittigt! Jeg har gåsehud og fryser af helvedes til, og så sidder du der og er fuldstændig upårvirket! Du er underlig."

"Kan vi ikke droppe det her emne nu?" spørger jeg, uden af fjerne blikket fra vejen.

"Okay."

Typisk Sally, hvis hun fryser så skal alle omkring hende absolut også ... hun er bange for at være anderledes, det er synd for hende, men nogle gange går hun altså over gevind.

Jeg skruer op for varmen, og mærker at bilen øjeblikkeligt bliver varm.

Da vi når over til skolen, slukker jeg bilen og går ud.

Sally bliver siddende, i den stadig varme bil.

"Kommer du Sally?" spørger jeg.

Hun nikker og går ud af bilen, så jeg kan låse den.

Jeg kan tydeligt høre musikken dunke inde fra den store gymnastiksal.

Vi går over mod en flok mennesker der står udenfor døren.

"Husk nu vores aftale," hvisker Sally.

Jeg ser forvirret på hende.

Nåh ja, jeg skal slå op med Lucas. Det havde jeg fuldstændig glemt ...

"Jeg tror altså ikke jeg tør ... tænk hvis jeg sårer hans følelser!" siger jeg stille, så de andre ikke overhører vores samtale da vi går forbi.

"Åh, lad nu vær Lia!"

"Og med det mener du ... at jeg ikke kommer til at sårer hans følelser ...?"

"Nej, selvfølgelig sårer du hans følelser! Det kan ikke undgås!"

Jeg ser irriteret på hende.

"Ej, mange tak Sally. Det hjalp også rigtig meget!" siger jeg sarkastisk.

Vi går ind i gymnastiksalen.

Musikken dunker i gulvet, og lysene blinker og snurrer rundt.

"Fuck, det her er fedt," mumler Sally.

Vi går over til baren og bestiller noget at drikke.

"Jeg vil gerne have en cola," siger jeg til fyren, der står på den anden side af baren.  

Han nikker og fylder et stort glas med cola og isterninger.

"Ej hvor er du kedelig Lia!" Sally smiler flirtende til fyren, og bestiller en øl.

På vej væk spørger jeg: "Kan du overhovedet lide det stads?"

"Næ, faktisk ikke, men jeg drikker det alligevel.

Jeg himler smilende med øjnene.

Typisk Sally!

Vi går over og sætter os ved et af de borde, der står helt henne ved væggene.

Jeg kiggede på alle de dansende kroppe.

Nogle dansede alene, mens andre dansede to og to.

´"Hej Lia!" udbryder en stemme bag mig.

Jeg bliver så forskrækket at noget af min cola ryger ned på bordet.

"Det er jeg ked af Lia. Det var ikke min mening at forskrække dig," siger Lucas, og sætter sig ved siden af mig.

Jeg lukker øjnene og sukker dybt.

Da jeg åbner dem igen sidder alle hans venner ved bordet.

Jeg ser over på Sally, der er klemt ind mellem Kyle og Xander, de to muskelbundter i Lucas' lille flok.

Jeg sender hende et sigende blik og hun nikker.

"Hey, vil i drenge med ud på dansegulvet?" spørger hun.

De fire drenge ser spændt på Lucas, og han nikker.

"Selvfølgelig!" siger Jack, og bukker og rækker sin hånd hen til Sally, "My Lady?"

Hun fniser, og så ser jeg noget jeg aldrig før har set ske ... Sally er genert!

Hun rækker tøvende sin hånd ud mod Jack, som hurtigt tager den, og kysser hendes knoer.

Hun fniser fornøjet.

Jack fører hende ud på dansegulvet, og de ryger ind i takten.

”Hvorfor går i andre ikke ud og fyrer den af?” spørger jeg.

De andre mumler et eller andet og begynder at gå væk.

Da de er udenfor hørevidde, vender jeg mig mod Lucas.

”Lucas der er noget … noget jeg må få gjort …”

”Hva’ så, Lia?”

”Jeg …” jeg holder inde.

Jeg kan ikke, ikke mens hans grønne øjne stirrer på mig på den måde.

Jeg ser mig over skulderen, på Sally og Jack der dansede tæt.

”Jeg slår op,” hvisker jeg.

”Hvad? Jeg kan ikke høre dig Lia. Du bliver nødt til at snakke lidt højere.”

Jeg vender igen ansigtet mod ham.

”Jeg siger …” jeg tøver, er det nu også det rigtige at gøre?

Jeg har følelsen af at hele salen stirrer på mig, men jeg ryster på hovedet, og følelsen forsvinder. 

”Jeg slår op,” hører jeg mig selv sige.

”Hvad? Nej, Lia! Du må ikke slå op! Lia se på mig!” trygler han.

Jeg ser ham direkte i øjnene. ”Jeg slår op. Det er der bedste for begge parter, så … bare lad mig være.”

Med de ord rejser jeg mig for at gå, men han tager fat i mit håndled og holder mig tilbage.

Jeg gør modstand, men det hjælper ikke en dyt.

”Slip mig,” siger jeg, og prøver igen at rive hånden til mig, men han giver stadig ikke slip.

”Lia, du vil ikke slå op med mig,” siger han, ”du elsker mig, og nu vil du sætte dig ned og gøre som jeg siger.”

Hans ord synker ind, og pludselig virker de meget rigtige.

Jeg smiler, og han smiler glad tilbage.

Jeg skal til at sætte mig ned, men så kommer Kyle.

”Lia?”

Men jeg kan ikke fjerne mit blik fra Lucas’ grønne blik.

Kyle tager fat i mig og hiver mig ud af Lucas’ greb, og det rigtige i hans ord forsvinder.

Jeg føler mig lettere svimmel, og ser op på Kyle, der igen sætter mig ned.

”Lucas, jeg har slået op med dig, og det er det. Du skal ikke prøver at lave om på det!” det sidste hvæser jeg.

Jeg går irriteret hen mod udgangen, mens svimmelheden langsomt forsvinder.

Hvorfor skulle jeg til at sætte mig ned til ham igen?

Jeg åbner beslutsomt døren og går ud af den, ud i den nattekulde jeg ikke har tid til at ænse.

Jeg styrer direkte mod skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...