What makes my summer beautiful.-1D

Blair og Spencer har endelig fået sommerferie, og det betyder hygge for de to bedste veninder. Blair har efter uendelige overbevisende samtaler fået Spencer og begge deres mødre, overbevist om at de to 17 årige piger må tage næsten alene, kun med Blairs 20 årige kusine, til London hele sommeren. Det kan kun blive fedt. Eller kan det? For Blair er kæmpe fan af 1D og det er Spencer ikke ligefrem. Hvad sker der når Blair efterlader Spencer alene med de kedligste mennesker på jord i en park, for at tage til koncert, som de ikke havde aftalt at tage til? Og når Spencer møder drengene fra 1D og får lavet et mærkeligt førsteindtryk, men holder det hemmeligt for Blair, bare som en slags hævn? Og hvad når sommerfølelserne blomstre og sommer så er slut?

Denne er med i 1D sommer konkurrencen, så det ville betyde så meget for mig hvis I ville støtte op om den.....

11Likes
97Kommentarer
2913Visninger
AA

3. -2-

Spencers POV.

Jeg havde nu siddet i næste 2 timer med Sarah og Melissa, som den anden sommerfugle-tøz åbenbart hed, og jeg havde kedet mig hvert eneste sekund af den tid. Jeg lagde hovedet tilbage og støttede mig på mine albuer. Jeg rykkede den ene hånd lidt og mine fingre ramte noget tørt. Jeg troede det var et blad men kiggede efter alligevel. Det var en seddel. Jeg tog den op og begyndte at læse den.

Denne bestilling er nu gennemført. 2 stk One Direction koncert i London billetter er nu sendt og betalingen er gennemført.’

Længere nede stod der brugeren af den der havde lavet bestillingen. Mit hjerte bankede, af enten vrede eller skuffelse, min hals blev tør, måske af den der dumhedsfølelse jeg fik over at jeg kunne tro andet om hende, og mine hænder begyndte at ryste, helt sikkert af vrede.

Bruger navnet lød :’Blair123’.

Og hvordan kunne jeg have forventet andet. Hun havde altid været sådan. Hun skulle altid have sin vilje og hun gjorde som hun ville, om så det sørgede nogle eller ej. Jeg tjekkede dato og klokkeslæt for koncerten, og bare for at give min mistro ret, så var den startet for en halv time siden. Sommerfugle tøzerne havde ikke sagt noget i et stykke tid, så jeg regnede med at de var færdige.

”Øhmm, ved I hvor det her ligger?” Jeg holdt sedlen op foran dem og pegede på adressen.

”Ja da lige en halv kilometer med af første vej til højre, den vej.” Sarah pegede på vejen ud af parken, og Melissa sad bare og nikkede.

”Tak, så er jeg altså nød til at gå,” sagde jeg og rejste mig bestemt op.

”Vi kan følge dig der ned,” begyndte Melissa, men jeg stoppede hende.

”Nej tak jeg tror godt jeg kan finde der ned selv. Men tak for tilbuddet.”

Og så var jeg væk.

 

Pigeskrig var det eneste jeg kunne høre, ikke en gang mine egne tanker var til at forstå. Jeg nåede til hovedindgangen, og lige da jeg var på vej ind, stod der pludselig et stort brød til fyr i døren.

”Hvor tror du du skal hen, unge dame? Ingen billet, ingen indgang,” sagde han med en dyb ru stemme, og lagde armene over kors.

”Nej du forstår ikke, jeg skal bare lige finde min veninde,” startede jeg og prøvede at mase mig forbi ham, men han var hurtig….. og stærk. Så før jeg kunne nå at gøre noget tog han fat i begge mine skuldre, og som var jeg en fjer, bar han mig til siden. Da han havde sat mig ned, gik han tilbage i døren, og jeg kunne ikke andet end at give op. Eller kunne jeg?

Langsomt og totalt ikke mistænksomt, begyndte jeg at gå rundt om bygningen.

Efter et godt stykke tid kom jeg til et hegn.  Bag hegnet holdt en lille række biler og busser.

En turnebus?

One Directions turnebus? Sikkert.

Jeg gik langs hegnet og sparkede til stenene. Hvordan kunne hun starte vores ferie på den her måde? Hold da kæft man, en ven hun var! Og Venessa var bare gået med til det? Jeg troede hun var den søde kusine!

”HEY DU!! Du må ikke være her omme!!!!” Jeg fik sådan et chok at jeg sprang op i luften og derfor ikke så den halv store sten, som jeg så faldt over.

”AVV!! For helvede da!!” Mit knæ sveg og mit hjerte bankede over chokket. Jeg kunne høre fodtrin bag mig, så jeg drejede langsomt hovedet.

”Undskyld jeg skulle ikke have givet dig et chok, du må bare ikke være her omme,” sagde den kort hårede halv kraftige mand der var kommet hen til mig.

”Det er okay. Undskyld jeg går nu,” svarede jeg og rejste mig, men faldt hurtigt sammen da min knæ gjorde forfærdeligt ondt.

”Du bløder, vent der,” sagde manden og satte i løb langs hans side af hegnet. Lidt længere henne åbnede han en låge og hurtigt var han henne ved mig.

”Jeg hedder Paul, og jeg skal lige have dig med ind backstage, så vi kan få stoppet den blødning der,” sagde han og rakte hånden frem. Jeg tog den og prøvede at gå med ham, men jeg kunne ikke. Hurtigt smed han mig op i hans arme og gik hen mod lågen med mig.

”Jeg hedder Spencer,” sagde jeg med mussestemme. Han nikkede bare og gik videre.

 

 

”Av…..Av…..Av…..AVVVVVV!!!” Jeg sad oppe på et bord, mens Paul rensede mit sår.

”Undskyld, men der er mange sten i, og du skal ikke have betændelse i det,” sagde han før han igen lagde kluden på såret.

”Jeg henter lige et plaster, bliv her,” sagde han og forsvandt. Havde jeg noget valg? Og hvor var jeg? Jeg hoppede ned fra bordet og sørgede omhyggeligt for at lande på det gode ben.  Forsigtigt, ved hjælp af møblerne i rummet, kom jeg over i den anden ende.

Jeg vidste ikke hvad jeg kiggede efter jeg var bare nysgerrig. Det lignede et venteværelse, eller sådan noget, og da jeg så snaks bordet, videospillene og tv’et, fik jeg det hurtigt regnet ud.

 

Drengehule(med beskidte sokker på gulvet og chips i sofaen) + 1D koncert= det kunne kun være 1D’s backstage værelse.

Jeg gik langs væggen og støttede mig op af den.

 Pludselig ramte min hånd en dør, som uheldigvis ikke var lukket helt til, så den gled op og jeg faldt ind i rummet bag den. Der var spejle på hele bagvæggen af rummet og det var mindst fem tøjstativer, dog var der kun tøj på det ene af dem. Det var ’pæne sæt’ hvis man da kunne sige det. Mit blik landede hurtigt på mit eget spejlbilled. Mit lange mørkebrune, krøllede hår faldt naturligt på mine smalle skuldre. Mine blågrønne øjne strålede, i modsætningen til min hud, som var bleg og farveløs. Min laksefarvede oversize top, med de store lommer, hang løst ud over mine mørke blå elastik bukser, som næsten faldt i et med mine mørke blå allstars. Og så var der selvfølgelig det hul der var kommet i mine bukser lige omkring knæet. Selvfølgelig var det her mine nyeste og yndlings bukser, typisk. Jeg kunne ikke forstå når folk sagde at mig og Blair kunne være søskende. Vi lignede over hovedet ikke hinanden og vi havde helt forskellig stil. Hun havde langt blondt glat hår, og helt blå øjne. Jeg gik altid i bukser og trøjer, ALDRIG i kjole og stiletter. Blair, ja jeg tro faktisk slet ikke hun ejer andre sko end stilletter, og hun går stortset altid i kjole, eller nederdel. Vi var som ild og vand. Det var derfor vi var så gode sammen.

Jeg var så optaget af at udforske stedet at jeg ikke hørte da en dør gik op. Jeg opdagede det først da jeg for anden gang inden for en halv time blev udsat for et kæmpe chok.

”Det var fantastisk drenge, bare et nummer tilba….. Hey vi har besøg….” blev der næste råbt bag mig.

”Drenge….”

Jeg vendte mig hurtigt om og der stod de…. One Direction. Sikke en sommer det her ville blive.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...