Did you forget me? - One direction

Bailey Payne er sytten år gammel og er søster til verdenssensationen One Directions Liam Payne. I modsætning til sin ansvarlige bror, er Bailey vild, ligeglad og lidt af en bitch. Men sådan har hun ikke altid været. Det var først da hendes bror cuttede kontakten, og hun blev nød til at finde nye venner, at hun ændrede sig.
Hvad sker der så en dag, når hendes forældre synes, at hun er blevet for meget, og vil sende hende til en slægtning? Som muligvis er hendes bror. Vil hun tilgive ham? Og vil den gamle Bailey bryde frem, eller har den nye Bailey groet sig så langt ind i hende, at det er umuligt?


Undskyld på forhånd hvis der kommer stødende sprogbrug og eller scener. Hvis I ikke kan klare at læse om sex, eller et par bandeord, er det måske ikke denne novelle, du skal læse. Jeg siger ikke, at det vil ske, men det er muligt. Tak (:

338Likes
455Kommentarer
68361Visninger
AA

22. Kapitel 20.

Jeg vågner brat op, da noget i sengen begynder at vibrere. Jeg stirrer lige ind i et par lyse øjenlåg og opdager hurtigt, at det bestemt ikke er Zayn, som jeg ligger ved siden af. Jeg vender mig roligt om i hans arme og rækker ud efter den vibrerende iPhone. ’Zayn’ lyser op på skærmen, og den dårlige samvittighed stiger op i mig. Uden at vække Niall, glider jeg ud af hans arme og lister ud af værelset, før jeg tager mobilen.

”Hey babe.” hvisker jeg, da jeg er bange for at vække Liam.

”Hey Bailey.” siger hans dybe stemme, som normalt ville give mig gåsehud, men lige nu har skyldfølelsen overtaget.

”Du tog ikke telefonen, da jeg ringede i går?” siger han spørgende, imens jeg begynder at glo ind i køleskabet.

”Jeg faldt i søvn. Og så har Liam vel ikke vækket mig.” svarer jeg, og undgår med vilje Nialls navn. Han skulle sgu nok finde ud af, at han havde været her, men jeg orkede ikke et skænderi lige nu.

 

”Jeg ville egentlig også bare høre, om du kom forbi. Men det er vel lige meget nu.” mumler han skuffet, hvilket gør mig en smule ked.

”Jeg kan komme forbi senere i dag, hvis det skulle være?” tilbyder jeg og hiver en flaske cola ud af køleskabet.

”Virkelig? Hvad vil du sige til Liam?” spørger han undrende og rumsterer i baggrunden.

”Jeg fortæller ham bare, at jeg besøger Andrea.” svarer jeg og tager en tår af den store flaske.

”Men ville han overhoved give dig lov til det?” Jeg sukker dybt. Nej, det ville han bestemt ikke.

”Jeg skal nok finde på noget Zayn,” mumler jeg og flytter blikket hen mod døren, da en bestemt lyshåret person kigger på mig, hvilket endnu engang udløser skyldfølelsen.

”Men jeg bliver nødt til at gå nu. Vi ses senere.” siger jeg hurtigt og lægger på.

 

 ”Vækkede jeg dig?” spørger jeg blidt og sender ham et undskyldende smil.

”På en måde.” svarer han og går forbi mig og over til brødet. Jeg rynker brynene og hopper op på køkkenbordet.

”På en måde? Enten vækkede jeg dig ellers vækkede jeg dig ikke?” spørger jeg undrende og følger ham med øjnene. Han sukker kort og holder blikket fast til brødet foran ham.

”Jeg vågnede, fordi jeg manglede din varme, da du forlod sengen.” mumler han ud gennem hans sammenbidte tænder. Hans kinder bliver en lettere rosa farve, imens et stort smil breder sig over mine læber. Selv sovende Niall manglede mig.

”Jamen, så må du meget undskylde, at jeg tog min kropsvarme med mig.” driller jeg og sender ham et stort smil. Han griner kort, men det er ikke den rigtige Niall latter. Det er mere en anstrengt, påtvungen en. En som slet ikke passer til Niall.

”Det går sgu nok. Jeg har lige som vendt mig til det.” siger han i et neutralt tonefald, som får mit smil til at forsvinde. Var det virkelig sådan han følte? Damn.

 

”Niall..” begynder jeg, men han skærer mig af med hånden.

”Vi talte om det i går. Jeg har det helt fint med det. Bare rolig Bailey.” smiler han og tager en bid af sin mad. Jeg sukker dybt og sender ham et nedtrykt smil.  Vi står lidt i tavshed og kigger på hinanden uden rigtig af vide, hvad vi skal sige.

”Såeh. Hvad har du tænkt dig at sige til Liam om Chris?” spørger han og bryder tavsheden. Jeg trækker på skulderne og rykker irriteret rundt på køkkenbordet.

”Jeg havde faktisk tænkt mig at ringe til ham og spørge om, det kunne udsættes en smule.” betror jeg ham med et lille smil.

”Er du sikker på, at det er en god idé?” spørger han og går helt hen foran mig.

”Det bliver nødt til. Han skal have pengene på fredag, og det er altså om to dage. Det kan jeg ikke forvente, at Liam kan hjælpe mig på.” sukker jeg og lægger mine hænder ved siden af mine lår.

”Men, tror du, han vil gå med til det?” hans ene finger stryger hen over min håndflade, uden at han fjerner blikket fra mine øjne. Jeg skælver kort, hvilket udløser et lille smil på hans læber.

”Jeg ved det ikke. Måske?” svarer jeg usikkert og skæver til vores hænder, som nu har flettet vores fingre sammen.

 

”Så ring til ham. Jeg venter her.” siger han forsikrende og flytter sig en smule væk, så jeg kan komme forbi. Jeg hopper stille ned af bordet og går over mod døråbningen.

”Går du ikke med? Jeg ved ikke, om jeg kan tale med ham alene.” hvisker jeg usikkert. Han griner kort, men ikke hånligt, mere på en sød måde, før han følger mig ind i stuen. Han sætter sig med ryggen op af sofaen og trækker mig ned mellem sine ben, så jeg hviler hovedet på hans bryst, imens hans arme lægger sig omkring mig og holder mig tæt. Jeg finder min mobil frem fra min lomme og taster Chris’ nummer, før jeg løfter den op til øret.

 

Mobilen bipper et par gange, før en pige, som lyder en smule genkendelig, tager telefonen.

”Hey.” siger hun neutralt. Hvem fanden var hun? Jeg havde hørt hendes stemme før, men det lød bestemt ikke som Simone. Kunne det være en af mine andre veninder, som han var begyndt at knalde? Sagtens.

”Kan jeg tale med Christopher?” spørger jeg med lettere rystende stemme, hvilket Niall lægger mærke til, da han stramme sit greb omkring mig. Mobilen bliver lagt på bordet, hvis man skal dømme efter lyden, og lidt efter begynder to stemmer at diskutere. Hvad de siger, kan jeg ikke høre, men de lyder oprevet.

”Hvad?!” snerrer Chris i den anden ende, hvilket får mig til at læne mig tættere på Niall, der begynder at ae mine arme.

”Det er Bailey.” hvisker jeg usikkert og fanger Nialls ene hånd med den, jeg har fri, og fletter mine fingre ind i hans. Lige nu tænker jeg ikke på, at det er unfair både mod Niall, men også Zayn. Lige nu går al min opmærksomhed til den sure Chris. Hvilket aldrig kunne betyde noget godt.

 

”Den fortabte pige vender måske endelig hjem.” griner han tørt, hvilket får gåsehuden på mine arme til at blusse op.

”Aldrig.” hvisker jeg hårdt.

”Når, man er nok blevet fin på den, var?” Jeg fnyser irriteret. ”

Nej Chris. Jeg skal bare ikke hjem til dig igen. Men det er ikke derfor, jeg ringer.” Forklarer jeg og holder blikket fast på Nialls og min hånd.

”Jamen hvorfor så, min skat?” driller han hånligt, mens en sagte latter kan i baggrunden.

”Det skal du ikke kalde mig. Men jeg ville gerne tale om de penge, du mener, jeg skylder dig.” siger jeg med sammenbidte tænder. Det var ydmygende for mig, at Niall skulle sidde og høre på, hvordan Chris og jeg talte til hinanden. Men hvis han ikke var her, kunne jeg sikkert ikke klare det.

 

”Ja, vi ses jo på fredag, hvor du har mine 15.000 med,” svarer han med et hånligt grin.

”omkring det; Kunne vi ikke sige om en måned i stedet? Jeg har virkelig ingen anelse om, hvordan jeg skal få fat i de penge.” beder jeg.

”Jeg kan da godt tilbyde dig nogle penge, hvis du gør præcis, hvad jeg siger.” driller han.

”Chris for satan! Jeg ville aldrig være sammen med nogen for at få penge ud af det.” hvæser jeg, og mærker Niall stramme sit greb.

”Er du sikker? Jeg har ellers en rimelig stor vennekreds, som synes du er pænt lækker.” Jeg ryster opgivende på hovedet. Hvorfor kunne man ikke føre en fornuftig samtale med drengen? Jeg gad ikke hans perverse kommentarer eller hans hånlige grin. Jeg ville bare have aftalen på plads, og så høre så lidt fra ham som muligt.

 

”Tag dig sammen. Kan vi sige, at du får dine penge om en måned fra på fredag af?” spørger jeg blidt. Han bliver tavs inde i telefonen. Overvejede han det virkelig? Jeg troede ikke, han ville acceptere mit forslag.

”Fint! Men så skal jeg også have 20.000. Du skal bare være heldig for, at jeg lige er blevet betalt. Men 20.000 om en måned, det er en deal.” siger han og lægger på.

 

Jeg fjerner overrasket mobilen fra øret og vender mig mod Niall med et smil.

”Han gik sgu med til det.” siger jeg glad. Han lyser op i et smil og trækker mig ind til et kram, hvilket er en smule besværligt, da jeg sidder med ryggen til ham.

”Sagde han bare ja sådan uden videre?” spørger han, stadig med armene omkring mig. Jeg rykker lidt på mig og prøver at undgå spørgsmålet, men da han trækker sig væk fra mig og kigger mig i øjnene, kan jeg godt se, at jeg har tabt.

”Han skulle have 20.000 i stedet for.” mumler jeg og kigger på en plet på gulvtæppet.

”Bailey..” sukker han og prøver at trække mig ind igen. Men i stedet for at falde tilbage i hans arme, rejser jeg mig op og sender ham et lille smil.

”Jeg bliver nødt til at tale med Liam nu.” siger jeg og vender mig om og går direkte ind i noget hårdt.

”Hvad skal vi tale om?” spørger min bror og lægger en hånd på hver af mine skuldre.

 

Vi sætter os ned i sofaerne, med Liam i den ene og mig og Niall i den anden.

”Hvad ville du så tale om? Bailey.” Jeg vrider nervøst mine hænder og løfter så blikket, så jeg kigger ham i øjnene.

”Du kan godt huske Chris, min eks, ikke?” spørger jeg stille og kigger undskyldende. Han nikker kort og gør ikke mine til at afbryde.

”Han ringede mig op i weekenden og fortalte, at enten skulle jeg komme tilbage til ham, ellers skyldte jeg ham 20.000.” forsætter jeg og flytter blikket ned til mine fødder.

”20.000?! Er han fucking sindssyg?! Hvorfor skal du betale det?” spørger Liam, som nu har rejst sig op og ser ikke vitterlig glad ud.

”Han mener, at alle de gange han har betalt for mig, hvor vi har været i byen, skal jeg betale tilbage, hvis vi ikke længere er sammen.” hvisker jeg usikkert.

”Men det er jo absurd!” råber han og går hen foran fjernsynet.

”Du har ikke tænkt dig at betale de penge, vel?” Jeg flytter blikket til mine hænder, som vrider sig mod hinanden.

”Jeg har ikke noget valg. Han truer Andrea, og jeg tror ærlig talt, at han godt kunne finde på det.” hvisker jeg panisk og mærker Nialls beroligende hånd på min lænd.

 

Liam sukker dybt, og lidt efter stopper hans skridt, hvilket betyder, at han står stille.

”Bailey altså.” mumler han og dumper ned i sofaen ved siden af mig. Jeg snøfter kort og møder hans blide øjne, som slet ikke viser tegn på vrede.

”E-er du ikke sur?” stammer jeg og fjerner en tåre fra min øjenkrog.

”På dig? Nej. På din idiot af en ekskæreste? Meget.” siger han med et smil og trækker mig over på sit skød. ”Vi skal nok finde ud af det.” hvisker han mod mit hår, imens hans hånd aer min ryg.

”Tak Liam. Jeg elsker dig.” hvisker jeg mod hans bryst. Hans arme strammer kort sit greb, imens hans bevægelser stopper. Jeg trækker mig en smule væk fra ham og møder hans øjne, som er fulde af overraskelse.

”Hvad?” spørger jeg usikkert.

”Du sagde, at du elskede mig,” svarer han med et stort smil på læberne.

”Og hvad så?” Da jeg mærker varmen stige op til mine kinder, fjerner jeg blikket fra hans øjne.

”ikke noget. Det er bare rart at høre,” griner han mens han trækker mig ned til sig igen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...