The Forgotten {1D} pause.

Tay, eller rettere sagt Taylor er en helt normal pige, eller det er ihvertfald hvad hun tror, hun er 18 år nu, men for 2 år siden var hun med i en forfærdelig bilulykke hvilket gav hende hukommelseskab, hendes læger sagde de skulle flytte tilbage til hendes hjemby i Danmark, da alt her i England ville forvirre hende, hvorfor ville det forvirre hende? hun var nemlig kærester med en af de kendte One Direction drenge, men da de bliver nød til at flytte væk fra alting, fortæller hendes forældre ham at Taylor døde i denne bilulykke.

Pause midlertidigt

27Likes
48Kommentarer
3415Visninger
AA

8. I just can't

 

Mit hjerte stoppede næsten, kæreste siden hvornår, hans øjne var fyldt med vand nu og han rejste sig forsigtigt og gik hen til mig og nu stod han foran mig, hvilket jeg ikke kunne lide, jeg kunne ikke have en kæreste.. hvad med Jake? ”nej” sagde jeg og skubbede ham bagud, han stod nu med tåre langt ned af kinderne, hvilket jeg ikke kunne lidt, ”hvad” sagde min mor fra sofaen, ”jeg har jo Jake” sagde jeg en smule højt, hvilket fik hans øjne til at nærmest lyne, denne dreng som stod foran mig skulle være min kæreste.. det kunne ikke passe, hvordan.. ”Hvem er Jake” sagde han en smule hårdt, og den måde han sagde Jake på fik mine hår på armene til at rejse sig, han skulle ikke sige hans navn på den måde, jeg mærkede forsigtigt vreden bluse op, ”JEG ER FUCKING IKKE HANS KÆRESTE” råbte jeg imens jeg pegede på denne dreng som stod foran mig, ”og Jake er min flirt.. hvis det er så vigtigt” sagde jeg og fægtede med armene, ”det er vigtigt, jeg elsker dig Taylor” sagde han og rakte ud efter mig.. vidste han overhovedet hvor meget ordet elsker, betyder, no I don’t think so. ”elsker mig ligefrem, jeg kender dig ikke” sagde jeg en smule hårdt, hvilket tydeligt tog hårdt på ham.

 

Man kunne tydeligt se hans øjne nærmest springe for vandet silede ned af hans kinder, en efter en, og det gjorde på en måde en smule ondt i at se ham have så meget smerte.. ”hey” sagde jeg og gik hen til ham, jeg kunne ikke tage at se folk græde, uanset hvad personen havde gjort eller sagt, ja jeg er meget omsorgsfuld, det siger min mor altid om mig, at det har jeg altid været, ”ikke græde” sagde jeg og lagde blidt min hånd på hans overarm, ”Taylor..” sagde han hulkende ”ja ehm, hvad hedder du” sagde jeg og han brød ud i et voldsomt hulk, jeg agede blidt hans arm, og han begyndte at mumle ”du..kan..virkelig..ikke..huske..mig..” sagde han skuffet, jeg rystede blidt på hovedet, og han sukkede ret højt, ”mit navn er Harry” sagde han og kiggede mig ind i øjnene, de øjne så ret bekendte ud og jeg kneb øjnene sammen og kom i tanke om mine drømme, ”mooar” sagde jeg og hun rømmede sig lidt ”ja skat” sagde hun, ”de drømme” sagde jeg en smule lavt, ”ja, skat” sagde hun med en smule håb i stemmen.

 

”de øjne, de.. virker på en måde” ”bekendte” sluttede min mor min sætning og jeg nikkede som et ja, ”de drømme Taylor, det er minder du har haft men Harry” sagde hun og nikkede hen på ham der stod tæt på mig, hans læber skød en lille smil frem hvilket jeg smilte tilbage på, hans ene hånd fandt vej til min kind, ”jeg kan ikke tro du lever” sagde han med et smil.. vent hvad? Lever.. jeg slog bogstavelig talt hans hånd væk og kiggede overrasket på min mor, ”hvad mener han mor?” sagde jeg en smule hårdt..

 

”Kom her skat.. nu skal jeg fortælle dig det hele”

 

(jeg vælger at klippe forklaringen fra og komme til hendes reaktion, håber ikke det ødelægger novellen)

 

Mit hjerte sad bogstaveligt talt helt op i min hals, klumpen sad der også, og jeg kunne ikke sige et ord, jeg sad imellem denne såkaldte Harry min kæreste og min mor, hukommelsestab det havde jeg ikke set komme, og det værste var nok at min mor ikke havde fortalt sandheden og bare havde undgået at snakke om det, det gjorde virkelig ondt at jeg ikke kunne få sandheden af vide, og de ord hun nogen gange sagde, som for eksempel  ’jaja, sødt’ eller ja det var sådan nogle mærkelige sætninger som ikke gav mening, men det gav utrolig meget mening nu.. jeg kunne ikke tro det.. og ville ikke tro det, ”Jeg ville altid elske dig Taylor.. jeg skal nok få dig til at elske mig igen”

 

*

 

Jeg sad inde på mit værelse og græd, det var nu to dage siden jeg fik afvide jeg havde hukommelsestab, efter den bilulykke med min far, den far som jeg aldrig så.

Jeg havde fået afvide at jeg ikke kunne tage til England selvom Harry gerne ville have mig med, og fortælle folk at jeg var i live, virkede det på en måde også urealistisk virkelig meget endda, men jeg kunne bare ikke huske ham, hans smil og grønne øjne var dog bekendte, men bare HAM kunne jeg ikke huske, hvilket jeg hadede for min mor havde fortalt mig i går at sådan som jeg så på Harry var ægte kærlighed.. ægte kærlighed, hvis jeg ikke kunne huske det, hvor forelsket havde jeg så været.. ikke så meget igen ville jeg tro.

 

En blidt bank lyder på din dør, ”kom ind” sagde jeg forsigtigt, og lagde endnu engang mit hoved ned i puden og begyndte lydløst at græde ned i puden, jeg mærkede min seng bukke sig forsigtigt ned, hvilket betød at der sad en ved min side, ”hey babe, er du okay” lød den hæse stemme, den stemme som fik mine ben til at skælve, jeg vendte forsigtigt hovedet og kiggede ind i hans blå øjne, ”ikke helt” sagde jeg klynkende, ”kom her” sagde han og trak mig op i et kærligt kram, og jeg krammede hårdt igen, ”Jake, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre” sagde jeg med en forvirret og alligevel klynkende stemme, ”shh” sagde han beroligende, og det fik mig på en måde til at slappe af, men jeg kunne virkelig ikke, denne Harry som er kendt er min kæreste, eller nu eks kæreste, ”slap af, lad være med at tænke så meget, vi kan jo ikke have du ender på hospitalet” sagde han med en omsorgsfuld stemme, jeg smilte og krammede ham endnu tættere, men løsnede lidt grebet derefter, jeg kiggede ham dybt i øjnene, og følelserne tog overhånd, og jeg nåede kun at strejfe hans læber da døren gik op.

 

”hey jeg vi..” hans ord stoppede, jeg trak mig fortrækket fra Jake. Jeg fangede Harry grønne øjne, og tårene der løb ned af hans kinder, ”undskyld” hviskede han og forsvandt fra døren, jeg bandede af mig selv, ”undskyld Jake, jeg bliver lige nød til” sagde jeg og han nikkede forstående, jeg ledte rundt efter ham, og nåede til gæsteværelset og hørte nogle stemmer derinde fra, eller kun hans stemme og en højtaler, ”Jamen Louis, hun forstå ikke min kærlighed.. jeg elsker hende mere end nogensinde”

 

Håber kapitlet også er godt. JUSK at like ;-) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...