The Wolfs

Lia er en ganske normal pige med kæreste problemer og kedelige skole dage.
Men da hun pludselig bliver lokket ind i skoven, og møder den mystiske Daniel forandre hendes verden sig.
Og hvorfor kalder Daniel hende "Min Lia"?
Kender hun ham overhovedet?
Lia bliver kastet ind i et eventyr, der får hele hendes verden til at styrte i grus. Hvem er den gode? Hvem er den onde? Og hvor kommer de helende kræfter fra?
Lia gør sit bedste for ikke at gå ind i skoven, ikke komme i den trance, der havde plaget hende sidst hun opsøgte skoven...

Og ikke nok med det, så kommer der nogle hemmeligheder op, om fortiden ... og ikke alle er lige gode ...

43Likes
44Kommentarer
3507Visninger
AA

12. Kapitel 12

 

Angsten knuger i min mave, og jeg sætter mig ned på senge kanten.

”Hej Lia!” hører jeg Sally sige i den anden ende.

Jeg sukker lettet.

”Hej Sally, hva’ så?”

”Er du alene hjemme?”

”Nu er jeg,” svarer jeg fjernt, og tænker tilbage på mors underlige opførsel.

Der går et øjeblik før jeg lægger mærke til at Sally havde sagt noget.

”Undskyld, hvad sagde du?”

”Må jeg komme over?2

”Jo … ja, selvfølgelig! Kom bare!”

”Og Lia …?”

”Ja?”

”Jeg har en gave til dig!”

”Hvorfor dog det?!”

Der var stille i den anden ende, og jeg kan godt høre at jeg ikke ligefrem formulerede det på den bedste måde.

”Altså ikke for at virke utaknemmelig eller sådan noget …”
Sally ler i den anden ende.

”Det er okay … men jeg siger bare at du ikke må vide hvad det er eller hvorfor du får det før jeg er kommet over og du har åbnet den!”

Jeg himler med øjnene.

Seriøst! Tror hun jeg er dum, eftersom hun skærer det sådan ud i pap!?

”Okay, kom du bare, så,” siger jeg.

”Goody, så ses vi om 10!”

Jeg skal til at lægge på, da jeg kommer i tanke om noget.

”Sally!” råber jeg ind i røret.

”Ja?”

Jeg sukker lettet, hun nåede ikke at lægge på.

”Siden hvornår har du hemmeligt nummer?”

”Det har jeg heller ikke, jeg ringer fra min mors arbejde.”

Jeg skal til at spørge om hvad hun laver der, men hun lægger på.

Hendes mor er syerske, og hvis jeg ikke nævnte det før, så lavede hun vores kjoler til skolefesten.

Hun hedder Sandra, og hendes mand – Sallys far – hedder Ali.

Det er faktisk ret sjovt, fordi Sallys navn er en slags blanding af deres!

Jeg ler lidt for mig selv.

Det ringer på døren, og jeg skynder mig at åbne døren.

Jeg møder Sallys storsmilende ansigt, og kan ikke lade vær med selv at smile.

”Kom ind,” siger jeg.

”Takker!”

Hun får sit overtøj af, og jeg lægger mærke til de to indkøbsposer Sally har med.

”Hvad er der i dem?” spørger jeg.

”Din gave!” udbryder hun glad.

Jeg ryster opgivende på hovedet.

Da hun har fået alt overtøjet af, går vi op på mit værelse.

Jeg dumper ned i sengen og ser spørgende på hende.

”Var der noget du vil vise mig?”

Hun hopper begejstreret op og ned.

”Ja!”

Hun rækker mig en pakke.

Den er pakket ind i peterplys papir.

Jeg løfter øjenbrynene og ser spørgende på hende.

”Vi havde ikke andet i hele huset!”

”Nej, det er okay!” griner jeg, og pakker gaven op.

Nede mellem alle papirerne ligger en klump knaldrødt stof.

Jeg løfter klumpen op, og en fin rød kjole folder sig ud foran mig.

”Ej Sally! Den er smuk!”

Så det var det hun lavede nede ved sin mor!

Jeg stiller mig hen foran spejlet og holder kjolen op foran mig.

Den er formet i buer i toppen, hvor der er to stoppe der skal bindes bag nakken.

Kjolen er delt op i tre sektioner. Der er toppen der går til lige under brysterne, så går den der fra og ned til livet, og fra livet ned til midt på låret.

Den nederste del er lavet af det samme tunge stof som på Sallys balkjole.

Det blød stof smøger sig let over mine lår.

”Og ved du hvad det bedste er?!” spørger Sally.

”Nej, hvad?” siger jeg og kigger om på hende.

”At jeg har den samme, bare i pink!”   

Hun tager en kjole op fra den anden pose.

Vi tager kjolerne på og stiller os foran spejlet.

Så laver vi et par underlig poseringer og begynder at grine.

”Hvorfor har du fået lavet dem her?” spørger jeg, da vi var færdige med at grine.

”Vi skal i byen i aften!”

”Hvad!?”

”Vi skal i byen!”
”Sally du ved jo godt at jeg ikke må, og …”

”Kom nu Lia, det skader jo ikke. Det er jo kun en lille bytur …”

Jeg kan mærke at jeg er ved at give efter …

”Bare lidt mere …” hvisker jeg.

”Kom nu Lia, kjole er jo så fin, og er lavet specielt til i dag …”

”Okay fint! Vi tager af sted!” siger jeg opgivende, og griner.

Min mave rumler, og jeg tænker over hvor længe det er siden jeg sidst har spist.

”Jeg bliver altså nødt til at spise lidt først.”
”Må jeg også gerne få lidt?”

”Ja, selvfølgelig! Hvad regner du med!? At jeg vil sidde og spise, mens du ser på, og er sulten?”

Hun svarer ikke og jeg griner.

Vi skifter hurtigt tøj, og går ned i køkkenet.

”Okay, på en måde har jeg lyst til at lave noget stort … men orker det ikke rigtigt …” siger jeg tænksomt.

”Jeg gad godt bage kage!” udbryder Sally.

”Okay så gør vi det,” siger jeg hurtigt.

Man vil helst ikke komme i mellem Sally og kage!

Jeg finder hurtigt en af min mors bage bøger, og bladrer igennem den.

”Okay, vil du have sandkage, drømmekage, kanelkage, chokoladekage, banankage …”

”Chokoladekage!” afbryder Sally.

”Hmm …” brummer jeg. ”Godt, okay. Nu hvor du har valgt desserten, så vælger jeg hovedretten,” siger jeg så.

Hun tager bage bogen fra mig og begyndte så selv at bladrer i den.

På samme tid finder jeg en madlavnings bog frem og kigger lidt i den.

Jeg ser en pastaret der får mine tænder til at løbe i vand.

Det skal være den!

”Hvis du begynder på kagen, så laver jeg pastaretten i mens,” siger jeg.

Hun nikker og vi tager hver vores side i køkkenet.

Jeg finder en gryde frem, fylder koldt vand i den og sætter den på komfuret.

”Øhh Lia?” Vil du lige hjælpe? Det her ser nemlig ikke rigtigt ud …” siger Sally.

Jeg går over til hende og ser ned i den store skål.

”Der står at jeg skal sætte en kvart pak sukker og så tilsætte tre æg.”

Jeg tager et af de hele æg op.

”Når man bruger æg i for eksempel kage, skal man flække det på en kant, og hælde det inden i, ned i skålen,” siger jeg og demonstrere.

Af en kage elsker at være, ved hun ikke meget om at lave dem …

”Okat, tak.”

Jeg nikker og går hen til komfuret, hvor vandet var begyndt at koge.

 

Jeg tager spændt en bid af kagen,

Den er dejlig blød, og de små chokolade stykker smelter på min tunge.

”Den smager godt Sally!” udbryder jeg.

”Tak!”

Vi spiser et øjeblik i stilhed.

Jeg mærker en underlig følelse komme snigende og jeg sukker.

”Jeg har det som om der mangler noget …” siger jeg pludselig.

”I kagen?2

”Nej, måske er det nogen eller sådan noget …”

Sally er stille et øjeblik.

”Hmm …” brummer hun og ser tomt ud i luften. ”Nej, jeg ved ikke hvem det kan være,” siger hun så.

Jeg sukker irriteret, da mit hjerte synker ned og følelsen af savn overvælder mig.    

Jeg rejser mig beslutsomt op og ser på Sally.

”Jeg går op og skifter tøj,” siger jeg og stormer op på værelset uden at vente på svar.

Jeg tager hurtigt kjolen på og stiller mig foran spejlet.

Hvad er det jeg mangler?

Ud fra hvordan din krop reager er det noget specielt … siger jeg til mig selv.

Jeg hører noget hårdt ramme ruden og jeg gisper forskrækket.

Jeg skynder mig der over og ser ud af det, men der er ingenting.

Måske var det en fugl der ramte vinduet?

”Nixs.”

Et ansigt kommer til syne i vinduet og jeg skriger.

Jeg vender om og løber næsten ind i Sally, der er på vej op af trappen.

”Hvad er der galt Lia?!” råber hun forskrækket.

Jeg prøver at sige det, men kan ikke få min ikke få min stemme under kontrol.

”Træk vejret Lia!” udbryder Sally.

Jeg gør som hun siger og tager et par hurtige indåndinger.

”Noget bankede på mit vindue …” siger jeg stadig lettere forpustet.

”En fugl?”

”Nej, og da jeg går der over dukker en fyrs ansigt op i vinduet!”

”Uden for dit vindue!? Hvordan det? Dit værelse er på første sal!”

”Jeg ved ikke hvordan! Men jeg gad godt vide det! Og jeg gad også godt vide hvem den fyr var!”

Tænk hvis han er en tyv!

”Kom lad os gå op og se om han stadig er der,” siger Sally.

Jeg nikker, med en underlig følelse af genkendelse i kroppen.

Vi går op på værelset, men fyren er væk.

”Nåh, men skal vi så ikke blive færdige og komme af sted?” spørger sally.

”Okay,” svarer jeg, tager min ring af og åbner min håndcreme.

”Hvad er det der for en ring?” spørger Sally.

Jeg skal til at fortælle hende om min far, men dropper det hurtigt.

”Jeg fandt den i en af min mors kasser oppe på loftet,” siger jeg i stedet.

Hun tager ringen op og studere den nøje.

”Den er pæn!”

”Tak,” siger jeg smilende.

Hun skal til at sætte den på ringefingeren, da hun skriger og smider den fra sig. ¨

”Er du okay Sally?” udbryder jeg.

”Av for satan!” klager hun og puster på fingeren. ”Den brændte mig!”

Brændte hende!?

Jeg samler ringen op, guldet er rødglødende, men jeg mærker ikke noget.

”Gør det ikke ondt?!” spørger Sally.

”Næh,” hvisker jeg og studere undrende ringen.

Langsomt får ringen sin normale farve igen.

To bogstaver er brændt ind i den blå diamant.

L+T.

Min mor og fars forbogstaver … 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...