You only live once <1D>

Da Danielle er på vej hjem fra en veninde, støder hun ind i en gruppe muskuløse mænd. Mændene voldtager og slår hende på skift. Danielle overlever, men bliver indlagt på et sindsygehospital på grund af selvmords tanker.

To år senere bliver Danielle udskrevet, og hun får ved hjælp af komunen, et job som personlig shopper for One Direction. Danielle har ingen idé om, at One Direction er berømte, men da aviserne begynder at skrive om hende og hendes voltægt, er det hele ved at blive lidt for meget for Danielle. Men hvad skal hun gøre?

En historie om kærlighed, om troen på livet og sig selv.

6Likes
13Kommentarer
2480Visninger
AA

2. Moving on is the next stemp to perfect

To dage senere er jeg klar. Alle mine ting er pakket (alt det man ellers får lov til at have her), jeg har ringet efter en taxa, og bestilt en tid hos komunen, der skal hjælpe mig med at finde et nyt job. Nu mangler jeg bare en ting... At sige farvel til Ida. "Ihhh! Jeg kommer bare til - til at savne dig så meget!" hulker Ida og krammer mig så hårdt, at al luften bliver presset ud af mig. 'Wushh'. "Åhh! Jeg kommer og så til at savne dig søde!" siger jeg trist og kysser hende på hovedet. "Men jeg lover, at så snart du bliver udskrevet, så vil jeg finde dig, og så vil jeg høre om ALT der er sket!" siger jeg, og ligger tryk på alt. "Lover du det?" spørger hun, og løsner sit jerngreb så hun kan kigge på mig. "Du er jo sikkert bare kommet vidre der! Jeg er også alt for lille til, at være din bedste veninde" siger hun, og jeg kan høre antydningen af surhed i hendes stemme. "Hold nu op!" siger jeg og kigger kærligt på hende. "Det kan godt være, at du kun er tolv, men du er stadig den bedste veninde jeg nogen sinde har haft!" Jeg løfter hendes hage. "Og det vil du altid være".

"Danielle Quist Hansen" siger sekretæren der tideligere havde sidet og skulet ad mig over compuertskærmen. "Det er jo mig" siger jeg og smiler. Hun ignorerer mig, og viser mig ind af en rød dør, og ind på et stort kontor. "Cristian?" siger hun til en høj, slank mand, der står og kigger ud ad af et stort vindue. "Jeg har en Danie" begynder hun, men bliver afbrudt af ham. "Det er fint Hane. Tak!" siger han surt og vender sig om. Sekretæren vrisser larmene ud af døren, mens manden tager en cigar frem. "Vil du have?" spørger han mig i et helt andet tonefald. "Øh, nej tak" siger jeg høfligt, dog lidt forvirret over den tideligere episode. "Hm-hm" brummer han og tænder sin egen. "Jamen set dem dog ned" siger han sødt og smiler til mig, med et perfect tandsæt. 'Har jeg set ham før?' tænker jeg, mens jeg sætter  mig ned på en rød plastikstol, der står foran det smalle skrivebord. "Ja jed hedder som Hanne nævte Cristian" siger han og smiler. "Danielle" siger jeg og rækker hånden frem, og hun giver mig et hårdt, fast håndtryk. "Nå" siger han, og tager en stor mappe frem, fra den øverste skrivebords skuffe. Er det bare mig eller siger alle bare "nå" når de skal starte en samtale?.. Det er nok bare mig. "Danielle Quist Hansen. 19 år. Udsat for misbrug og derfor indlagt ved Københavs lukkede afdeling, i to år og 8 uger. Psykolog Asger Jensen" læser han højt og jeg kigger nærvøst ned i bordet. "Jep" siger jeg og smiler lidt genert. "Og du blev udskrevet her til morgen?" spørger Cristian mig, efter at have sidet og studeret indholdet i mappen nøje. Thomas Müller! Det ham han minder mig om! "Ja det er korrekt" siger jeg og smiler. Han ligner faktisk vildt meget Thomas Müller! "Jeg kan se her at du tideligere har været personlig shopper for Bradly Cooper" siger han imponeret. "Og Chris Brown!" Han kigger på mig med store øjne. "Ja" siger jeg og nikker. "Det har jeg". Han bladrer vidre i mappen, og jeg vrider nærvøst mine håndled. "Nå" siger han og lukker så mappen pludseligt. "Du ledte også efter en lejlighed?" siger han og begynder at taste noget ind på computeren. "Ja" siger jeg og smiler. "Eller hvad i nu lige har ledeligt". "Okay" siger han langsomt, mens han bevæger musen, og fukuserer på skærmen. "Jeg kan se her at" siger han, men bliver afbrudt at telefonen. "Undskyld mig lige to sekunder" smiler han, og tager så telefonen. "København komune, afdeling fire" siger han prefessionelt og lytter. "Nej det er noget de tager sig af i afdeling et"... Lang pause... "Nej her tager vi os af folk der har det.." Siger han og kigger på mig. "Skal vi sige folk der har det lidt svært med at komme vidre" smiler han, og nikker. "Ja, ja, nej med ved du hvad, jeg stiller dig om til afdelig et okay? Det er godt du, hej!" siger han muntert og lægger på. "Det må du undskylde" siger han, og jeg ryster på hovedet. "Det er helt i orden" siger jeg og smiler. "Når men som jeg var ved at sige, så har vi en ledig lejlighed ude nær vandet" siger han, og vender skærmen så jeg kan se en grim grå bygning med små vinder ud til havet. "Ja, okay" siger jeg og kigger på ham. "Altså jeg har jo ikke rigtig andre steder at være, så det er helt perfekt for mig" smiler jeg og han nikker. "Jamen det er jo bare super! Der står faktisk her at du kan flytte ind allerede nu. Jeg ved godt du selvfølgelig lige skal tænke over det, og jeg vil naturligvis også udskrive en sedel til dig, hvor der står alle de vigtige informationer, men" jeg afbryder ham. "Ved du hvad Cristian?" siger jeg og klapper hans hænder. "Det er helt i orden. Jeg vil gerne flytte ind med det samme".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...