The truth, the lies and the love - One Direction

Nu når jeg ligger i Niall's arme begynder det at gå op for mig hvor dum jeg har været.. Hvorfor kunne jeg ikke bare ha' elsket ham med det samme? Alt det han har gjort for mig, bestyder ubeskreveligt meget. Men der vel ingen der er perfekte, isært ikke når man flytter fra London til L.A. Men der her er hvertfald en sommer jeg aldrig glemmer.

18Likes
12Kommentarer
1913Visninger
AA

1. Det sidste farvel.

Jeg gik ind på mit tomte værelse. Jeg lod min fingre kørte over væggene, imens jeg gik rundt i mit nu gamle værelse. DEt var hårdt at sige farvel. Farvel til alt. For et par dage siden havde jeg bare ligget og grædt på mit tæppe, fordi det gik op for mig at det var en af de sidste dag jeg havde i London. Jeg satte mig i vindues karmen og kiggede ud af vinduet. Jeg følte mig tom inden i, men alligevel så vred. Vi skulle flytte til Los angeles fordi min mor havde giftet sig væk til en eller anden rigmand. Jeg hader min mor. Hun er så falsk, med sine falske læber og det afbleget hår. Hun er den typer alle mændene kigger efter en ekstra gang. Hun er vel køn nok men hun ville være langt pænere vis hun ikke havde fået alle de operationer. Hun havde faktisk sagt til mig at jeg også godt måtte få en operation vis jeg ville. Jeg tror hun mente der sødt, men det virkede bare som om at hun sagde der var noget galt med mig. Hun er vel også lidt skuffet over at jeg ikke går op i mit udseende. Det eneste jeg tænker på i forhold til mit udseendene er hvor vidt min eyeliner skal spidses. Og så er hun vel lidt skuffet over at jeg har en lidt punk agtig stil. Men jeg ville aldrig begynde at gå i hendes over pyntede tøj og hendes 12 cm høje stilleter.

Det bankede på døren. "Kom ind" sagde jeg. Det var min veninde Kathy. Hun er vel det andre ville kalde 'min bedsteveninde'. "Hej" sagde hun svagt. "Hej" sagde jeg. Hun satte sig i den anden ende af min vindues karm. Sådan sad vi bare lidt, vi kiggede ikke engang på hinanden. Jeg kunne hørte hende snøfte. "Du må ikke græde, det gør bare det hele meget værre end det er i forvejen." sagde jeg og kiggede bestemt på hende. "Det bare svært at skulle sige farvel når du er den eneste rigtige ven jeg har" sagde hun og kiggede ned på sine hænder. "Men det jo ikke farvel for evigt, du kan jo godt komme og besøge mig, min mors mand vil sikkert gerne betale for din flybillet" sagde jeg. "Men bliver bare aldrig det sammen,vel?" sagde hun. Jeg kunne se hun havde tårer i øjnene. Jeg havde lovet mig selv at jeg ville undgå alt tuderiget, men det var svært når Kathy sad der og var på nippet til at græde. Jeg kunne mærke at jeg selv fik lidt tåre i øjnene, for det ville jo ikke blive det samme. Jeg kunne ikke bare gå hjem hos Kathy når jeg var sur på min mor, vi kunne ikke være mærkelig sammen og gøre alle andre pinlig. Jeg ville savnede hende. "Nej, det har du nok ret i" sagde jeg med lidt grødkvalt stemme. Hun lænede sig frem og krammede mig. Sådan sad vi længe, men til sidst måtte jeg give slip. "Farvel" sagde jeg og mærkede et par tårer trille ned af min kind. "Farvel, jeg skal nok komme og besøge dig snart." sagde hun med et lille smil på den ellers forgrædte ansigt.

Da Kathy var gået sad jeg i min vindues karm og græd. Ikke det store tuderrige, jeg sad bare lyd løst og lod tårerne falde. "Alice!" råbte min mor ude fra gangen. "Ja, hvad er der?" sagde jeg mut. "Vi skal afsted." sagde hun. Jeg gik langsomt ud af værelset, for jeg ville huske vær lille detalje. "Farvel." hviskede jeg som om at værelset var en gammel ven, og lukkede døren. Min mor stod ude i gangen og smilede. Hvorfor smilede hun? Det var jo ikke sjovt at flyttet væk fra det hele! Jeg kunne så at min lille søster Lillie også var ked af det. Lillie og jeg forstår hinanden. Hun er 14 og jeg er 17. Vi kiggede på hinanden for at spørge 'er du okay?' vi nikkede begge stille og tog hver vores taske til flyve turen. "Okay, piger lad os komme afsted" sagde min mor. Min mor gik straks ned af trappen, men for mig og Lillie tog det lidt længere tid at forlade lejligheden. Vi gik med tunge stridt ned af trappen. 

Da v kom ned på gaden stod hele min mors veninde folk for at sige farvel. Min mor begyndte med det sammen at stor tude, sammen med hendes veninder. De havde alle sammen fået lavede læber, og lignede nogen værre duller. "Jeg elsker jer alle sammen" sagde min mor meget dramatisk. De stod alle sammen og krammede. Det var noget af det mest irriterende jeg nogensinde havde set, for jeg hun havde sagt til mig at hun glædede sig til at komme væk fra dem. "Farvel!3 sagde hun mor og kyssede alle hendes veninder på kinden, og så skulle vi ellers afsted.

Vi tog en taxa i lufthavnen. Køre turen der ud sad jeg og kiggede ud af vinduet. Jeg ville ikke forlade London, men det var jeg jo nød til. Min mor sad på forsædet og pladrede løs til cheføren. 

Vi ankom til lufthavene lidt forsent. Mor stressede helt vildt over det. Jeg havde mest løst til at misse flyet, så jeg bare kunne bliver her lidt længere. Men snart stod vi ved gaten og chekede ind. "Farvel London" sagde jeg stille, da vi sad i flyet og skulle til at lette.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...