When you die

"Hvad nytter det? Når grunden til at leve er væk...Hvis, man allerede er død hvorfor så leve videre? Hvis alt det jeg elsker og holder af, er et andet sted... Hvorfor er jeg så her? Og ikke der..."

Han er død. Det er det eneste Ayako er hundrede procent sikker på. Alt andet står uklart, i efterlivets indviklede væv af mystik.


4Likes
4Kommentarer
1121Visninger
AA

3. Yuuka

"Aya! Aya! Kom nu!" Lia grinte og snurrede rundt, mens hun løb. Ayako løb efter hende og råbte forpustet: "Så lad dog være med at løbe!" Lia stoppede og lagde hånden på Emi's hovede. Emi logrede med halen og da Ayako endelig kom frem til dem, grinte de alle sammen. Lia så op. Hun snusede ind og smilte så stort. "Her er så smukt og fredeligt! Tak fordi du ville med herhen Aya!" De stod på en mark. Det bløde græs svajede let, til brisen og skyerne var hvide og tynde. De dannede et slør over himlen. Ayako smilte også. Der var virkelig fredeligt. Det var som om alt åndede i takt. Emi begyndte at løbe og Lia fandt en bold frem. De skiftedes til at kaste den og den gyldne Golden retriever susede efter den. Luften var fuld af latter. Himlen var fuld af sollys. Livet var fuld af liv.

"Aya!" Ayako satte sig op i sengen, med et sæt og udbrød: "Lia!" Han stirrede ind i Acia's øjne og en pinlig tavshed fyldte luften. Ayako så ud af vinduet. Det var stadig nat. Acia kiggede på Ayako uden at sige et ord. Hun havde hørt det. Glæden og håbet i hans stemme. Han så ned og bed tænderne sammen. "Hvad vil du?" Acia rettede sig op og vendte sig fra ham. "Der er ankommet en ny hertil... Vi skal afsted" Ayako nikkede. "Hvor?" Spurgte han og Acia vendte sig inden hun gik ud af døren. "Den gamle farbrik uden for byen. 3 minutter så går vi." Så forlod hun værelset og lod Ayako være alene. Alene. Han rejste sig. Hans tanker var et andet sted imens han klædte sig på. Han havde drømt et minde. Et godt minde... Men for Ayako var det smertefuldt. Nu var han tilbage. Tilbage i døden. Fordi han var død. For altid. Ayako gik ned i køkkenet hvor der var næsten helt mørkt. Masami stod nede i skyggerne og så ud af vinduet , mens Acia fumlede, med nogle batterier til en lommelygte. Hun så op da Ayako kom ned. "Godt du er her! Så går vi!" Hviskede hun og de bevægede sig ud i den fugtige nat. Det dryppede, men det regnede ikke lige så vildt som da det var dag. Ayako kunne ikke lide at hente de nye. Det var altid en traumatisk oplevelse. Ayako huskede alt for godt den dag han kom dertil. Den dag han vågnede op... Og var død. Han kunne alt for godt sætte sig ind i de andre's tankegang. At være død... Ikke at leve mere. At være smerteligt bevidst om at de levene sørgede over ens død. Men man er der jo... I kød og blod... Hvorfor kommer man så ikke tilbage til dem man holder kær? Ayako så op og så at de var kommet til byen. Der var helt mørkt. Det var selfølgelig naturligt nok. Der var jo ikke andre i den verden end eleverne på skolen og de sov sikkert sødt på det tidspunkt. De travede hastigt igennem de stille, våde gader og de kom endelig til farbrikken. De gik lidt ind og søgte med lommelygterne. Lidt længere henne fandt de en pige liggene på jorden. Hendes hår var hvidt som måneskin. Ikke sølvblondt... Men hvidt. Hendes træk var fine og blide. En naturlig skønhed. Hendes øjne var lukkede og hendes udtryk fredfyldt. Hun trak ikke vejret. Ayako fik kuldegysninger... Han kunne aldrig vænne sig til det. De gik helt hen til hende og satte sig på den kolde våde jord for at vente. Der gik ikke mere end 25 minnutter. Så åbnede den unge pige sine øjne. Nej... Hun spærrede dem op. I få mili-sekunder stirrede de rædselslagende op i himlen. De havde samme farve som diamanter. Så skreg hun. Hendes skrig flænsede den rolige og stille nat og Acia måtte tage hænderne op til ørene for at dæmpe det lidelsesfulde rædselslagne skrig. Masami så ned på pigen, med et smertefuldt udtryk. Pigen blev ved med at skrige. Hun kastede sig rundt på jorden og tårer glitrede på hendes kinder. De gik alle som én i aktion. De gik hen og trøstede hende med milde ord og til sidst var hun rolig nok til at komme op og sidde. Acia støttede hende da hun svajede. Ayako satte sig på hug foran hende og tog hendes hænder, der rystede. Hendes øjne var vokset til det groteske og hendes pupiller var mindre end Ayako noglesinde havde set pupiller være. De så ind i hans. Øjne så fulde af rædsel og chok... Det gjorde ondt at se på. Dog kiggede Ayako stadig ind i hendes øjne og talte med rolig stemme til hende: "Det er okay, nu. Der er ikke noget at være bange for." Pigens vejtrækning var ujævn og Ayako kunne høre hendes hjerte ræse afsted. Hun rystede og et par gange gav det et gib i hende. Hun var bleg som et spøgelse. Der gik 5 minutter der føltes som mindst 5 timer og så så pigen væk fra Ayako's øjne. Hun væltede forover og hendes hovede stødte mod Ayako's skulder. Hun var besvimet. Acia så op og tog komandoen. "Okay... Lad os få hende tilbage inden hun vågner igen og vækker alle husene." Ayako tvivlede på at der var nogle i husene der sov på det tidspunkt. Ayako så ned. Han blev altid ilde til mode når han var med til at hente de nye. Det skete sjælendt at der kom nye, men når de kom var det altid deres ansvar at hente dem. Ayako løftede pigen op. Han kom varsomt på benene og vaklede en smule af hendes vægt. Acia skævede til ham og spurgte: "Klare du det?" Ayako nikkede og de begyndte at gå igennem byen. Tårer glitrede stadig fra pigens øjne. Hendes skrig ringede stadig i Ayako's ører. De gik hen til huset hvor de opvågnene skulle hen til. De trådte ind og gik hen til sengen som de opvågnene kunne ligge i hvis de besvimede. Ayako lagde forsigtigt pigen i sengen. Og så var det bare om at vente. Masami lavede kaffe for at holde dem vågne. Og sådan sad de alle 3 og vågede over pigen. Der gik ca. en time... Så rørte hun på sig. De skyndte sig alle hen til hende. Hun åbnede øjnene. Hun skreg ikke. Hun satte sig op i sengen, med et sæt. Hun stirrede rædselslagent ud i luften. Så så hun de andre. Hendes øjne mødte Ayako's. Hendes blik var bønfaldende. "E-er jeg d-død?" hendes stemme skælvede. Der var stille lidt. Masami og Acia så på Ayako. De regnede med at han svarrede. Han så på pigen. "Ja." Hun begyndte at skælve igen og tog hænderne op til hovedet. Hun hulkede hult og rev sig selv i håret, mens tårer sprang frem fra hendes øjne og gled ned af hendes kinder, for derefter at dryppe ned på lagnet. Hun græd meget højt. Acia  bøjede sig ned over pigen, med et mildt, varmt udtryk. Det var det samme udtryk som da hun havde vækket Ayako. Han huskede den dag tydeligt... Hvor meget han end prøvede at glemme den. Acia aede pigen beroligene over håret. "Så-så... Det skal nok gå.." Hendes ord var bløde og beroligende. Det var ikke for ingenting at Acia var en af de udvalgte til at hente de nye. Det skulle der tages særlig god hånd om. Man kunne sige at Acia, Masami og Ayako var et team... De var teamet der hentede de nye. Fordi de alle havde evner der var nyttige til sådanne opgaver. Pigen græd stadig og uandset hvor meget Acia forsøgte at trøste hende græd hun ustyrligt. Masami lukkede øjnene og åbnede dem så igen. "Det nytter ikke noget..." Sagde hun og Ayako nikkede. Når det ikke lykkedes Acia at berolige dem, var det Ayako's tur. Han satte sig på kanten af sengen og placerede en finger på pigens pande. Hun stivnede. Han stirrede roligt ind i hendes øjne. Da han talte havde hans stemme en underlig dobbelt klang. "Du stopper, med at græde... Du føler dig meget træt..." Pigens hulk døede hen og hun svajede let. Ayako mærkede hvordan hans øjenfarve skiftede og de glødede i mørket. "Du falder ligeså langsomt i søvn og vil ikke drømme en eneste gang." Han kiggede hende stadig ind i øjnene og de var skrækslagende... Derefter blev de sløve og monotone. Ayako talte igen: "Har du forstået?" Pigen nikkede og svarede, med en ligeså monoton stemme: "Ja." Han fjernede sin finger fra hendes pande og hun faldt bagover og landede, med hovedet på puden. Hun sov uden tvivl. Ayako lukkede øjnene og ventede på at de tog deres normale farve igen. Da han var fuldstændig sikker åbnede han dem igen. Masami kiggede på ham uden at fortrække en mine. Acia derimod... Forsøgte at fastholde en rolig maske... Men frygten i hendes øjne var tydelig. Ayako forstod hende godt... Han ville også være bange for ham selv, hvis han oplevede at nogle hypnotiserede folk på den måde. Men det var ikke andre... Det var ham ,der var den uhyggelige. Det var ham der fik tildelt den evne da han ankom til everlivet. Han var ikke glad for den. De satte sig til at vente og Masami lavede kaffe igen, og de drak den i stilhed, mens de ventede på at hun var frisk nok til at vågne. Der gik to timer og der kunne anes en orange glød i horisonten... Så åbnede pigen øjnene igen. Hun hverken græd eller skreg. Hun satte sig ret op i sengen. Hun huskede tydeligt. Hun rejste sig fra sengen og vaklede så Ayako og Masami måtte støtte hende hen til bordet hvor de fik placeret hende på en stol. De satte sig alle 3 foran hende. Acia begyndte at forklare. Hun talte længe. Ayako havde hørt den tale mange gange før... Lige siden den første dag han kom. Dog blev han ikke kedet af at høre på den... Han blev bare smerteligt bedvidst om hvor han var. Pigen forholdt sig tavs under hele talen... Mens alt blev forklaret sagde hun ikke et ord. Da Acia havde talt færdig var der stille lidt. Så så pigen op. "Jeg forstår... Jeg er død..." tårer begyndte at glide ned af hendes kinder igen. Dog ændrede hendes udtryk sig ikke. Acia så venligt på hende. "Hvad hedder du?"  Spurgte hun og pigen så op, med et sæt. "Y-yuuka." Acia smilte varmt til hende. "Det er rigtig dejligt at møde dig Yuuka. Jeg hedder Acia, og er overhovede i det hus hvor du skal bo. Det er Masami og Ayako de er begge også fra huset. Du skal på et tidspunkt vælge den af os du føler dig mest komfomtabel omkring til at være din rundviser og som du kan stille spørgsmål." Yuuka var stille. Så nikkede hun. "N-nu?" Acia nikkede og hun så rundt på dem. Så løftede hun hånden og pegede på Ayako. Ayako stivnede. Der var ingen der havde valgt ham før... De valgte for det meste Acia og en sjællend gang Masami, men aldrig Ayako... De var i starten skræmte fordi Ayako kunne hypnotisere. Nogle var stadig bange for ham. Det var derfor han stirrede på hendes hånd der gangske rigtigt pegede på ham. Acia nikkede og så ud af vinduet hvor solopgangen gav himlen en helt orange farve. Yuuka, så ud af vinduet. Ayako huskede også den første gang han så den. Den var smuk. Så fuld af liv... Og alligevel var han død. Yuuka så på de andre igen. "Hvad nu?" Hendes stemme rystede stadig , men ikke så meget som før. Ayako tog ordet: "Du vil blive vist hen til det hus du skal leve i og bliver vist ind på dit værelse. Så vil du deltage i skolen, der starter klokken 8." Yuuka nikkede. Masami og Acia så på Ayako. Han kunne mærke at de var lettede. Nu var det værste ovre. Ayako var også lettet. Han rejste sig. De gik ud fra huset og Acia og Masami gik hen på skolen for at hente bøger og skole uniform til Yuuka. Ayako og Yuuka gik imod deres hus. Der var stille. Yuuka lod til at være tabt i tanker. Hun var stoppet, med at græde... Men Ayako havde på fornemmelsen at det tog utrolig mange kræfter fra hende at lade være. Hendes øjne var røde, men hendes hud var stadig bleg som sne. Hendes hår var filtret og hun så ud til at fryse. Da de kom ind i huset var der stille. Ingen var vågnet endnu. Ayako fik Yuuka til at sætte sig på sofaen og gav hende et tæppe. Så lavede han te og åbnede køleskabet. Han havde ikke helt styr på hvad han skulle gøre. "Er du sulten?" Spurgte Ayako og Yuuka nikkede stumt. Han stegte spejlæg og bacon og den knitrende lyd fra panden var den eneste der brød tavsheden. Da han blev færdig stilte han tallerkenen foran hende. Hun begyndte at spise lidt og Ayako kunne se at hun stadig rystede. Solen var stået op og da Yuuka var færdig, med at spise fulgte Ayako hende op på hendes nye værelse. Hun så rundt. hun havde ingen ejnedele. Kun det tøj hun havde på. Og... En halskæde af guld der sluttede sig stramt om hendes hals. Ayako vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre. Derfor sagde han: "Du er sikkert træt... Meget er sket og du skal gå direkte hårdt på imorgen når skolen starter... Jeg vil gå nu, du kommer bare ind på mit værelse hvis der er noget du vil spørge om... Det er fjerde dør til højre." Med de ord vendte han sig fra Yuuka og gik imod døren. Dog kom han ikke længere end to skridt før noget holdte ham tilbage. Yuuka havde grebet hans håndled og så på ham med frygtsomme øjne. Da hun talte var hendes stemme så lav at Ayako måtte bøje sig fremad for at høre hende. "Nej! Bliv..." Hun var meget bange... Ayako lukkede øjnene halvt i og så udtryksløst på hende. "Selvfølgelig..." Hun krøb fuldt påklædt ned i sin seng og så stadig på ham, med de diamant blå øjne. Ayako satte sig på kanten af sengen og så blidt på hende. "Tror du at du kan sove mens jeg er herinde?" Yuuka nikkede ivrigt og det trak i Ayako's mundvige. "Skal jeg så ikke fortælle dig en historie til at falde i søvn på..." Yuuka mindede meget om hans lillesøster som han næsten havde glemt alt om... Hun var bare en lille pige. Han fortalte et eventyr han engang også havde fortalt sin lillesøster. Det var om en ræv som ingen kunne lide fordi alle troede at den var rigtig snu og ville spise de små kaninunger. Men ræven ville bare være venner med dem alle sammen. Eventyret endte med at en enkel lille kanin unge troede på den, og de blev rigtig gode venner. Ayako huskede at hans lillesøster elskede det eventyr... Det var måske en smule barnligt at læse det højt for en 15 årig pige, men Yuuka sov, da han blev færdig. Han smilte og rejste sig. Han trådte ind på sit værelse. Han sukkede dybt og lod sig falde ned på sin seng. Dødtræt. Ayako udstødte en bitter latter. Skønt der var intet sjovt ved det jokede han stadig med sin død... Han lukkede øjnene. Dog følte han ingen trang til at sove. Han havde heller ikke lyst til at være vågen... Ayako tog hånden op til hovedet. "Nu ved jeg jo ikke engang hvad jeg vil mere... Jeg har brug for en pause..." Han strakte sig og gled ned i søvnen. Han var kun få centimeter fra Lia i hans drømme igen. Så hørte han et skringert skrig... Det var ikke et skrig som i skrækfilm. Det var en slags blanding imellem gråd og et skrig. Ayako var straks på benene og var henne ved Yuuka's dør på ingen tid. Da han trådte ind sad Yuuka krummet sammen i sengen med øjnene spærret op ligesom lige da de havde fundet hende. Hun havde begge hænder klamret oppe på sin hals og på gulvet lå den gyldne halskæde, som nærmere lignede et halsbånd af guld da Ayako så på det igen. Han gik hen til Yuuka, med langsomme rolige skridt og holdt hænderne op foran sig som når man beroligere et vildt dyr. Da han kom tæt nok på hende til at kunne klappe hende på skulderen så hun op, med øjne der skindede af tårer og havde et glimt af vanvid i dem. Ayako fjernede nænsomt hendes hænder og måtte tilbageholde et gisp. Der hvor hendes halskæde havde siddet var der en række lange , dybe snitsår, som ikke var det mindste helede. Ayako kunne ikke forstå det. Han havde ingen skader da han vågnede op... Måske havde han aldrig fået nogle. Han klappede hende en smule kejtet på skulderen og forsøgte at berolige hende. "Så-så... Gør det ondt...?" Men Yuuka ville ikke lytte det mindste og Ayako bed sig i læben. Så placerede han pegefingeren på hendes pande og så hende i øjnene. "Fald ned." Mere behøvede han ikke at sige... Yuuka stoppede, med det samme med at græde og så på ham. "Gør det ondt?" Ayako fjernede fingeren og havde det dårligt, med sig selv over at skulle hypnotisere hende. Yuuka snøftede og tørrede øjnene. "Nej... M-men det gør det rigtig meget indeni." Tårer vældede op i hendes øjne igen og hun faldt hulkende ned på puden. Ayako vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre. Han blev efter lidt tid ening, med sig selv om at han hellere måtte prøve at berolige hende mere. "Yuuka... Prøv at trække vejret roligt... Du har en lang dag foran dig imorgen, og vi vil alle gerne have at du klare dig godt..." Det var det Ayako sagde, men det var ikke helt præsis det han mente. Hvis han skulle være fuldstændig ærlig med sig selv... Var han faktisk ligeglad. Ganske kold og led. Sådan var han nok når det kom til stykket. Dog trak Yuuka hovedet op fra puden og hendes tårer var endelig stoppet. "Du har ret..." Sagde hun med lille svag stemme. "Jeg er så barnlig..." Ayako klappede hende på hovedet og rejste sig  fra sengen. "Tror du at du kan klare dig nu?" Yuuka nikkede og lænede sig tilbage. Ayako bevægede sig hen til døren og lige da han tog på dørhåndtaget, lød Yuuka's hæse lave stemme bag ham: "Tak... Du er sådan et godt menneske... Ayako..." Ayako stod stivnet, men så begyndte hendes verjtrækning at blive langsommere og mere relmæssig. Hun sov. Ayako gik ud af døren og lukkede den stille efter sig. Turen hen til hans ejet værelse forkom ham ikke særlig klar. Da han endelig lagde sig på hans seng, og lukkede øjnene, var hans sidste tanke: Mig? Et godt menneske? Hun talte vidst i vildelse... Han gled ned i søvnen og halvt sovende halvt vågen hørte han en stemme i sit hovede der ikke var hans egen. Du er god... Min egen Ayako. Han kunne nærmest se hende smile og ruske i hans hår. Han faldt i søvn og drømte ikke om Lia resten af natten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...