Did you forget me? - One direction

Bailey Payne er sytten år gammel og er søster til verdenssensationen One Directions Liam Payne. I modsætning til sin ansvarlige bror, er Bailey vild, ligeglad og lidt af en bitch. Men sådan har hun ikke altid været. Det var først da hendes bror cuttede kontakten, og hun blev nød til at finde nye venner, at hun ændrede sig.
Hvad sker der så en dag, når hendes forældre synes, at hun er blevet for meget, og vil sende hende til en slægtning? Som muligvis er hendes bror. Vil hun tilgive ham? Og vil den gamle Bailey bryde frem, eller har den nye Bailey groet sig så langt ind i hende, at det er umuligt?


Undskyld på forhånd hvis der kommer stødende sprogbrug og eller scener. Hvis I ikke kan klare at læse om sex, eller et par bandeord, er det måske ikke denne novelle, du skal læse. Jeg siger ikke, at det vil ske, men det er muligt. Tak (:

339Likes
455Kommentarer
69039Visninger
AA

11. Kapitel 9.

Liam P.O.V.

Jeg vender mig for tredje gang og får endelig min vejrtrækning under kontrol. Lige da Bailey var gået, var jeg begyndt at råbe. Ikke af nogen specielt, jo, måske en smule af mig selv. Hvorfor lod jeg hende bare gå uden at stoppe hende? Var det min skyld, at ham narren nærmest havde voldtaget hende? Selvfølgelig var det det. Zayn havde også råbt. Hans stemme havde været fuld af frustration og knækkede over et par gange. Niall havde bare siddet og stirret ud i luften, mens Zayn og jeg råbte forbi hinanden. Vi vidste begge, at det ikke ville hjælpe på nogen måde, men det hjalp os. Det hjalp mig til at bearbejde sorgen over, at hun ikke ville tale med mig om de ting, som hun havde fortalt Niall. Zayn havde sværget, at han ville finde denne Simon-fyr og få ham til at fortryde. Selvom jeg havde en stor til at give ham ret, fik Louis og Harry ham hurtigt overtalt til, at det ikke ville være godt for nogen af os.

 

Et skrig skærer i mine ører, så jeg sætter mig op med et sæt.

”Bailey?” hvisker jeg forvirret og rejser mig hurtigt fra sengen. Ude på gangen er alle drengene stået op og kigger forvirret på hinanden, bortset for Niall.

”Hun har mareridt,” forklarer han træt og gider sine øjne.

”Hvad?” spørger jeg, imens Louis forsvinder ind på hendes værelse. Hans blide stemme vækker hende, og lidt efter kommer han gående med en grædende Bailey i armene. Han mumler beroligende ord, mens han sætter kursen mod stuen.

”Niall,” siger jeg en anelse strengt og gør et kast mod køkkenet. Niall sukker dybt, men begynder alligevel at gå mod køkkenet. Lydløst følger Harry, Zayn og jeg med.

 

”Fortæl Niall,” siger jeg og stiller mig med ryggen mod døren. Niall hopper tøvende op på køkkenbordet, mens Harry og Zayn sætter sig ved spisebordet

. ”For cirka to år siden, da du valgte os frem for hende,”

”Jeg valgte ikke jer frem for hende,” afbryder jeg og sender ham et forpint blik.

”Jeg fortæller det bare på den måde, hun fortalte mig, okay?” snerrer han surt.

”Da du forlod hende, begyndte hun at få mareridt. Mest om at blive overfaldet af fremmede mænd. Men nogle gange noget mig dig,” Jeg lægger armene over kors og holder munden lukket.

”Hun fandt så ud af, at hvis hun sov sammen med andre, ville hun ikke få disse drømme. Efter cirka et år begyndte de at stilne af, så hun kunne sove alene,” Zayn kigger anspændt på Niall, men vælger ikke at afbryde.

”Da jeres forældre så begyndte at tale om dig igen, kom mareridtene tilbage. Det første kom om natten anden dag, hun var i Irland.”

”Men hvorfor første der? Hvis du siger, at det har noget at gøre med Liam, burde det så ikke være kommet den aften?” spørger Harry og går en smule tættere på os.

”Hun sov hos mig den nat,” mumler Zayn lavt og sender mig et undskyldende smil. Niall nikker kort.

”Og hun sov hos sin fætter dagen efter, og hos mig næste dag. Men siden da har hun sikkert haft dem,” slutter Niall.

 

”Så det er min skyld?” hvisker jeg forfærdet og møder deres spørgende blikke.

”Er det min skyld, at hun ikke kan sove?” gentager jeg en smule højere.

”Nej Liam. Hun har bare været ude for nogle rimelig hårde ting.” forsikrer Harry mig om.

”Ja, som ikke var sket, hvis jeg ikke havde forladt hende.” Jeg glider stille ned af væggen og begraver mit hoved i mine hænder. Jeg havde ingen idé om, hvor meget jeg havde såret hende. Eller i det mindste været rod til. Kunne jeg nogensinde gøre det godt igen? Ville hun overhoved tilgive mig efter den måde, jeg havde behandlet hende på? Sikkert ikke.

”Liam. Rejs dig op. Klokken er mange. Du kan hade dig selv i morgen,” driller Harry og sender mig et prøvende smil. Jeg tager imod hans fremstrakte hånd og lader ham hive mig op.

 

”Hun burde sove hos en af os i nat,” foreslår Zayn og rejser sig op, imens han går over imod mig. Jeg fnyser dystert.

”Ikke hos dig,” siger jeg hårdt, hvilket sårer ham. Men lige nu er jeg ligeglad.

”Hun må gerne sove hos mig,” siger Niall og sender mig et smil. Jeg ryster på hovedet.

”Hvis I for det første var venner, ville i heller ikke få lov,” svarer jeg og kigger bedende på Harry. ”Kan hun sove hos dig og Louis? Bare for i nat,” spørger jeg.

”Selvfølgelig bro.” smiler Harry og går hen mod døren.

”Læg en arm omkring hende. Så falder hun hurtigere i søvn og ligger mere roligt,” mumler Niall forlegent. Jeg overvejer kort at spørge, hvorfra han ved det. Men lader det slippe. Måske i morgen, men ikke nu.

 

Baileys P.O.V.

 

Louis vugger mig stille frem og tilbage, mens gråden fortager sig. Mine arme holder krampeagtigt fast omkring hans nakke, da han ikke havde nogen t-shirt på, jeg kunne holde fast i.

”Boo?” siger Harrys stemme blidt, mens han dukker op i døren.

”Hun sover hos os i nat,” hvisker han og sender mig et smil.

”Okay. Tager du hende ind i seng? Mine arme gør en smule ondt,” griner Louis, hvilket får et lille smil frem. Harry lægger armene omkring mig og løfter mig væk fra Louis.

”Du kommer bare, når du er klar,” mumler han og bærer mig ind i et fremmed værelse.

”Hvad sker der?” spørger jeg usikkert, da Harry lægger mig i midten af en stor dobbeltseng.

”Vi skal sove, babe.” siger han med et smil og smutter ud af døren. Jeg kigger rundt i det mørke værelse, men beslutter mig hurtigt for, at jeg alligevel ikke kan se noget. Louis kommer gående ind og lægger sig i den ene side.

”Kan du sove godt?” driller han og lader to fingre strejfe min kind. Jeg sender ham et lille smil og lukker øjnene. Døren til værelset lukker, og sengen giver sig en smule, da Harry lægger sig ned.

”Tak,” hvisker jeg næsten uhørligt, men deres grin fortæller mig, at de hørte det.

”Jeg hader jer stadig,” smiler jeg og kigger på Louis’ kønne ansigt.

”Nyd det, mens du kan,” griner Harry og lægger en arm omkring mig og trækker mig tæt indtil sig. Jeg sukker kort og lader mit hoved hvile på hans overarm. Mine øjne glider langsomt i, mens jeg falder ind i en drømmeløs søvn.  

 

***

Undskyld for det korte kapitel, men jeg tænkte, at et kort et var bedre end intet (;...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...