Forglemmigej

Sharon Flowes datter af en berømt kok og blomsterdekoratør, har siden første skoledag været udsat for mobning. Hendes forældre tror på hendes skuespil om, at livet er perfekt og fejfrit. Så gennem de sidste sytten år af Sharons liv har kniven været hendes eneste ven. Forandringer kommer dog pludselig, da hun skal med sine forældre til Miami hele sommeren. Tanken om at de skal se hendes ar, og tro de har fejlet som forældre, skræmmer Sharon, og gør at hun må binde sig med bånd. Men er det kun stofbånd, hun binder sig med? Den blomsterinteresserede pige kommer i store konflikter, da der sker en værelsesfejl på hotellet, og at moren pludselig får ekstra arbejde for nogle rejsende gæster.

3Likes
4Kommentarer
1493Visninger
AA

1. Sommeren starter

Når skoleklokken ringer, og folk løber ud i friheden med flere ugers sommerferie foran sig, skal man være glad ikke? Jo, alle er da lykkelige for en pause fra skolen men ikke mig. Hvis jeg havde vidst, hvor vi skulle hen, havde jeg tikket min lærer om sommertimer og ferielektier. Kald mig bare unormal eller sær det ville ikke være i nærheden af alle de ting, jeg er blevet kaldt, siden skolestart.

     Da jeg var helt lille, var jeg meget fascineret af blomster som min far. Men i alderen af syv på første skoledag gik man ikke op i blomsterbetydninger men dukker og tjekket legetøj. Min mor forsøgte at opmuntre mig med mad, da hun er en utrolig talentfuld kok. Desværre var jeg ikke typen, der ville stopfodres, når tingene ikke gik glat.

     Så i alderen af sytten ejede jeg en spinkel lav krop med langt sortbrunt hår og sølvfarvede øjne, der var blevet mobbet siden første klasse.

Min berømte kok af en mor Melinda Flowes og en berømt blomsterdekoratør af en far Charles Flowes, har dog intet bemærket.

Så jeg har kun fået tilegnet mig én ven gennem de 17 år, jeg har levet, nemlig min kniv ved navn Raven. Ikke særlig stor, ikke særlig opmærksomhedskrævende og frem for alt, ikke særlig chikanerene.

     Mine forældre ved intet. De tror, deres lille Sharon Flowes går rundt i hendes egen drømmeverden, og er overlykkelig. Selvfølgelig også fordi jeg spiller skuespil, og gemmer mine ar under tykke armbånd, svedbånd og lange ærmer.

     Men min frygt for at de skal opdage min hemmelighed, ville snart blive til virkelig, da min mor fortalte om vores sommerferie…

     ”Nej mor! Hvorfor? K-kan i ikke bare sige, at i har alt for mange bestillinger på restauranten, og at far har for mange blomster, der skal anrettes?” spurgte jeg desperat, da skoletasken landede på stengulvet i vores kæmpestore køkken.

     Min mor rystede til min store ærgrelse på hovedet ”Selvfølgelig kan vi ikke det min skat,” smilede hun kærligt, og hakkede gulerødderne over.

”Vi skal bo ved Miami Beach på et stort Marriott luksushotel med udsigt til stranden, du skal nok få en suite for dig selv, og så kan du jo hjælpe far med blomsterdekorationerne, vi skal nemlig levere specielbestillinger, og jeg har jo fået et eksklusivt tilbud, som man ikke siger nej til,” opmuntrede hun videre.

     Jeg bed mig i læben, og mærkede neglene bore sig længere ned i håndfladen på den venstre hånd, der bar de utrolige mange ar, der rummede så mange følelser og sorg.

”Fint!” sagde jeg så fornærmet, jeg kunne. Svingede rundt på hælen, og gik direkte op på værelset. Lyden af min fars stemme da han trådte ind i rummet og min mors suk, fik en tåre til at glide ned.

     Hvordan skal jeg overleve en hel sommer uden, at de vil bemærke min ar? Det ville virke unaturligt, vis jeg skjulte mig under de sædvandelige hættetrøjer, når vejret var over 30 grader varmt.

     Men mine svedbånd rakte ikke til længere end ti centimeter af håndleddet, og da jeg har levet hele livet med langærmede trøjer? Ja, lad os bare sige at jeg får store problemer.

Selvfølgelig kunne jeg ikke blive hjemme hele sommeren. Min mor og far havde allerede investeret penge i mit kommende erhvervsliv på deres arbejde. Jeg hjalp min mor med madinformationer fra hendes kunder og min far med blomsterudsmykningerne, så jeg skulle med under alle omstændigheder for at holde mit job ved lige.

     Med et dybt suk rejste jeg mig. Skævede til den allerede åbne kuffert, som min mor sikkert havde sat frem… som var proppet med sommertøj og bikinier!

Jeg nærmest kastede mig over det pænt sammenfolet tøj, hvor de mange kortærmede kjoler og T-shirts pænt var sat i orden.

       En ed listede sig ud af min mund, og en skygge tegnede sig over mit ansigt. Det her ville blive den værste sommer i mit liv, en sommerferie der bare skulle glemmes.

Resten af dagen pakkede jeg andre nødvendigheder ned, som min mor ikke havde taget hensyn til. Raven min kniv, blev lagt i en lille kasse nederst i kufferten, af hensyn til at min mor ville begynde at rode rundt i kuffertens indhold.

       Jeg lagede også et par svedbånd ned i tasken, selvom de nok ikke var så nyttige.

”Hvis bare jeg havde noget bånd…” mumlede jeg for mig selv.

Fjernsynet kørte stille i baggrunden, hvor nyhederne var dukket op.

”Vi informerer om at det britiske Boyband One Direction holder koncert i den varme by Mi-” Jeg lyttede ikke mere, da jeg var på vej ud af værelset. Jeg hørte ikke særlig meget musik, og kendte da slet ikke One Direction, så hvorfor koncentrere sig om det?

       Min far havde heldigvis masser af tykke bånd, jeg kunne binde om min arm, så arene ikke var synlige. Med en stak forskelligfarvet stof, gik jeg tilbage på mit værelse, og smed det ned i kufferten. Måske kunne jeg alligevel redde mig selv for afsløringen.

 

***

 

”Sharon? Sharon…” lød det blidt i mit øre, mens der blev puffet til min skulder. Jeg åbnede øjet på klem, og så min mors ansigt foran mig. De sølvfarvede øjne så kærligt imod mig, og det gyldne hår stod ud til siderne.

”Kom så min skat, vi lander snart,” smilede hun, og lænede sig tilbage i sit eget sæde. Jeg satte mig søvndrukkent op, og gned de sidste rester af søvn ud.

       ”Ønsker de noget?” spurgte en stewardesse med store brune høfligt, mens hun holdte en bakke med friske drinks frem. Jeg tog en, mens et sløvt ”Tak” gled ud af min mund.

Drak så to store slurke, og satte glasset tungt fra mig. ”Det ser virkelig smart ud med båndene skat,” komplimenterede min mor, da jeg trak de røde sovebriller af, som blot havde siddet oven på hovedet under min lur i stedet for over øjnene.

       Jeg skævede til den bundende arm med det lilla bånd, hvor jeg havde lavet en fin lille sløjfe for ikke at virke for mistænksom.

”Tak,” smilede jeg kort tilbage ”Det er noget nyt, jeg prøver.”

Min mor aede blidt min kind. Jeg gøs indvendigt under den kærlige berøring. Hun skulle bare vide, hvordan hendes lille engel i virkeligheden var. Kold, indelukket, introvert, stædig jeg kunne blive ved. De negative tillægsord ville, kunne fylde en helt bog ud.

       Jeg gav hende et sidste skævt smil, og så ud af vinduet. Det her skuespilhalløj var kun til fordi, det var nødvendigt. Det var ikke rart at lyve for sin mor og far hver eneste dag, når de interesseret spurgte, hvordan skolen var gået. Jeg kunne ikke direkte sige til dem, at jeg endnu engang havde fået bank og blevet låst ude uden jakke og sko i regnvejret. Så det blev til en kort og kontant forklaring af en helt rolig og afslappet skoledag med vennerne.

       Min far gav en snorkelyd fra sig, og fik min mor til at skænde på ham. ”Altså Charles, du kan ikke tillade dig at gøre, som det passer dig, vi er på førsteklasse vis nogle ordentlige manere,” den vrede tone der alligevel indeholdte et smil, gjorde mig rolig. Det sidste jeg havde brug for, var at mine forældre, skulle skilles.

       ”Undskyld Mrs. Flowes, det skal aldrig ske igen,” sagde min far med sin britiske accent. Min mor grinede håbløst af ham. Med hendes danske accent og fars britiske var det en stor sammenblanding af to vidt forskellige udtalelser, som jeg til min store glæde havde arvet.

       ”Vi lander om få minutter i Miami, alle passagerer bedes venligst spænde deres sikkerhedsbælter, og vente med at rejse sig til flyet er standset,” lød det i den mange års brugte højtaler.

”Er du helt sikker på, jeg huskede at skrive ned, hvad de skulle stille op med hummeren?” spurgte min mor for sikkert tiende gang siden, vi lettede fra Københavns lufthavn.

Min far nikkede bestemt ”Selvfølgelig, ellers klarer de sig nok, du skal ikke tænke på det mere, da du bare skal fokusere på maden her.”

Min mors bekymringer stoppede dog ikke, ”Men huskede jeg nu at stille de fyrre skåle med creme brulée i kølerummet, bestilte vi kasserne med peberrod o-”

”Skat,” sagde min far indtrængende, og tog fat om hendes hånd ”Er vi på ferie, eller befinder vi os stadig i køkkenet med varme kogeplader og hybenroser omkring os?”

”Vi er faktisk på forretningsrejse,” sagde min mor med oprigtighed i stemmen.

       ”Men ordet rejse er med, så derfor skal du også opføre dig som en rejsende,” blev min far ved.

”Ja, ja så siger vi det Charles, har du så husket at booke en suite til os?” Spurgte min mor, og fik på den måde ledt emnet over på noget andet.

       Far nikkede ”Og en til Sharon hvor hun kan lave blomsterdekorationerne-” ”Og mine madinformationer,” tilføjede min mor en anelse fornærmet.

”Selvfølgelig det er da klart…” jeg lukkede af for lytningen, da flyet landede på Miamis landingsbane.

       Jeg sukkede. En hel sommer her uden nogen kommunikation med pigerne derhjemme var nu rart. Jeg vidste dog, hvor mange hadebreve der lå i min mailboks og hvilke hårde ord, der var sendt til min mobil. De havde ikke glemt mig, selvom ferien var begyndt, tusind tak i ondsindede mobbeløse finker!

       ”Tænk bare Sharon,” begyndte min far oplivet ”Flere uger hvor du bare skal lave lige, hvad der passer dig, og så skal vi tilmed bo på samme hotel som o-”

”Shh!” tyssede min mor hurtigt. Jeg rullede bare engang med øjnene. Hvad sjovt var der ved at drive den af på et luksushotel? Okay, måske var det en ret fed oplevelse. Men jeg vidste, jeg kom til at være meget alene, da mine forældre skulle arbejde, så det var også ensomheden, der slugte mit gode humør.

       ”Det din far mente, er at vi skal bo sammen med en masse mennesker, der bare venter på vores bestillinger,” sagde min mor anspændt, og skuede kort til min far, der bare grinede lydløst.

       Da vi havde fået vores umådelige store bagage, og pakket bilen, kørte vi af sted til Miami Beach.

Jeg tog de store solbriller hen over øjnene, og spændte en ekstra gang på båndet.

Min mor sad med sin sommerhat, der altid var medbragt på ferier, og tog massevis af billeder.

       ”Mor,” stønnede jeg ”Vi skal være her i flere uger, du behøver ikke tilstoppe kameraet på første dag.”

Hun grinede blot, og tog blot endnu et til. Jeg lod blikket glide ud på det omkring os. Vi nærmede os hotellet. Allerede herfra kunne jeg se det store højhus, med de store flotte altaner, der var dekoreret med de vildeste blomster.

       ”Ikke nær så flot som dem vi laver,” sagde min far, da han havde fulgt mit blik.

Jeg smilede til ham. Han havde fuldkommen ret. Vores buketter var og blev de smukkeste. Vi havde endda medbragt blomster fra Danmark med os, de blev bare transporteret i en anden bil med et specielt køleranlæg.

       Udenpå var hotellet måske flot, men indvendigt strålede det. Røde tæpper langs gulvet, dyre designermøbler og silke overalt. Det her hotel havde virkelig klasse.

Min suite var også forbløffende. Stort lækkert marmorbadeværelse med boblebad, stilfuld indretning med sofaer og tv, en stor altan med direkte udsigt til stranden, proppet minibar og så var der to senge.

       Jeg rynkede forvirret på panden, mens jeg satte kufferterne til siden, da jeg fik øje på sengene. De var store, garanteret bløde men hvorfor lige to? Jeg fyldte ikke engang en halv seng, og hvis de troede, jeg var så snobbet, at jeg ville skifte seng hver dag for at undgå bakterier og andre urenheder, så havde de indtjent min fornærmelse.

       Jeg åbnede dog bare for den store glasdør, og satte mig i liggestolen med blomstret pudebetræk.

Det bankede på døren, da jeg havde ligget et par minutter, og nu var i gang med at slå den store parasol op for at få mere skygge.

       Jeg åbnede, og fandt min far stå med favnen fuld af forglemmigejer. Jeg sukkede ved synet af de blå fine blomster, der med den solide grønne stilk holdte sig oprejst.

”Ja, så er det bare med at gå i gang, de skal klippes til, anrettes, holdes ved lige osv.” smilede han opmuntrende.

       Jeg smilede også, denne gang var det ikke skuespil. Jeg var oprigtig glad for min fars tanke om at tage mine yndlingsblomster med på ferie, selvom det ikke var det rigtige miljø her.

Han skubbede kølermaskinen med sig ind, og lagede blidt blomsterne på bordet ”Så vil jeg overlade patienterne til dig doktor,” sagde han, og gik ud igen.

       ”Jamen hej og farvel til dig også stressede far,” mumlede jeg tørt, mens jeg gik over til bordet, hvor han havde efterladt de blå blomster.

De fleste puttede jeg i den specielle køler, tog derefter resten med ud på terrassen, og begyndte at klippe i dem.  

       ”Lille blomst i ensomheden min, er der en som kan kalde mig sin?” jeg lo kort over mit lille digt, mens jeg fjernede et råddent blad.

”Nej mine chips!” var der pludselig en, der råbte, hvilket fik mig til at hoppe forskrækket i vejret. Lyden kom fra højre, så automatisk drejede jeg hovedet i den retning.

       En fyr med blondt hår, lav højde og utrolig flotte blå øjne -selv igennem mine solbriller- stod lænet over gelænderet, og så fortabt ned.

Naboterrassen var ikke langt fra hinanden, så jeg kunne nærmest høre den klynkende lyd, der kom ud af hans mund.

”Hvad sker Niall,” spurgte en hæs stemme, der formentlig kom indefra af.

”Mistede bare lige en del af mit liv til underboreren,” sukkede han som svar.

Han havde tilsyneladende ikke bemærket mig, da hans fokus var vendt imod de tabte chips. ”Niall kom nu, det er bare chips,” blev der grint fjoget.

Jeg kan høre flere drengestemmer indefra, de må være en hel del. Et lavt suk blev skabt ved tanken om unge naboer, freden var i hvert fald borte nu.

       Men alligevel måtte jeg løfte op i solbrillerne for, at få et tydeligere syn af drengen på terrassen, der havde opgivet den faldende plasticpose, og var på vej ind.  

Mine øjne hævede sig, da jeg kunne skimme de fire andre, der befandt sig rummet.

Jeg så derefter imod blomsten, der stadig lå i min hånd ”Er dette et tegn på uheld og uro, ved dette palads jeg skal bo?” hånden lukkede sig om den fine blå plante, og jeg mærkede en anspændt følelse opstå indeni mig.

 

Weee min første Fanfiction! :D Dette er mit bidrag til konkurrencen med 1D, håber i syntes om det, og ville blive meget taknemmelig for lidt konstruktiv kritik, og et like ville nu hellere ikke være så tosset ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...