Did you forget me? - One direction

Bailey Payne er sytten år gammel og er søster til verdenssensationen One Directions Liam Payne. I modsætning til sin ansvarlige bror, er Bailey vild, ligeglad og lidt af en bitch. Men sådan har hun ikke altid været. Det var først da hendes bror cuttede kontakten, og hun blev nød til at finde nye venner, at hun ændrede sig.
Hvad sker der så en dag, når hendes forældre synes, at hun er blevet for meget, og vil sende hende til en slægtning? Som muligvis er hendes bror. Vil hun tilgive ham? Og vil den gamle Bailey bryde frem, eller har den nye Bailey groet sig så langt ind i hende, at det er umuligt?


Undskyld på forhånd hvis der kommer stødende sprogbrug og eller scener. Hvis I ikke kan klare at læse om sex, eller et par bandeord, er det måske ikke denne novelle, du skal læse. Jeg siger ikke, at det vil ske, men det er muligt. Tak (:

338Likes
455Kommentarer
68399Visninger
AA

13. Kapitel 11.

Jeg vågner næste morgen igen i Harrys arme, men denne gang er han ikke vågen. Jeg triller langsomt ud af hans arme og lister stille ind på mit værelse. For første gang studerer jeg værelset Liam har indrettet og smiler. I midten af værelset op af væggen står en kæmpe dobbeltseng, som er redt med et lyseblåt sengetæppe. Lyseblå var på hele værelset den gennemgående farve, hvilket var min yndlingsfarve, som Liam åbenbart kunne huske. Et stort skab med spejle som låger stod ved siden af døren og havde alt mit tøj gemt i sig. På den modsatte side af sengen hang et fjernsyn med indbygget dvd. Jeg kiggede på de forskellige nipsting vores forældre havde fået sendt her til og smilede, da jeg så et billede af mig og Liam, da vi var cirka tolv-tretten år gamle. Jeg smutter ind på badeværelset, der hører til værelset, og hopper i bad.

 

Da jeg begynder at høre stemmer inde fra køkkenet, trækker jeg en marinablå hættetrøje over hovedet og smutter ind til drengene.

”God morgen,” siger jeg og sender dem et kort smil.

”Jamen godmorgen til dig Bailey!” svarer Louis glad og stiller en tallerken fuldt med morgenmad foran mig. De andre mumler et godmorgen og sender mig et lille smil. Jeg kigger hurtigt på tallerknen foran mig og smiler skævt. Det var længe siden, at jeg havde fået en ordentlig morgenmad. Mine forældre havde aldrig haft tid, da de altid arbejdede om morgnen. Så hvis jeg skulle have morgenmad som dette, måtte jeg altid tage ud og spise. Jeg begynder lydløst at spise og ignorerer deres samtaler.

”… Bailey?” siger en stemme, som minder mig om Liams. Jeg kigger op fra min mad og møder hans blik.

”Hvad siger du?” spørger jeg neutralt og lægger bestikket på den tomme tallerken.

”Jeg spørger om, du er med på, at vi spiser en sen frokost, så vi bare kan spise på vejen hjem fra interviewet?” gentager Liam og sender mig et stort smil. ”Selvfølgelig,” siger jeg og nikker kort.

 

Halv seks bliver hoveddøren åbnet, og Harry og Zayn kommer gående med hænderne fulde af poser med mad. Jeg rejser mig fra sofaen, jeg havde delt med Louis og trasker ud i køkkenet med de andre. Drengene er allerede omklædt og klar til at tage af sted lige så snart, vi har spist. Men jeg havde afværget spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke havde taget tøj på endnu. De behøvede ikke allerede at vide, at jeg ikke havde tænkt mig at tage med. Jeg skovler maden ind, som bliver stillet foran mig. Drengene kiggerchokeret på mig, men jeg bliver nødt til det. Hvis jeg både skulle have tid til at spise, tage en smule tøj på og brække mig, havde jeg en smule travlt.

”Slap af! Du æder nærmest det samme som Niall,” griner Harry og skubber blidt til Niall, som sender mig et prøvende smil. Mine mundvige trækker sig ind smule op af, mens jeg skubber min stol ud fra bordet.

”Jeg skifter lige tøj,” siger jeg og skynder mig ind på værelset.

 

Jeg trækker hættetrøjen over hovedet og trækker vejret dybt ind. Hvis det skulle ske, skulle det være nu. Jeg venter få minutter og stikker så hovedet ud på gangen.

”Liam?” starter jeg, men afbryder mig selv, da jeg løber mod toilettet på enden af gangen. Jeg skubber hurtigt døren til og tager en dyb indånding, før jeg stikker fingeren i halsen og brækker maveindholdet op. Jeg har altid hadet at brække mig, men dette var nødvendigt. Hvis jeg skulle se Andrea i dag, bliver de nødt til at tro, at jeg var syg. Jeg stikker fingeren endnu længere ned og brækker endnu en gang op. Jeg hviler hovedet mod vasken og skyller indholdet ud.

”Bailey? Er du okay?” spørger en bekymret Liam på den anden side af døren. Et lille smil glider over mine læber, mens jeg skyller munden.

”Jeg tror, jeg er ved at blive syg.” mumler jeg sløret og går langsomt over mod døren. Jeg åbner stille døren og læner mig op ad dørkarmen. Liam lægger hånden på min pande og møder bekymret mit blik.

”Du har ikke feber. Så det er sikker bare en mavevirus,” forklarer han og følger mig ind i stuen.

”Skal jeg blive hjemme sammen med dig?” spørger han og placerer mig i sofaen. Jeg smider benene op og trækker tæppet op omkring mig

. ”Det ville jeg ikke gøre mod jeres fan,” siger jeg med et lille smil.

”Er du sikker?” spørger han og stryger noget hår væk fra min pande. Jeg nikker kort og skubber ham blidt mod døren.

”Vi ses senere,” mumler jeg lavt og lader mine øjne falde i.

 

Lige så snart døren bliver smækket bag den sidste fyr, som går ud, hopper jeg op fra sofaen og ind på mit værelse. Jeg griber min mobil og sender Andrea en sms, hvor jeg skriver adressen på en club i nærheden af Liam, så jeg måske kunne nå hjem før drengene. Jeg lægger min mobil til opladning og skynder mig ud på toilettet og for at børste mine tænder i cirka et kvarter for at få smagen af bræk væk. Jeg føntørrer det sidste våde hår, som ikke var blevet tørret endnu. Jeg trak i et par højtaljede sorte busker og stoppede en ærmeløs skjorte ned i bukserne. Jeg lagde et lag mascara og indrammede mine brune øjne med et tyndt lag eyeliner. Jeg satte mit blonde hår op i en høj hestehale og pjuskede en smule op i den, så den ikke så for stram ud. Jeg skæver kort til uret på væggen og lader mine fødder glide ned i et par sorte stilletter, før jeg smutter ud af døren.

 

Jeg kigger over på elevatoren og ser, at den er optaget, så jeg vælger at tage trappen, selvom det går en smule langsomt i stiletter. Jeg når lige at fange en taxa, som er ved at køre ud af indkørslen. Jeg fanger et glimt af chaufføren og genkender ham fra den aften, hvor Zayn havde reddet mig fra Simon.

”Har jeg ikke set dig før?” spørger jeg og kigger nysgerrigt på ham. Han sender mig et lille smil og nikker kort. Han trækker op på parkeringspladsen og vender sig imod mig. Jeg giver ham pengene og sender ham et smil, før jeg stiger ud af bilen. Jeg går forbi fyrene, som står omkring indgangen og tjekker pigerne ud og går ind i menneskemængden.

 

Selvom klokken kun er halv otte, er der stadig helt proppet, men jeg finder alligevel vej op til baren og sætter mig på en ledig stol. Jeg spejder en smule rundt efter Andrea, men opgiver hurtigt, så i stedet stikker jeg hænderne i lommen for at finde min mobil. Jeg sukker irriteret, da jeg finder ud af, at mine lommer er tomme. Den må ligge hjemme i opladeren, tænker jeg og begynder igen at kigge ud på folkene. Mit blik låser sig fast på en bestemt person, som får mig til at spærre mine øjne op. Han fanger mit blik og krydser langsomt gulvet. Jeg går lydløst væk fra baren og bakker væk fra ham. Men for hvert skridt jeg tager baglæns, tager han et skridt fremad, indtil han til sidst kun står en meter fra mig, og mig en meter fra væggen.

 

”Hvad laver du her Chris?” hvisker jeg skræmt og tager det sidste skridt, så jeg står klemt op ad væggen. Han griner dybt og træder hen foran mig.

”Andrea inviterede mig,” smiler han og placerer en hånd ved siden af mit hoved.

”Hvad?” udbryder jeg højt og kigger over hans skulder for at finde hende.

”Slap af, hun er på toilettet,” griner han og læner sig tættere på mig. Jeg lægger to hænder på hans bryst og prøver forgæves at skubbe ham væk.

”Hvorfor kom du?” hvisker jeg, bange for at min stemme vil knække over.

”Jeg er kommet for at tage dig med hjem,” svarer han charmerende. Normalt ville det have en effekt på mig, men nu prallede det bare af på mig. En hånlig latter undslipper mine læber, og jeg kigger ham dybt i øjnene.

”Hvis vi bare leger, at du fik lov af mine forældre og bror. Hvordan tror du så, at Simone ville reagere, hvis du tog mig med hjem?” griner jeg og løfter et øjenbryn. Simone er en af de piger, han knaldede ved siden af mig, som han sikkert stadig har gang i.

”Du skal ikke bekymre dig om Simone. Hun har ikke noget valg,” hvæser han og lægger en hård hånd på min kind. Jeg river mig ud af hans greb, men han indfanger mig igen, før han placerer sine læber mod mine. Han prøver hurtigt at skille mine læber ad, men i stedet for at reagerer på hans forsøg, står jeg bare lammet og kigger på ham.

 

”Bailey.” siger han hårdt og lader sin ene hånd glide ned på min hofte.

”Hvad er der?” snerrer jeg og lægger armene over kors.

”Hvorfor er du på den måde?” han trækker mig tættere på sig og holder mig tæt.

”Jeg har bare ikke lyst til dig mere,” svarer jeg kort og prøver at vride mig ud af hans greb.

”ikke lyst til mig mere?” vrænger han og slår hånden hård ind i væggen. Kun nogle få omkring os lægger mærke til det.

”Jeg bestemmer hvornår det er forbi.” siger han hårdt, før han igen presser sine læber mod mine.

”Hvorfor er du overhoved så interesseret i mig?” hvisker jeg mod hans læber. Han griner kort.

”Fordi du er min,”

”Slip mig,” snerrer jeg kort, men bliver afbrudt af hans hånd mod min kind. Jeg tager mig hurtigt til kinden og ømmer mig. En lussing var slet ikke slemt, hvis man sammenlignede med alt andet, han havde gjort imod mig.

”Slip hende.” siger en hæs stemme bag os.

 

Chris vender sig langsomt og stirrer ind i de kønne, brune øjne, som altid fik mig til at føle mig så tryk. Chris griner smørret og lægger en arm omkring min talje.

”Slip hende.” gentager Zayn hårdt.

”Og hvem er du? Hendes bror?” griner han.

”Hvem er jer er adopteret?” Zayn gengælder hans grin og lægger armene over kors.

”Jeg tvivler stærkt på, at vi er søskende. Vi har i hvert fald lavet ting, som ikke er socialt accepteret for søskende,” svarer Zayn hånligt og løfter et øjenbryn. Chris’ greb om min hofte strammes, og hans smil bliver en smule anstrengt.

”Hvad har du lavet med min pige?” spørger han vredt, mens hans vejrtrækning bliver tungere.

”Det vil du slet ikke vide,” griner Zayn og trækker mig over til ham. Jeg lægger hurtigt armene omkring ham og gemmer mit hoved ved hans skulder.

Jeg mærker Zayns krop spændes en smule under mig, og hører ham hvisle: ”Bare gå nu Chris. Hun kommer ikke med dig,” Tunge skridt lyder, og lidt efter trækker Zayn med mig ud.

 

 ”Hvad fanden lavede du der?!” skriger Zayn i mit ansigt, i samme sekund vi træder ind i Liams lejlighed. Jeg sukker irriteret og begynder at gå mod mit værelse.

”kan du ikke være ligeglad?” vrisser jeg og prøver at lukke min dør, men han smutter ind inden.

”Er du klar over, hvad der kunne være sket, hvis jeg ikke var kommet?!” han trænger mig op ad døren og borer sine øjne ind i mine.

Jeg himler med øjne og gentager.”kunne du ikke være ligeglad?”

”Nej Bailey!” han banker en hånd ind i væggen bag mig og fanger min opmærksomhed.

”Er du klar over, hvor meget jeg har prøvet at være ligeglad? Tror du ikke, at jeg hellere ville være sammen med mine venner og lave et interview, end at hente min bedste vens søster hjem fra clubber?” Jeg prøver at afbryde, men det er forgæves. ”Tror du ikke, at det ville være meget lettere, hvis jeg bare kunne vende den anden kind til? Men det kan jeg altså ikke!” Jeg åbner munden for at sige noget, men Zayn presser hurtigt sine læber imod mine.

 

Jeg gisper kort, men begynder stille og roligt at nyde hans læber mod mine. Han lægger sine hænder på mine hofter og trækker mig tættere. Jeg snor mine arme omkring hans hals og lader ham skille mine læber ad. Hans hænder lægger sig på mine lår, og blidt løfter han mig over i sengen. Jeg bider ham forsigtigt i læben, hvilket får hans hænder til at glide ned over min krop. Hans fingre begynder øvet at lukke mine knapper op på skjorten, imens hans læber er limet mod mine.

”Zayn.” stønner jeg stille mod hans læber, men han tager sig ikke af det. I stedet hiver han skjorten over hovedet på mig og lader sine hænder glide ned til mine bukser. Jeg griner stille og lægger mine hænder på hans bryst.

”Zayn!” stønner jeg en smule højere. Han smiler smørret og møder mine øjne.

”Mmmh?” siger han og åbner lynlåsen i mine jeans.

”Liam kommer lige om lidt,” og ganske rigtigt; få sekunder senere bliver døren smækket. Zayn rejser sig hurtigt fra mig, mens hans kinder bliver ildrøde.

 

Tunge skridt lyder, og jeg rejser mig for at finde lukke mine bukser.

”Hvad fanden tænkte du på?” skriger Zayn og sender mig et lille smil. Jeg trækker skjorten over hovedet og begynder at knappe den.

”Vi stolede på dig! Og så bryder du bare vores tillid!” siger han i den samme hårde tone, mens han hjælper med de sidste knapper. En lydløs latter undslipper mine læber, og jeg sender ham et charmerende smil. Han sukker dybt, som om han har opgivet mig. Jeg planter et kort kys på hans hals og trækker mig en smule væk, før døren bliver åbnet.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...