When you die

"Hvad nytter det? Når grunden til at leve er væk...Hvis, man allerede er død hvorfor så leve videre? Hvis alt det jeg elsker og holder af, er et andet sted... Hvorfor er jeg så her? Og ikke der..."

Han er død. Det er det eneste Ayako er hundrede procent sikker på. Alt andet står uklart, i efterlivets indviklede væv af mystik.


4Likes
4Kommentarer
1122Visninger
AA

4. Den blinde pige

Stående der... Så hun endnu mere smuk og overjordisk ud... Pigen ved navn Lia, med det ellers så kønne røde hår og smukke mørkeblå øjne. Den bløde, lyse fejlfri hud og elegante holding. Ikke mere. Hendes hår var klippet kort så det kun gik ned til hendes øre og var falmet og slapt. Ar var at se overalt på hendes arme og ben og krop. 'Hun må da fryse' Må de fleste folk tænke når de så hende stående den novemberdag i intet andet end en tynd hvid kjole... På toppen af en bygning, med tærende ganske få centimeter fra kanten... Ud i intetheden. Ud i døden. Snart ville hun springe. Endelig kunne hun blive forenet med ham igen. "Åh, Ayako..." Tænkte hun. Hun ville kaste sig ud og springe, men ikke en muskel rørte sig. "Åh, min Aya, hvorfor springer jeg ikke?... Ayako kom og red mig... Hjælp mig nu... Hør mig." En tårer gled ned af hendes kind og faldt hed ned på den kolde sne. Hendes barer tær brændte af kulde... "Ayako... ser du mon på mig nu?... Ayako... Min Aya... Hvad... hvad skal jeg gøre? Jeg savner dig så meget..." Som hendes stemme gav genlyd i den tidelige morgenluft i de levendes verden, lod den til at række langt, så langt... Langt væk. Over grænsen og ind i de dødes land... Hvor De nåede en persons ører.

Ayako slog øjnene op og sukkede meget dybt. Han syntes at han hørte Lia kalde på ham igen... Men det må havde været noget han bildte sig ind. Han rejste sig. Han måtte nok hellere tjekke til den nye pige. Hurtigt iførte han sig tøj og hastede imod Yuukas værelse. Da han trådte ind, sad hun midt på gulvet i skrædderstilling og tårer gled ned af hendes kinder. Hun så overasket op og rejste sig straks. Hun tørrede sine øjne og Ayako lod som om han ikke så hendes tårer. "Der er sikkert morgenmad om lidt. Det er en god ide at stå tideligt op så man ikke bliver vækket på den hårde måde..." Sagde han. Yuuka nikkede og spurgte ikke yderligere om hvad 'Den hårde måde' Var. Hun lukkede øjnene og gik så videre. De fortsatte ned af trapperne. Den eneste oppe var Acia som gjorde morgenmaden klar... Ellers var der mennesketomt. Hun puslede stille og roligt, ved komfuret og vendte sig så imod, Yuuka. "Godmorgen, Yuuka, hvordan har du det så, idag?" Yuuka nikkede lidt og vendte hovedet mod gulvet mens hun sagde: "Fint tak..." Man kunne næsten ikke høre hende. Ayako satte sig ved bordet. Yuuka satte sig tøvene ved hans side og få minutter senere kom Acia hen med en kop sort kaffe til Ayako. Hun smilte varmt til Yuuka. "Er der noget du kunne tænke dig at drikke Yuuka?" Yuuka bad stille om en kop te hvis det var muligt og Acia kom straks med en kop frisk mynte-te. Yuuka inhalerede lidt af dampen og lukkede øjnene. Det så ud som om hun elskede te. Ayako sippede lidt til sin kaffe og betragtede solen gå op ud af det store panorama vindue. Der var en stille og rolig stemning i køkkenet og stilheden, var meget behagelig: For stille... tænkte Ayako. Der går vel ikke lang tid før at... Han havde knapt tænkt tanken til ende da der lød bumlen ovenpå og Daiki og Kimi's råb lød oppefra. Ayako sukkede dybt... "Og de er igang igen..." Sagde han opgivende, mens Yuuka så bange omkring sig. Daiki kom spurgtende ind i køkkenet tæt forfulgt af Kimi, men de stoppede begge med deres rutine da de så Yuuka. De var stille lidt, men så talte Daiki. Han smilte stort og rakte hånden frem. "Hejsa! Du må være Yuuka! Mit navn er Daiki, dejligt at møde dig!" Yuukas skræmte udtryk, blev erstattet med chok da hun så Daiki og derefter var smerte tegnet i det. Hun nikkede til hilsen, men rørte ikke hans hånd. Kimi brød den pinlige tavshed ved at sige: "Og jeg hedder Kimi! Du skal ikke tage dig af idioten der, han fatter ikke noget." Daiki bankede en knytnæve i hendes skulder. "Hey, i det mindste kan jeg ned af trapper og ikke falde." Kimi hidsede sig op igen, men Acia gav dem begge et advarende blik. Hun begyndte at tale. "Aya er Yuukas vejleder, så denne gang er det ham der står med ansvaret, jeg håber at i vil respektere det." Kimi gav Ayako en opadvendt tommelfinger og Daiki piftede lavt. De smilte begge. Hvorfor skal de stirre sådan på mig? Kan de ikke bare begynde at skændes igen? Tænkte Ayako og skumlede i sine tanker. Yuuka betragtede dem alle, som Uta og Dai kom ned sammen med -til alles overaskelse- Masami. Acia sukkede meget lettet da de kom ned tæt forfulgt af Kiku. Nu behøvede hun ikke at løbe alle vegne efter dem. De hilste én efter én på Yuuka og hun forsøgte at gengælde venligt, men det blev ikke til meget andet end et par nik hist og her. Hun holdt hele tiden blikket på bordet. Da de alle sad bænket satte Acia en enorm gryde med havregrød på bordet og øste gavmildt op til alle. "Adr..." lød det fra Daiki. "Hvorfor lige havregrød. Bacon og æg er meget bedre." Acia pegede bestemt på ham, med grydeskeen. "Spis." lød komandoen og Daiki stak surmulende en skefuld havregrød i munden. De splittes og Ayako rejste sig. "Yuuka, skal jeg ikke følge dig til skole og vise dig rundt..." Yuuka så lettet op og nikkede. Han fortsatte: "Og du kan også spise med os, hvis du vil..." Yuuka lod til at tænke en smule over hvad 'Os' Betød, men Ayako havde ikke tålmodighed til at fortælle yderligere. Han svang sin taske som han havde taget, med ned over skulderen og bad Yuuka om at gå op og pakke de ting der lå parat på hendes skrivebord. Da hun var forsvundet op af trapperne kiggede ned på sine fødder for at undgå de øjne der kiggede på ham. Han vidste godt hvilket udtryk Kiku havde. "Hør..." Begyndte han, men Kiku afbrød ham, og han kunne hører hendes stemme var rolig som altid. "Nej, det er fint nok. Lad os ordne lektier en anden dag. Du skal passe på Yuuka idag." Sagde hun og Ayako så op på hende. Han åbnede sin mund for at undskylde, men ikke en lyd kom ud. Fordi.... Han var ikke synderligt ked af det. Kiku kiggede en smule sørgmodigt på ham og klappede så sin bog stille i og forsvandt stille ud af døren. Han sukkede lidt og Acia (som nok havde forsøgt ikke at overhører samtalen da hun var et utrolig retfærdigt menneske) lod sine skuldre synke lidt. Hvilket udtryk havde hun mon nu tænkte Ayako lidt over. Men endelig kom Yuuka ned igen og han lagde mærke til at hendes guldhalskæde var sat på igen. Hvorfor forstod han ikke, men han havde ikke i sinde at spørge.

Turen til skolen var stille. Ayako var ikke ligefrem fan af at snakke og Yuuka, virkede for skræmt til at tage initiativet. Med et lydløst suk og et indvendigt støn, vendte han hovedet mod den smukke, men skrøbelige pige. "Hvis der er nogle spørgsmål du har så spørg endelig. Du kan også spørge alle de andre i huset om hvad du vil." Han sluttede sin lille tale og Yuuka nikkede stille. De var kommet til stien, med de Japanske kirsebærtræer og Yuuka kiggede op på dem, med øjne der udtrykte den samme smerte som de havde gjordt da hun så på Daiki... Det undrede ham lidt. Normalt kom de fleste godt ud af det ,med Daiki da han var så fri og venlig af natur. Men Yuuka virkede... Ja, nærmest bange for ham. Hun undgik hans øjne og Ayako var ret sikker på at det var første gang Daiki havde mødt en der var så modvillig til at snakke med ham. De ankom til skolen og Ayako ledte Yuuka ind i deres klasselokale. Den næste tid fløj afsted. Hvorfor vidste han ikke. Yuuka blev præsenteret for klassen og, blev sendt ned på det sæde som var lige foran ham. Han betragtede hendes nervøse bevægelse og lagde mærke til hvor bleg hun englelig var. Hendes hud var kun en tone mørkere end hendes kridhvide hår. Hun skubbede det bølgende, næsten glitrende hår over skulderen og lukkede resten af omverdenen ude. Igen spulede tiden lynhurtigt fremad og pludselig gik, ham Masami og Yuuka side om side hen til Cafeteriet; Eller rettere sagt Yuuka gik et par skridt bag ham og Masami. De satte sig ved det sædvandlige bord og Masami rejste sig og kiggede afventende på Ayako. "Pastasalat." Sagde han, men Masami gik ikke, som han forventede hun ville gøre. Hun kiggede, med de monotone øjne på Yuuka. Afventende. Der gik et sæt i den skrøbelige pige og der gik en smule tid for hun forstod hvad hun skulle gøre. "R-ris..." Masami spurgte ikke ind til hvorfor Yuuka ikke ville have noget tilbehør og vendte sig bare for at gå hen og hente... Ayako undrede sig dog. Men talte gjorde han ikke. Han stirrede frem for sig og hans blik faldt på bordet i midten af cafeteriet. Hm? Hvor underligt... Uta var der ikke... Han trak let på skuldrene og overvejede om han skulle gå ned til klaveret alligvel. Hvorfor ikke? Han kunne nok godt lade Yuuka være alene i pausen. Masami kom tilbage, med deres mad flot balanceret på hendes arm og hænder.  Hun placerede maden foran os begyndte selv at spise sin sandwich, med et fjernt blik. Yuuka kiggede, ned på sin ris, med et ligeså fjernt blik. Ayako kunne ikke nærer sig. "Uh... Hvorfor ikke noget tilbehør?" Han så lettere nysgerrigt på Yuuka og skyggen af et smil viste sig på hendes ansigt. Hun så ned og det glimtede ganske svagt i hendes øjne. "Jeg... Kan godt lide det sådan her." Ja mere behøvede han jo ikke vide... Men han kunne mærke at der var mere ved det end bare det. Han trak dog på det og spiste sin egen mad. Der var stille lidt og af en eller anden grund så viste han at Yuuka ville spise, med dem fra nu af. Hun passede godt ind. Så snart han havde stukket, den sidste pasta ind i munden ringede klokken. Man fik åbenbart bedre timing i efterlivet. Han rejste sig og nikkede til Masami som også rejste sig. Han vendte sig mod Yuuka som havde kigget trist ned på det af risen hun havde levnet. Der lå helt sikkert, mere i hendes interesse for ren ris. "Jeg skal noget her i pausen. Kan jeg stole på at du kan klare dig selv." Yuuka nikkede beslutsomt, og ud fra udtrykket i hendes øjne ville Ayako ikke blive overasket hvis hun sagde noget som 'Yes sir!' Han klukkede en enkelt gang og vendte sig så væk og begyndte at gå, med hænderne dybt begravet i lommerne.

Til Ayako's overaskelse sad Uta, ved klaveret i parken, i Pavilionnen. Men hendes fingre rørte ikke klaverets tangenter. Dette syn fik Ayako's hjerte til at synke af en eller anden grund. "Uta..." Hans stemme fik pigen til at se op... Eller rettere sagt løfte hovedet. "Hej Aya," Lød hende stille og rolige stemme, men der var et snert af noget i stemmen. Noget han ikke forstod. Han rynkede let panden og i stedet for at sætte sig på bænken satte han sig på den anden højbenede puf som var ved klaveret. Uta så mildt overasket ud. "Vil du spille idag, Aya?" Han rystede på hovedet. "Hvad er der i vejen, Uta? Du var ikke i cafeteriet idag..." Uta smilte beroligende. "Åh, jeg følte mig skam bare lidt syg. Men jeg kunne ikke skippe, den vigtigste tid på dagen. Det ville være ensomt for dig, hvis du kom herhen til et tomt klaver ikke?" Ayako's kinder antog en lidt rødlig glød. Hun havde ret indså han. Uta så lige igennem ham. Ja Uta kan se. Ayako lukkede øjnene halvt i. Han kunne mærke det. Den fredfyldte piges tyngede sind. Han bøjede sig lidt ned så han var i øjenhøjde, med Uta. Hans øjne udtrykte mere end normalt... Og skønt hun ikke kunne se det, vidste han at hun kunne mærke dem. "Spyt ud." Hans stemme var lavmælt, men udtrykkelsen i den var klar. Uta's smil svandt... Hun så ned og det trak let i hendes mundvige. "Dig kan man heller ikke narrer, Aya..." Sukkede hun halvt grinene og halvt opgivende. Heller...? Tænkte den sorthårede dreng. Han opgav at tænke mere over det og Uta løftede hovedet og begyndte roligt at tale. "Engang... Var jeg ikke blind... Dengang jeg levede." Ayako's skuldre stivnede straks. Hans øjne udviste et tegn af frygt, da han nu vidste at han ville hører noget der var alt andet end rart. Uta's minder. Uta lagde nakken tilbage og snusede luften fra den blå himmel ind. Han kunne se den lette længsel der gled over hendes ansigt da hendes hoved vendte op mod himlen. Ayako lukkede også øjnene og så begyndte Uta's fortælling.

"Da jeg var lille..." Begyndte Uta. "Elskede jeg at tegne. Det fulgte mig op gennem årerne, min fantastiske gave og lyst til at fylde det hvide papir ud, med alverdens, linjer og farver. Men mine forældre... De var begge musikere. Stolte og lykkelige over det. De elskede mig. Så højt. Men de kunne ikke gemme skuffelsen, væk. Jeg havde evnerne til at fører deres smukke musik videre, men alt min lyst lå i mine blyanter. Musik rørte mig ikke. Dog blevet jeg stadig trænet i alverdens instrumenter. Jeg måtte ikke tegne før jeg havde øvet på samtlige instrumenter de egede. Men så snart træningen var ovre ville jeg tage min tegneblok, mine akvareller og mine blyanter til et sted. Jeg fandt altid nye steder, med landskab eller dyr. Det var ligemeget hvor. Jeg fandt det smukt. Jeg ville tegne det. Til tider blev jeg nød til at lige fange solnedgangen... Så kom jeg for sent hjem og min far ville råbe af mig. Men jeg var glad. For jeg kunne tegne..."

Uta rakte hånden op mod himlen, med spredte fingre. De greb om den tomme luft. Hun tog en vejrtrækning ind og fortsatte så. "Men så..."

"Anstreng dig mere!" Lød det hårdt fra den trætte mand, med sorte rande under øjnene og et strengt udtryk. "Spil bedre!" Han var træt af at hun ikke kun gøre det rigtigt. Træt af at hendes lyst til at spille ikke var der. Træt af hende. Den lille pige spillede, med halvt skælvende hænder på den smukt udskårne violin. Hendes øjne flakkede nervøst fra side til side. Hendes fingre gav et knæk og en tone, skingrede falsk ud i rummet. Den 7-årige pige stivnede skrækslagent. Hendes far rystede af raseri. Hvorfor kunne hun bare ikke! Pigen så ned for at skjule sine tårer. Klokken var allerede en time over der hvor hun plejede at spille til. Forsigtigt så hun op og spurgte, med skælvende læber og lav frygtsom stemme. "M-må jeg ikke godt tegne nu, f-far?" Så sprang bomben. Vild af raseri, rev hendes far violinen til sig, og de skarpe kanter, fra stregende skar i den lille piges fingre. I hans vanvittige raseri slog, faren ud med violinen.

Den ramte en vase.

Vasen fløj gennem luften og lige imod den lille pige som lige nåede at strækker armene ud, så vasen bragede imod hendes udstrakte hænder. Alting gik så langsomt i den lille piges øjne. Farens skrig. De lange syleskarpe, glasskår som havde kurs mod hendes øjne.

Smerte.

Og da pigen slog øjnene op igen, var papir og blyant væk. 

Sammen med hendes syn.

Uta vendte hovedet mod Ayako. Hans øjne var spærrede op til det groteske og hun kunne se hans puls hamre i hans hals, mens han mund var let åben i et lydløst skrig. Hun lagde hovedet tilbage igen mod himlen. "Det tog kortere tid for mig at vende mig til mit nye handikap, end forventet. Jeg kom hurtigt ud fra hospitalet og de undskyldte mange gange for deres hjælpeløshed... Men det var jo intet at gøre. Jeg var klar til at begynde på en frisk. Men min far..." Uta, snappede kort efter vejret inden hun igen fortsatte roligt. "Jeg blev ikke engang udskrevet fra hospitalet før han begik selvmord." Ayako's hals snørede sig sammen og han kunne knap nok få vejret. Uta talte videre. "Min mor blev knust. Hun gemte sig bare inde i den nye lejlighed vi måtte anskaffe os, på grund af mangel på penge. Hun bundede flaske efter flaske alkohol. Hun kom aldrig ud fra sit værelse. Kun for at tage den mad der blev stillet ud til hende. Imens trænede jeg mig selv op til at kunne gøre ting som alle andre. Jeg havde aldrig været særlig glad for hunde så jeg besluttede mig for at blive god nok til at gøre alting uden mit syn. Det virkede. Efter meget træning jeg kunne gøre alt som jeg kunne før. Men tegne... Det kunne jeg ikke mere. Jeg kunne bare ikke. Men pludselig... Hørte jeg noget. Ja hørte. Jeg hørte musikken. Den ramte imod mig i et helt nyt lys. Jeg mærkede at den kunne rede mig. Og det gjorde den. Det samme som bragte mig min ulykke gav mig ny lykke. Jeg lærte at mestre alle de instrumenter jeg fandt så svære engang. Jeg nød at spille musik. Det hjalp mig. Hvor ville mine forældre have været stolte af mig... Men ingen af dem var der til at se det. Men det bekymrede mig ikke. Jeg studerede musik i lang tid og søgte ind på et rigtig godt musik-akademi. Jeg var blevet kaldt derover og fik at vide at jeg havde bestået testerne og at de glædede sig til at have sådan en talentfuld elev derinde... Jeg fik et bevis og det hele. Jeg løb hjem, med papiret knuget ind til mit bryst. Jeg skulle hjem og fortælle det til mor! Jeg vidste at hendes øjne ville lyse op. Jeg vidste det. Jeg løb hen af vejen stadig med, papiret knuget ind til mig... Så kom der en bil. Og det var slut. Det vigtige papir blev hos mit hjerte indtil det slog sine sidste slag."

Ayako stirrede bare. Hans øjne var stadig op spærrede og da han tog hånden op til sine øjenkrog fandt han til sin skræk noget vådt. Han så hurtigt ned og bed sig hårdt i kinden. Whimp... Tænkte han ydmyget. Uta vendt hovedet ned igen og smilte. "Hvis uheldet skete efter jeg havde vist papiret til min mor... Tror jeg ikke at jeg ville være her... Men..." Uta smilte strålende. Et smil der var solen værdig. Et smil der rørte Ayako helt ind i hans dybeste hjertekamre. "Jeg er også glad for at jeg endte her. Fordi nu har jeg jer alle! Jeg er så glad for at i alle er her! Her er jeg lykkelig..." Ayako så på hende længe. Han åbnede munden for at sige ordene, men lukkede den hurtigt igen. Han turde ikke spørge. Han gik lidt tilbage og lagde sig på den hvide bænk. Hans øjne gled i, men han var ikke det mindste træt. Det knugede i hans bryst og det havde intet, med Uta's historie at gøre. Hans spørgsmål sad på tunge og tyngede hans mellemgulv. Hvorfor er du her så stadig? Han følte at han blev nød til at sige noget, så han åbnede munden. "Hør Uta..." Han åbnede øjnene og kiggede over mod Uta... 

Begge højbenede puffer var tomme.

"U...Uta?"

Ayako mærkede den tyngende følelse i hans mellemgulv blev tungere og han hev lydløst efter vejret, mens hans øjne forsøgte at finde, den grøn hårede, fredelige pige. Det sev ind i hans hjerte før i hans hjerne.

"Hey... Uta..."

Han kaldte lavt på hende igen.

Men pladserne ved klaveret forblev tomme. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...