Skumring (fra danskstil)

En novelle jeg skrev til en danskstil, hvor man skulle skrive en historie ud fra et billede, og have titlen 'Skumring'. Om håb.

0Likes
0Kommentarer
590Visninger

1. Skumring

 

Hun stod ved vinduet kun iført en lille hvid top. Det var ved at blive halvkoldt, men det var jo kun i starten af september og vinden var ganske mild denne aften. Hun kiggede hen mod bygningen på den anden side af gaden. Hun kunne se den fortvivlede kone sidde i vinduet, hvor det ene gardin manglede, og rede sit hår med sine fingre. Hun kiggede tit på hende, for konen sad der tit, og hun havde ondt af hende, hun forstod hende… hun havde det selv sådan. Hun tænkte tit på hvorfor det var sådan. Om det var disse bygninger, der havde en slags forbandelse over sig, eller om det bare var de to, hende og konen, der var så uheldige. Hun mærkede hans hånd på hendes bare hud under trøjen og hans åndedrag mod hendes nakke.

  - Hvad ser du på? Hans stemme var dyb og hæs som altid. Hun følte sig klaustrofobisk helt ind til det inderste i hende.

  - Intet. Han kiggede længe på hende, men selvom hun kunne mærke hans kolde hænder glide rundt på hendes krop, var hendes opmærksomhed stadig rettet mod konen i vinduet. Hun sad på samme måde som før. - Kommer du ikke tilbage i sengen så?    Hun virrede lidt med hovedet, diskret, bare for at sige ’ikke lige nu’. Han kom med et utilfreds grynt, men flyttede sig så. Hun lænede sig lidt mere mod væggen, hun var lettet over at han var gået igen uden videre problemer. Dog fjernede hun ikke opmærksomheden fra bygningen på den anden side af gaden. Hun kunne se en mand i jakkesæt bevæge sig hen mod indgangen til baggården. Det var konens mand der kom hjem fra arbejde, påstod han, men alle vidste, at det var fra hans elsker. Konen vidste det også, men hun turde ikke sige noget, for hun vidste hvad det kunne føre til. Da manden forsvandt ind bag porten, kiggede hun mod vinduet igen. Hun fik nærmest ondt i maven af tanken om hvad der nu ville ske med konen. Og som hun frygtede, kunne hun ganske rigtigt høre mandens slag og hvinene fra den stakkels kone et øjeblik efter. Hun slog hurtigt blikket ned på gaden, for hun kunne mærke det svie på hendes egen kind blot ved tanken. Det var ikke fair, det var det ikke. Hvad havde de gjort, der var så slemt, at de fortjente dette liv?

   Og da blev hendes opmærksomhed fanget af noget andet. En lille skoledreng på omkring 11 år gik ned ad gaden med hurtige skridt og en tung taske på ryggen. Det var tydeligt at han var forfulgt, for han kiggede sig konstant over skulderen. Knallerterne kom få sekunder efter, og de spærrede vejen for ham og trængte ham op i en krog.

- Du må da gøre noget! Hun vendte sig hurtigt om mod sin kæreste, nærmest desperat. Han så bare på hende som om hun var åndssvag.

- Nej. Han har sikkert fortjent det. Og du kender kvarteret.

- Jeg er da ligeglad! Vi kan da ikke bare se på, mens han bliver tævet! De er jo dobbelt så store som ham! Hun så desperat ud af vinduet. De havde fået ham ned at ligge.

- Så gør jeg det selv. Ligeså snart hun rakte ud efter noget at tage over sig, kom hendes kæreste på benene. Han stod truende, og så på hende med et næsten rasende blik.

- Du gør det ikke. Hun forsatte bare med hastigt at tage noget tøj på, og gik så hurtigt ud mod døren uden en mine. Hun mærkede hans hånd på hendes arm, men hun rev sig blot fri uden at kigge på ham. Hun gik ud af døren og ned af trapperne.

- Du kommer tilbage, lige nu!

   Men hun var ligeglad med hans råb. Hun fortsatte hurtigt videre og håbede på, at hun kunne nå det. Heldigvis var hendes råb mod drengene godt nok til, at de stak halen mellem benene og kørte væk. De vidste det var fejt og at han ikke fortjente det. Hun gik hen til drengen, satte sig på hug ved ham og prøvede at hjælpe ham op. Han havde bare fået næseblod. Hun hjalp ham hjem.

   Han stod i døren da hun kom tilbage. Hun kunne tydeligt mærke på ham, at han var rasende. Hvordan kunne hun bilde sig ind sådan at trodse ham, og gøre noget, som han havde forbudt, lige for øjnene af ham? Hans første lussing var ikke så slem, det sved lidt, men det var det. Da hun hverken svarede eller reagerede, slog han hende igen, denne gang med knyttet hånd. Hun lukkede øjnene lidt, da hun kunne mærke tårerne ned af hendes kinder.

- Han havde brug for hjælp. Hun lå der i sengen i fosterstilling og kiggede på gardinet, der bølgede let i sensommernattens vind. Hun havde ondt over det hele, og hun følte sig klam. Han sov tungt den nat, det kunne hun høre på hans åndedrag. Hun kunne ikke sove, hun følte sig slet ikke træt, selvom at hun vidste, hun havde brug for søvnen. Men der var for mange tanker i hendes hoved. Og så huskede hun det..

Hun var forvirret da hun blev vækket, men hun forstod, at hun blev nødt til at fokusere og skynde sig lidt. Hendes mor farede rundt så lydløst som muligt og kastede hendes tøj hulter til bulter ned i en taske. Moren smed en rød kappe over hende og tog selv en på, før hun så tog hendes hånd og trak hende med sig ud mod døren. Hun vidste de blev nødt til at være lydløse, og selvom hun ikke vidste hvad de skulle, måtte hun vente med at spørge, til de var kommet ud og væk. Hun blev nødt til at løbe ved siden af moren, der tog alt for lange skridt i forhold til hendes små 10-årige ben. Moren kiggede sig konstant over skulderen da de kom ud på vejen, indtil hun så trak pigen med ind i en gyde, satte sig på hug, og fortalte, at de blev nødt til at flytte nu, og at hun var meget ked af det, for de ville nok ikke se faren igen. Pigen begyndte ikke at græde, for hun kunne se på sin mor, at det var sådan det blev nødt til at være. Også krammede moren sin datter ind til sig. Hun hviskede. - Lov mig at følge dit hjerte, selv når du er bange..

   Hun åbnede øjnene med et sæt. Den gang kunne hun ikke forstå hvad hendes mor havde ment med det, men nu forstod hun. Hun kiggede om mod sin kæreste. Han sov lige så tungt som før. Det her var hendes snit. Hun rejste sig forsigtigt, så lydløst som muligt, og tog hurtigt noget tøj på. Sætningen ,,livet er noget lort – også dør du’’ havde faktisk altid været hendes motto, lige siden hun kunne tænke rigtigt over tingene. Men nu følte hun noget andet. Måske behøvede det ikke at være sådan. Hun tog sine ting og smed dem i en taske. Hun kiggede mod sin kæreste, inden hun tog en dyb indånding og gik ud i gangen, tog sko og jakke på, og gik så ud af døren. Hun lukkede den så forsigtigt som muligt, men så løb hun. Ned af trapperne, ud på gaden, væk, væk, væk.. Hun vidste ikke hvor hun var på vej hen, men hun var også ligeglad. Nu skulle hun bare væk. Hun kiggede sig ikke tilbage én eneste gang. Selvom hun var hunderad, følte hun sig lettet og fri. Hun kunne gøre hvad hun ville nu, og det var nøjagtigt det, hun havde planlagt at gøre. Nu var hun fri, hun kunne være hvem hun ville, og hun kunne opføre sig så åndssvagt som hun ville. Hun nærmest dansede ned ad gaden, hun kunne ånde igen, og hun nød det. Nu var det hendes tur.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...