Forglemmigej

Sharon Flowes datter af en berømt kok og blomsterdekoratør, har siden første skoledag været udsat for mobning. Hendes forældre tror på hendes skuespil om, at livet er perfekt og fejfrit. Så gennem de sidste sytten år af Sharons liv har kniven været hendes eneste ven. Forandringer kommer dog pludselig, da hun skal med sine forældre til Miami hele sommeren. Tanken om at de skal se hendes ar, og tro de har fejlet som forældre, skræmmer Sharon, og gør at hun må binde sig med bånd. Men er det kun stofbånd, hun binder sig med? Den blomsterinteresserede pige kommer i store konflikter, da der sker en værelsesfejl på hotellet, og at moren pludselig får ekstra arbejde for nogle rejsende gæster.

3Likes
4Kommentarer
1523Visninger
AA

4. Sandheder

”Har du forstået, hvor du skal hen skat?” spurgte min mor for sikkert tiende gang. Med et enkelt suk nikkede jeg opgivende af hende, og satte kuglepenne op ved øret.

Min mor rørte rundt i dejen med lette bevægelser. Hun havde sit hår i en stram knold, hvor jeg havde krøllet mit ellers glatte, og lod det hænge løst.

        ”Åh nej! Du skal for guds skyld huske at give dem de blomster, som dig og far har lavet,” kom hun pludselig i tanke om, og stoppede med at røre for at finde buketterne frem, som hun rakte til mig.

       jeg vaklede en smule tilbage, da jeg stod med alle fem buketter i favnen. De gemte helt mine mørke shorts, blomstrende top og heldigvis også mit lilla bånd.

”God fornøjelse, ring hvis der er noget!” råbte min mor, da jeg balancerede ud. Hvorfor havde jeg også tage kildehælssanddalerne på? Jeg var god nok til at gå i dem, men ikke med blomster der skærmede mit udsyn, så jeg ikke kunne se, hvor jeg gik.

       Efter at have gået forkert to gange fandt jeg stedet tredje gang, som man siger, er lykkens gang. Det var også lidt vovet af min mor at sende hendes syttenårige datter ud i Miami Beach gaderne for at tage informationer fra hendes kunder, men det var mit job.

       Jeg så imod sedlen og derefter imod det store skilt, hvor studie stod skrevet i store og farverige bogstaver.

Var det her, mors kunder holdte til?

       Jeg trak ned i håndtaget, og duften af læder og rengøringsmidler ramte mine næsebor.

Nogle folk gik rundt i jakkesæt, mens nogen havde afslappet tøj på og andre det helt modsatte. Jeg satte kurs imod det lille skrivebord, hvor en mere afslappet dame sad, og tastede på computeren.

       ”Undskyld,” brød jeg med lav stemme ind. Hun så op ”Kan jeg hjælpe med noget?” jeg åndede lettet ud, hun virkede flink.

”Jeg har en aftale med nogen,” sagde jeg, og rakte hende konvolutten, som min mor havde givet mig under hendes foredrag om sikkerhed i Miami.  

       Hun læste den hurtigt, og tastede engang på computeren ”De er på anden sal, værelse nummer 5 bare gå ind de venter på dig,” smilede hun, og jeg takkede. Gik derefter ind i elevatoren, og kom hurtigt op på anden sal.

       Værelse fem lå helt ned i bunden af den lange gang. Med et støn fik jeg slæbt min krop derned, som holdte de mange buketter.

Med notesbogen fremme som jeg normalt brugte på disse ture, tog jeg min venlige og mødekommende facade frem.

Åbnede derefter døren mens den sædvandelige sætning røg ud ”Mit navn er Sharon Flowes, jeg kommer angående jeres madinformationer for kokken Melinda Flowes. Jeg skal bruge livretter, ønsker til forretter, hovedretter, desserter, drikkevarer og snacks.” Først nu så jeg op fra blokken, og spærrede øjne op.

       Fem drenge der sad spredt omkring i rummet, stirrede overrasket imod mig. Jeg kunne med det samme genkende Louis og Harry, der så overrasket imod mig.

”Sharon…” mumlede den ene dreng med brune øjne og det samme farvede hår.

”Er du ikke hende, der deler værelse med Louis og Harry?” spurgte en anden med lyst hår og blå øjne, som jeg straks genkendte fra naboaltanen, der var i gang med at sætte en chokoladebar til livs.

       Den sidste en sorthåret fyr, tog blot en cigaret op af sin pakke, nikkede derefter, og tændte den.

       Harry smilede, og gik hen, og rodede rundt i mit hår ”Godt at se dig jeg anede ikke, du var den lille kokkehjælper,” smilede han.

Så det var One Direction, der var de helt særlige kunder, min mor havde snakket om. Hun havde vel også en vis svaghed for unge og flotte drenge.

       Jeg smilede skævt, det hele blev pludselig mere akavet, som jeg stod der med blomster i favnen og en blyant ved øret.

”J-jeg skulle give jer de her blomster, som vi har lavet,” fremstammede jeg, og rakte dem hver en. Da jeg kom til den lyshåret, rakte han hånden frem ”Godt at møde dig mit navn er Niall.”

       Jeg tog med et smil imod den, han pegede bagefter på de to andre ”Det der er Zayn og Liam,” han blinkede kort til mig, og foresatte derefter sin spisning.

       Der var sat en masse stole op rundt omkring i lokalet, et stort bord i midten, kedelige billeder langs væggen, og med det gule tapet virkede det ikke ligefrem som et hængudsted for fem teenagedrenge.

       ”Kan vi godt gå nu?” spurgte Niall så efter et par minutters stilhed.

Jeg så forvirret imod ham ”Gå? Jeg skulle jo have jeres madinformationer,” påpegede jeg ved at holde blokket foran mig.

       ”Skulle du ikke være sammen med os?” kom det fra Zayn med et mystisk smil.

”Zayn kan du ikke lade være med at ryge? Det stinker af helved til, og så er det ikke godt for dig,” beklagede Liam sig, og rettede sig imod sin rygende ven.

Han tog et sidste sug, og slukkede så for den ”Tager vi så af sted eller hvad?”

Jeg kunne godt huske Harry og Louis, ville have, jeg tilbragte tid sammen med dem og bandet, noget der virkede virkelig uforståeligt.

       Jeg skævede imod Louis, han havde selvfølgelig vasket tuschen væk, men jeg kunne stadig skimme den sorte takkede farve. Antydningen af et smil tegnede sig på mine læber, og de sølvfarvede øjne strålede en smule.

       ”Jep, jeg tror nemlig at Flower gerne vil luftes,” grinede Louis, da han så imod mig.

”Flower?”

”Hun har en svaghed for blomster, ved i ikke det?”

”Ikke rigtig, det er jer, som deler værelse med hende,” kom det fra Liam.

Niall smilede blot til mig, rejste sig, og gik hen, og tog min hånd ”Hvis i ikke gør noget, så tager mig og Sharon da bare en date i stedet,” grinede han fjoget.

       Harry rystede bestemt på hovedet, og fik mere end travlt med at komme ud af døren ”Du kører bare af sted til den nærmeste Nando’s,”

”S’følig ikke,” grinede Niall bare, og trak mig ud af døren. De andre fulgte hurtigt med, og uden at vide af det, var min blyant og blok væk, og jeg var placeret i en stor sort bil.

       ”A-altså det her skal i altså ikke gøre…” begyndte jeg med stammende mine. Der var varmt i bilen, når seks mennesker klemte sig derind plus med en chauffør foran.

Bilen mindede meget om en limousine indvendigt med sæde hele vejen rundt og den lille minibar i siden, men stadig var bilen kort sikkert for ikke at skabe furore. 

       Ruderne var også tonede, men man kunne stadig se ud på vejene. Men med min dårlige viden om USA havde jeg ingen anelse om, hvor vi kørte hen.

Men bilturen var god. Der var masser af spændende plantearter at udforske med blikket. Flere slags blomster havde jeg aldrig set før, og blev helt oplivet ved synet af dem.

       ”Se alle de farver!” udbrød jeg begejstret, da vi kørte forbi et hav af blomster i alle mulige nuancer. Der lød latter bag mig, men jeg hørte det ikke, da jeg så en mand komme gående med en buket roser.

”Der er en, som skal fri,” kom det sukkende fra mig, mens jeg nærstuderede hans buket, da vi holdte ved et lyskryds.

Louis, der sad ved siden af mig, vendte sig om, og så ud af ruden.

”Er det ikke bare en mand med nogen roser?” De andre så spørgende imod mig.

       Jeg smilede dog let, og rystede bestemt på hovedet.

”Farverne på roserne er mørkerød, hvilket betyder evig kærlighed og lidenskab, og hvis i kigger godt efter, så er der ti røde roser, som betyder, vil du gifte dig med mig.”

Et måbende blik gled hen over deres ansigter, så jeg med forlegenhed bøjede hovedet.

       ”Det gør altså ikke noget,” grinede Niall.

Jeg så overrasket op ”I vil ikke straffe mig?” hvad var det, jeg lavede? Selvfølgelig, ville de ikke straffe mig, de kendte mig jo ikke særlig godt, og så vidt jeg vidste, var One Direction ikke nogen, der bare slog løs på folk.

       Men alligevel havde det været en vane at mærke slagene, når jeg fortalte om blomster til pigerne.

”Hvorfor i alverden skulle vi det?” smilede Liam blidt.

”Lige meget,” mumlede jeg en anelse stift, og så ned i mit skød, hvor mine hænder var knuget hårdt sammen.

       ”Er du okay Sharon?” kom det nu fra Harry med bekymret mine. Jeg så imod ham, og tog mig automatisk til kinden, som om jeg lige var blevet slået. Det hele kørte i hovedet på mig, men i realiteten skete der intet.

       ”Det er bedre at få tingene ud gennem ord,” sagde Zayn lavmælt, men højt nok så jeg kunne høre det.”

Det gibbede kort i min krop. Hvorfor reagerede jeg altid sådan her, når jeg endelig var sammen med nogen, var jeg bange. Ikke for dem men for smerten når de gik fra mig. Alle jeg havde stiftet bekendtskab med, var altid endt med at gå igen og efterlade mig i et sort hul af ensomhed.

       En hånd rørte min skulder. Jeg så til siden, og mødte Nialls kærlige smil ”Kom bare, vi lytter.”

Ved de ord var det nærmest fastsat, at jeg skulle fortælle dem det hele. Plapre i en lang vælling uden stop, kun når min krop gispede efter luft, og tvang mig til at holde pause. Jeg fortalte dem dog kun det med mobningen i skolen.

       I Liams pande tegnede der sig en vred rynke ”Folk er nogle idioter nogen gange,” snerrede han arrigt.

”Det er vel fint nok sådan,” sukkede jeg, og fik alle deres blikke vendt mod mig igen.

”Skæbnen har kun foræret mig viden og taget alt det andet med sig.”

Jeg rettede blikket op i loftet, og smilede så, som om alting var fuldkommen latterligt, hvilket det også var.

       ”Min mor har betalt jer for at være sammen med ikke?”

Det opspærrede blik og det sæt det gav i hver af deres krop, konkluderede, at jeg talte sandt.

       Jeg tog mig irriteret til hovedet ”Hvorfor gør hun altid det her?”

”Hun var i hvert fald villig til at betale en hel sum penge plus at stå for vores mad i den tid, vi var i Miami,” kom det fra Louis, der fik et blik fra alle drengene om, at han skulle holde kæft.

       ”I behøver ikke gøre det bare kør tilbage til hotellet, det er ikke specielt sjovt at være sammen, når man er betalt til det,” sagde jeg, og så en anelse trist ud af vinduet. Jeg havde faktisk glædet mig til det her, hvis jeg skulle være ærlig. I starten havde det virket så uvirkeligt, at de ville være sammen med sådan en som mig, men en lille glød af håb var tændt indeni mig ved tanken om nye venskaber. Desværre viste det hele sig bare, at gløden gik op i røg.

       ”Kør os til Fort Myers,” beordrede Liam til chaufføren, der med et nik adlød, og skiftede retning.

”Liam hotellet ligger altså ikke i Fort Myers,” indvendte jeg med undrende mine.

Han blinkede kort til mig ”Hvem sagde noget om hotellet?”

       Det spørgsmålstegn jeg var begyndt at ligne, blev større, især da Louis tog sine hænder op til mine ører, mens Liam gav endnu en ordre til chaufføren.

”Hvad sker der?” spurgte jeg forvirret, da han tog hænderne ned igen.

Ingen af dem sagde noget, hvilket fik mig til at bide mig i læben, de pønsede på noget, hvilket helt sikkert ikke var godt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...