Forglemmigej

Sharon Flowes datter af en berømt kok og blomsterdekoratør, har siden første skoledag været udsat for mobning. Hendes forældre tror på hendes skuespil om, at livet er perfekt og fejfrit. Så gennem de sidste sytten år af Sharons liv har kniven været hendes eneste ven. Forandringer kommer dog pludselig, da hun skal med sine forældre til Miami hele sommeren. Tanken om at de skal se hendes ar, og tro de har fejlet som forældre, skræmmer Sharon, og gør at hun må binde sig med bånd. Men er det kun stofbånd, hun binder sig med? Den blomsterinteresserede pige kommer i store konflikter, da der sker en værelsesfejl på hotellet, og at moren pludselig får ekstra arbejde for nogle rejsende gæster.

3Likes
4Kommentarer
1481Visninger
AA

5. Venskab opstår

Da jeg vidste sandheden om, at drengene var blevet betalt til at være sammen med mig, havde jeg troet, de opførte sig som nogen, de ikke var. Men de havde opført sig helt naturligt, og sandheden gjorde blot, at jeg så dem som nogle endnu mere fantastiske mennesker. 

       Synet af det godt nok turistagtige sted med alle blomsterne, fik mig næsten til at græde. De 2 timer og 42 minutter vi havde kørt, var jeg forvirret, men vi havde det sjovt under turen. Jeg havde aldrig smilet eller grinet så meget med nogen før, eller ladet min sande identitet komme ud. Det var nærmest en helt ny Sharon, der blomstrede.

       ”Edison haven…” sagde jeg med halvtåben mund, og med øjne der farede vildt rundt, for at få alt naturen med sig. Efter der var blevet betalt, og de ti minutter med en turguide, stod vi ved indgangen til den utrolige Edison have.

       ”Hvordan virker det her lort?” spurgte Louis med frustrerende stemme, mens han fumlede med den fjernbetjening, vi havde fået udleveret, så vi kunne høre om den berømte opfinder.

       De andre grinede bare af ham. I mellemtiden var jeg gået hen til en kæmpe sommerfuglebusk, hvis mørkelyserøde blomster var sært tiltrækkende.

Sommerfuglene sværmede omkring den flere meter høje busk, og jeg mærkede en lande på mit hår, hvilket fik min krop til at stivne.

       ”Noget galt?” spurgte Harry, der var kommet op ved min side. Jeg pegede forsigtigt imod den orangesommerfugl i håret.

”Siger man ikke, at sommerfugle bliver tiltrukket af skønhed?” kom det fra ham med et flirtende smil. Mine kinder begyndte lige så stille at brænde, og rødmen skyllede igennem min krop.

       Han lod forsigtigt sin hånd glide over håret, så sommerfuglen lettede, hvilede den derefter, så jeg kunne mærke hans varme imod mit hoved.

”Det er en flot busk,” mumlede han, og så imod den.

Jeg nikkede ”Det jeg godt kan lide ved den, er at den kan tiltrække så mange sommerfugle blot ved at stå der og lade sine blomster springe ud.”

       Efter et par minutter fandt vi de andre, der stadig stod, og fumlede med deres fjernbetjeninger.

Louis stønende højlydt ”Jeg giver op! Jeg dur ikke til det her med elektronik.” Zayn, Liam og Niall havde i mellemtiden fundet et kort, som de stod, og studerede.

Jeg gik hen til Louis, og greb fat om fjernbetjeningen, hvor jeg klikkede på nogle knapper, og derefter snoede dens snor omkring hans højre arm.

       ”Du har reddet min dag Sharon,” grinede han, og satte fjernbetjeningen op til øret, men sukkede endnu engang.

”Nu har jeg altså fået nok, møget her er på spansk!”

”Er du sikker på, du bare ikke forstår amerikansk?” bebrejdede Liam ham, hvilket blot fik ham til at fnyse.

”Selvfølgelig ikke. De der fjernbetjeningsmænd har bare givet mig en forkert fjernbetjening, og nu er jeg godt træt af problemerne med den,” med de ord bandt han snoren op, og lagede fjernbetjeningen på jorden.

       ”Sådan, skal vi komme af sted?” sagde han med højtidelig stemme ”Burde du ikke aflevere den der?” spurgte Niall nu, og nikkede imod apparatet.

Louis greb bare fat under hans arm, og trak ham af sted ”Lad nu være med at grave i de små ting Niall, vi skal have det sjovt,” og med den sætning begav vi os videre gennem haven.

      

***

 

”Hvorfor lytter vi egentlig til den her damestemme?” spurgte Louis, mens hans øre var imod min fjernbetjening.

Vi havde stået i ti minutter nu, og kun fået informationer, vi ikke behøvede at få at vide.

”Det ender med, at jeg følger Louis’ eksempel, det er ret nyttesløst det her,” medgav Harry, og slukkede for sin fjernbetjening.

       Vi stod foran det kæmpestore blålige hus, som Edison havde boet i, og lyttede til stemmen, der fortalte om hans tid her.

”Vi kom her jo for at vise Sharon naturen, så skal vi ikke gå ned til vandet igen?” spurgte Liam nu, og de nikkede alle medstemmende.

       De havde taget mig med hertil for at gøre mig glad. Men det var ikke naturen, der havde gjort det, det var deres gode selvskab.

”Hvad skal vi så lave i morgen?” spurgte Niall Louis. De gik foran mig og Liam, og jeg kunne ikke undgå at lytte med.

”Jeg synes, vi skal tage i en forlystelsespark og hive Harry op i de vilde ruchebaner,” forslog Louis, hvilket fik Harry til at protestere højlydt.

       ”Kom nu,” insisterede Louis grinende ”Det bliver vildt fedt, der er sikkert masser af andre ting, vi kan prøve, og desuden er der vildt meget mad.”

”Mad! Jeg er på,” kom det begejstret fra Niall, der sikkert kun tog med for maden skyld.

”Og vi går jo udenfor hele tiden, så vi bliver ikke påvirket af røg eller noget,” blev Louis ved med et nu listigt smil.

”Jeg er også på,” smilede Zayn skævt, og fik Liam til at sukke.

”Du burde nu holde op, men hvad siger du Sharon?” han så imod mig.

”Mig? Skal jeg med?” spurgte jeg overrasket. De nikkede alle sammen, og fik mig til at vifte med hænderne i luften ”Min mors betaling gælder ikke, det ved i jo.”

”Men vi vil gerne have dig med,” smilede Harry til mig, og gjorde mig helt blød i knæene.

       ”Jamen så er jeg ligeglad, hvor vi tager hen,” smilede jeg stort.

”Så er det en aftale,” smilede Louis.

”Men behøver vi virkelig at tage i en forlystelsespark, jeg mener tingene herover, er ret vildere end dem derhjemme?” spurgte Harry med ængstelig stemme.

”Selvfølgelig! Det jo det fede ved det her,” sagde Louis blot.

”Ellers er der jo også Miami Beach,” forslog jeg, og fik Harry til at nikke medstemmende med.

       Han tog armen omkring min skulder ”Sharon har ret. Strandene skulle være vildt fede her.”

”Det minder mig om, da vi lavede videoen til What makes you beautiful,” smilede Zayn.

”Ja, vi burde tage på stranden og få påmindet os de gode minder,” medgav Liam.

”Hvad med mad?” spurgte Niall, og fik mig til at grine let, den dreng kunne da heller ikke tænke på andet.

”Jeg skal nok tage noget med,” sagde jeg, og fik ham til at skyde sin hånd til vejrs ”Yes! Har jeg sagt, jeg elsker dig Sharon?” det fik mig blot til at grine endnu mere den samme perlelatter, der var kommet frem under bilturen.

       Mens vi gik videre, og lyttede af og til stemmen i den lille elektroniske genstand, kunne jeg mærke en skylle af velbehag suse rundt i min krop.

Jeg havde aldrig været sammen med nogen på den her måde. Det eneste jeg havde foretaget mig hele barndommen, var at studere blomster, være mobbeoffer og have Raven i armen. Noget forandret var også, at jeg ikke følte den samme lyst til at straffe mig, som jeg ville have gjort, hvis ikke jeg havde mødt dem.

       De gjorde noget indeni mig, der jog kniven og smerterne til siden, for derefter at lade grin og smil komme ind. Og jeg var virkelig taknemmelig.

 

***

 

”Flot min skat! Du er ved at blive bedre til det,” roste min mor, da jeg lod kniven glide langs is souffléens top, så den blev helt glat.

Chokoladekoppen jeg havde lavet, holdte godt, og var solid og fast. Min mor havde forklaret mig nøje an, hvordan jeg skulle tage den varme chokolade i plastickoppen og lade det stivne, så den var klar til, at souffléen kom i. Jeg havde lavet flere forskellige småretter, så det mindede om en hel buffet. Jeg havde frabudt min mor om at hjælpe mig med at gøre maden klar og min far med blomsterdekorationerne. Jeg glædede mig som et lille barn, og lavede helt sikkert for meget, men det var flot, og smagte da også godt, så det var vel okay at overdrive.

        ”Det er dejligt endelig at se min datter være så glad,” kom det fra min far, da han stillede sig bag mig for at vurdere mit arbejde.

Min mor nikkede medstemmende ”Jeg har pakket tingene ned i kurven Sharon, hvornår er du hjemme?”

”Jeg har ingen ide, men ellers skriver jeg til jer, når vi kører hjemad.”

”Det er så dejligt, du har sådan nogle gode venner, er de søde?”

Og sådan gled vores første normale mor og datter samtale igennem. Jeg var da glad for, at min mor og mig snakkede rigtigt sammen. Det var ikke blot skuespil, som alle de andre gange var. Dette her var virkelighed.

       Og dog den måde min far havde sagt, at det var rart endelig at se mig så glad, satte tanker i gang.

Havde han bemærket den triste tilstand, jeg svømmede i? Så han lige igennem mit ellers meget overbevisende skuespil?

       Også da jeg var på vej op imod mit hotelværelse igen, nagede tankerne mig grusomt. Hvis de på forhånd allerede vidste, hvordan deres datter havde det, og gjorde ligesom mig at spille skuespil, hvorfor standsede de mig så ikke?

Vidste de mon om Raven? Havde de fundet ham en dag? Hvorfor gjorde de ingen ting! Jeg rystede voldsomt på hovedet, dette her var skørt. Selvfølgelig ville mine egne forældre ikke gøre den slags, de elskede mig jo.

       Og dog, jeg så op i loftet. Elskede de mig overhovedet? Var der egentlig nogen i denne her verden, som holdte af mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...