What makes my summer beautiful.-1D

Blair og Spencer har endelig fået sommerferie, og det betyder hygge for de to bedste veninder. Blair har efter uendelige overbevisende samtaler fået Spencer og begge deres mødre, overbevist om at de to 17 årige piger må tage næsten alene, kun med Blairs 20 årige kusine, til London hele sommeren. Det kan kun blive fedt. Eller kan det? For Blair er kæmpe fan af 1D og det er Spencer ikke ligefrem. Hvad sker der når Blair efterlader Spencer alene med de kedligste mennesker på jord i en park, for at tage til koncert, som de ikke havde aftalt at tage til? Og når Spencer møder drengene fra 1D og får lavet et mærkeligt førsteindtryk, men holder det hemmeligt for Blair, bare som en slags hævn? Og hvad når sommerfølelserne blomstre og sommer så er slut?

Denne er med i 1D sommer konkurrencen, så det ville betyde så meget for mig hvis I ville støtte op om den.....

11Likes
97Kommentarer
2853Visninger
AA

10. -9-

Harrys POV

"Harry, min fa-r..... Er...-dø-d." fik hun til sidst fremstammet. Hendes øjne var blod røde og hendes hænder rystede som en lille hund i regnvejr. Man kunne tydeligt se og mærke at det her var et følsomt emne. Men hvilket menneske ville man også være hvis det ikke var?

"Spencer det gør mig meget ondt jeg ved hvordan du har det, mine forældre er også skilt." sagde jeg men fortrød hurtigt det sidste. Hun tørrede hurtigt en tåre af sin kind og kiggede så alvorligt på mig.

"Nej Harry det gør du nemlig ikke. Du har begge dine forældre. De er godt nok skilt men de er trods alt i live. Og du har en søster der ville gøre alt for dig." hun standsede kort op for at tørrer en tåre mere væk og tog så en dyb indånding før hun forsatte.

"Mine forældre blev skilt for 5 måneder siden og min far døde 3 måneder senere i et biluheld efter et skænderi med min mor. Min eneste bror som også er den eneste i hele verden jeg stoler 100% på flyttede fra os efter et skænderi med min mor fordi han bebrejder hende for min fars død. Det er også derfor at jeg er blevet tvunget med på den her ferie, af mine så kaldte veninder, så jeg kan tænke på noget andet. Så nej Harry du ved ikke hvordan jeg har det." med de ord og et såret ansigtsudtryk rejste hun sig fra bordet og begyndte at gå ned af den lille trappe der førte ned til resten af restauranten.

"Undskyld Spenc.... Jeg mente det ikke." hun standsede ikke så jeg vendte mig hurtigt mod tjeneren.

"Skriv det på regningen for jeg er nød til at fange hende." han nikkede hurtigt og lige så hurtigt var jeg løbet ned af trappen og videre gennem restauranten.

 

Den kolde luft ramte mig som en knytnæve lige i ansigtet da jeg kom ud af døren. Jeg kiggede mig hurtigt rundt og til mit held var hun ikke nået langt. Hun sad i fosterstilling op at den nærmeste mur med hovedet begravet i sine hænder. Jeg gik langsomt over til hende og satte mig ved siden af hende.

"Jeg mente det ikke. Undskyld. Selvfølgelig ved jeg ikke hvad du føler og det gør mig meget ondt. Det hele. Kan du tilgiv mig?" hun kigge kort op på mig og nikkede så. Hendes læbe dirrede og hele hendes krop rystede. Det var der det gik op for mig at hun ingen jakke havde på. Jeg rejste mig hurtigt og tog min grå blazer af. Bukkede mig ned igen og lagde den om hendes skuldre. Hun gengældte med et forsigtigt smil.

"Vi nåede ikke den dessert jeg havde bestilt. Vil du med hjem til min lejelighed i stedet? Jeg kan lave pandekager med is?!" hun nikkede igen, denne gang med et lille smil på og lod mig trække hende op.

"Tak" sagde hun med mussestemme og jeg kyssede hende bare i hendes utroligt bløde og velduftende hår som svar. Jeg fik hurtigt fat i en taxa, men lige før vi satte os ind kunne jeg høre blitzene bagfra. Jeg satte mig hurtigt ind efter hende og chaufføren satte kurs mod den adresse jeg havde givet ham.

 

 

Spencers POV

 

"Welcome to casa d' Larry!" skrålede Harry da vi kom ind i lejeligheden.

"Jeg har altså været her før. Men hvad sker der for navnet?" sagde jeg bare og smed mine sko i gangen. De stilletter var så skrækkelige at have på det var helt vildt. Aldrig havde jeg haft så ondt i fødderne før. "Det finder du selv ud af på et tidspunkt." svarede han bare og tog sin blazer af mine skuldre og hang den op. Han tog min hånd og trak mig med ind i stuen. Jeg var ikke rigtigt i humør til noget som helst. Mine øjne sveg stadig lidt efter at jeg havde grædt. Min makeup lignede med garanti lort. Jeg gav Harrys hånd et lille klem og vred mig så forsigtigt ud af Harrys greb og han fangede hurtigt hvad jeg ville.

"Ned af gangen første dør til højre." Jeg fandt hurtigt badeværelset og gik så i gang med at fjerne det makeup der var på vej ned af mine kinder. Da jeg nu ikke havde makeup fjerner måtte jeg bruge vand og toiletpapir men det gik også godt nok. Da jeg var færdig så jeg både bedre ud og jeg havde også fået humøret lidt op. Han havde jo ikke ment det på den måde. Og det var jo heller ikke den nemmeste situation jeg havde sat ham i. Hvorfor havde jeg overhovedet sagt det? Jeg smed det våde papir ud og åbnede så døren ud til gangen. En dejlig duft havde fuldt gangen og nu også mine næsebor. Jeg gik ud i stuen men Harry var der ikke.

Jeg opfangede hurtig lyde ude fra køkkenet af så jeg gik der ud.

"Wow det ser godt ud," kunne jeg ikke lade vær med at sige, mens jeg prøvede at holde et grin inde. Harry stod med en pandekagepande i hånden og mel hele vejen ned af sig.

"Haha," grinede han falsk og gik hen i mod mig. "Nej kan du komme væk din klamo." hvinede jeg men han havde allerede fået fat i mig. Han smed panden på bordet og lagde armene om mig.

"Hvad kaldte du mig?" spurgte han smilende ig snurrede mig rundt så mine hænder var på min ryg og min ryg var mod hans mave.

"K. L. A. M. O." trak jeg den og drejede rundt så vi igen stod front mod front. Hans smukke øjne borede sig ind i mine og jeg kunne mærke min mave vende sig. Han løftede sin ene hånd og lagde den mod min kind. Han åbnede langsomt munden for at sige noget men fortrød og lukkede den igen.

"Hvad ville du sige?" spurgte jeg selvom at jeg ikke ville vide det. Det kunne jo ødelægge det perfekte øjeblik. Jeg ville bare blive stående her i hans arme helt uden ord men bu havde jeg jo spurgt så selvfølgelig svarede han.

"På en normal date ville jeg have gået efter et kys. Men denne gang vil jeg bare se dig smile igen." Mit hjerte bankede hurtigt og tårerne pressede sig igen på. Jeg tvang et halv falsk smil frem men han gemmen skurede det hurtigt.

"Og ikke et smil du laver fordi jeg siger du skal men fordi du vil." jeg svarede ikke men lagde bare mit hoved mod hans brystkasse og lyttede til den melodi han begyndte at nynne. Vores hjerteslag smeltede nærmest sammen og jeg føæte mig tryg. Så tryg..

 

 

Harrys POV.

Vi stod sammen midt i køkkenet. Mig med mel over det hele og med hende mod mit bryst. Vi stod der bare. Uden et eneste ord. Jeg ville ikke ødelægge øjeblikket men jeg kunne ikke lade vær da jeg kom i tanke om at jeg havde en tændt kogeplade stående.

"Hey. Skal vi ikke se at få lavet de pandekager færdige?" Hun trak sig lidt væk fra mig. Kiggede mig i øjnene og nikkede så.

"Hey hvor er Lou egentligt?" spurgte hun da jeg gav slip på hende og tog panden op igen.

"Han er u--" mere fik jeg ikke sagt før hoveddøren blev smækket op og Louis kom "dansende" ind med lige så meget fart på som en lille gris der var blevet trukket i halen.

"Han er her." sagde jeg nok mere skuffet end det var ment. Han valsede videre ind i køkkenet og stoppede først da han ramte ind i min brystkasse. Som stadig var varm efter Spencers hoved hvilen.

"Hovs!" sagde han og vendte rundt for at sætte sig på en stol. Det gik ikke så planlagt for lige da han havde sat sig på en at vores barstole snurrede den rundt og sendte ham til tælling på gulvet. Med et stod det klart. Han var fuld. Og ikke bare fest fuld. Nej "der-har-været-en-dårlig-nyhed"-fuld.

"Lou kom her!" jeg hev ham op i hans arme men det var som on han var tungere fuld end når han var ædru. Jeg fik han forsigtigt på benene og med en arm om ham og den anden brugt til at dreje han fik jeg ham ind i stuen og smidt på sofaen.

"Undskyld Spenc jeg troede virkeligt at han har på date med Eleanor. Jeg regnede ikke med at han ville blive fuld. Eller komme så tidligt hjem.." forklarede jeg undskyldende da Spencer også kom ind i stuen.

"Det gør ikke noget. Jeg kan hjælpe. Jeg har set en mand sådan der mange gange før." hun kiggede trist på mig da hun sagde det. Og noget sagde mig at det havde noget med hendes far at gøre.

"Godt for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!! Det plejer at være mig på sofaen og Liam der var i mit sted nu." sagde jeg bare i håb om at hun vidste hvad jeg kunne gøre. Hun kom hen til sofaen ig satte sig på hug lige foran Louis' hoved.

"Bare gå ud og lav dine pandekager før bygningen brænder ned. Jeg kan lugte noget brændt." hun gav mig et lille smil til sidst og jeg gjorde som hun sagde.

 

Spencers POV.

 

Harry forsvandt ud i køkkenet og jeg vendte min opmærksomhed mod Louis.

"Lou kan du høre mig.?" Jeg ruskede ham let i skuldrene, men der skete ikke noget. Jeg begyndte med små slag på kinden og han begyndte langsomt, meget langsomt, at vågne op.

"Lou kan du høre mig?"

"Eleanor?"

"Nej det er Spencer. Hvad er der sket Lou?" Og hvem fanden var Eleanor?

"Harry...."

"Nej Louis det er stadig Spencer!"

"Harry...." hans øjne var fraværende så jeg måtte lige give ham et par dask mere.

"okay hvad er det der er med Harry?" gav jeg endelig op.

"Jeg har det skidt!" mumlede han og en lille tåre kom til syne i hans øjenkrog.

"Harry kaffe..!!!! Og massere af det!" råbte jeg ud i køkkenet og straks begyndte han at larme der uden.

 

Efter 4 kopper kaffe var Louis begyndt at komme lidt til sig selv.

"Lou hvad skete der?" spurgte Harry som sad ved siden af Lou på sofaen. Harry havde lige forklaret mig at Eleanor var Louis’ kæreste, så nu var jeg med.

"Vi mødtes til vores date og pludselig gik der gang i et stort skænderi. Jeg ved slet ikke hvad der skete. Og så gik hun." græd han med hovedet mod Harrys skulder.

"Det skal nok gå," sagde jeg ig nussede ham let på ryggen.

"Tak men jeg tror bare jeg går i seng." han rejste sig og forsvandt ned af gangen. "Undskyld. Der blev vores date lige ødelagt." mumlede Harry. "Det okay. Man skal jo passe på sine venner." hvad kunne jeg ellers sige? Mit humør vaf faldet igen efter at have set Lou sådan. Det lignede min far de første 3 måneder efter skilsmissen. De 3 sidste måneder af hans liv.

"Hvad tænker du på?" Harry lagde armen om mig og jeg lod mit hoved hvile på hans skulder. Det var utroligt så tryg jeg var i hans selskab efter så få dage men han havde bare en særlig effekt på mig.

"Min far" hviskede jeg og han nåede kun at nikke før jeg forsatte. "Han lignede Lou efter skilsmissen."

"Det gør mig ondt.” han lød virkeligt som om han mente det og når han nussede mig i håret var der ingen tvivl. Mine øjne blev pludselig tunge og svære at holde åbne.

Efter et par minutter med Harrys beroligende hårnussen og nynnen gav jeg op og lød mine øjne glide i´.

______________

Hey der fik I lige et kap der var dobbelt så langt som alle der andre!!! Fortjener det ikke et like?? Det fik I fordi jeg tager i sommerhus de næste 3-4 dage og der er der OVERHOVEDET IKKE NOGET INTERNET!!! Hvordan kan jeg overleve?? xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...