When you die

"Hvad nytter det? Når grunden til at leve er væk...Hvis, man allerede er død hvorfor så leve videre? Hvis alt det jeg elsker og holder af, er et andet sted... Hvorfor er jeg så her? Og ikke der..."

Han er død. Det er det eneste Ayako er hundrede procent sikker på. Alt andet står uklart, i efterlivets indviklede væv af mystik.


4Likes
4Kommentarer
1166Visninger
AA

2. En helt normal dag i hans død

"Dut!Dut!Dut!" vækkeurets skarpe tone skar sig ind i Ayako's ører. Han Slukkede vækkeuret og vendte sig om på den anden side. Det gjorde nok ikke så meget at sove noget mere. Der var jo intet at stå op til. Der lød et frisk bank på døren og han gav en lyd fra sig for at give tegn til at personen godt måtte komme ind. Døren blev smækket op og Acia macherede ind. Hendes råb fant Ayako's øre. "så er det op sovetryne! Har du tænkt dig at ligge og snøvle hele dagen?" Ayako krummede sig sammen og mumlede irreteret: "gå væk med dig." Med et 'rich' trak Acia gardinerne fra og vendte sig imod Ayako. Han vendte hovedet ned i puden for at blive fri for det skarpe lys. Sådan lå han i nogle sekunder, indtil Acia havde fået nok og hev dynen af ham så han tumlede ned på gulvet. "av! Hvad skulle det til for!" Snerrede han og ømmede sig. Acia klappede ham på hovedet og smilte tilfreds. "der er morgenmad om et kvarter, Aya!" Og så dansede hun ud af døren og smækkede den efter sig igen "jeg har sagt at jeg ikke vil kaldes det!" råbte Ayako efter hende. Han sukkede dybt. Endnu en menningsløs dag. Han rejste sig fra gulvet og åbnede sit skab. Han trak tøj frem og iførte sig det. Han rodede lidt op i sit sorte hår, da det var blevet fladt af den lange nattesøvn. Som en sidste detalje kiggede han i spejlet over hans skrivebord. Han lod sig kigge indgående ind i sine olivengrønne-agtige øjne og stak så fødderne ned i sine sko. Han var klar. Da han søvndrukkent slæbte sig ned af trapperne kom Daiki spurgtene ned og gled elegant forbi ham, med et hurtigt: "undskyld, Aya!" Ayako nåede lige at sige: "jeg har jo sagt at jeg ikke vil kaldes..." Da et råb fyldte trappegangen: "DAIKI! DU KAN BARE VENTE DIG!!!" Kimi kom lige efter Daiki, med de sølvblondte rottehaler piskene efter sig. Desvære var hun ikke hurtig nok som Daiki til at undvige Ayako og hun brasede direkte ind i ham så de begge bumlede ned af trapperne. Kimi kiggede fortumlet rundt og opdagede så at hun var landet ovenpå Ayako der havde taget faldet. Kimi sprang op. "åååååh nej, Aya det må du undskylde!" Ayako rejste sig op og børstede støv af sit tøj. "jeg siger jo at jeg ikke vil kaldes..." Længere nåede han ikke fordi Daiki var kommet ind igen og var fuldstændig flad af grin. Kimi blev rød i hovedet af raseri og flovhed. "se du hvad du har gjordt dit fjols! Du fik mig til at vælte ind i Aya! Han har ikke gjordt noget!" Daiki lå fladt nede på gulvet af grin og da han endelig fik talens brug igen hikkede han bare: "det var da ikke mig der fik dig til det... du er bare klodset." Kimi eksploderede igen og sprang efter Daiki, mens hun skreg: "SÅ LAD DOG VÆRE MED AT TAGE MIN DAGBOG I FØRSTE OMGANG!" Daiki's latter og Kimi's skrig døede hen og Ayako sukkede igen. Det var så en ganske normal morgen. Da han nåede køkkenet Stod Acia og stegede spejlæg,bacon og pølser på 3 forskællige pander, Kimi jagtede Daiki ude i haven og Kiku sad ved en af spisebordsstolene og læste. Hendes brune øjne bevægede sig hurtigt bag brillerne og en lok af hendes brune tynde hår faldt ned foran øret. Ayako kunne godt lide Kiku da hun var den eneste i det hus der ikke var skrupskør. Han satte sig derfor ned ved hendes side og sagde stille: "godmorgen." Kiku så op og det trak ganske let i hendes mundvige. "godmorgen Ayako." Hendes stemme var rolig og lys, men på en måde også hæs. Ayako smilte da den eneste der kaldte ham det han bad folk om var hende. Og hun gjorde det helt naturligt. Da samtalen stoppede der begyndte Ayako at betragte Acia der, med en rask bevægelse hældte alle pandernes indhold ned på 3 forskællige talerkner og derefter gav Ayako og Kiku besked på at dække bord. Mens Ayako og Kiku dækkede bordet, trak Acia sin megafon frem og gik 3 trin op af trappen. Hun trak vejret dybt ind. "DER ER MAD!" sådan var det altid. Ayako var klog nok til at stå op når Acia sagde det så han ikke blev vækket på den ubehagelige måde, med megafonen. Der gik 2 minutter og så kom en skikkelse ned fra trappen. Acia sukkede dybt. "der var du endelig Dai! Maden er klar." Dai gned sig i øjnene og sagde så, med langsom og hæs stemme. "det må du undskylde..." Acia rystede på hovedet af ham, men kunne ikke lade være med at smile. "prøv nu bare at komme til tiden imorgen..." lød hendes svar og Dai nikkede søvnigt. Acia så rundt på de 3 der nu sad ved spisebordet: Kiku, Dai og Ayako. Han kunne høre at hun skar tænder af frustration. Så sukkede hun dybt og Ayako fik en smule ondt af hende. "okay... Jeg for Kimi og Daiki herhen... hvem gider finde Uta og Masami?" Hun lød for første gang den dag træt. Ayako rejste sig. "jeg skal nok finde Masami..." Kiku så taknemmeligt på ham og Acia gjorde ligeså. "godt så..." Dai rejste sig i sin fulde, meget lave højte. "jeg finder Uta..." lød det søvnigt fra ham. Acia nikkede og trådte ud af hovededøren hvor hun råbte gennem megafonen: "KOM SÅ I TO! VI SKAL SPISE!" Ayako gik også ud af hovededøren og satte kurs mod parken hvor Masami sikkert befandt sig som altid. Dai havde sat kursen mod kælderen hvor det lydtætte lokale var. Ayako kom til parken og så ganske rigtigt Masami siddene under et træ, med sin notosbog i hånden. Hun skrev altid i den notosbog. Der var kun liv i hendes øjne når hun skrev i den. Det var vidst kun noget Ayako lagde mærke til. "Masami? Vi skal spise nu." Ayako var den eneste som Masami snakkede ordenligt til. Eller rettere sagt, de andre var rimlig bange for hende så det var kun Ayako der turde at snakke, med hende. Masami så op og livet i hendes øjne fra før forsvandt... Nej det forsvandt ikke helt. Ayako havde lagt mærke til at når han snakkede med Masami var hendes øjne ikke så døde som når hun snakkede, med andre. "okay..." Masami rejste sig og gik med Ayako uden et ord. Masami havde blåt langt hår sat i en lav hestehale. Hun bar altid et sort pandebånd og to lange lokker hang ud fra det. Hendes øjne havde en lysegrøn farve, der lignede Ayako's øjenfarve bare lysere. De kom til huset og Ayako kunne høre at Masami trak vejret dybt. Ayako havde på fornemmelsen at Masami ikke brød sig om at være sammen, med mange mennesker. Så snart de var inde kunne de høre snak. Kiku sad stadig og læste og spiste samtidig, Kimi og Daiki sad og skændes, Dai så ud til at sove ned over sin mad, Og Uta og Acia snakkede om hvordan vejret så ud den dag. Masami og Ayako satte sig og de spiste i stilhed. Masami var den første der blev færdig og hun tog sin talerken og skyllede den af. Så satte hun kursen mod sit værelse, hvor hun sikkert ville begynde at pakke sine ting. Ayako blev færdig lidt efter og skyllede også sin talerken af. Acia tog fat i hans håndled inden han begav sig op af trapperne. "Pjæk ikke." Mumlede hun inden hun slap ham. Hendes røde hår strejfede Ayako's arm da han passerede hende. Han travede op af trapperne og gik ind på hans værelse hvor han lukkede døren og sukkede dybt. Han lænede sig op ad døren og lod sig glide ned på gulvet. Han var allerede træt. En normal person der betragtede flokken nede i køkkenet ville nok finde det muntert og ville nok gå ud fra at det var en helt normal flok teenagere der levede i huset. Men nej... Ayako tog hånden op til panden. Nej... Ingen levede der. Ayako rejste sig og tog sin taske frem. Da han kom ned igen var der ingen andre i køkkenet end Dai der stadig sov og Acia der vaskede op. "Vi har 20 minutter inden vi skal møde..." lød det fra Acia og Ayako nikkede. Han gik hen til Dai og gav ham et smølfespark i panden. "Du kommer forsent!" Sagde han højt og tydeligt ind i hovedet på ham. Dai åbnede langsomt øjnene og nikkede. Så rejste han sig og travede sløvt op af trapperne. "Hvornår vågner den dreng..." mumlede Ayako og Acia fnisede. Ayako svang sin taske over skulderen og gik mod døren, da han hørte en lys stemme kalde sit navn: "Ayako!" Kiku kom løbene ned af trapperne, med et genert smil. "Skal vi ikke følges, hen til skolen?" Ayako nikkede og svarede: "Jo, lad os gøre det." Han ventede på hende og de passerede Acia, der så efter dem, med et udtryk Ayako ikke forstod... Var det irritation? Han rystede på hovedet. Det var umuligt... Acia blev aldrig rigtig irriteret... Og det var da slet ikke Kiku der ville kunne gøre det. De gik hen af den smukke sti, med de Japanske kirsebær's træer. Det var noget af det Ayako bedst kunne lide ved det sted... De træer gjorde hans dag bare lidt mindre menningsløs. Kiku lod godt til at vide at de træer var noget af det han nød mest, for hun sagde ikke noget og lod ham få hans øjeblik i forundren. Da de havde passeret den smukke sti, talte Kiku. "Har du lavet lektier til idag?" Ayako så ligeud i luften og lod som om at søen de passerede var meget spændene. "Nej." Kiku så bekymret på ham. "Du.. Vidste da godt at vi havde matematik for ikke..." Ja Ayako vidste det udemærket godt... Det var bevidst at han ikke havde lavet det... Hvorfor skulle han? Hvad ville han få ud af gode karakterer? Alt det han så... Var måske bare en illution. Hvorfor skulle han bruge tid og besvær på at aflevere lektier, når der alligevel ikke var noget efter skolen... Han ville aldrig få et arbejde... Det var forsent. Ayako knyttede næverne. Det frustrerede ham. Kiku sukkede ved hans side og smilte så ligeså let. "Hvis du vil kan jeg hjælpe dig, med matematikken i eftermiddag... Vi kan sætte os ned til de Japanske kirsebær træer og lave dem der." Kiku var altid så venlig og omsorgsfuld. Ayako kunne ikke få sig selv til at sige nej. Han nikkede og forbandede hans svaghed. Kiku smilte ivrigt og satte farten op da hun var sakket bagud. "Okay! Så er det en aftale!" De fortsatte hen af vejen i stilhed. Det var ikke en pinlig stilhed... Bare stilhed. De kom til skolen rimlig tideligt og klasselokalet var halvtomt. Ayako så på dem der var derinde. De snakkede, grinte og lavede sjov, med hianden som en helt almindelig flok teenagere. Ayako kunne ikke forstå hvordan de kunne gøre det. Han kunne ikke fatte at de alle havde haft det så dårligt, da de levede. Han forstod ikke. Kiku så undrene på Ayako. "Øhm... Er der noget galt?" Kiku var så uskyldig... Hvordan mon hendes liv havde været? Han droppede at tænke videre over det og trådte ind af døren og satte sig på sin plads. Dagen var lige begyndt og han kunne næsten ikke vente på at den var slut. Kiku satte sig på sin plads der var 2 borde bag ham. Hun vinkede let. Sådan gik tiden bare... Efter lidt tid fandt Kiku sin lille bog hun altid læste i frem og læste lidt i den. Ayako sad bare og ventede... En stol skrabede ved hans side og Masami satte sig ned ved hans side. Hendes øjne mødte hans i få sekunder inden den døde glød i dem vendte tilbage. Ayako huskede sig selv på at han ikke var den eneste der ikke var glad i den verden. Ayako så ud af vinduet. En enkel sky flød hen af himlen. Kun en enkel...  svævene alene i den uendelige blå himmel. Ganske vidst var himlen flot, men den vidste at der var skyer som den et andet sted. Skyer der ville komme. Ayako ville ønske at nogen ville komme til hans hjælp. Men nej... Han måtte selv kæmpe sig den umulige vej, hen til de andre skyer. Gennem den endeløse, tomme blå himmel. Læreren var begyndt at tale. Ayako havde slet ikke lagt mærke til at han var kommet ind. Hvis nu bare der var et formål, med det hele ville Ayako måske godt kunne følge med og lytte efter. Hvis nu ikke skyerne kaldte på ham hver eneste nat i hans drømme. Hvis nu han ikke længtes efter skyerne mere end noget andet. Måske... Og alligevel ikke. Timen gik... Langsomt. Han forbandede uret og dens langsomme viser. Hvert et tik, gik langsomt. Hvert et hjerteslag var langsomt... Tiden gik... Men langsomt. Klokken ringede endelig skingret og stole skrabede hen af gulvet, mens alle eleverne masede sig ud af døren. Ayako pakkede sine ting sammen i stilhed. Masami stod og ventede ved hans side. Sådan var deres rutine. Masami ventede altid efter første time og så fulgtes de sammen hen til cafetereiet. De sagde ikke noget på den tur. De gik bare. De fandt begge det ikke nødvendigt at snakke. Hvorfor skulle de det? Der var ikke noget at sige. Ayako holdte døren til cafeteriet for hende og de trådte ind og satte sig ved bordet i det højre hjørne af cafetereiet. Altid det samme bord. Ingen andre sad ved det bord med dem. De andre i deres hus fandt jo Masami skræmmene så det var bare hende og Ayako der sad og spiste der. De andre fra huset sad ved et bord i midten af cafeteriet. Man kunne tydeligt høre Kimi og Daiki's mundhuggeri og Uta's klingene latter. Ayako vendte hovedet mod Masami og sagde: "Det er min tur idag ikke?" Masami nikkede og sagde et enkelt ord: "Burger." Ayako nikkede og rejste sig. De skiftedes altid til at hente mad til hinaden. Endnu en rutine de næsten altid havde haft. Ayako vendte tilbage, med hendes burger og sin kødret efter 5 minutter. De spiste i stilhed. Ligesom med Kiku var det ikke nogen pinlig eller ubehagelig stilhed. Det var en forstånde stilhed. Ayako stak en skefuld kødsovs i munden og tænkte tilbage på den dag Masami først begyndte i skolen. Hun havde ikke sagt et ord. Da de andre forklarede hende alting havde hun bare nikket og rystet på hovedet. Første dag i skolen gik hun selv og læreren præsenterede hende for klassen. Hun blev sendt ned på pladsen ved siden af Ayako og han gjorde ikke andet end at se hende i øjnene. Opdage den døde glød. Ayako havde derefter lagt mærke til hendes notosbog hun fandt frem og skrev i den. Den dag skrev hun på den allerførste side i den. Efter timen besluttede Ayako sig for at tale til hende. Han gik hen til hende og så hende i øjnene. Et blik på hinanden og de forstod. De var ens. De ønskede heller ikke at være hvor de var. "Masami ikke?" Ayako lagde hovedet på skrå og forventede ikke svar. "Skal vi ikke sidde sammen i cafetereiet?" Masami havde spærret øjnene lidt op derefter viste en lille gnist af liv sig i hendes øjne. "Okay." det var det første ord hun sagde mens hun var der. Helt naturligt havde de sat sig ved det allerbagerste bord i højre hjørne af cafeteriet. Ayako havde rejst sig. "Hvad kunne du tænke dig? Jeg henter det for dig." Masami havde trukket på skuldrene og havde sagt: "Vælg du." Ayako nikkede og hentede noget mad til ham og hende. Masami havde spist lidt og så sagde hun: "Imorgen henter jeg..." Ayako havde set undrene på hende og sagt: "Uhm... Hvad?"  Masami havde set ned i sin tallerken med mad og sagde: "Imorgen henter jeg mad til dig." Ayako havde set op, med et overasket udtryk og nikkede så, med et glimt i øjet. "Deal." Og så var det blevet en rutine. Ayako og Masami var hvad man kunne kalde spise-kammerater. Klokken ringede og eleverne blev kaldt ud til frikvater. Ayako strakte sig og nikkede til Masami inden han bevægede sig mod parken. Parken var hans andet yndlings sted. Der var en meget smuk pavalion ved siden af søen, den var helt hvid og røde roser kravlede op af den. I midten af den var der et klaver hvor han altid ville finde... "Hej Aya!" Uta smilte og hendes halvkrøllede hår svang i luften da hun vendte hovedet imod ham. "Er du kommet for at spille eller...?" Ayako rystede på hovedet af hende. Hun vidste udemærket godt at han ikke kom for at spille. Det gjorde han aldrig. Uta smilede varmt og fortsatte. "Nåår, jeg ser at du er her for at lytte igen. Har du nogle ønsker?" Uta havde et utrolig godt hjerte. Hun smilte altid. Lige siden den første dag de mødte hinaden. Ayako lagde sig på den hvide bænk hvor han altid slappede af og sagde: "Hmm, idag vælger du selv." Ayako lukkede øjnene og ventede på at Uta begyndte. "Må jeg synge med?" Ayako rystede på hovedet af hende igen. "Selvfølgelig. Det er mig der kommer og forstyrre." Uta rystede på hovedet... Eller det gik Ayako ud fra, men han var ikke helt sikker da hans øjne var lukkede. "Du forstyrre slet ikke. Det er dejligt at spille alene, men det er endnu mere rart at spille for nogen." Uta's stemme var så lys og fin, som en sommerfugl. Nej... Uta var en sommerfugl... Tanken om at en så fin og let sommerfugl som hende, endte et sted som der hvor de var, stak Ayako i hjertet. Uta begyndte at spille. Denne gang kendte han faktisk stykket. Ikke fordi hun havde spillet det før, men han kendte det. Uta sang og bare lyden af hendes stemme og klaveret fik Ayako til at slappe af.

 

"Twinkle, twinkle little star

How i wonder what you are

Up above the world so high

Like a diamond in the sky

Twinkle, twinkle little star

How i wonder what you are."

 

Ayako åbnede øjnene lidt på klem mens Uta sang og spillede andet vers. Hun smilede imens. Hendes øjne var lukkede. Det var noget af det Ayako beundrede mest ved Uta. Uta var blind. Hendes øjne var altid lukkede... Og alligevel lagde man aldrig mærke til det. Alligevel kunne hun spille så smukt. Ayako lukkede øjnene og lyttede videre. Den første gang han mødte Uta var da han lige var kommet. Den første skoledag. Han var knust. Han følte intet. Han fandt frem til klaveret og fandt Uta. Hun havde smilet til ham og han havde sat sig på den selv samme bænk. Hun spurgte om han ville spille og han rystede på hovedet. Så spurgte hun om han ville have noget imod at hun spillede og han rystede igen på hovedet. Han spurgte hende om hvordan hun kunne spille med lukkede øjne. Uta havde smilet en smule sørgmodigt og tog hånden op til sine lukkede øjne. "Ser du.. jeg har ikke længere evnen til at se... Men heldigvis kan jeg stadig spille!" Hun smilede lykkeligt og Ayako kunne ikke forstå hvordan hun kunne være så glad. Han var bare død. Uta begyndte at spille en utrolig smuk melodi... Ayako huskede pludselig alt hvad han havde... Alt det han havde mistet. Tårer trillede længe ned af hans kinder. Han var så ulykkelig. Det gik op for ham der. Han var så knust og trist at han ikke kunne holde fast på sig selv. Eller sine tårer. Uta havde spillet videre og da hun stoppede havde hun smilet og sagt: "Jeg håber du vil falde til her Ayako." Det var den første gang Uta havde sagt hans navn. Men der gik ikke lang tid før hun kaldte ham  'Aya' ligesom alle andre. Dog havde han ikke så meget imod det når det var hende. Uta spillede sangen færdig og der var stille lidt efter den sidste tone. Så ringede klokken. Uta timede altid sangen perfekt, så klokken altid ringede lidt efter hun var færdig. De fulgtes hen til skolen og Uta vinkede farvel til ham og gik imod sit klasselokale, mens han gik mod sit eget. Da han kom ind sad Masami allerede på sin plads og Kiku pakkede sine ting ud. Ayako satte sig og lukkede øjnene lidt. Og ventede.

Han troede at han sov. Ja... Han sov... For det han så foran sig kunne kun være en drøm. Pigen foran ham havde lysene langt orangerødt hår, med to røde silkesløjfer i og mørkeblå smilende øjne. Hendes fine træk og runde røde kinder gav ham indtrykket af at hun var en sjæl alle ville elske. Ligeså gjorde han. Han havde genkendt hende. Han trådte et skridt fremad. De var i mørke. Der stod ikke andre end dem. Han vaklede et skridt mere. "L-lia..." Han gik på rystene ben imod hende. Han rakte hånden frem og hun gjorde ligeså, med et varmt smil. Hans fingre var kun få centimeter fra hendes. Så forsvandt hun. Han løb derhen hvor hun lige havde stået. "LIA! LIA! LIA KOM TILBAGE TIL MIG!" Han råbte så højt han kunne. Men hans stemme kunne ikke nå hende. Hun var alt for langt væk. Hun levede i en anden verden. Hun levede.

Med et sæt vendte Ayako tilbage til virkeligheden. I få sekunder stirrede han bare ud i lufen, med svedperler siddene på panden. Så ringede klokken, skarpt. Alle elverne hastede igen ud for at holde fri for den dag. Ayako blev siddene. Det var en ny drøm. Han havde ikke drømt den før. Efter lidt tid rejste han sig og travede mod døren. Et råb lød bag ham. "Ayako!" Han vendte sig og så Kiku. "Skal vi følges hjem også?" Ayako nikkede ude af stand til at tale. Kiku smilte. De gik gennem parken og Kiku spurgte om hun lige måtte plukke nogle blomster til at pynte køkkenet med. Ayako der ikke havde travlt, med et komme hjem nikkede bare. Da Kiku havde plukket en smuk buket, gik hun videre hjemad med Ayako. "Nåh, ja!" Kiku stoppede op lige da de var ved starten af stien med kirsebærstræerne. "Vi skal jo terpe matematik!" Hun smilte og skulle lige til at finde sine ting frem da et dryp faldt. Og et mere. Dryp, dryp, dryp... Det begyndte at regne. Ayako så op. Den ene sky's venner var kommet den til undsætning. Nu var det kun ham der var alene. Kiku så skuffet ned. "Nårh... Vi må vidst hellere vente til imorgen, med matematikken..." Derefter så hun smilene op. "Men nu har jeg da noget at se frem til! Lad os skynde so hjem inden vi bliver helt våde." Side om side løb de. De kom til huset. Der var lys derinde og Acia stod derinde og bagte småkager. Lige da de trådte ind tog hun en bakke med chokolade småkager ud fra ovnen. Hun satte den på stuebordet og rakte Kiku og Ayako et par håndklæder. "I er pjaskvåde! I er de sidste hjemme. Tør jer og vil i så ikke lige sige til de andre at der er småkager om 10 minuters tid?" De nikkede og Acia smilede let. Mens Kiku og Ayako tørrede deres hår pyntede Acia småkagerene, med chokoladecreme. Hun slog så Daiki over fingrene der havde fosøgt at snuppe en småkage. "Jeg har sagt at du ikke må tage nogle!" Lød det skarpt fra hende og Daiki stak underlæben frem og gav hende hundeøjnene, hvilket endte med at han fik et slag i hovedet med dejskraberen. Kiku og Ayako delte sig så Kiku gik ned i det lydtætte lokale hvor Uta nok sad og spillede og Ayako gik op efter Dai, Masami og Kimi. Han bankede først på Masami's dør og åbnede den på klem. Hun sad og skrev, med høretelefoner på. Lige så forsigtigt prikkede han hende på skulderen og hun så op, med et sæt. "Undskyld, men jeg skulle sige fra Acia at der er småkager om 10 minuters tid..." Masami nikkede og Ayako fortsatte ind på Dai's værelse hvor han til ingens overaskelse sov. Ayako måtte bruge hele 3 minutter på at vække Dai og da han endelig var vågen forlod Ayako værelset. Han bankede så på døren til Kimi's værelse. Da han åbnede døren blev han mødt af høj hård rock-musik. Kimi så op med et sæt og skyndte sig hen for at slukke CD-afspilleren. Hendes hovede var helt rødt da hun så op. "J-jeg... hørte ikke rock... J-jeg skulle bare lige tjekke noget!" udbrød hun og Ayako løftede begge hænder op foran hovedet i en afværgede bevægelse. "Hey, jeg er lidt ligeglad, med hvad du hører..." Kimi pustede lettet ud og så bedene på Ayako. "Sig det ikke til Daiki, han driller mig til døde hvis han for det at vide!" Ayako lovede højt og helligt at han ikke ville sige et ord mens han indvendig undrede sig lidt over hvorfor det var så vigtigt at Daiki ikke måtte vide det. De begav sig ned af trapperne. Da de kom ned i køkkenet sad de alle bænket dernede. "Faldt du ikke ned af trappen denne gang Kimi?" Lød det drillende fra Daiki og Kimi hidsede sig straks op. "Din...!" Acia afbrød hurtigt. "Ingen skænderier!" Kimi skumlede og satte sig ned ved siden af Uta der skænkede saftevand op til alle, med et smil. Hvordan hun kunne det var Ayako en gåde. Han satte sig ned imellem Kiku og Acia og tog en småkage. Den smagte selvfølgelig himmelsk godt. Acia, var rigtig god til at bage og lave mad. Hun var den allerførste i deres hus så hun tog over som 'overhovedet' det generede ikke rigtig nogle af dem. Hun sørgede for økonomi'en og at der var rent og pænt. Det eneste de skulle gøre var at følge de opgaver de fik sat for. Der var masser af snak, ved bordet og skønt at hverken Masami eller Ayako sagde noget var de også en del af fællesskabet. Det var jo nærmest hyggeligt. Ayako glemte hurtigt hans drøm og snakkede, med de andre. Endda Masami fik et par ord indført. Bagefter begyndte Acia straks, med maden mens de andre vaskede op og bar af bordet. Himlen udenfor mørknede og regnen forsatte. Da maden var klar satte de sig alle til at spise. Acia havde lavet lækre omeletter, med friskbagt brød. Hvordan hun fik tid til at lave så meget godt mad forstod Ayako ikke. Efter maden blev Dai og Uta sat til at vaske op og Uta snakkede fredfyldt, med Dai, der smilene svarede søvnigt. Da de var færdige satte de sig alle til at spille fjols. det var en utrolig fornøjelig afære at spille fjols med dem alle sammen. Dai fik altid fire ens kort og da han tog terningerne så langsomt og diskret fik der mindst 2 minutter før folk så at der manglede en. Masami var altid den første til at tage en terning. Hendes hånd svag gennem luften som et lyn og før nogle af de andre kunne nå at reagere var terningen væk. Det endte tit med at Kimi og Daiki kæmpe, med næb og klør om den sidste terning. Da de havde spillet i lang tid, sagde Acia pludselig at det var tid til at gå til køjs. Hun gennede alle andre op imod værelserne. Inden længe var der kun Acia og Ayako tilbage der ryddede kortene op. Acia så på Ayako og smilte ligeså let. "Du lader nu til at passe bedre ind end i starten..." Ayako så ned. Det kunne ikke passe. Han hadede det sted. Han ville tilbage til hvordan han levede før. Acia lod nærmest til at have læst hendes tanker for hun sagde: "Det er ikke kun at hade og elske, Aya... Der er også at holde af og bryde sig om, at du ved det..." Med de ord sukkede hun og vendte sig fra ham. "Du burde få noget søvn, du ser træt ud." Ayako lagde en hånd på hendes skulder. Det var sjældent at Acia blev trist. Og når hun blev prøvede hele huset helt automatisk at opmundre hende. Fordi Acia var altid så venlig imod dem. "Det burde du også. Det er dig der arbejder hele dagen." Ayako vendte sig og gik op af trapperne. Han børstede tænder og gik ind på værelset. Igen et blik i spejlet så klædte han sig af og iførte sig nattøj. Så lagde han sig i de friske lagner. Acia måtte have skiftet dem... Hun kunne virkelig nå meget... Hende Acia. "Passe ind hva?... Umuligt!" Ayako lukkede øjnene. Og måske alligevel ikke. Acia havde jo ret. Det kunne godt være at han elskede det sted han var før, men det betød jo ikke at han hadede det sted han var. Nej han hadede det ikke. Hverken stedet eller personerne. Nu når han tænkte over det... Så var himlen jo endtelig også meget smuk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...