Did you forget me? - One direction

Bailey Payne er sytten år gammel og er søster til verdenssensationen One Directions Liam Payne. I modsætning til sin ansvarlige bror, er Bailey vild, ligeglad og lidt af en bitch. Men sådan har hun ikke altid været. Det var først da hendes bror cuttede kontakten, og hun blev nød til at finde nye venner, at hun ændrede sig.
Hvad sker der så en dag, når hendes forældre synes, at hun er blevet for meget, og vil sende hende til en slægtning? Som muligvis er hendes bror. Vil hun tilgive ham? Og vil den gamle Bailey bryde frem, eller har den nye Bailey groet sig så langt ind i hende, at det er umuligt?


Undskyld på forhånd hvis der kommer stødende sprogbrug og eller scener. Hvis I ikke kan klare at læse om sex, eller et par bandeord, er det måske ikke denne novelle, du skal læse. Jeg siger ikke, at det vil ske, men det er muligt. Tak (:

338Likes
455Kommentarer
68370Visninger
AA

8. Kapitel 6.

Klokken er halv fem, da jeg endelig stiger ud af flyet. Jeg går langsomt gennem gangen, og smutter ind på toilettet på vejen. Jeg stirrer ind i mit spejlbillede. Det er bestemt ikke den pæne pige som jeg kender. Mit hår er uglet efter at have siddet ned i halvanden time. Jeg er en smule mørk under øjnene, men det får jeg hurtigt dækket med lidt make-up. Jeg trækker Nialls cap frem og fletter mit hår, før jeg sætter den på hovedet. Jeg åbner Maliks trøje en smule, så der nu kun er tre knapper knappet. Helt værst ser det ikke ud nu, tænker jeg og svinger min taske over skulderen, før jeg går mod bagagebåndet.

 

Jeg stopper brat op, da jeg hører den velkendte stemme. Den er bestemt blevet dybere, men den lyder stadig præcis som Liam.

”Og husk nu; Hun er en pæn pige, men Harry forstil dig, at hun er din egen søster, okay?” siger han, men en ukendt klang, der muligvis kunne tolkes som nervøsitet.

Jeg lægger armene over kors og begynder at studere ham. Det kunne være meget interessant og høre på, hvad han ellers kan finde på af overbeskyttende ting. Hans stil er stadig den samme, jeans og en ternet skjorte, som er foldet op til albuerne. Hans hår ser en smule anderledes ud bagfra, og han er helt sikkert blevet højere, nu er vi ikke længere på samme højde, men det skulle vel ske på et tidspunkt. Jeg mærker et lille sug i maven. Fuck! Hvor havde jeg savnet ham, ikke at jeg nogensinde ville indrømme det, men bare synet af ham, gjorde, at jeg fik det en smule bedre. En af fyrene, som Liam talte til læner sig en smule til venstre og kigger på mig, før han læner sig tilbage. Lidt efter læner en krølhåret fyr sig til højre og smiler til mig. Jeg sender ham et flabet smil og går en smule væk fra dem.

”Liam, er din søster eventuelt en høj, flot, blondine med skønne brune øjne og med et smil, man får lyst til at slå væk fra hendes ellers så kønne ansigt?” spørger ham med krøller.

Liam vender sig en smule om, og får endelig øje på mig.

”Bailey!” råber ham og løber de sidste meter, som skiller ham og jeg ad.

Han lægger sine tunge arme omkring mig og trækker mig tæt ind til sig.

”Jeg har savnet dig så meget,” mumler han mod mit hår.

Af ren refleks lægger jeg armene omkring ham og hviler mit hoved på hans bryst. I lige måde, tænker jeg for mig selv, men tvinger mig selv til ikke at sige det højt.

 

Tårerne begynder stille at trille ned af mine kinder og et lille hulk undslipper mine læber.

”Bailey,” hvisker han med stemmen fuld af omsorg.

”Bare lad vær,” mumler jeg og prøver at få min vejrtrækning på plads.

Men i stedet for at slippe mig, strammer han sit greb og holder mig, om muligt, endnu tættere. Efter vi har stået sådan i måske ti minutter, prikker ham uden krøller Liam på skulderen.

”Der er nogle fans, som gerne vil have et billede,” siger han undskyldende og sender mig et lille smil.

Min verden bliver revet midt over, og jeg trækker mig hurtigt væk. Selvfølgelig er han ikke den samme, gamle Liam, som jeg elsker og holder af. Han er den nye Liam, med millioner af fans, som droppede mig for blandt andet de to fyre. Liam kigger såret på mig, men jeg stirrer bare irriteret på ham og flytter mig væk fra ham.

”Jeg er udenfor, når du har tid til din søster,” mumler jeg tvært og stormer mod udgangen.

Ligeglad med drengenes forvirrede blikke, ligeglad med Liam og ligeglad med mine tasker.

 

Jeg læner mig op af muren og finder en smøg frem. Med rystende hænder tænder jeg den og tager et langt hvæs. Den velkendte og rolige følelse fylder mit indre, og langsomt begynder rystelserne i min hånd at tage af. Jeg fisker min mobil frem fra mine stramme jeans og finder Nialls nummer fra.

#Hey Nialler. Så er jeg endelig på engelsk jord igen. Har lige mødt min bror. Indså, hvor meget jeg havde savnet ham. Men hans venner ødelagde det hele, og rev mig tilbage til den virkelige verden. Skal vi snart ses? Jeg har stadig dit tøj. Xoxo.#

Lidt efter brummer min mobil, og et smil glider over mine læber.

#Hi Bailey. Godt at være tilbage eller hvad? Jeg sagde jo, at I nok skulle finde ud af det (;. Lad vær’ med at lyt til hans venner, de er sikkert bare nogle idioter. Selvfølgelig skal vi det! Find en dag. Xxx.#

 

”Hvorfor smiler du på den måde?” spørger en velkendt stemme, som jeg bestemt ikke kan lide. Fyren med krøller stiller sig ved siden af mig med mine tasker i hænderne

. ”Fordi du var væk,” snerrer jeg og skodder smøgen.

”Hård type, alligevel.” griner han og sætter taskerne ved siden af sig.

”Jeg hedder Harry for resten,” siger han og stikker hånden frem.

Jeg løfter et øjenbryn og kigger på den fremstrakte hånd.

”Please,” mumler jeg og vender mig væk fra ham.

”Rart at møde dig, Bailey,” sukker han skuffet. Lidt efter går dørene op, og Liam efterfulgt af den anden fyr kommer ud. Liam sender mig et stort smil, men da han ser mit irriterede udtryk, fjernes det hurtigt.

”Skal vi komme af sted?” spørger Harry og går over mod en af bilerne.

”Jah,” mumler Liam såret og går efter Harry.

”Jeg hedder Louis,” siger ham den anden og lægger en arm omkring mine skuldre.

”Vi har glædet os meget til at møde dig, Bailey,” forsætter han glad ligeglad med, at mine skuldre er anspændte, og at jeg sender ham mit ondeste blik. Jeg glider ind på bagsædet ved siden af Harry og spænder selen. Louis trækker ud af parkeringspladsen og drejer ud på vejen.

 

”Når Bailey. Har du så en kæreste?” spørger Harry og sender mig et charmerende smil.

”Harry,” mumler Liam fra forsædet, mens Louis griner højt.

Jeg studerer kort hans lidt for selvglade blik og sender ham så et strålende smil, imens jeg rykker en smule tættere på ham.

”Nej Harry, det har jeg faktisk ikke,” svarer jeg med falsk optimisme i stemme.

”Det kan da kun være af valg, for sådan en køn pige som dig,” siger han og lægger henkastet en arm over mine skuldre. ”Harry,” siger Liam en smule hårdere.

”Hvad? Der er ikke gået et kvarter endnu,” forsvarer han.

Jeg kigger uforstående på ham, men han ryster bare afværgende på hovedet.

”Hvorfor så?” spørger han og møder mine øjne.

Jeg blinker et par gange ekstra med mine vipper før jeg svarer.

”Jo, ser du. Jeg leder efter en fyr som er lidt alá min bror.

” Nu er det Harrys tur til at kigge forvirret på mig.

”Du ved, køn, charmerende, med i et verdenskendt boyband, mørkhåret, grønne øjne,” smiler jeg.

Jeg løfter hurtigt hånden op for min munden og griner en perlende latter.

”undskyld, jeg mener selvfølgelig; brune øjne,” jeg blinker kort til ham og lægger hovedet på skrå.

”Øh,” udbryder han helt paf og læner sig en smule tilbage.

”Seriøst?” spørger han forvirret og fjerner sin arm.

”Nej,” siger jeg hårdt og læner mig op af mit vindue. Louis bryder ud i et endnu højere grin, mens Liam også griner en smule.

”Bailey, opfør dig pænt. Lad vær’ med at skade Harrys ego,” griner han.

”undskyld,” mumler jeg ligeglad og stikker musik i ørerene.

 

Tre kvarter senere parkerer Louis foran et lejlighedskompleks, og vi stiger alle ud. Louis og Liam tager hver en taske, mens Harry og jeg danner bagtrop.

”Var noget af det, du sagde seriøst?” spørger han usikkert og lader en hånd løbe gennem sit hår.

Jeg giver ham hurtigt elevatorblikket og indrømmer for mig selv, at man må være sindssyg, hvis man sagde nej til ham. Men jeg var trods alt ikke helt rask mentalt. Jeg trækker vagt på skuldrene og sender ham et flabet smil.

”Dine øjne er vel meget pæne,” siger jeg og smutter gennem døren han holder åben.

”Og det er det?” spørger han fortvivlet og når hurtigt op på min side.

”Ja? Skulle der være andet? Vil du have, at jeg bekender min kærlighed til dig og falder ned på mine grædende knæ?” spørger jeg irriteret og stopper op for at kigge på ham.

”Nej, men..” starter han.

”Godt så. Det er jo heller ikke fordi du overøser mig med komplimenter vel?” siger jeg retorisk og begynder at gå.

”Jeg kan sagtens,” hvisker han lidt på tæt på mit øre.

Jeg løfter et øjenbryn og ser udfordrende på ham.

”Okay. Bailey jeg synes du har de flotteste brune øjne, også selvom Liam også har dem, men dine er meget pænere,” starter han og forsætter sådan hele vejen op til Liams lejlighed.

”Okay, jeg har fattet det! Du synes, at jeg er pæn,” mumler jeg irriteret

”Pæn. Nej Bailey jeg synes..” mere når han ikke at sige, før Liam kigger misbilligende på ham. Sorry mimer han og smutter ind gennem den åbne dør.

 

”Velkommen hjem,” siger Liam smilende og slår ud med armene.

Jeg indrømmer gerne, at min bror har stil. Hans møbler passer perfekt sammen og er stilfuldt stillet op. Mon han har fået hjælp fra kæresten, sikker. Jeg nikker ligeglad og smider mig i sofaen. Harry måber stille og peger skræmt på mig. ”Louis hun..” begynder han og peger på mig.

”Jeg ved det Harry, men hun kender ikke reglerne.” trøster Louis ham.

”Men.. min plads,” stammer Harry og kigger trist på mig.

”Hun lærer det hen ad vejen,” mumler Louis og trækker Harry med over ved siden af mig.

Harry skuler ondt på mig, som var bare besvarer med en ligeglad mine.

”Først afviser du mig, så kalder du mig grim og nu stjæler du min plads? Er du sikker på, at du er Liams søster?” spørger han hårdt, om det er meningen, at det skal være for sjov, ved jeg ikke.

”Jeg er adopteret,” forsvarer jeg og lægger benene op i sofaen.

”Seriøst?” spørger han fortumlet.

”Harry: nej,” sukker Liam.

Louis undslipper et lille grin, som ikke bliver taget godt imod fra Harry.

”Ha, ha.” mumler han sarkastisk for sig selv.

”Hvor har du egentlig hatten fra?” spørger Louis og vipper cappen af mit hoved.

”Hey! Jeg lånte den af en ven,” siger jeg en anelse hårdt og rækker ud efter den.

”Den ligner meget vores vens,” siger Harry eftertænksomt og tager cappen fra Louis.

”Jeg tvivler stærk på, at vi har nogen venner tilfældes,” fnyser jeg og lægger armene over kors.

”True,” mumler Louis.

”Hey guys,” siger en velkendt stemme, da døren går op.

Jeg lægger hovedet på skrå og venter spændt på, at han kommer gående.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...