Did you forget me? - One direction

Bailey Payne er sytten år gammel og er søster til verdenssensationen One Directions Liam Payne. I modsætning til sin ansvarlige bror, er Bailey vild, ligeglad og lidt af en bitch. Men sådan har hun ikke altid været. Det var først da hendes bror cuttede kontakten, og hun blev nød til at finde nye venner, at hun ændrede sig.
Hvad sker der så en dag, når hendes forældre synes, at hun er blevet for meget, og vil sende hende til en slægtning? Som muligvis er hendes bror. Vil hun tilgive ham? Og vil den gamle Bailey bryde frem, eller har den nye Bailey groet sig så langt ind i hende, at det er umuligt?


Undskyld på forhånd hvis der kommer stødende sprogbrug og eller scener. Hvis I ikke kan klare at læse om sex, eller et par bandeord, er det måske ikke denne novelle, du skal læse. Jeg siger ikke, at det vil ske, men det er muligt. Tak (:

338Likes
455Kommentarer
68330Visninger
AA

20. Kapitel 18.

Nialls synvinkel:

Harry skubber sig væk fra Bailey og går ad samme vej som Louis. Jeg følger ham med øjnene, indtil han når døren, som lukker bag ham. Jeg møder Zayns øjne, som gør tegn til at rejse sig. Så jeg tager fat i armlænet og skal til at trække mig op, da Baileys øjne ser strengt på os.

”Hvorfor gider ingen af jer tale med mig?” spørger hun med en svag stemme, som om hun er ved at bryde sammen. Hendes forvirrede blik flakker i mellem os, og til sidst sukker hun dybt. Jeg skæver over til Zayn, som kigger spørgende på mig. Jeg spænder i kæben og sender ham et forpint blik. Kan han ikke se, at det er det forkerte tidspunkt? Hun er på randen til at græde, og alligevel vel han tvinge hende til at vælge. Men alligevel ender jeg med at nikke. Zayn vender sig mod hende med blide øjne og rækker ud efter hendes hånd. Men på midten af vejen trækker han den tilbage.

 

”Du bliver nødt til at vælge en af os,” forklarer han stille og sender hende et lille smil. Hendes mund åbner sig, så man ville kunne se lige ned i hendes hals, hvis man sad overfor hende. I hendes øjne lyser overraskelsen og forvirringen op.

”Og I mente, nu var det bedste tidspunkt?” spørger hun med sammenbidte tænder. Hendes øjne flakker rundt på os begge, mens hendes sammenfoldede hænder begynder at ryste.

”Du spurgte, vi svarede,” mumler jeg og trækker kort på skulderne. Jeg bed tænderne sammen og kiggede forpint på hende. Hvorfor skulle hun igennem det lige nu? Hvorfor insisterede Zayn på at gøre det nu? Vi havde godt nok aftalt ikke at tale med hende, før hun havde bestemt sig. Og måske savnede han hende bare så meget, at han blev nødt til at få et svar. Men det gjorde virkelig ondt at se hende sådan. Jeg kunne dog ikke vise det. Hvis jeg først åbnede for mine følelser, ville jeg ikke kunne tage det, hvis hun valgte ham frem for mig. Derfor blev jeg nødt til at være kold.

”Fuck jer,” hvisker hun med en grådkvalt stemme, imens hun kaster hovedet tilbage. Hendes øjne bliver stille blanke, mens en lille tåre finder vej frem til hendes øjenkrog.

 

Hendes ord sårer mig ikke. I alle andre situationer ville de, men nu ved jeg, at hun ikke mener det. Hun er såret over den situation, som vi sætter hende i, men det vil gå over. Vi sidder i stilhed, indtil hun vipper hovedet ned fra ryglænet og møder vores blikke.

”Hvis jeg træffer et valg, vil i så love, at lige meget hvem jeg vælger, at i stadig vil tale sammen? Jeg gider ikke være skyld i at jeres venskab bliver ødelagt? Så heller miste jer begge to,” siger hun med så meget styrke i stemmen, at det overrasker mig. Jeg foldede mine hænder sammen og bed mig i læben. For at være helt ærlig så havde jeg lyst til at sige nej. Jeg havde ikke lyst til at tale med hverken hende eller Zayn, hvis vi ikke var sammen. Jeg kunne ikke holde ud at se på dem sammen. Og Zayn var ikke ligefrem typen, som holdte tilbage, når han var sammen med en pige. Måske ville han dog i dette tilfælde, siden hun var Liams søster. Men stadigvæk. Zayn kigger granskende på mig og løfter et øjenbryn. Men ville jeg virkelig miste min bedste ven bare på grund af en pige? Vi havde haft så mange fantastiske minder sammen, og skulle de smides ud, bare fordi jeg ikke kunne se ham sammen med min drømmepige? Nej, bestemt ikke. Han fortjente bedre. Vi kunne vel lave en aftale om, at de ikke kyssede direkte foran mig. Jeg nikkede kort og sendte ham et lille smil.

 

"hvorfor får i mig til det her? Jeg har virkelig ikke lyst til at vælge mellem jer.” hvisker hun og hulker kort. En tåre er på vej ned af hendes kind, og en trang til at fjerne den vokser inde i mig. Men hun når selv at fjerne dem. Hun havde ikke brug for hjælp. Hun kunne klare sig selv, som hun havde gjort i de sidste par år. Derfor kunne hun også godt træffe et valg. Zayn havde taget det tunge læs indtil videre, så i princippet var det vel min tur. ”Det bliver du nødt til,” siger jeg en smule for hårdt, hvilket tydeligt kan ses, da hendes øjne får et såret blik. Jeg lægger armene over kors og ærgrer mig over min hårde tone. Det fortjente hun ikke. Hun skulle være glad. Hun tager en dyb indånding og møder mit blik. Ikke Zayns, men mit. Hun sender mig et betrykkende smil, hvilket får mig til at føle mig helt varm indeni. Betød dette, at hun valgte mig?

”Så vælger jeg Zayn,” hvisker hun og får et overrasket udtryk i øjnene, som om hun selv er overrasket over hendes valg.

 

Hendes ord synker langsomt ind, mens klumpen i min hals bliver større og større. Over Zayns læber glider et smil. Han skal lige til at sige noget, da Bailey rejser sig op og går over til døren. Hendes fingre lukker sig om nøglebundet, som ligger på skænken, før hun smutter ud af døren.

”Bailey!” råber Zayn efter hende og rejser sig op fra sofaen. Døren smækker, og både Zayn og jeg stirrer på den. En sær trang siger mig, at jeg skal løbe efter hende og sørge for, at hun bliver hos mig. Men det er ikke mit problem længere. Nu er hun Zayns. Og Liams for den sags skyld, men nok mest Zayn. Han kigger medlident på mig og klør sig nervøst i håret. Ingen af os ved, hvad vi skal sige. Han fordi, han er bange for at såre mine følelser og være for glad, og mig fordi jeg er bange for at bryde sammen.

 

”Jeg må hellere gå efter hende,” mumler han usikkert og går over mod døren.

”Vi ses bare senere,” svarer jeg neutralt og synker klumpen. Han bider sig i læben og smutter lydløst ud af døren.

Stuen ligger tilbage i stilhed, og det eneste jeg kan høre, er Louis og Harrys sagte stemme fra soveværelset. Så jeg rejser mig op og beslutter mig for at gå ind til dem.

”Hey guys,” mumler jeg nedtrykt og smider mig i sengen ved siden af Louis. Harry sidder på kommoden og løfter et øjenbryn.

”Hvad så?” spørger han nysgerrigt. Jeg sukker dybt og kigger over på ham. Louis løfter mit hoved op, så det hviler på hans lår.

”I kan godt huske, at Zayn og jeg besluttede at få Bailey til at vælge, ikke?” forklarer jeg og holder inde for at få dem med. De nikker tavst.

”Hun valgte Zayn,” Jeg sukker dybt og lader hænderne glide ned over mit hoved.

”Det er vi kede af,” siger Louis blidt og sender mig et lille smil.

”Jaer. Men det er vel forståeligt nok.” mumler jeg og triller væk fra Louis.

”Hvad mener du med det?” spørger Harry og hopper ned fra kommoden.

”Come on. Det er Zayn? Hvordan kunne jeg nogensinde konkurrere med det?” sukker jeg og går ud i køkkenet.

”Niall. Lad vær med at tænke sådan,” siger Harry blidt og følger efter mig. Jeg fnyser irriteret og åbner køleskabet.

 

En lille halv time senere går døren op, og Zayn kommer ind.

”Er det jer, som har bestilt mad?” spørger han drillende og stiller pakken med mad på spisebordet, hvor vi sad.

”Niall har,” svarer Harry og sender ham et smil. Jeg åbner hurtigt posen og hiver burgeren ud af indpakningen. Lidt efter dumper Liam ind af døren.

”Hey.” mumler han stille og sætter sig i sofaen ved siden af mig.

”Hvor er Bailey henne?” spørger han og kigger på min mad. Jeg nikker som et svar på hans usagte spørgsmål, om han måtte tage noget. ”Hun skred for tre kvarter siden,” svarer Zayn og lægger armene over kors.

”Ved du hvorhen?” forsætter Liam og åbner papiret. Zayn ryster på hovedet og ser en smule forpint ud. Det må sikker dræbe ham, at han ikke ved, hvor hun er henne. Især fordi hun lige har valgt ham.

 

To timer senere sidder vi alle fem foran fjernsynet og ser en eller anden film, da Danielle åbner døren.

”Hey,” siger hun glad og kommer ind i stuen. Liam rejser sig med det samme og lægger armene omkring hende.

”Hey,” hvisker han og placeret et kort kys på hendes læber.

”Du har aldrig fortalt mig, at din søster er Bailey Payne.” driller hun og sætter sig end ved siden af Louis og Harry. Liam dumper ned ved siden af mig igen og kigger lige så forvirret på hende som os andre.

”hvad mener du?” spørger Zayn og løfter et forvirret øjenbryn.

”Jeg snakker da om Liams søster,” svarer hun med et smil.

”Men hvornår mødte du hende?” uddyber Liam og læner sig lidt frem.

”Hun underviste min søster. Men jeg har også lige spist frokost med hende,” forklarer hun.

”Ved du, hvor hun gik hen?” spørger Zayn insisterende.

"Hun nogle nøgler i tasken og sagde, at hun ikke sov hjemme i nat,”

”Jeg ved, hvor hun er.” mumler Zayn og rejser sig op.

”Hvor?” spørger vi i kor og følger ham med øjnene.

”Det var mine nøgler, hun fandt.” forklarer han og smutter ud af døren.

 

Vi kigger alle tavst på hinanden, før jeg begynder at rykke på mig.

”Jeg tror, jeg tager hjem.” mumler jeg og begynder at kramme folk farvel.

”Er du sikker? Vi kan tage i byen eller sådan noget,” foreslår Danielle, som åbenbart ved, hvad der er sket. Men det er også forståeligt nok, hvis hun og Bailey er veninder. Jeg ryster på hovedet og går over mod døren. Jeg tumler ned af trappen og hopper ind i taxaen, som holder i siden.

”Hvor skal De hen sir?” spørger taxachaufføren og sender mig et smil i bakspejlet.

”Den nærmeste bar,” sukker jeg og læner hovedet op ad vinduet.

 

Jeg træder ind i den lille, indelukkede bar, som lugter stærk af øl og cigaretter. Et par står og snaver i indgangen, hvilket gør det meget svært at kante sig forbi dem. Men jeg ender alligevel med at dumpe ned på en af barstolene. En køn bartender læner sig ind over baren og sender mig et smil.

”Hvad kan jeg tilbyde?” spørger hun forførende og sender mig et skævt smil. Jeg gengælder hende smil og kigger ned af hende. Hun var pæn, helt sikkert. Hendes korte, brune hår er sat i en pjusket hestehale, og hendes helt lyseblå øjne skinner om kamp med det skarpe lys over baren.

”Kan jeg få en øl?” spørger jeg om og krænger min jakke af skulderne.

”Selvfølgelig,” svarer hun og lader sin tunge glide over sine læber. Hun stiller en øl foran mig og bliver hængende.

”Har jeg ikke set dig før?” spørger hun undrende og roder i sit hår. Jeg trækker på skulderne og tager en tår af sin øl.

”Jeg tror det ikke.” svarer jeg med et skævt smil.

 

Efter et par timer i bartenderen, Hayleys selvskab, havde jeg næsten glemt Bailey. Selvom deres navne lød en del ens.

”Jeg har fri om et kvarter. Vil du så hjem til mig?” spørger hun og lader en finger løbe op ad min arm. Jeg følger hendes finger med øjnene og skal lige til at sige ja, da noget falder mig ind. Den brændende fornemmelse, Bailey altid fremkaldte hos mig, manglede. Hun var lækker, - ja. Men ellers var der ikke noget, som sagde mig noget. Intet som tændte en indre ild i mig, intet som fik mig til at hungre efter hendes selvskab. Intet.

”Desværre. Jeg har en anden,” mumler jeg og lægger pengene på disken, før jeg rejser mig op og går.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...