Men det er jo bare mig

En gyserstil jeg skrev i 8. klasse.

1Likes
0Kommentarer
629Visninger
AA

1. Men det er jo bare mig

 

   Det hele startede den dag, du var hjemme hos din nye veninde. Det havde været en hyggelig aften, men nu skulle du altså til at hjem. Solen var næsten gået ned, men det tænkte du ikke over, for du havde gået den vej mange gange. Da du kom udenfor, stak du dine hænder i lommerne og begav dig hjemad. Du gik og nynnede for dig selv, den sang, din veninde og du lige havde skrålet med til for fuld udblæsning. Det havde været en fed dag, du var nærmest helt høj. Dine skridt var så lette som hvis du fløj eller dansede af sted. Du vidste ikke hvad klokken var, men du var også ligeglad. Og eftersom der ikke var helt mørkt, kunne den heller ikke være så mange. Og så var du pludselig hjemme. Du hilste på dine forældre og din bror, inden du gik i seng. Lagde dig med hænderne bag hovedet og så op i loftet med, smilende. Og så faldt du i søvn.    Men søvnen var ikke ligeså fredfyldt og rar som dagen havde været. Mørke billeder flakkede igennem dit hoved, et mørkt ansigt med blodsprængte øjne og ar. En kniv, blod, skrig og råb. Du vred dig i søvnen, sved begyndte at pible frem over din pande, på din ryg og dit bryst. Din vejrtrækning blev hurtigere og mere hektisk og du holdte krampagtigt fat i din dyne, da du vågnede med et sæt. Du prøvede at få styr på din vejrtrækning. Dit hoved skreg af smerte, men du måtte ignorere det lige nu. Du vidste jo godt hvorfor disse billeder kom. Det vidste du, fra første gang, de kom. Du rystede på hovedet, tog en lille tår af den vandflaske du havde stillet ved siden af din seng. Du rejste dig og gik hen til dit vindue. Du åbnede vinduet, sugede luften ind og lukkede dine øjne. Og så mærkede du en smerte. En ubeskrivelig smerte. Mørke.

   Da du vågnede, følte du det som om du var en stor sten. Du åbnede øjnene, men dit blik var sløret, så du blinkede et par gange. Du så en lampe. Det var ikke dit værelse. Pludselig skar en smerte igennem dit hoved. Du krummede dig sammen, tog dig til hovedet og skreg. Stop lyden, hvad er det for en lyd? Du vred dig, da du mærkede noget om din ankel. Det var noget koldt, noget ubehageligt. Du åbnede øjnene igen, hurtigt, og så ned mod din ankel. En kæde. Du satte dig op, tog dig til hovedet da din nakke føltes våd og du mærkede en dunkende smerte ved dit baghoved. Du så på din hånd og opdagede den var rød af blod. Og da du så ned af dig selv, var det ikke dit tøj du havde på. Det var et hvidt stykke stof, mindede dig mest af alt om et lagen viklet om dig. Du mærkede en skarp smerte ved dit underliv og i din mave. Hvad var der sket? Det var et mørkt rum, lyset gav det en rødlig og uhyggelig stemning. Du begyndte at mærke hvordan panikken langsomt fangede dig i sin hånd. Du prøvede at rejse dig, men af en eller anden grund, ville dine ben ikke adlyde. Du hørte et højt knæk bag dig og vente dig med et sæt. Der var en dør, eller det lignede det i hvert fald. Og nogle øjne. To, blodsprængte øjne, der stirrede på dig. Du holdte vejret, dit hjerte galoperede af sted som 30 vilde heste. Du hørte et knæk igen, denne gang endnu højere, og øjnene forsvandt. Den ubeskrivelige smerte i dit hoved, og den høje, ubehagelige og skingre lyd kom igen. Du skjulte dit hoved i dine arme, skreg og vred dig, men intet hjalp. ”Stop!” skreg du. Igen og igen, men det stoppede ikke. Du vred dig om på ryggen, mærkede et træk i dit ben fra kæden, og med ét stoppede smerten og lyden igen. Den dunkende smerte fra dit baghoved kom igen, men du lå stille, som om du var lammet af et elektrisk stød. Du kunne høre en dæmpet lyd som små mus der løb over gulvet. Dit hjerte hamrede af sted, nærmest som om det kunne springe ud af dit bryst hvert et minut. Men du turde ikke bevæge dig, af frygt for at ramme noget du ikke ville ramme. Dine øjne var spærret op, som om to kroge holdt dine øjenlåg oppe.

   Du så en skygge bevæge sig henne ved den dør du havde set før. Et glimt af to røde øjne, en hånd der griber ud efter dig. Du skriger og vender dig væk, mærker stik af smerten og lyden i dit hoved igen. ’’Hvad sker dig? HVEM ER DU? HVAD HAR DU GJORT?’’ Dine tårer trillede ned af dine kinder. Du hørte en latter, men intet svar. Du slog øjnene op, og så de røde øjne endnu engang over dig, borede sig nærmest igennem dit kranium.  De kom tættere på, og du prøvede hysterisk at bakke væk fra øjnene, men kæden omkring din ankel holdt dig fast, lænket til stedet. Du mærkede en underlig lugt, brændt.. jernagtigt. Du følte noget koldt om din hals og du begyndte at få svært ved at trække vejret. Du gispede og prøvede af alle dine kræfter at få det der var om din hals væk. Du prøvede at skrige, men skriget blev i dit hoved, kunne ikke komme fri fra din hals. Øjnene fulgte dig, kom tættere og tættere på. Du mærkede noget koldt på din kind. Og væk var øjnene. Du kunne trække vejret igen.

   Du var sulten. Og træt. Du kunne ikke gøre noget, bare sidde her, midt på gulvet. Du var begyndt at ryste. Du vidste ikke hvad du skulle gøre, eller hvor længe du havde været her, eller hvorfor du var her. Du vidste bare du intet kunne gøre. Du havde givet op, mest af frygt, men du var også udmattet. Du sad bare dér, kiggede ud i intetheden. Men pludselig, da du sad der, omringet af mørket, kom lyden og smerten frem i dit hoved igen. Du skreg og krummede dig sammen, men da du pludselig mærkede noget koldt, metalagtigt, i din nakke, vred du dig op og så op på hvad det var. De røde øjne stirrede på dig igen, men de begyndte at forvandle sig. Og pludselig var det ikke to røde øjne, men to blå, pigeøjne. Du så hendes ansigt for dig, hun smilte op til dig. ’’Hvorfor er du bange? Det er jo bare mig.’’ Det var pigens stemme. En sød lille dukkestemme. Du kunne genkende hende. Det var pigen fra den gang.. men hun havde ikke samme gnist i øjet. Hendes blik var dødt, og selvom hun smilte, nåede det ikke hendes øjne. Det var et ondt og koldt smil. Du mærkede kvalmen snige sig op i din hals.    Billedet skiftede. Pigen stod der stadig, op af en væg. Hun var rædselsslagen, hun skreg og dækkede sit ansigt. En mørk skikkelse skubbede hendes arme væk. Pigen havde ingen bukser på kunne du se, og skikkelsen løftede hende op. Hun skreg og græd, du kunne mærke dit hjerte slå knude på sig selv. Og pludselig gik det op for dig, hvorfor du var her. Du havde ikke gjort noget, den gang. Du havde bare kigget, og så løbet.. pigen havde set dig. ’’STOP! JEG VIL IKKE SE MERE! Lad mig gå..’’ men din stemme blev mere og mere svag. Du kunne høre et grin i baggrunden af billedet der stadig var fra din nethinde, den lille pige og den mørke skikkelse. ’’Men det er jo bare mig.’’ sagde dukkestemmen igen. Og pludselig hang pigen i skikkelsens arme, med blod over det hele og hovedet væltet akavet over. Du hørte dit eget skrig, og skikkelsen vendte sig. To røde øjne.

   De indtørrede tårer på dine kinder føltes som en slags ubehagelig skal. Du rystede over hele din krop, der skreg af smerte. Du følte det som om dine skrig ikke betød noget, dine råb ikke kunne høres. Du var alene, med to røde øjne og en endeløs smerte. Og med mindet om pigen. Pigen, som du kendte, men som du ikke hjalp. ’’Lad mig gå.. vil du ikke nok?’’ lød din bøn.

   Og nu sidder du her. Kan du ikke huske det? Det var sådan det gik til. Og se nu i dette spejl. Kan du se det? Arret ved din hals. Ja, sådan kan det gå. En eller anden dag, så går det alle sådan. Sådan er livet. Det er ikke så slemt, det skal bare overstås. Og hvorfor synes du, at mine røde øjne var så uhyggelige?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...