The truth, the lies and the love - One Direction

Nu når jeg ligger i Niall's arme begynder det at gå op for mig hvor dum jeg har været.. Hvorfor kunne jeg ikke bare ha' elsket ham med det samme? Alt det han har gjort for mig, bestyder ubeskreveligt meget. Men der vel ingen der er perfekte, isært ikke når man flytter fra London til L.A. Men der her er hvertfald en sommer jeg aldrig glemmer.

18Likes
12Kommentarer
1958Visninger
AA

5. Følser for mig?

 

Jeg havde sluppet Niall’s hånd og bare hurtigt sagt jeg skulle ha’ været hjemme. Det var selvfølgelig en lodret løgn. Nu sad jeg på min seng, og var stadig lidt befippet over det Harry havde fortalt mig. Jeg viste ikke helt hvad jeg skulle føle, eller gøre. Jeg kunne godt lide Niall, men ikke lige frem på den måde. Jeg så ham mere som en ven, end en mulig kæreste. Jeg havde måske sendt ham lidt for mange smil og flirtende blikke, men jeg mente jo det ikke sådan! Havde fanden skulle jeg gøre? Jeg ville jo ikke ødelægge vores venskab, for vi var jo lige blevet venner, og jeg ville gerne blive meget gode venner med ham. Men, jo, han var sød, og jeg havde også lidt fantaseret om at vi gik hånd i hånd på stranden, mens alle de andre piger sendte misundeligt blikke efter os. Men det var jo bare en langt ude fantasi! Men måske betød det alligevel at jeg også godt kunne lide-lide ham, for hvorfor var det lige Niall og jeg fantaseret om, hvorfor ikke mig og Zayn for eksemplet? Jeg sad bare og følte at min hjerne var et stort rod, af tanker og følser. Men måske skulle jeg bare gi’ ham en chance. Jeg tog min iPod, proppede høretelefonerne i ørene, og satte en må shuffle. Den første sang der afpillede var det gamle beatles nummer ’let it be’. Da jeg lyttede nærmere til teksten gav det pludselig meget mere mening. ”There will be a answer, let it be.” sang de. Måske var det lige det jeg skulle gøre? Bare give ham en chance og se hvad der så skete. Men på den anden side, er det dumt at kaste sig ud i noget man ikke føler for. Jeg var stadig lige forvirret. Jeg var nød til at snakke med Harry.

Jeg ringede Niall op. ”Hej Alice.” sagde han glad i den anden ende. ”Øøh, jeg Niall… Vil du sende mig Harry’s nummer det er ret vigtigt.” sagde meget hurtigt, og snublede lidt over nogen af ordrerne. ”Ja.. hvad skal du bruge det til?” spurgte han. ”Det bare… vi er… venner.” sagde jeg, med en lidt mærkelig smag i munden. Nu troede Niall sikkert bare at jeg udnyttede ham, så jeg kunne blive venner med Harry. Men altså, jeg havde jo mødt Niall og Harry, samme dag og samme sted, så han havde jeg ikke nogen grund til at blive sur. ”Når jo, jeg skal nok sende dig, hans nummer.” sagde han lidt mindre muntert. ”Okay, så ses vi snart.” sagde jeg. ”Ja, vi ses.” sagde han, og lagde på.

Lidt efter fik jeg en sms. Det var vedhæftet en fil, som måtte være Harry’s nummer. Jeg gemte det hurtigt i kontakter, og ringede derefter til ham. ”Hallo?” lød fra Harry, i den anden ende. ”Hej Harry, det er Alice.” sagde jeg. ”Hej Alice. Hvad kan jeg gøre for dig?” sagde afventende. ”Det er bare det, med Niall, og.. ja.. du ved.” sagde jeg stille, og gik ud på en lille altan, der hørte til mit værelse. ”Nåårh,” sagde han og fnes, ”Hvad vil du vide?”. ”Mener du det, eller hvad?” sagde jeg skeptisk. ”Øh, ja! Når man sidder og hjælper ham med at skriv en sms, hvor der står om i skal finde en dag, så ved man godt at han er ramt.” sagde han. Jeg dumpede træt ned i en stol. ”Åh gud, hvad skal jeg gøre, Harry?” spurgte jeg træt. ”Giv ham en chance! Det gør jeg altid. Nogen gange går det af H til, andre gange virker det helt fint.” sagde han. ”Men hvad vis jeg bare ser ham som en ven? Jeg vil jeg ikke holde ham for nar!” sagde jeg opgivende og sukkede. ”Prøv!” fastslog han. ”Men.. me-” sagde jeg. ”Ikke mere snak! Gør nu bare som jeg siger!” afbrød han. ”Okay… så, hej hej.” sagde jeg. ”Yup, vi ses Alice.” sagde han. Jeg lagde på, og gik ind på mit værelse igen. Jeg smed min mobil fra mig på sengen. Jeg satte mig i en stol, ved mit skrivebord.

 Det bankede på døren. ”Kom ind.” sagde jeg. Døren blev langsomt skubbet op. ”Hej…” sagde Lillie stille. Jeg smilede mildt. ”Kom ind og sæt dig.” sagde jeg. Hun gik stille ind og satte sig på min seng. ”Kan jeg hjælpe dig?” sagde jeg. ”Jeg… øh… er lidt ensom.” sagde hun. Hun kiggede stille ned på sine hænder. ”Du savner London, ikk’” sagde jeg forstående. ”Jo… jeg kan ikke bo her, Alice, der er ingen der vil være venner med mig” sagde hun. ”Jo, der er sikkert nogen der vil være venner med dig.” sagde jeg. ”Hvordan ved du det!” sagde hun surt. ”Fordi at allerede har fået fem venner” sagde jeg. ”Okay.” sagde hun stille. Og en af dem er måske lidt mere en bare en ven, tænkt jeg, men lod være med at sige det højt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...