Forglemmigej

Sharon Flowes datter af en berømt kok og blomsterdekoratør, har siden første skoledag været udsat for mobning. Hendes forældre tror på hendes skuespil om, at livet er perfekt og fejfrit. Så gennem de sidste sytten år af Sharons liv har kniven været hendes eneste ven. Forandringer kommer dog pludselig, da hun skal med sine forældre til Miami hele sommeren. Tanken om at de skal se hendes ar, og tro de har fejlet som forældre, skræmmer Sharon, og gør at hun må binde sig med bånd. Men er det kun stofbånd, hun binder sig med? Den blomsterinteresserede pige kommer i store konflikter, da der sker en værelsesfejl på hotellet, og at moren pludselig får ekstra arbejde for nogle rejsende gæster.

3Likes
4Kommentarer
1489Visninger
AA

2. Afsløret

Den er skarp. Selv i sin lille tilstand formår den, at kunne gøre så megen skade imod huden. Der er rødt på klinkerne, men hvem bekymrer sig om det? Bare smerten i hånden er der, så kan al det andet være lige meget.

       Bekymringerne og tristheden skal fejes bort, og der er kun en måde, der fungerer. Folk mener, man er sindssyg, men de tåber aner intet om, hvad man går igennem, og hvilken tilfredsstillelse der løber igennem ens krop, når kniven borer sig ned i huden.

       Jeg inhalerede engang, og lod hovedet hvile på boblebadets kant. Raven blev lagt direkte tilbage til sin kasse efter, at de fire snit var lavet. Der ville ikke komme nogen, men man kunne aldrig være for sikker.

       Minderne og de dårlige vibrationer sivede lige så stille ud af min krop i takt med, at der faldt en dråbe blod på gulvet.

Det var ikke voldsomt, bare fire hurtige snit for at glemme alting, og bare fokuserer på smerten der blev vækket i en.

Jeg så ned af mig selv. Den lilla bikini sad perfekt på min ellers slanke men meget mælkehvide krop, der ingen gode former havde, eller ville få.

       Jeg sukkede engang, og begyndte at komme ind i min rolige og behersket sindstilstand.

Måske kunne man ikke kalde den behersket, eftersom jeg tydede til kniven, når tingene gik mig for meget på, men ellers syntes jeg, at jeg var et ganske roligt menneske.

       Boblerne svømmede legesygt rundt i karet, og det kilede let ved mine fødder, når de trykkede imod huden. Denne gang sukkede jeg tilfreds, og satte mig mere op for at få overblik.

       Det var snart stoppet med at bløde fra min arm, men jeg blev alligevel liggende i det varme vand. Behagligheden skyllede blidt omkring mig, og jeg begyndte lige så stille at vugge, så der blev dannet små bølger.

       Pludselig kunne jeg høre min hoteldør smække, hvilket fik mig til at stirre forskrækket imod badeværelsesdøren. Var det en tyv? Nej, sådan nogle ville ikke befinde sig her, og de ville slet ikke, kunne komme forbi vagterne, der stod ved indgangen til hotellet. Det kunne også være mine forældre, men så vidt jeg huskede, gav jeg dem ikke nogen nøgle. Hvem var det så, der luskede rundt på mit hotelværelse?

       Svaret kom, da badeværelsesdøren gik brat op, og fik mig til at slynge et lille halvkvalt gisp ud.

I døråbningen stod to drenge den ene lidt højere end den anden. Fyren tættest på havde mørkebrune krøller, flotte dybe grønne øjne og et smørret hvidt smil om læberne. Fyren bag ham havde sat sit brune hår nænsomt op, og så forbavset med sine grålig blå øjne imod mig.

       Det tog mig få sekunder at registrere deres tilstedeværelse, og dem ligeså lang tid med min venstre arm.

Min reaktion var ikke noget at prale af. Jeg havde aldrig nogen sinde tænkt på, hvad der ville ske, hvis der en dag stod to drenge på mit badeværelse lige efter, jeg havde gjort skade på mig selv, og så hvis jeg oveni købet var iført bikini.

       Jeg skreg op, kastede det nærmeste, jeg kunne finde af sted imod dem, som var et stykke sæbe, der duftede af roser. Sprang derefter op af badekaret, og greb ud efter det nærmeste håndklæde. Desværre havde mine bølger fra før skabt en minimal oversvømmelse, så da jeg havde grebet fat om håndklædet, gled jeg, og landede på det hårde gulv med et klask.

       De to drenge så heldigvis bort fra deres pludselige indtrængning på mit hotelværelse, og skyndte sig hen til mig for at få mig på benene.

”Er du okay?” spurgte ham med krøllerne blidt. Jeg svarede ikke, skyndte mig bare at sno håndklædet om hånden, men de havde skam set det.

       Deres udtryk da blikket landede på min blodplettet hånd, gjorde ondt indeni, og fik mig til at tænke på, om mine forældres reaktion ville være ligesådan.

Den anden dreng havde i mellemtiden taget et håndklæde, og rakte det til mig ”Tak for sæben men jeg tror ikke, det er så maskulint at dufte af roser,” grinede han kort, og fremviste sæben i sin hånd.

       ”Undskyld,” mumlede jeg stramt ned i gulvet ”Jeg gik i panik, fordi i så…” min stemme dødede hen.

”Nu da vi snakker sammen uden at blive skudt ned, kan vi så spørge dig om en ting?” spurgte den krølhåret. Jeg nikkede stumt ”Hvad laver du på vores hotelværelse?”

”Jeres hotelværelse?” var det eneste, jeg kunne sige.

”Ikke fordi det gør noget at finde en sild i et boblebad iført bikini,” kom det grinede fra den anden dreng.

”Men det her er altså mit hotelværelse,” sagde jeg med nu fast stemme.

”Louis?” sagde den krølhåret, og henvendte sig til sin ven.

”Mmm,” svarede ham, der hed Louis ”Jeg slår dem ihjel, hvis de har lavet en forveksling med vores værelser.”

”Behøves ikke,” sagde jeg, og fik deres opmærksomhed ”Bare send dem en buket med smørblomster.”

De så uforstående på mig, hvilket fik mig til at gøre det samme ”Smørblomster står for utaknemmelighed,” forklarede jeg, og fik deres forvirrede blikke til at forsvinde.

       ”Udover skønheden er hun endda også klog,” smilede Louis flirtende. Jeg så bare neutralt imod ham, men han tog sig åbenbart ikke af det.

Den anden rømmede sig ”Mit navn er Harry, Harry Styles, og det…” han pegede på Louis ”Er min ven Louis Tomlinson,” præsenterede han færdigt, og rakte mig så sin hånd.

”Sharon Flowes,” kom jeg høfligt bagefter, og tog hånden, den var varm og blød, og af en eller anden grund havde jeg ikke lyst til at slippe den.

      

***

 

”Hvad for noget!?” udbrød jeg, og bankede mine hænder lidt for hårdt ned i receptionsbordet. Damen bag disken klikkede febrilsk rundt på sin computer, med et nervøst blik skævende imod mig.

       ”Rolig nu,” sagde Harry, og lagede en hånd på min skulder. Jeg måtte indrømme, at det fik mine nerver lidt i ro.

Louis lænede sig over skranken ”Hvor lang tid vil der gå før, vi kan få separate værelser?” spurgte han med en høflig stemme.

Damen blev lige pludselig rød i hele hovedet, og rettede nervøst på sit hår ”Øhm.. Ser de, vi har haft en del bookninger på det seneste, og jeg må desværre meddele, at vi er overfyldt for tiden, så i har værelse sammen flere uger endnu,” hun smilede genert til både Louis og Harry.

       Jeg fnyste. Tænk at et luksushotel som Marriott skulle lave sådan en værelsesfejl.

Da vi gik væk fra receptionen, knugede jeg hænderne hårdt sammen, og satte mig tungt i en af fløjlssofaerne. Louis og Harry tog begge plads ved siden af mig ”Så hvad gør vi?” spurgte jeg, og kiggede op i loftet.

       ”Vi må vel bare dele hotelværelse indtil, der bliver et andet ledigt,” svarede Harry, og lænede sig tilbage.

Jeg rynkede på næsen til det svar, og han grinede lydløst, nøjagtig ligesom min far altid gjorde.

”Se på den lyse side,” kom det fra Louis, så vi begge vendte hovedet imod ham ”Vi deler ikke værelse med en overbegejstret fan, men med en smuk og ligetil person.”

       Jeg så blot ned af mig selv. På de ti minutter der gik efter Harry og Louis, var dukket op på badeværelset, havde jeg skyndt mig at tage en hvid kjole på og iføre mig nogle sorte klipklapper. Det gyldne bånd var bundet stramt om venstre hånd, og blodet var heldigvis ikke gået igennem.

       ”Hvad mener du med fan?” spurgte jeg pludselig, og så med et undrende blik på Louis.

Harry tog sig opgivende til hovedet ”Godt gået Louis,” sukkede han.

Tog så armene op langs ryglænet, og så op i det cremefarvede loft ”Kom så lad os få det overstået.”

       Jeg så forvirret fra den ene til den anden ”Hvad snakker i to om?” Louis rømmede sig kort ”Vi er bare medlemmer af One Direction, og fansene plejer at være lidt for… øhm begejstret. Vi er her i Miami f-”

       Harry rejste sig med et sæt op, mens han så imod sit ur ”Pis vi har et interview om en halv time!” Med de ord kom også Louis hurtigt op at så. Jeg glippede kort med øjnene, som stadig bar deres forvirrede udtryk over sig.

”M-men hvad er One Direction?” spurgte jeg så. De så begge tilbage imod mig ”Tænd for fjernsynet om en halv time så skal du nok få dit svar,” blinkede Harry kort for derefter at gå tilbage imod vores hotelværelse.  

       Og der sad jeg så. En pige hvis store hemmelighed var opdaget af nogle helt tilfældige drenge, der dukkede op på mit badeværelse. Eller nu hed det åbenbart vores badeværelse.

Jeg gemte mit ansigt i hænderne. Godt nok havde de ikke nævnt noget om min arm, men jeg var stensikker på, de havde set.

       Tankerne om hvilken sindsforvirret person de skulle bo sammen med, måtte køre rundt i deres hoveder lige nu. Foragten over at skulle dele samme rum, ja for slet ikke at snakke om badeværelse måtte da give dem kvalme. Og dog, så havde jeg følelsen af, at de ikke ville sige det til nogen. At min hemmelighed lå i sikkerhed hos dem.

       ”Lille skat er der noget galt?” spurgte min mor, da hun kom gående.

Jeg så imod hende. Hendes kokketøj sad perfekt til hendes krop, og hun så med sit kærlige smil imod mig. Det var nok bedst ikke at sige noget til hende om hotelværelset, hun var rimelig overbeskyttende. Det var også en af grundene til, at hun ikke skulle vide om mine ar. Hvis hun så dem, og vidste hvordan, jeg havde det i skolen… Lad os bare sige at fem livvagter omkring mig døgnet rundt ikke engang ville være i nærheden af, hvad hun kunne finde på.

       ”Nej, nej. Jeg skulle lige til at gå op igen og skære blomsterne til,” svarede jeg blot, og rejste mig. Hun stod med sin vogn, hvor der var anrettet forskellige slags kager på og farverige drinks.

       Hun nikkede med et smil ”Det lyder godt skat, far og jeg er nede i restauranten.”

”Jeg kommer ned om en time,” sagde jeg med den britiske accent, som min mor også brugte, nu hvor vi var i udelandet.

       Vi havde nemlig før i tiden boet i England, men rejste så til Danmark, da jeg var omkring de otte år. Forandringer var jeg vant til, men ikke det danske sprog. Det tog mig flere år bare at tale en smule flydende, og jeg blev altid drillet omkring det.

       Så det var ret befriende at komme hertil, hvor folk kun forstod engelsk, og ikke det besværlige danske sprog.

       Da jeg kom tilbage til hotelværelset, kunne jeg se, at Louis og Harry allerede havde pakket lidt ud. Deres kufferter var åbnet, og meget af deres tøj lå rundt omkring, de måtte have haft travlt inden interviewet.

       Jeg satte mig i sofaen, og tændte for fjernsynet, som Harry havde sagt, jeg skulle.

En dame med stram knold, briller, tætsiddende nederdel og skjorte sad ved et ord, med en bunke papirer foran sig.

       Jeg var åbenbart lige hoppet ind i nyhederne, for hun snakkede om en ildebrand, der havde fundet sted.

”Der er heldigvis ingen dødede, men stedet er fuldkommen ødelagt, og det vil tage flere år, før man kan få genoprettet bygning,” sagde hun med sin neutrale stemme.

”Efter reklamerne vil vi høre om det britiske boyband One Direction, der er rejst til Miami for at få samlet kræfter til deres længeventet turne. Biletterne er allerede udsolgt, og folk står i lange køer for bare at komme til at overvære deres interview på afstand, som finder sted her om en halv time.  Men nu til vejret.”

       Jeg rejste mig, mens vejret kom frem.

Mine værelseskammerater var et berømt britisk band, som jeg af flere grunde ikke kendte til, men de kendte i stedet til mig om min hemmelighed.

Jeg bandede, og bankede hånden ned i bordet, hvor forglemmigejblomsterne lå. En af blomsterne faldt lydløst til jorden...

      

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...