What makes my summer beautiful.-1D

Blair og Spencer har endelig fået sommerferie, og det betyder hygge for de to bedste veninder. Blair har efter uendelige overbevisende samtaler fået Spencer og begge deres mødre, overbevist om at de to 17 årige piger må tage næsten alene, kun med Blairs 20 årige kusine, til London hele sommeren. Det kan kun blive fedt. Eller kan det? For Blair er kæmpe fan af 1D og det er Spencer ikke ligefrem. Hvad sker der når Blair efterlader Spencer alene med de kedligste mennesker på jord i en park, for at tage til koncert, som de ikke havde aftalt at tage til? Og når Spencer møder drengene fra 1D og får lavet et mærkeligt førsteindtryk, men holder det hemmeligt for Blair, bare som en slags hævn? Og hvad når sommerfølelserne blomstre og sommer så er slut?

Denne er med i 1D sommer konkurrencen, så det ville betyde så meget for mig hvis I ville støtte op om den.....

11Likes
97Kommentarer
2856Visninger
AA

6. -5-

Spencers POV.

Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, deres lejelighed var gigantisk, og den var så stilet. Hvis jeg ikke vidste det, så havde jeg ALDRIG gættet på at det var to drengerøve der boede her. Altså på nær det store anlæg og den store film/spil reol. Og X-Boxen. Men alt det kunne en pige jo også have, ikk?

”Lad som om du er hjemme,” Bag mig stod Harry stor smilende, jeg smed skoene og gik efter ham ind i stuen. Jeg satte mig i sofaen sammen med Zayn, Liam smed sig i stolen, og Louis tog den anden sofa. Niall og Harry forsvandt ud i køkkenet.

”Går det sket ikke bedre med dig og dine veninder?” Louis lød bekymret, men det var der jo ingen grund til.

”Jeg har ikke snakket med dem, jeg gider ikke.” Min stemme lød koldere end det først var ment, men jeg kunne jo ikke tage det tilbage, såå.

”Nå, men jeg håber det bliver bedre, og hvis det ikke gør så kan du jo altid bare flytte ind hos os i sommeren.” Grinede Louis, og smed fødderne op.

”Hvis de bliver ved med at opføre sig som om de ikke har gjort noget forkert, så tager jeg dig måske op på den der,” sagde jeg og daskede svagt til hans arm, der hang ud over sofa kanten.

”Helt fint, men fortæller du ikke lige lidt om dig selv?” han slog let tilbage og jeg kunne ikke lade vær med at grine.

”Der er ikke så meget at sige. Mine forældre er skilt og min bror er skredet hjemmefra, efter et skænderi med min mor. Så jeg bor alene med min overbeskyttende, og pinlige mor.”

”Er det ikke mødres job? At være overbeskyttende og pinlige?” Brød Zayn ind i samtalen.

”Jo det er det vel, men det kan blive for meget.”

”Helt enig,” lød det fra køkkenet, med en irsk accent.

”Smug lytter du?” råbte jeg tilbage, og kunne med det samme høre latter. Gud hvor var det en sød latter.

”Nej ikke med vilje, jeg har bare helt vildt gode øre.” Latteren forsatte og jeg grinte med.

”Hvad med jer er der noget jeg skal vide om jer?” spurgte jeg da mig og Niall var færdig med at grine. Jeg fik aldrig svaret for Niall kom susende ind i stuen og smed tallerkner rundt på det store spisebord i den anden ende af stuen. Det larmede så meget at vi ikke kunne snakke sammen. Lige så hurtigt som han var kommet, var han væk igen, og samtalen kunne forsætte.

”Jo, som du jo fik af vide tidligere spiser Niall for to, og anden ting du skal vide er at man altid hører ham før du ser ham.” Grinede Liam, og sekundet efter lød Nialls irske accent igen fra køkkenet.

”Hey det hørte jeg godt, og nu skal I jo ikke kun fortæller om mig.” Kort efter kom han ind i stuen med 6 glas, 6 knive, 6 gafler og……. En ske? Han gik målrettet over mod Liam som sprang op af stolen.

”Gå væk med den!” sagde han og bakkede væk fra Niall. Niall vendte sig så om mod mig, jeg ville gætte på at jeg lignede et stort spørgsmålstegn.

”Tredje ting: Liam er bange for skeer.”

”What? Der er jo latterligt!” Grinede jeg, men Liam syntes bestemt ikke at det var sjovt.

”Som om du ikke er bange for noget?” sagde han spytigt og tilføjede, ”Det er da ikke værre end ting fire: Niall er bange for klovne.”

Jeg kunne ikke lade vær med at grine over deres ”Kom-lad-os-ydmyge-hinanden-mest-muligt”- samtale.

Mit grin blev afbrudt af Niall.

”Jeg er ikke BANGE for dem, de gør mig bare en smule utilpas.”

”Ja, ja søde skat, det er det samme.” Det var Harry der kom ud fra køkkenet og valgte at deltage i samtalen.  Niall sprang op af den stol han lige havde sat sig i og gik hen mod Harry.

”Ikke slå!” grinede Harry som om han vidste at Niall aldrig ville slå. Og det ville han sikkert heller ikke, han virkede ikke som den type.

”Jeg slår aldrig, jeg ville bare have den mad du står med. Jeg er ved at dø.” grinede han, og tog omeletpanden og tog den med hen til det bord han havde dækket. De andre begyndte bare at grine, og kort efter kunne jeg heller ikke holde maske længere. Harry kom hen og trak mig op af sofaen, som jeg åbenbart var gledet rimeligt langt ned i, og slap ikke min hånd før vi kom hen til bordet. Der trak han min stol ud, og skubbede den ind igen da jeg havde sat mig.

”Nårh vi har en rigtig gentleman i huset i dag, hva?” grinede Louis som havde været ude i køkkenet efter resten af omeletterne.

”Nogen skal jo være det.” sagde Harry bare med smil i stemmen og satte sig ved siden af mig. I tavshed begyndte vi at spise.

 

 

”Det smagte jo rent faktisk godt!?” fik jeg sagt lidt for overrasket, efter sidste bid.

”Hvorfor så overrasket?” grinede Harry og tog fat i min skulder.

”Det er bare at jeg aldrig har mødt nogle drenge der kunne lave mad, som faktisk smagte godt.”

Han gav min skulder et klem hvor efter det nok først gik op for ham hvad det var jeg havde sagt.

”Hey! Kaldte du lige mig on Niall for drenge? Vi er over 18 år så vi er da mænd,” sagde han selvsikkert og skød brystkassen overdrevet frem.

Der lød hosten og fnisen fra rundt om bordet og jeg tror endda at Louis var ved at spytte det mælk ud som han lige havde drukket. Okay han havde mælk på hagen, så det havde han helt klart.

Langsomt drejede jeg mig, så jeg sad med front til Harry, så hans hånd faldt af min skulder.

”Harry….” startede jeg, og lagde så min hånd på hans skulder, som han havde gjort ved mig. Jeg tog en dyb indånding før jeg forsatte, for at være sikker på at jeg kunne styre min stemme. ”Harry. Så længe du, Niall OG de 3 andre for den sags skyld, ikke kan vinde over mig i Mariocart, så er I ikke mænd.”

”BURN!!!” lød det fra bordenden, hvor Louis og Zayn sad. Men Harry var hurtig til at skyde tilbage.

”Læg nu mærke til at I heller ikke har vundet over hende. Så I er ikke en skid bedre.” Han havde helt ret, de skulle ikke komme for godt i gang. 

”Ja ja Harry, men vi har da i det mindste en chance for at vinde over hende. Hun er jo dig TOTALT overlegent.” sagde Zayn og puffede til Louis som bare sad og nikkede sig enig på en meget fjollet og overdreven måde. Jeg kunne simpelthen ikke lade vær med at grine at dem.

”Skal du grine af os? Vi prøver faktisk på at være seriøse,” sagde Harry, men lige meget hvor hårdt han prøvede gik det ikke så godt. Han kunne ikke holde masken, så langsomt kom hans skæve (Mega charmerede) smil frem. Hans grønne øjne var rettet direkte mod mine.

Jeg forsvandt i dem, i hans smil, og den måde hans stemme fik det til at simre i min mave. Hvorfor skete det her? Jeg havde jo kun kendt ham i en dag. Niall rev mig ud af min trance ved at tabe sin gaffel, og jeg fik endelig taget mig sammen til at sige noget.

”Skal vi få det afgjort?” hviskede jeg, og han nikkede langsomt. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg sige at jeg var ved at blive afhængig af at spille med dem.

Eller hvis det var muligt efter så kort tid, så bare afhængig af dem.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...