Fem Kolde Dråber *One Shot*

Et lille One Shot om mobningens konsekvenser, savnet til en afdød mor og dét, at være blevet svigtet af sin far. ( - Denne tekst betyder meget for mig, så det ville gøre mig glad, hvis I ville give den en chance.)

22Likes
27Kommentarer
1099Visninger

1. One Shot

Hendes blanke, mørkebrune øjne glimter i skæret fra fuldmånen på den mørke nattehimmel. Det fedtede, gyldenbrune hår glider langsomt ned over hendes svedige pande og dækker for det ene øje. Tankerne farer gennem hendes allerede forvirrede hoved, mens hun ihærdigt prøver at få overblik over alle de modstridende følelser, der gør oprør inden i hende. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre af sig selv.

     Hendes usikre blik løber fra ruden foran hende og ned til hendes kolde, bare fødder. Tæerne krummer sig sammen i en krampagtig bevægelse, mens hun knytter hænderne, tager et dyb indånding og lukker øjnene.

       Væk...

     Stemmen i hendes underbevidsthed hvisker sagte til hende, og hun hører sin lave vejrtrækning i det tomme rum. Da hun atter åbner sine øjne, kaster hun et kort blik hen på den hvide dør, der stadig er lukket. Den lyse dyne ligger krøllet sammen på den lille seng, og lagnet har foldet sig alt for mange steder. Den lille pude er faldet på gulvet, hvor den egentlig bare ligger som en provokerende klump. Hun vender sin opmærksomhed mod vinduet foran sig og rækker så sine rystende hænder ud. De blege fingre fumler med at få vinduets lås slået fra.

     Da det gamle vindue endelig giver sig, og det knirkende glider op, hjulpet på vej af den forvirrede piges ene hånd, lukker hun øjnene i og nyder bare den friske vind, der rammer hendes nu lettede ansigt. Hun ser op på tagrenden, der løber hen lige over hendes vindue og ser regndråberne, der samler sig for atter at blive til én.

     Én.

     Dråben daler mod jorden, og pigen følger den fascineret med sit blik, indtil den forsvinder i luften. Et suk løber gennem hende og undslipper hendes kolde læber.

       "Taber!"

       "Skrid med dig!"

       "Klamme tøs!"

       "Ingen vil have dig her!"

     Deres stemmer dukker op i hendes bevidsthed. De medskyldige. Forbryderne. De, der har fået hende til at se sig selv på denne måde. De, hvis tilråb og nedladende kommentarer har hjemsøgt hende hver dag, hver nat, siden hendes første dag i skole.

     Men det er ikke kun dem.

     De er ikke de eneste, der har fået hende til at se sig selv som en ussel vanskabning. Nej, slet ikke. Hendes verden brød for alvor sammen for mange år siden, da moderen døde. En lille pige, der måtte leve som enebarn hos en fader, der gik fuldstændigt fra forstanden. Han støttede ikke sin datter, da hun blot sank længere og længere ned i sin egen verden, hvor ikke engang fantasien kunne løfte hendes humør. Det skete så mange gange, at faderen narrede hende. Narrede hende til at tro, at han var som en hver anden faderlig figur skal være. Men det var skuespil. Alt sammen. Baseret på en løgn.

     To.

     Endnu en dråbe fra tagrenden daler mod jorden, og hun når kun lige at fange et enkelt glimt af den, inden den atter forsvinder samme vej som den første. Tårerne svider i hendes allerede blanke øjne ved mindet om ham. Hun er hans kød og blod. Han har selv bragt hende til verden. Og alligevel svigter han hende på denne måde. Det er en ulidelig tanke, og den er uvelkommen hos hende.

     Hun tvinger sig selv til at fokusere på noget andet. I stedet stiller hun sig på tæer og kravler langsomt og diskret op i den brede vindueskarm. Hendes fortænder bliver placeret solidt i den tørre underlæbe, da hun forsigtigt svinger benene ud fra vinduet, så de er frie under den mørke nattehimmel. Hendes blik glider op på fuldmånen, der lyser hendes blege ansigt let op. 

     Tre.

     Dråben falder tæt ved siden af hende, og den lander på hendes hånd, der hviler mod hendes ben. Den rammer den blidt og opløses på hendes kolde hud. Hun lader sin tørre tunge glide henover læberne i et forgæves forsøg på at fugte dem, mens stemmen i hendes underbevidsthed endnu engang hvisker til hende:

       Gør noget ved det...

     Hun forstår det ikke. Forstår ikke, hvad stemmen vil have hende til. At gøre noget. Men hvad? Hun er fortabt i sin egen verden. Fortabt. Hvordan skal hun rette op på ti år i mørket? Ti år uden nogen, der ville støtte hende. Ti år uden noget som helst - blot den lille gnist af håb i hendes hjerte. Den lille gnist, hun havde gået og håbet på ville antænde et brand - en stor og beslutsom brand.

     Men der var aldrig sket noget. 

     Fire.

     Den fjerde dråbe bliver båret forbi hende af vinden, der løfter blidt op i hendes hår, men denne gang giver den lette brise hende ikke en følelse af frihed. Nej. Det giver hende en kvalmende fornemmelse overalt i kroppen, mens hun forsøger at genoprette sig et overblik. Over sig selv. Sine følelser. Sine tanker. Sit liv.

     Svigtet. Tilsidesat. Forgivet. Glemt. Forladt. Netop. Forladt af den éne person, der respekterede og elskede hende engang. En person, der for evigt kun vil leve i den unge piges hjerte. Aldrig vil hendes moder se dagens lys igen. Aldrig vil pigen høre sin elskede moders stemme igen. Aldrig. Hun vil aldrig mærke hendes bløde hånd stryge hende over håret, lige inden hun falder i søvn. Alt dette hører nu til fortiden. Det må hun indse.

     Hun placerer sine bare fødder mod de kolde mursten og lukker øjnene. Hun ser moderen for sig. Hun er den samme slanke kvinde, som hun var dengang. Smuk med det gyldne hår hvilende omkring skuldrene. Iført den fineste, hvide silkekjole. De brune øjne, pigen har arvet fra hende, skinner på den dejlige måde, hun ikke kan andet end at savne. De fyldige læber former et opmuntrende smil, og det er som om, smilet giver den unge pige løsningen på alle de problemer, hun har. En løsning, der kan fri hende fra alle disse pinsler. En løsning, der kan genforene hende med moderen.

     Moderen løfter sin arm og rækker ud efter datteren, hvis øjne er fulde af både triste og lettede tårer over dette mentale gensyn med personen, hun savner allermest.

       Gør noget.

     Stemmen i hendes underbevidsthed hvisker endnu engang til hende, og denne gang kender hun svaret. Denne gang ved hun præcist, hvad hun skal gøre. Denne gang er hun sikker. Hun fører tungen langs læberne, mens hun stadig ser sin mor for sig. Hun løfter sin arm og ligesom moderen, rækker hun ud efter det uopnåelige.

     De bare fødder glider på de våde mursten, og pigen mister fodfæstet. Det sidste, hun ser, er de få skinnende lys fra den sovende og uvidende by foran hende. - Den sidste tanke, der strejfer denne piges bevidsthed, er som en besked til faderen og de mange medskyldige: Var det sådan her, I ville have det? Og så lukker hun atter øjnene for at blive genforenet med den moder, hun mistede al for tidligt. 

     Fem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...