Aske

En fantasyhistorie der finder sted i Warhammer-universet, men lige så vel kunne have fundet sted hvor som helst ellers, såmænd også vores verden for 500 år siden.

Grunden til at jeg valgte Warhammer settingen er, at den er en tragikomisk parodi på vores egen verden fortalt med en bidende sort humor og dækker over en række rystende fortællinger om fortabte skæbner, fejlbarlighed og små håb i mørket.

0Likes
0Kommentarer
445Visninger
AA

1. Præambel - stemningssætteren.

Er ild en særlig konstruktiv måde at løse problemer på? Hele vejen op igennem verdens historie har der været en underfundig tendens til at mene, at ild var en glimrende problemløser. Ild i hvilken som helst form, om det er faklerne i landsbyerne der holdt mørket og ulvene væk, til ilden der brændte det oprørte Kartago, helt til efterlivets skærsild, inkvisatationens hellige bål, der brændte såvel hekse som forbudte bøger. Det rødglødende jern, der brændte al modvilje ud af politiske modstandere, den brændende gas der fjernede de mennesker man frygtede, Hiroshimas infernale ild der brændte al modstand, kampgejst og liv bort, eller den skrigende napalm der fjernede de træer der gemte oprørsstyrker i Vietnam. Egentlig vel selv brændstofbomben, der fjerner al laboratorieskabt vira i et fjernt og for længst glemt land.

Vi brænder sporene, men sporene er ikke andet end symptomer på det egentlige problem. Ved at brænde ordet fjerner man ikke tanken bag. Brænder man modstandsviljen ud af en modstander brænder man ikke modviljen der skabte modstanden. Ja, selv skærsilden der skal rense menneskets sjæl, fjerner ikke sårene fra de mennesker der har lidt under fortidens ugerninger.

Men måske er det også godt nok. Måske er ilden bare en måde at håndtere problemer på der er så komplekse at vi ikke på andre måder kan håndtere dem og til sidst måske ville kvæle os hvis der ikke gøres noget nu. Som regel er det bedre at gøre noget, end at gøre ingenting overhovedet.

Af og til hænder det dog, at der er nogle der tør vende ilden ryggen, opgiver ødelæggelse og prøver andre måder. De tør gå til problemet i stedet for symptomet, gøre det de mener er rigtigt, også selvom de ikke kender konsekvenserne også selvom problemerne er så store de virker som om de vil knuse os under foden. Ja, de gør det selvom de sætter deres liv og sjæl på spil. De vinder sjældent hverken berømmelse eller rigdom, de skriver sig sjældent ind i historien som problemløsere, men de har for en gangs skyld forsøgt at løse problemet i stedet for bare at brænde symptomet.Er ild en særlig konstruktiv måde at løse problemer på? Hele vejen op igennem verdens historie har der været en underfundig tendens til at mene, at ild var en glimrende problemløser. Ild i hvilken som helst form, om det er faklerne i landsbyerne der holdt mørket og ulvene væk, til ilden der brændte det oprørte Kartago, helt til efterlivets skærsild, inkvisatationens hellige bål, der brændte såvel hekse som forbudte bøger. Det rødglødende jern, der brændte al modvilje ud af politiske modstandere, den brændende gas der fjernede de mennesker man frygtede, Hiroshimas infernale ild der brændte al modstand, kampgejst og liv bort, eller den skrigende napalm der fjernede de træer der gemte oprørsstyrker i Vietnam. Egentlig vel selv brændstofbomben, der fjerner al laboratorieskabt vira i et fjernt og for længst glemt land.

Vi brænder sporene, men sporene er ikke andet end symptomer på det egentlige problem. Ved at brænde ordet fjerner man ikke tanken bag. Brænder man modstandsviljen ud af en modstander brænder man ikke modviljen der skabte modstanden. Ja, selv skærsilden der skal rense menneskets sjæl, fjerner ikke fjerner ikke sårene fra de mennesker der har lidt under fortidens ugerninger.

Men måske er det også godt nok. Måske er ilden bare en måde at håndtere problemer på der er så komplekse at vi ikke på andre måder kan håndtere dem og til sidst måske ville kvæle os hvis der ikke gøres noget nu. Som regel er det bedre at gøre noget, end at gøre ingenting overhovedet.

Af og til hænder det dog, at der er nogle der tør vende ilden ryggen, opgiver ødelæggelse og prøver andre måder. De tør gå til problemet i stedet for symptomet, gøre det de mener er rigtigt, også selvom de ikke kender konsekvenserne også selvom problemerne er så store de virker som om de vil knuse os under foden. Ja, de gør det selvom de sætter deres liv og sjæl på spil. De vinder sjældent hverken berømmelse eller rigdom, de skriver sig sjældent ind i historien som problemløsere, men de har for en gangs skyld forsøgt at løse problemet i stedet for bare at brænde symptomet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...