What makes my summer beautiful.-1D

Blair og Spencer har endelig fået sommerferie, og det betyder hygge for de to bedste veninder. Blair har efter uendelige overbevisende samtaler fået Spencer og begge deres mødre, overbevist om at de to 17 årige piger må tage næsten alene, kun med Blairs 20 årige kusine, til London hele sommeren. Det kan kun blive fedt. Eller kan det? For Blair er kæmpe fan af 1D og det er Spencer ikke ligefrem. Hvad sker der når Blair efterlader Spencer alene med de kedligste mennesker på jord i en park, for at tage til koncert, som de ikke havde aftalt at tage til? Og når Spencer møder drengene fra 1D og får lavet et mærkeligt førsteindtryk, men holder det hemmeligt for Blair, bare som en slags hævn? Og hvad når sommerfølelserne blomstre og sommer så er slut?

Denne er med i 1D sommer konkurrencen, så det ville betyde så meget for mig hvis I ville støtte op om den.....

11Likes
97Kommentarer
2853Visninger
AA

15. -14-

Spencers POV.

Der var kun gået en time før jeg havde mistet overblikket over hvor Harry var, så jeg endte ved baren med en ny cola. Hvorfor mon han var så overrasket over at jeg ikke drak? Var det bare mega unormalt? Jeg havde jo mine grunde!

”Hey!! Sidder du her helt alene?? Har Harry bare efterladt dig?” Liams varme hånd lagde sig på min skulder og et smil kom til syne.

”Nej Liam. Harry er her, han er bare usynlig. Så nej jeg sidder ikke her alene!” svarede jeg næsvist og gav ham et skævt smil.

”Haha, du ved jo godt hvad jeg mener!” fakegrinede han da han satte sig på den tomme barstol ved siden af min. Jeg smillede bare og tog en tår af min cola.

”Hey, jeg fik aldrig helt afvide hvorfor du ikke drikker? Dine to veninder er godt fulde allerede nu, så det er da ikke fordi der ikke er nogle til at vise dig hvordan man gør!?” hans stemme var seriøs i starten men gik langsomt mere og mere over i et grin.

”Haha Liam men det der var ikke rigtig sjovt.” sagde jeg uden at skænke ham et blik.

”Nej? Vil du snakke om det?” hans ord fik mig til at føle mig tryg. En tryghed jeg ikke havde følt siden min bror skred.

”Du behøves ikke sige det hvis du ikke vil!?” Endnu mere tryghed flød rundt i min krop og inderst inde havde jeg lyst til at fortælle ham det.

”Kom her,” sagde jeg og tog hans hånd og trak ham hen i en sofa.

”Hvis du virkelig vil vide det, så kan du lige så godt vide det hele!” han nikkede og satte sig til rette i sofaen.

”Mine forældre blev skilt for fem måneder siden.”

”Ja det sagde Harry.” jeg nikkede bare før jeg forsatte.

”Men han sagde vel ikke hvorfor!?” Nej selvfølgelig gjorde han ikke det, jeg havde jo ikke fortalt ham det. Liam rystede bare på hovedet og langsomt gled mine tanker væk i mens jeg fortalte dem til Liam.

 

”Hvis du ikke stopper nu, så forlader jeg dig. Og jeg mener det den her gang!!” blev der råbt gennem gangen. Aldrig havde jeg hørt min far så sur som han var lige nu. Eller det var ikke helt sandt, han havde været sådan her den sidste måned.

Hoveddøren smækkede og efterlod dem rungende stilhed, som kun blev afbrudt af små hulk fra værelset ovenpå. Jeg satte mig på det nederste trappetrin, da jeg ikke vidste om jeg skulle gå efter min far eller op til min mor.

”Du skal ikke være ked af det Spenc,” lod det fra toppen af trappen og snart lå Marks, min brors, arme om mig.

”De bliver gode igen,” hviskede han i mit øre.

”Mor har lovet at stoppe, hun har endda lige hældt en halv flaske vodka ud i toilettet.” sagde han efter lidt tids stilhed.

Jeg vidste at han mente det godt, men jeg kunne ikke se det.

”Så finder hun jo bare en ny, ikk? Det er jo det hun plejer!” Der efterlod jeg min storebror på trappen, men et udtryk jeg aldrig havde set på ham før. Det var ikke skuffet eller vredt. Det var forbavset. Forbavset over at den mest positive person i familien ikke kunne se det positive. Hvad var der sket med mig?

”Spenc, hun skal nok stoppe,” sagde han før jeg smækkede hoveddøren og forsvandt ud i de mørkegader.

 

”Hun stoppede,” sagde jeg ligeglad, men fik alligevel en klump i halsen.

”Hun stoppede med at drikke… Men først efter at hun havde ødelagt vores familie.” Liam havde næsten det samme ansigts udtryk som min bror havde haft, men det betød ikke noget. Det var jo sandheden.

”De blev skilt, min mor blev ædru og begyndte så at tigge min far om at de skulle flytte sammen igen. Efter et skænderi over at han ikke mente at hun havde ændret sig, døde han i et biluheld og siden da har jeg ikke set min bror. Han hader min mor for min fars død og jeg forstår ham, jeg ville have gjort det samme, hvis jeg havde penge til at flytte hjemme fra.” min lange historie havde taget al min energi og det kunne Liam godt se.

”Kom her,” hviskede han og rykkede tættere på. Men hovedet mod hans skulder og hans åndedrat, blandet sammen med den høje musik, i øret, kunne jeg endelig slappe af. Det var som at side ved min bror igen. Varmt, trygt, tilpas.

”Kom,” sagde jeg og hoppede op af sofaen.

”Hvad skal vi?” råbte han og tog min hånd da jeg trak ham efter mig ud til dansegulvet.

”Det blev lige lidt for depri,” grinede jeg og snurrede rundt.  Vi fik danset os gennem to Katy Perry numre før der kom en langsom sang og mit hoved igen endte på hans skulder.

”Jeg er ked af det med dig og Danielle,” sagde jeg ud af det blå. ”Det skal du ikke være, det er for det bedste,” svarede han. Det var det vel.

”Skulle du ikke finde Harry?” spurgte han pludselig, og jeg trak mig væk fra ham.

”Jo, tak for snakken og dansen,” sagde jeg med et smil.

”Altid!” hørte jeg ham sige før jeg forsvandt i menneskemængden.

 

”Harry!?” han kunne ikke høre mig og jeg kunne ikke finde ham. Han tog ikke sin mobil og det gjorde Blair og Venessa heller ikke. De havde nok fundet nogen søde drenge, men hvad med Harry?

Det føltes som en evighed, før jeg fandt ham, og synet var ikke kønt.

_______________________________

Hvad sker der?? I ved det allerede gør I ikke!? xoxo

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...