Aske

En fantasyhistorie der finder sted i Warhammer-universet, men lige så vel kunne have fundet sted hvor som helst ellers, såmænd også vores verden for 500 år siden.

Grunden til at jeg valgte Warhammer settingen er, at den er en tragikomisk parodi på vores egen verden fortalt med en bidende sort humor og dækker over en række rystende fortællinger om fortabte skæbner, fejlbarlighed og små håb i mørket.

0Likes
0Kommentarer
413Visninger
AA

2. Prolog

Magistraten i den lille by Zebenstein, Viktor Karlstein, havde opført sig mærkeligt de sidste par uger. Mere mærkeligt end den ellers snart halvgamle mand plejede. Konen havde også opført sig meget anderledes den sidste tid. Lige nu, alt imens magistraten sidder begravet i sit arbejde har hun derfor valgt at begynde at prøve at fremstille en trylledrik, der skulle få magistraten til at forelske sig i hende igen. Endelig bankede det på døren, ”det var da godt nok på tide” er magistratens eneste tanke. Han forlader de store bunker af papir på skrivebordet og går over for at åbne døren. Ude foran står der tre mænd, de to mænd han havde kontaktet, Werner Sternman – den bedste dusørjæger syd for Nuln. Ragnar Swarts var også med, han har bidraget til at fange endnu flere hekse end nogen anden nulevende person. De udvekslede kort blikke, de tre mænd, og Viktor gjorde ellers plads i døren så de kunne komme ind, og han ledte dem op på første sal hvor magistratens kone, Mirriam Karlstein, står bøjet over en gryde, fuldmånen stråler ind af vinduet, og grydens indhold er i kog. De to tilkaldte, dusørjægeren og heksejægeren udveksler et stille blik. Der er ikke så meget at være i tvivl om, og de to træder langsomt over til hende for at holde hende fast, så hun ikke kan flygte. Håndjern bliver lagt på hende. Altimens står hun selv og ser uforstående til. Grydens lilla, snaskede indhold bliver tømt ud af vinduet, og de fire gør klar til at rejse. For der er ingen tvivl, Mirriam Karlstein har begået hekseri, og hvor slemt det er, samt hvordan det skal straffes, er der kun en mand der kan bedømme, baronen i Stahlbrügge.

De tre mænd og den ene fange når døren ud og efter ganske kort tid står de ude i den lune juli-luft. Der er torden på vej, måske symbolsk – tænker Viktor.

De når dårligt ud af døren før en mand iført klosterets klæder kommer stormende hen imod dem. Viktor genkender ham straks, det er den unge tempelridder og Sigmar tilbeder, Michael Silberhand. Gennem længere tid har vaskekonerne nede ved åen fortalt historier om at der angiveligvis skulle have været et kærlighedsforhold mellem Michael og Mirriam. ”Holt, hvor fører I den kvinde hen, I Sigmars navn må I fortælle mig det!” skriger Michael i desperation over ikke at kunne fremføre den tale fra Mirriam, som han nu havde øvet på de sidste dage og virkelig intensivt havde fortalt sig selv på vej over til Magistratens hus, ligesom først for at overbevise sig selv om at det han foretager sig nu er det rigtige. Talen kørte stadig inde i hovedet på ham ”Mirriam, du er en smuk kvinde. Men du er gift, vi er begge gift, du er gift til byens øverste myndighed mens jeg har indgået et løfte om evig troskab til vores gud. Det kan ikke blive ved, jeg ved jo du elsker din mand. Det er ingen i tvivl om. Vi må gøre det der er rigtigt, også selvom det er smerteligt, jeg vil altid elske dig. Jeg ved du altid vil elske mig. Men for nu må det være slut.” Magistraten, som Michael ikke engang kendte navnet på, han insisterede nemlig på at blive tituleret ’Deres Excellence’ kiggede bare over på ham og sagde ”det vedkommer ikke dig, men hvis du absolut skal vide det, vil hun blive ført til hovedstaden i Baroniet Pumpundpragt, Stahlbrügge.” Et øjebliks forfærdelse var klart i Michaels blik. Men hans lange væbneruddannelse og senere begrænsede erfaring som tempelridder har lært ham altid at udvise komplet ro. Det krævede ganske vist en god forståelse af menneskets krop at spotte denne forfærdelse, men Viktor havde jo en stor erfaring med netop det at vurdere, hvor vidt der blev talt sandt eller falsk, noget han – i al beskedenhed – efterhånden synes han var ved at være rigtig god til. - ”Jeg må insistere på at tage med” frygten i den unge tempelridders blik havde udviklet sig til en snarrådighed, og Viktor vidste lige så godt som alle andre, at det ikke vil lykkedes at ændre hans holdning til det, ”okay, du kan tage med. Vejen op langs Reikens bred kan indeholde ubehagelige overraskelser, især omkring skoven."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...