Did you forget me? - One direction

Bailey Payne er sytten år gammel og er søster til verdenssensationen One Directions Liam Payne. I modsætning til sin ansvarlige bror, er Bailey vild, ligeglad og lidt af en bitch. Men sådan har hun ikke altid været. Det var først da hendes bror cuttede kontakten, og hun blev nød til at finde nye venner, at hun ændrede sig.
Hvad sker der så en dag, når hendes forældre synes, at hun er blevet for meget, og vil sende hende til en slægtning? Som muligvis er hendes bror. Vil hun tilgive ham? Og vil den gamle Bailey bryde frem, eller har den nye Bailey groet sig så langt ind i hende, at det er umuligt?


Undskyld på forhånd hvis der kommer stødende sprogbrug og eller scener. Hvis I ikke kan klare at læse om sex, eller et par bandeord, er det måske ikke denne novelle, du skal læse. Jeg siger ikke, at det vil ske, men det er muligt. Tak (:

338Likes
455Kommentarer
68361Visninger
AA

5. Kapitel 3.

Klokken to står mine forældre og jeg ude i lufthavnen. Efter jeg havde været hos Malik, var jeg taget hjem for at hente mine tasker, uheldigvis var de ikke gået endnu, så vi havde kørt her ud sammen. Nu sidder vi i terminalen inden vi skal ind i flyet. Mine forældre er gået på jagt i butikkerne og har efterladt mig sammen med alt håndbagagen. Jeg læner mig op af vinduet og kigger ud på den skarpe sol. Jeg sukker kort og finder mine elskede Ray Ban briller frem. Et lille bump lyder, og en lyshåret dreng dumper ned ved siden af mig. Jeg kigger forvirret på ham, da han er gemt bag en hættetrøje, solbriller og en cap. Han sender mig et varmt smil, som jeg bare besvarer med et flabet smil. Han trækker på skuldrene og vender væk fra mig. Jeg finder min bog frem fra tasken og begynder at læse ’For min søsters skyld,’, men bliver nødt til at stoppe, da tømmermændene ruller ind. Jeg sukker dybt og pakker den væk.

”Noget galt?” spørger den lyshårede fyr med en irsk accent. Jeg ryster bare afværgende på hovedet og lukker øjnene. Måske kan jeg sove lidt, inden vi skal med flyet.

 

Jeg vågner stille, da en eller anden idiot prikker mig på skulderen.

”Skrid,” mumler jeg og slår ud efter ham.

”Vi skal ind i flyet?” siger den irske fyr i en undskyldende tone. Jeg åbner øjnene og smiler undskyldende til ham.

”Tak,” mumler jeg lavt og hanker op i mine tasker.

”Ingen årsag,” svarer han med et smil og stiller sig forrest i køen.

”Hmm. Førsteklasses,” mumler jeg for mig selv og kigger efter ham.

”Bailey! Vi er her!” råber min mor og vinker med armen i vejret. Jeg sukker kort og stiller mig over til dem.

”Her er dit pas. Så har du det til hjemturen,” siger min far og stikker mig det røde pas i hånden.

”Tak,” svarer jeg i en ligeglad tone.

”Må jeg se Deres pas?” spørger den kønne stewardesse i en falsk formel tone.

”Selvfølgelig,” svarer jeg i samme tone og sender hende et strålende smil, som hun besvarer. Halvanden time sener stiger vi ud af flyet og traver over mod bagagebåndet. En fyr støder ind i mig og går videre. Jeg skal lige til at råbe op, da jeg genkender den irske fyr, der skynder sig væk fra folkene med sin taske i hånden.

”Hvorfor har han så travlt?” spørger jeg mig selv og fanger de sorte sportstasker, hvor mine ting ligger i.

”Kom nu Skat!” råber min mor ovre ved ud gangen.

Jeg sender hende et irriteret blik og går langsomt over til dem. ”Se alle de piger,” mumler min far, da vi sidder i taxaen på vej til min moster. Jeg følger hans blik og kigger på alle pigerne der står og råber foran lufthavnen. Ankommer der en kendt i dag? Tænker jeg og læner mit hoved tilbage i sædet.

 

”Bailey!” råber min niårige kusine, Emma.

”Hey skat,” siger jeg og løfter hende op i et kram.

”Du skal se mit nye værelse!” siger hun og trækker mig med ovenpå.

”Wauw. Hvor er her fint!” siger jeg og smiler opmuntrende til hende.

”Du må gerne sove i min køjeseng,” siger hun og peger på den lyserøde seng, er er formet som et prinsesseslot. ”Mange tak, skat. Men jeg tror bare jeg sover i gæstehuset,”

”Når okay,” svarer hun og sender mig et lille smil.

”Ved du, hvor Jake er?” spørger jeg og går mod døren.

”Inde på sit værelse. Han har vist gæster på besøg,” svarer hun og finer sine dukker frem.

”Tak,” mumler jeg og smutter ned for enden af gangen.

”Jake?” spørger jeg og banker på døren til hans værelse. Min moster og onkel har sindssygt mange penge og kun to børn, som bliver forkælet i aller højeste grad. Det er måske derfor, min attenårige fætter stadig bor hjemme. Som den heldige dreng Jake nu en gang er, havde han fået halvdelen af første etage, mens den anden halvdel stod klar til Emma, når hun blev ældre. Døren bliver åbnet og en køn mørkhåret fyr kigger på mig.

”Damn,” mumler han og nikker anerkendende. Jeg sender ham et flabet smil.

”Er Jake her?” spørger jeg og stikker hovedet ind på det mørke værelse.

”Jeg er her Bailey!” råber Jake ovre fra sin computer.

 

”Hey smukke,” siger han og trækker mig ind i et kram.

”Hey Jake,” mumler jeg mod hans skulder. Jake har mine, Liams og min mors brune øjne, men i modsætning til Liam og mig har han kulsort hår, der ser godt ud til hans brune hud. Han er veltrænet, men ikke lige så meget som Malik. ”Hvad så?” spørger jeg og sætter mig i sofaen sammen med ham den mørkede, som smiler stort til mig. Jeg ryster afvisende på hovedet, men det stopper ikke.

”Bailey; dette er Tom,” siger han og peger på fyren ved siden af mig.

”Og dette er Jerry,” han peger på den lyshårede fyr overfor ham ved en anden computer.

”Drenge; dette er min kusine Bailey,” de løfter begge hænderne og smiler skævt. Et grin undslipper mine læber og jeg kigger mærkeligt på de to drenge.

”I laver sjov, ikke? Tom og Jerry? Det kan man jo ikke hedde,”

”Men det gør vi,” svarer Tom og læner sig en smule længere ind mod mig. Jeg smiler kort og vender igen blikket mod Jake.

”Hvad skal vi lave i aften?” spørger jeg og trækker benene op under mig.

”Vi skal i byen, skal du med?” spørger Tom og hiver mine ben over på sit skød.

”Det kunne godt tænkes,” svarer jeg og sender ham et skævt smil.

”Og det tror du din far, har det fint med?” griner Jake.

”Selvfølgelig. Ellers gider jeg alligevel ikke lytte til dem. De har sendt mig hjem til Liam, har du hørt det?” Jake spærrer øjnene op og måber.

”Har de smidt dig ud?” spørger han vantro.

”Det kan man vel godt kalde det,” mumler jeg og trækker på skulderne.

”Nederen,”

 

Næste morgen vågner jeg i en fremmed seng. Jeg mærker armen omkring min talje og vender mig stille om.

”Tom?” mumler jeg og gnider mine øjne.

”Hvad så smukke?” svarer han og sender mig et smil.

”hvad laver jeg her?” spørger jeg og sætter mig op. To skikkelser ligger og sover på gulvet.

”Du blev rimelig stiv i går, og Jake orkede ikke at tage hele vejen hjem. Så vi sov hos mig,” forklarer han og trækker mig tilbage i sine arme. Jeg sukker lavt og løfter dynen

. ”Hvem har taget min kjole af?” spørger jeg anklagende og sender ham et streng blik. Et grin glider over hans læber.

”Vi blev enige om, at du sikker ikke kunne sove i den stramme kjole,” forsvare han i en drillende tone.

”Fedt man,” mumler jeg og rejser mig op. Jeg bukker mig ned og fortryder straks, at jeg ikke havde taget boxershorts på i stedet for korte hotpants, den gang jeg skulle vælge undertøj.

”Damn girl,” mumler Tom ovre fra sengen.

”Luk,” svarer jeg tvært og trækker kjolen over hovedet.

”Vil du?” spørger jeg og bakker tilbage til sengen, imens jeg løfter mit hår.

”Selvfølgelig,” svarer han og hiver lynlåsen op til midten af ryggen. Han planter et lille kys i min nakke og giver mig et klask i røven.

”Farvel Tom. Jeg håber vi aldrig ses, hils Jake og Jerry,” råber jeg og går ud af døren.

 

Jeg lister ind i gæstehuset og skifter hurtigt til et par shorts, en top og en af Liams gamle skjorter, som jeg stjal den gang, vi stadig var venner. Jeg griber mine solbriller og smutter igen ud af døren for ikke at møde mine forældre. Jeg går igennem byens gader og leder efter en lille café, som jeg kan spise morgenmad på, da en person støder ind i mig.

”For satan da..” mumler jeg tvært og kigger op i et par velkendte solbriller

. ”Hey…” mumler jeg og tager mine briller af.

”Er du ikke ham den irske fra flyet?” spørger jeg forvirret. Han løfter et øjenbryn og fjerner også sine briller.

”Bailey?” spørger han og kigger undersøgende på mig.

”Hvor kender du mit navn fra?” spørger jeg måbende. Han smiler stort.

”Din mor råbte det rimelig højt ude i lufthavnen,” svarer han og griner

. ”Nååår… Men undskyld fra før,” mumler jeg og sender ham et lille smil.

”Det er helt fint, det var jo også min skyd. Jeg hedder Niall for resten,” siger han og kigger afventende på mig.

”Rart at møde dig Niall,” svarer jeg høfligt og tager mine solbriller på igen.

”Var der det? Ingen skrig eller besvimelse?” spørger han uforstående.

”Vil du gerne have, at jeg skriger?” spørger jeg i samme tone.

”Du ved virkelig ikke, hvem jeg er, var?” siger han med et smil. Jeg ryster forvirret på hovedet og sender ham et underligt blik.

”Kom, jeg giver morgenmad,”  siger han og trækker mig med sig.

 

”Hvad laver du så?” spørger han, da vi sidder på byens torv og spiser is.

Klokken er cirka halv fire og sol skinner stort.

”Jeg underviser børn i dans, og nogle gange optræder jeg selv, hvis kunstnere mangler backupdansere,” svarer jeg med et lille smil og tager en bid af min is.

”Det lyder fantastisk. Hvor gamle er børnene?” spørger han interesseret og læner sig tilbage på bænken.

”Ofte fem til tolv, så man skal have rimelig meget tålmodighed, men de er virkelig fantastiske,” svarer jeg med et smil. ”Hvad med dig?” spørger jeg og hiver mine ben op under mig.

”Jeg rejser rundt på forskellige scener og optræder.” svarer han vagt.

”Dig alene?” Jeg gransker hans kønne ansigt og smiler

. ”Nogen gange har jeg min guitar med mig,” Han undgår elegant at svare direkte på spørgsmålet, men jeg lader det ligge. Hvis han ikke gider at tale om det, behøver han ikke.

”Bor du så her i Irland eller er du bare på ferie?”

”Nej, jeg skal tilbage til England i overmorgen,” svarer han med et smil.

”Jeg skulle bare besøge noget familie,”

”Cool,” svarer jeg, og bliver afbrudt af hans mave der rumler.

”Er du sulten?” driller jeg og sender ham et smil. Han nikker alvorligt

. ”Skal vi finde et sted og spise?” spørger han og trækker mig op fra bænken.

”Hvis du synes,” svarer jeg.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...