Did you forget me? - One direction

Bailey Payne er sytten år gammel og er søster til verdenssensationen One Directions Liam Payne. I modsætning til sin ansvarlige bror, er Bailey vild, ligeglad og lidt af en bitch. Men sådan har hun ikke altid været. Det var først da hendes bror cuttede kontakten, og hun blev nød til at finde nye venner, at hun ændrede sig.
Hvad sker der så en dag, når hendes forældre synes, at hun er blevet for meget, og vil sende hende til en slægtning? Som muligvis er hendes bror. Vil hun tilgive ham? Og vil den gamle Bailey bryde frem, eller har den nye Bailey groet sig så langt ind i hende, at det er umuligt?


Undskyld på forhånd hvis der kommer stødende sprogbrug og eller scener. Hvis I ikke kan klare at læse om sex, eller et par bandeord, er det måske ikke denne novelle, du skal læse. Jeg siger ikke, at det vil ske, men det er muligt. Tak (:

339Likes
454Kommentarer
69950Visninger
AA

3. Kapitel 1.

2 år senere

Klokken er mange, og solen er for længst gået ned. Jeg kigger ud af ruden og ser de mørke bygninger glide forbi mig. Hvornår er vi hjemme? Tænker jeg og skæver til Chris, som sidder ved rattet.

”Hvad så? Baby,” spørger han og klemmer mit lår.

Jeg sender ham et smil og læner mig op af hans skulder. Jeg kigger igen ud af vinduet, normal ville jeg være bekymret for at blive stoppet af politiet. Men lige nu havde jeg drukket så meget, at jeg faktisk var ligeglad med alt alle andre. Jeg kigger op af Chris og lader en finger glide langs hans brede arme. Chris bliver nitten om et par uger, hvilket gør ham næsten to år ældre end mig. Hans hår er tykt og brunt, det minder en smule om Liams, men lighederne stopper der. Hvor Liam har de dybe, varme, brun øjne, har Chris hårde, kolde, grå. Men jeg har lært at elske dem, når Liam ikke ville se mig, havde Chris været der til at redde mig. Han træk var hårde og passede til den trænede krop, han tit plejede. Han var cirka 180, hvilket var dejligt, - så kunne jeg have stiletter på sammen med ham. Sådan nogle ting var mine tanker blevet degraderet til. Før i tiden tænkte jeg på meningsfulde ting, som kærlighed, livet og fremtiden. Nu var det nutiden, udseendet og alkoholen, der fyldte mest for mig.

 

”Hey.” siger Chris og hiver mig ud af min tankestrøm. Jeg fanger hans øjne, og han kigger med begær på mig. Jeg læner mig tættere og presser hårdt mine læber mod hans. Intet var blidt, når man var sammen med Chris. Altid hård kælen, hårde ord, og ingen kærlighed. Jeg vender mig væk fra ham og kiggede mod forruden.

”CHRIS!” skriger jeg og strækker armene beskyttende op. Chris vender ansigt et sekund for sent. Bilen kører direkte ind i et hus. Og alt bliver sort. ”Fru?” spørger en fremmede stemme, før jeg mærker et par stærke arme omkring mig.

”Liam?” mumler jeg og åbner stille øjnene. Jeg sukker kort og får øje på ambulancekøreren, der holder mig.

”Desværre Fru. Jeg hedder Daniel,” svarer han og sender mig et trist smil. Jeg løfter forsigtigt hovedet og får øje på den ødelagte bil. Damn! Chris bliver sur. Hvor var han egentlig? Jeg kigger rundt, men kan ikke få øje på ham.

”Ved du, hvor ham fyren er henne?” spørger jeg, da Daniel sætter mig ind i bilen.

”Han blev kørt i ambulancen før dig,” svarer han og spænder mig fast. Jeg nikker kort, og han kigger uforstående på mig. ”Han er okay, hvis du er interesseret.” mumler han forvirret.

”Nååårh..” siger jeg. Jeg havde slet ikke tænkt på, at der kunne ske ham noget. For mig virker han altid så uskadelig.

 

Efter halvanden time går jeg stille ud i venteværelset. Jeg tager en dyb indånding og går over til mine forældre.

”Åh! Skat,” mumler min mor mod min skulder, imens hun knuger mig indtil sig.

”Er du okay?” Jeg lægger automatisk en hånd på hendes ryg og klapper hende forsigtigt. Ikke fordi jeg er vitterligt glad for min mor, Liam havde altid været deres yndlings. Men det ville hjælpe min sag senere.

”Jeg har det fint,” svarer jeg og sender mit far et lille smil. Han gransker mit ansigt, men beslutter sig for at tro på mig. ”Skal vi komme hjem?” spørger han og lægger armen omkring mig.

”Jeg skal lige sige farvel til Chris,” svarer jeg og vrider mig ud af hans greb

. ”Ikke så hurtig, unge dame.” siger han og tager hårdt fat i min hånd. Hånden, som lægen tidligere havde sagt var forstuvet. Et lille klynk undslipper mine læber, mens mine øjne fyldes med tårer. Han sætter mig på en af stolene og kigger alvorligt på mig.

”Dig og Chris er færdige med hinanden,” siger han fast og sender mig et hårdt blik.

”Hvad?! I kan ikke tage ham fra mig! Han er alt, hvad jeg har!” skriger jeg og prøver at rejse mig, men bliver skubbet ned på stolen igen.

”Han kørte en bil med alkohol i blodet,” siger min mor skingert og kigger på mig med samme blik, som min far.

”Og tænkt på alle de gange du er kommet hjem og har græd dine øjne ud for den dreng,” anklager hun.

”Og hvad så, hvis vores forhold er on/off? Det behøver i da ikke at blande jer i!” skriger jeg lige i hovedet på dem

. Folk omkring vender sig og kigger, men jeg er ligeglad.

”Du er min datter! Og når min datter kommer hjem med blå mærker over hele sin krop på grund af sin kæreste. Bliver jeg nødt til at blande mig,” halvråber min far.

”Det er vel min krop?” Han sukker højt og lægger armene over kors.

”Det er slut mellem jer. Du har fem minutter til at sige farvel.” Hans tone fortæller mig, at dette er ikke til diskussion. Jeg rejser mig stille op og løber ind på hans stue.

 

”Chris?” hvisker jeg stille og åbner døren indtil hans stue. Ovre i sengen ligger han med en brækket arm og en hjernerystelse, men ellers var der ikke sket noget.

”Hey Babe,” mumler han og åbner øjnene. ”Åh, Bailey det er dig,” han sukker kort og sender mig et smil.

”Hvad mener du med det?” spørger jeg forvirret og kryber over til hans seng.

”Intet,” svarer han hårdt og hiver mig over til sengen. Jeg smiler kort og presser mine læber mod hans. Tårerne begynder stille at løbe ned af mine kinder, så han trækker sig væk.

”Hvad nu?” spørger han og kigger ligeglad på mig. Jeg trækker lidt tilbage og kigger ned i jorden.

”J-jeg..” starter jeg. ”Jeg kan ikke være sammen med dig mere,” fremstammer jeg og møder langsomt hans blik. ”Hvad?” råber han. ”Efter alt, hvad jeg har gjort for dig?”

”Undskyld, men mine forældre..” forklarer jeg, men bliver afbrudt, da han tårner op foran mig. Hans raske hånd tager hårdt fat i min skulder og rusker mig hårdt.

”Du er min! Du kan ikke bare slutte det!” råber han og kigger ondt på mig.

”undskyld,” mumler jeg. Han hæver stille hånden, og jeg ved, hvad der om lidt sker. Hans store håndflade rammer min kind, og et hvin undslipper mine læber. Han hæver den forsigtigt igen, men denne gang er jeg hurtigere. Jeg tager fat i hans dårlige hånd og vrider den en gang rundt. Han skriger i smerte og knækker sammen, hvorefter jeg begynder at løbe.

1 uge senere

Sommerferien er begyndt og Andrea og jeg skal i byen. Jeg stiller mig foran spejlet og kigger dømmende på mig. Mine brune øjne, der ligner Liams på en prik, er rammet en med både mascara og eyeliner. Mit blonde hår er krøllet og når nu til mine skuldre. Håret er det eneste Liam og jeg ikke har tilfældes. Hans og mine træk er de samme, dog er mine mere feminine, og så er jeg også mere spinkelt bygget. Højden på os begge er dog næsten den samme, hvilket er måske den eneste ting ved mig, som jeg kan lide. I et par stiletter så mine ben super lange ud. Men mit udseende minder mig bare for meget om Liam, til at jeg kan lide det. Jeg klemmer min krop ned i en dyb blå kjole, som sidder stramt ind til min krop. Jeg glider hurtigt ned i mine sorte pumps og retter lidt på håret, før mine arme glider ind min elskede læderjakke. Jeg hopper ned af trappen og bliver stoppet af Hr. og Fru. Payne. Efter episoden på hospitalet er jeg stoppet med at kalde dem mor og far, det fortjener de ikke længere.

 

”Hvad nu?” spørger jeg flabet og kigger irriteret på min far.

”Sid ned Bailey,” siger han og peger på en af spisestolene. Jeg sukker dybt og kigger dramatisk på mit håndled, selvom der intet ur er. Han hæver et øjenbryn og kigger i retning af det manglende ur.

”Som du ved,” starter han, da jeg sætter mig ned. ”Så rejser vi alle tre til Irland i morgen,” jeg nikker kort, mine tasker står allerede klar oppe på værelset. ”Men i stedet for at være der tre uger, som vi rigtigt skulle, rejser du tilbage til England, om en uge,”

Jeg kigger forvirret på ham og lægger armene over kors.

”Giver I mig lov til at være alene hjemme i to uger?” spørger jeg med håb i stemmen. Et hånligt grin undslipper hans læber.

”Jeg tror godt, at du ved, at din opførelse ikke har været i orden det sidste halve år,” Jeg stirrer bare irriteret på ham

”Så derfor har din bror tilbudt, at du kan bo ham, indtil du er klar til at klare dig selv.” Han vender sig og gør mine til gå. ”Vent!” skriger jeg, hvilket for ham til at stoppe.

”Jeg har ikke snakket med ham i to år? Jeg kender ham jo ikke?!”

”Nej, men det kommer du til,” han afslutter samtalen og går. Jeg tørrer det måbende ansigt af og smækker med døren, da jeg går.

 

Jeg bunder shot’et foran mig og kigger igen på Andrea.

”Let me get this straight! Først sender de dig en uge til fucking Irland! Og derefter ud og bo sammen med taber-bror Liam?” spørger hun og har det præcis sammen udtryk, som jeg havde for lidt siden.

Hun ved ikke, hvem Liam i virkeligheden er. Hvorfor jeg ikke har fortalt hende det, ved jeg ikke. Men det er blevet min hemmelighed. Jeg nikker til hendes spørgsmål, og bunder shot’et foran hende.

”Jeg orker dem ikke i nat. Kan jeg sove hos dig?” spørger jeg bedende og bestiller seks shots til.

”Desværre, Chris er der. Hvis I kan være i samme lokale, så kommer du bare. Men altså..” svarer hun og kigger indforstået på mig. Jeg nikker kort og kigger for første gang ned af hende. Hendes korte sorte hår sidder pjusket, sikkert med voks, og hendes hårde grønne øjne er dækket af et mørkt lag øjenskygge. Håret er farvet. Da jeg mødte hende første gang for halvandet år siden, var det rødt. Hendes flotte krop var klemt ned i en rød kjole, som sad fantastisk til hendes former. I stilhed misundte jeg tit hendes krop. Jeg var flad de fleste steder, dog havde jeg bryster, men de var ikke helt lige så store som Andreas. Det var hende, der havde taget mig til sig, den gang Liam havde valgt sit band, frem for mig. I et par uger havde jeg faktisk boet hos hende, da hun var to år ældre end mig. Men ligesom Chris, har vi ikke de normale venindesamtale om, hvilken kendis, der er lækrest. Vi er mest i byen, altid med alkohol indblandet.

 

”Så må du jo finde en, du kan sove hos,” foreslår hun og slår ud med armen mod det mørke lokale. Jeg følger hendes arm og kigger rundt

. ”Der er jo ingen lækre,” sukker jeg og bunder endnu et shot.

”I behøver jo ikke at lave noget, du skal bare have et sted at sove,” forklarer hun og bunder tre af shotsne. Jeg nikker for at give hende ret og hopper så ned af barstolen. ”Hvad skal du?” spørger hun nysgerrigt og skal til at gå efter mig.

”Ud og ryge,” forklarer jeg med et undskyldende smil. Hun sukker dybt og sætter sig til rette.

”Undskyld,” mumler jeg og krydser lokalet for at komme ud. Selvom Andrea gjorde mange dårlige ting, ville hun aldrig ryge. Hun prøver altid at få mig til at stoppe, men rygningen gav mig en trykhed, Liam før havde gjort, hvilket gjorde, at jeg aldrig vil stoppe. Jeg når ud i baggården, hvor andre også stod at røg, eller snavede heftigt. Jeg læner mig op af muren og begyndte at rode i lommer, der ikke var der. Jeg kigger ned af mig selvom og sukker dybt, da jeg ser, at jeg mangler min læderjakke.

Jeg skal lige til at smutte ind, da en hæs stemme spørger: ”Vil du have et sug?”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...