The Wolfs

Lia er en ganske normal pige med kæreste problemer og kedelige skole dage.
Men da hun pludselig bliver lokket ind i skoven, og møder den mystiske Daniel forandre hendes verden sig.
Og hvorfor kalder Daniel hende "Min Lia"?
Kender hun ham overhovedet?
Lia bliver kastet ind i et eventyr, der får hele hendes verden til at styrte i grus. Hvem er den gode? Hvem er den onde? Og hvor kommer de helende kræfter fra?
Lia gør sit bedste for ikke at gå ind i skoven, ikke komme i den trance, der havde plaget hende sidst hun opsøgte skoven...

Og ikke nok med det, så kommer der nogle hemmeligheder op, om fortiden ... og ikke alle er lige gode ...

43Likes
44Kommentarer
3530Visninger
AA

1. Kapitel 1

"Ej, glæder du dig ikke bare til festen i aften!?" udbryder Sally. 

"Jo, selvfølgelig," mumler jeg, og sætter nøglen i tændingen.

I år er temaet, Bal. Så pigerne skal gå i kjoler og drengene i jakkesæt.  

"Er der noget galt, lille Lia? Er det kæresten eller lektierne den her gang?" 

"Kæresten."

"Hvad har han nu gjort?" spørger hun medfølende. 

"Jeg ved ikke ... Han har ændret sig, han er ikke længere den samme ..." jeg har lidt svært ved at forklare det, og kigger og på Sally, som sidder  med rynket pande. 

"Jeg forstår ikke helt hvad du mener ..." 

Jeg nikker og tænker igen over hvordan jeg skal forklare det. 

"Han er blevet mere høj i hatten, og ... tja anderledes. Jeg forelskede mig i en sød, lidt generet og betænksom dreng, ikke en dum og selvglad dreng," jeg trækker vejeret dybt ind og ser forventningsfuldt på Sally. 

Hun nikker. 

"Det forstår jeg godt, men der er noget andet jeg ikke forstår ..." 

"Hvad?" 

"Du har sagt at du vil slå op med ham i flere måneder, men du har stadig ikke gjort det. Hvorfor?" 

"Det er sværere end du tror. Jeg kan jo stadig godt  lide ham, dybt inde ..."

"Okay ... ved du hvad? Jeg giver dig en halvtredser, hvis du slår op med ham i aften, til festen!"

"Foran alle og en hver?! Det tør jeg ikke!"

"Nej, nej! Det behøver ikke at være foran alle! Du kan jo trække ham lidt væk fra de andre." 

"Måske." 

"Godt okay!"

Jeg drejer nøglen og kører ud af skolens parkeringsplads. 

Sally trækker solskærmen ned og kigger sig i spejlet. 

"Synes du jeg skal farve mit hår rødt?" spørger hun. 

Jeg stopper for rødt, og ser forvirret på hende.

"Nej Sally! Selvfølgelig skal du ikke gøre det! Du har så smukt hår!"

Hendes hår er  nøddebrunt, med du fineste naturlige krøller. 

Hun ser tvivlsomt på mig med sine gyldenbrune øjne. 

"Er du sikker?" spørger hun. 

"Helt sikkert." 

Nogen dytter bag os, og jeg lægger mærke til at det er grønt. 

Jeg skynder mig at køre til ventre, og hen mod mit hus.

 

"Jeg er hjemme!" råber jeg, selv om jeg ved at der ikke er nogen hjemme.

"Hvorfor råber du sådan?" spørger en stemme.

Jeg ser overrasket mod køkkenet, hvor stemmen var kommet fra. 

Pludselig rammer duften af hjemmelavet lasagne mig. 

Laver min mor mad?! 

Sally står tavst bag mig.

Jeg tager skoene og jakken af og går ind i køkkenet, og ser min mor stå og kigge ind i ovnen. 

"Mor? Burde du ikke være på arbejde?" spørger jeg. 

Som altid sidder hendes sorte hår i en stram knold.

"Jeg havde altså håbet på et "Hej" eller "Ej hvor dejligt at have dig hjemme, mor", men nej, nej jeg skal absolut have et "hvorfor er du hjemme". Gider du være lidt taknemmelig?!" 

Jeg sukker dybt.

Hvorfor skal mor altid tage alt så personligt?

"Ja undskyld, jeg ikke havde regnet med at du var her," siger jeg, og vender mig om for at gå.

"Jeg gider ikke høre mere på dine tomme undskyldninger, enten giver du mig en ordenlig undskyldning eller også lader du helt være!" Jeg sukker igen og går ud til Sally, der stadig står i entreen.

"Jeg troede du sagde at du var alene hjemme i dag ..?" Sally ser spørgende på mig. 

"Ja, jeg plejer altid at være alene hjemme, men af en eller anden grund er min mor kommet hjem tidligt i dag."

"Tja, det må vi vel leve med." 

Jeg nikker og vi går op på mit værelse.

Jeg har en blå himmelseng, et hvidt skrivebord med matchende stol, en bog reol og en masse plakater af diverse mandlige skuespillere  og sangere på væggene. Desuden er jeg så heldig at have mit helt eget badeværelse. 

"Okay, lad os så finde kjolerne frem!" råber Sally glad. 

"Er det ikke lidt for tidligt?" spørger jeg og ser over på uret, som overraskende nok viser at klokken allerede er fire!

"Nej okay, lad os komme i gang," siger jeg. 

Sally ler og finder de to bøjler, med de sorte tøjposer over, frem. 

Hendes kjole har en varm orange farve, er gulvlang og er bundet i nakken. Den er stram lige under brystet og resten falder tungt, i bløde bølger. 

Farven passer perfekt til hendes mørkebrune hår, og hun ser så smuk ud! 

Min kjole er til gengæld en kold isblå farve, der har to stropper der er dækket med glimtende perler, der også går ned under brystet. 

Kjolen har flere lag, der flyver op når man drejer rundt, og i stedet for at falde tungt ligesom Sallys, er den let og -hvad skal jeg kalde det? Flyvende? Flydende?

Mit sorte hår går mig til taljen og får min hud til at virke mere bleg end den er.

"Den kjole klæder dig," siger Sally.

"Tak og i lige måde. Du ser virkelig godt ud."

Vi går ind på badeværelset og sætter vores hår på forskellige måder.

Det ender med at mit hår skal hænge løst, og Sallys hår skal sidde oppe, i en pjusket knold.

Klokken bliver halv seks og jeg ser vurderende på mig selv i spejlet.

"Jeg tager lige lidt mere mascara på," siger jeg og går igen ind på badeværelset.

"Okay! Jeg går ned i bilen og venter," siger Sally.

Jeg nikker, selvom jeg ved hun ikke ser det.

Jeg skruere låget af mascaraen og ligger det sidste, og afgørende lag på.

Perfekt!   

Jeg går ned af trappen og åbner hoveddøren. 

"Vi ses mor!" råber jeg, men der kommer ikke noget svar, så jeg trækker på skuldrene og går ud til Sally. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...