What makes my summer beautiful.-1D

Blair og Spencer har endelig fået sommerferie, og det betyder hygge for de to bedste veninder. Blair har efter uendelige overbevisende samtaler fået Spencer og begge deres mødre, overbevist om at de to 17 årige piger må tage næsten alene, kun med Blairs 20 årige kusine, til London hele sommeren. Det kan kun blive fedt. Eller kan det? For Blair er kæmpe fan af 1D og det er Spencer ikke ligefrem. Hvad sker der når Blair efterlader Spencer alene med de kedligste mennesker på jord i en park, for at tage til koncert, som de ikke havde aftalt at tage til? Og når Spencer møder drengene fra 1D og får lavet et mærkeligt førsteindtryk, men holder det hemmeligt for Blair, bare som en slags hævn? Og hvad når sommerfølelserne blomstre og sommer så er slut?

Denne er med i 1D sommer konkurrencen, så det ville betyde så meget for mig hvis I ville støtte op om den.....

11Likes
97Kommentarer
2844Visninger
AA

7. -6-

Blairs POV.

”Ring til hende igen!!” Venessas stemme rungede igennem hotelsuiten, og fik min hjerne til at koge over.

”Hvad er det af ”Hun tager ikke telefonen!” du ikke forstår selv efter 15 gang?” næsten råbte jeg, og gik et skridt tættere på hende. Vi havde stået sådan her i næsten en time, og det var ikke godt for mig morgen humør.

”Det faktum at hvis jeg ikke finder hende inden det bliver mørkt så er jeg nød til at ringe til hendes mor og så er jeg dødt kød!!!” råbte hun tilbage og gik skrammede tæt på mig.

”Der er jo mega lang tid til at det bliver mørkt! Klokken er jo kun halv 12. Kan vi ikke bare gå i byen, så er hun sikkert hjemme når vi kommer hjem??” sagde jeg meget lavt, fordi jeg kendte min kusine godt nok til at vide at hun på det her tidspunkt af samtalen, var en bombe der ville springe ved den mindste forkerte bevægelse.

”NEJ!!! Blair seriøst prøv lige og hør dig selv bare et sekund. Hun er din bedsteveninde og du er PISSE ligeglad med hvor fanden hun er!! Hun kender ikke London som du gør. Hvordan fanden skulle hun kunne kende London, første gang hun er her, når DU er ved at fare vild 3 gang du er her, hva???” råbte hun, uden at lade mig svare før hun forsatte.

”Hun kan være faret vild. Blevet voldtager. Kidnappet. Hun kan have slået sig så hun ikke kan gå. Har du tænkt på det?”

Jeg vidste at det næste jeg ville sige var forkert at sige, men jeg kune ikke styre mig.

”Venessa, hun er en stor pige! Hvis hun har problemer så ringer hun nok, skal du se. Og det er sgu da hende der er så pisse kold over for mig.”

Og der sprang bomben.

”Kan du bebrejde hende? Du tigger hende om at tage med dig på ferie, selvom hun allerede havde planner med sin mor, og hun dropper dem for dig. Fordi hun for helvede holder af dig. Og du disser hende på første dag, uden at have nok hjerte til at sige undskyld bagefter. Godt jeg ikke er din bedsteveninde. Jeg ville ikke kunne overleve en dag.”

Fuck den gjorde ondt.

Mit hjerte sad helt oppe i halsen og bankede som bare pokkers.

Mine hænder rystede og mit blik blev sløret af tåre.

Godt nok havde mig og Nessa aldrig haft det bedste forhold, men hun havde aldrig såret mig, så meget som hun lige havde gjort.  Som den konfliktsky forkælede tøs, som jeg uden mærket vidste at jeg var, vendte jeg om på hælen og gik med hurtige skridt ind på mit værelse.

Hurtigt ramte jeg sengen og gemte mit hoved i puden, hvor jeg gav tårende frit løb.

Kort efter smækkede hoveddøren.

 

Spencers POV.

”Uh-Uh… Uh-Uh,” uh-uh’ede jeg og danse en kikset sejres dans. Rundt i stuen sad de alle 5 med bøjet nakke, og triste, næsten flove, ansigter. Niall havde som den eneste været lige ved at vinde over mig, men jeg tog han i sidste omgang. Muhaha.

”Hvor er du bare ond! Du kunne ikke en gang lagde mig vinde den ene gang.” klynkede Niall, men der var smil i hans stemme så helt galt kunne det ikke være.

”Er det ikke bedre at tabe med maner, end at vide at en pige tabte med vilje mod dig, bare så du kunne holde dig stolthed oppe?” grinede jeg, og han rystede hurtigt på hovedet.

Endnu en gang vibrerede min iPhone i lommen på mig. Drengene havde ikke opdaget den endnu for jeg havde ikke haft den oppe at lommen. Jeg havde ladet som om jeg ikke kunne mærke den, fordi jeg godt vidste hvem det var, men jeg kunne ikke lade som om mere. Hvad hvis det var vigtigt.

"To sekunder jeg skal lige tage den her" sagde jeg og gik ud af rummet.

Fiskede min iPhone op og opdagede at det ikke var en opringning, som jeg troede, men bare en sms.

 

Venessa skrev: #Please kom hjem. Vi er meget kede af det.#

 

Ja som om. Hvis jeg kendte Blair godt nok (og det gjorde jeg, lige siden børnehaven) så var hun ikke en skid ked af det. Hun bebrejdede med garanti mig for at være for følsom. Igen. Hvorfor havde jeg overhovedet sagt ja til den her tur. Jeg kunne have haft det så sjovt med min mor. Men så havde jeg jo ikke mødt drengene. Jeg slettede sms’en som havde den aldrig været der, og gik så ud på 'startsiden'. Wow 17 ubesvarede opkald. Måske var de virkelig kede af det. Nej vel?

”Er der noget galt?" lød en irsk accent bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om og smed mobilen tilbage i lommen.

"Nej det er bare Blair." svarede jeg hurtigt og gik ned ham ud i stuen igen.

"Blir du og spiser middagsmad eller hva?" spurgte Harry lige da vi kom ind i stuen.

"Nej tak men det har været hyggeligt. Jeg må hellere se og komme hjem." jeg satte langsomt kurs mod gangen og de fyldte efter.

"Tak for morgenmad og grineflip. Og jeg må sige at du gav mig kamp til stregen, Niall." sagde jeg mens jeg tog mine sko på. Jeg kunne næste ikke bukke mit ene ben på grund af mit skadede knæ så jeg havde meget svrt ved at binde min ene sko. Det opfangede Harry hurtigt.

"Lad mig hjælpe dig." han satte sig på hug foran mig og hjalp min fod ned i skoen og bandt den så.

"Gentleman 2 gange på en dag, er du syg Harry? Og smitter det?" grinede Louis i baggrunden.

"Hahaha." kom der bare som svar fra gulvet af.

"Nu du er i gang kan du så ikke lige så godt køre hende hjem?" grinte Liam og Harry tog det vist mere seriøst end det var ment.

"Jo self." Jeg rystede hurtigt på hovedet men de fik mig hurtigt overbevist om at det var sikrest nu hvor jeg var nu i London. Jeg krammede den alle sammen farvel. Niall holdt ekstra godt fast og jeg nåede næsten at blive bange for at jeg aldrig ville komme fri igen.

Efter det gik mig og Harry ned til hans bil.

 

 

"Vil du ikke sætte mig af her?" spurgte jeg da jeg begyndte at kunne skimte hotellet.

"Jo self." svarede han bare og holdt ind til siden.

"Det er bare fordi at de to jo måske er hjemme og jeg gider virkelig ikke til at forklare to directinor som jeg er pissed på hvorfor Harry Style køre mig hjem." Han nikkede forstående men kunne alligevel ikke holde masken.

"Tak for turen" sagde jeg og tig fat i håndtaget og åbnede søren.

"Vent. Jeg skal lige spørge dig om noget?" jeg kiggede nervøst på ham da det lød seriøst, men hans smil fik mig alligevel til at slappe lidt af.

"Spencer vil du ikke på en date med mig?" mit hjerte hoppede et slag over.

Havde en verdens kendt pop boyband medlem der var forfærdelig til Mario men en konge i køkkenet og havde de smukkeste øjen, som man kunne blive helt væk i, som jeg kun havde kendt i 1 dag, men måske allerede havde et lille cruch på lige spurgt mig om en date?

Øhhh ja det tror jeg vist.

Han kiggede forventningsfuld på mig med hans helt grønne øjne. Hvordan kunne jeg sige nej?

Men jeg var nød til at spille sej.

"Øhh det kan vi godt sige. Hvornår?" spurgte jeg og vidste med det samme at det seje jeg havde planlagt lige var gået i vasken.

"I aften, jeg henter dig klokken halv 6 okay? Og kan jeg få dit nummer?" han rakte mig sin iPhone og jeg tastede hurtigt mit nummer ind.

"Ja super. Nej vent. Kan vi ikke mødes her på hjørnet.? Blair, Nessa, du ved."

"Self vi ses så."

"Ses" og med de ord steg jeg ud af bilen og med omme men modfaste skridt hen mod hotellet.

 

________________

Hey. Det her kapitel blev lige lidt meget længere end alle de andre, og det er fordi at jeg ikke er sikker på om jeg kan skrive her i weekenden... Håber det er godt nok. :-)

Please like, share whatever, det ville betyde så meget!!

xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...