When you die

"Hvad nytter det? Når grunden til at leve er væk...Hvis, man allerede er død hvorfor så leve videre? Hvis alt det jeg elsker og holder af, er et andet sted... Hvorfor er jeg så her? Og ikke der..."

Han er død. Det er det eneste Ayako er hundrede procent sikker på. Alt andet står uklart, i efterlivets indviklede væv af mystik.


4Likes
4Kommentarer
1196Visninger
AA

1. Prolog

Ayako smilte og gik ud på klippeafsatsen hvor himlen gav en smuk orange glød fra sig. Solen gik ned og Ayako snusede den friske luft ind. Havet var utrolig smukt. "Aya, pas nu på du ikke falder!" grinte Lia og løb hen til ham. "det kunne se kønt ud hvis du skulle komme til din ejen fødelsdagsfest i bandager!" Ayako rystede på hovedet af hende og tog hendes hånd så hun ikke snuplede. "så ville du tage dig af mig ikke?" Lia rystede på hovedet og så ud over havet. "det er så smukt... jeg ville nærmest ønske jeg kunne stå her for evigt..." Hendes stemme gav genlyd. Ayako grinte. "det tror jeg alle dem nede på stranden hørte..." Lia grinte og skubbede til ham. "det er da lige meget!" Hun satte begge hænder op til munden og råbte alt hvad hun kunne ud over horisonten: "JEG HAR DEN BEDSTE KÆRSTE I VERDENEN!" Ayako blev rød som en tomat i hovedet og stilte sig med ryggen til havet. Vendte sig mod Lia. Hun lagde sin hånd på hans kind. Så mærkede han stenene løsne under sig. Han vaklede bagover og faldt. Luften susede omkring ham, men det var som om tiden var gået i stå. Der var ingen lyd ud over Lia's skrig. "AYAKO!" han rynkede irreteret panden. 'har jeg ikke sagt at jeg ikke vil kaldes det' skulle han lige til at sige da det gik op for ham hvad der skete. Han faldt. Bagover. Mod havet. Han så i alt for lang tid på Lia's ansigt der udtrykte chok og rædsel. Så forsvandt det. Han faldt i uendeligheder. Han mærkede hvordan hans skrig flænsede luften og tårer slørede hans syn. Så brød han igennem vandoverfladen. Han sank og sank. Faldt og Faldt. Han vidste jo godt at det var forsent. Der var ingen mulighed for ham at komme op. Dog baskede han som en vild med armene og forsøgte at svømme op. Men jo mere han baskede med arme og ben, jo længere trak strømmen han ned. Det blev mørkere og mørkere. Til sidst slap den sidste luft ud af ham. Og sådan gled han bare ned. han kunne ikke bevæge sig mere hvor meget han end øsnkede at gøre det. Han kunne ikke gøre andet end at vente. Vente på at hans tid ville komme. Vente på at han døde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...