There's a Thing Called Luck - One Direction

Sidste år var Emmas forældre midt i en midtvejskrise, så de købte impulsivt et lille hotel på en ø i Grækenland. Og denne sommer havde de bestemt sig for at tage der ned og prøve at få gang i det. Emma indvilligede i at tage med, da hun altid godt havde kunnet lide grækenland, men hun havde ikke et sekund tænkt over hvor kedeligt det ville blive uden venner og veninder hele ferien. Så da fem uventede gæster dukkede op for at få en pause fra virkeligheden, tog Emmas 16 årige liv en hektisk drejning.
Nu var der kun en retning at gå i.
One Direction.

96Likes
133Kommentarer
12847Visninger
AA

8. At føle sig heldig

Der gik ikke længe før vi var udenfor på vej ned af grusvejen mod vandet. 

"Nåh, du hedder jo Emma ikke?" spurgte Niall mig. 

"Jep, det er rigtigt. Og du hedder Niall" sagde jeg. Jeg var overrasket over roen i min stemme, men nu havde jeg vænnet mig, lidt, til at tale med dem. Eller jeg tror aldrig, at man vil kunne vænne sig til det, men jeg havde vænnet mig til det sus af lykke der røg gennem min krop ,hver gang en af dem åbnede munden. 

"Wow, du er virkelig god til navne" sagde Harry kækt til mig. 

"Hvad skal jeg sige, jeg kan bare det der" grinede jeg, igen overrasket over min evne til at være rolig, og endda lave sjov. 

"Hvor gammel er du så Emma?" spurgte Zayn mig. 

"16" svarede jeg, "men jeg bliver sytten til september" tilføjede jeg hurtigt. Drengene nikkede lidt, og så kom det næste spørgsmål. 

"Hvilken klasse går du så i?" spurgte Liam mig så. 

"Øh, jeg går i øh. Altså jeg skal i 2g efter ferien" sagde jeg. De kiggede lidt på hinanden.

Jeg skyndte mig at tilføje, "det er lidt ligesom high school, bare for ældre, tror jeg man kan sige." 

"Nåh sådan" lød det spredt fra dem. 

"Hvor er I egentlig fra?" Spurgte Louis. 

"Hvad, hvordan kunne du høre at jeg ikke er fra England?" grinede jeg, "jeg har da en perfekt britisk accent" sagde jeg med den bedste accent jeg kunne.

Drengene grinede, "ja undskyld, jeg havde det bare på fornemmelsen" sagde Louis. 

"Jeg er fra Danmark" sagde jeg og smilede til dem, "I ved hvad Danmark er ikke?" spurgte jeg dem hurtigt. 

"Jo klart, det ligger ikke så forfærdelig langt fra England" sagde Liam. 

"Okay, det her er måske lidt sært at sige, men jeg ved at alle de danske fans meget gerne vil have mig til at sige det her... Please kom til Danmark, vi elsker jeg virkelig derhjemme. Vi har en fanside med 30 tusind likes på, og alt muligt andet!"

Det kom til at lyde lidt mere seriøst i mine øre, end det var meningen det skulle. Det skulle bare have været lidt i sjov, men også fordi jeg syntes, at når jeg nu var så heldig ikke bare at mød dem, men at holde ferie med dem, så skyldte jeg pigerne derhjemme noget. 

"Haha, selvfølgelig, vi skal nok komme til Danmark en dag, hils pigerne derhjemme, og sig at vi også elsker dem" sagde Louis, og fik mig til at svæve af stolthed. Jeg havde lige fået One Direction til at sige, at de elskede de danske fans. Vildt. 

"Haha, tak, det skal jeg nok" sagde jeg glad. 

"Nåh Harry, så er det din tur" sagde Niall. 

"Hvad er det her? Et slags krydsforhør?" grinte jeg. 

"Det kan man vel godt sige" sagde Liam. Alle kiggede afventende på Harry, som gik og tænkte over et godt spørgsmål. 

"Okay, okay, jeg har et" sagde han så, "har du en kæreste?" 

Jeg begyndte at smile så meget da han nævnte ordet kæreste. Så meget, at jeg var bange for, at de skulle tænke, at jeg var mærkelig. Jeg kunne også mærke, at jeg rødmede. Drengene hujede af Harry, som også smilede, meget.

Så tog jeg mig endelig sammen, "nope ingen kæreste, jeg er single."

Louis piftede en gang, og Zayn klappede Harry på skulderen. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge Harry i øjnene lige i det sekund, jeg var bange for at de ville ætse op, hvis de ramte hans blik. 

"Nåh okay, så er det mig til at spørge jer om noget" sagde jeg, for at komme ind på et mindre pinligt emne. 

"Fair nok" sagde Liam, "spørg løs!"

"Hvad laver I her?" røg det ud af mig. 

"Uha godt spørgsmål drenge" sagde Louis, og kastede nærmest bolden videre til Harry, idet han kiggede på ham. 

"Jamen, vi er her stort set fordi, øhm, det her sted er, uhm..." Niall stoppede ham midt i hans sætning, da han syntes det gik for langsomt.

"Det her sted er nyt, ikke mange kender det, og det ligger langt væk fra alting. Vi havde brug for at holde noget ferie, os fem sammen, uden paparazzi og den slags. Så det virkede som det perfekte sted" forklarede han.

"Nåh okay, jeg er i hvert fald glad for at i valgte det her sted. Hvor længe bliver i her?" spurgte jeg. 

"Jeg tror vi regner med at blive her i 2-3 uger, ikke drenge?" sagde Zayn. 

"Wow, det er jo længe!" udbrød jeg lykkelig.

"Men hvad med Danielle, Eleanor og Perrie?" Spurgte jeg dem, "kommer I ikke til at savne dem?" 

"Jo selvfølgelig" sagde Louis, "men vi havde bare brug for du ved, lidt ”drenge-tid” for at være sammen uden at skulle være på hele tiden."

"Jeg forstår, men hvad med Paul? Hvad laver han her?" spørgsmålene strømmede ud af mig. 

"Paul er med for at babysitte os" sagde Harry bare, som om det var så enkelt. 

"Ja, for de ville sikre sig, at hvis det nu var at fansene eller paparazzierne fandt ud af, hvor vi var, eller noget, så var der en voksen med" tilføjede Liam forklarende. 

"Ja, for Louis gjaldt ikke som en voksen" sagde Niall i sjov, og puffede til Louis. 

"Men hvad skal han lave, I ved, mens I slapper af og sådan?" spurgte jeg. 

"Det ved jeg ikke, men han var advaret om, at han måske kom til at kede sig lidt" sagde Zayn. 

"Så er vi her" udbrød jeg, og gjorde en fejende bevægelse med armen ud over vandet.

Det var helt klart, og man kunne se den lækre sandbund fra, hvor vi stod. Det var et træ der hældte ud over vandet på en sjov måde, og hvis man gik helt hen til kanten, så var der en lille klippe, der gik ud i vandet. 

"Wauw, her er flot" udbrød Liam.

”Ja mand!” istemte Niall, og smed sit håndklæde på jorden. Han løb hen til kanten, og op på den lille klippe, så hoppede han i vandet. Det gav et ordenligt plask, der gjorde os alle sammen våde. Vi andre smed også vores håndklæder, og hoppede ned i vandet til ham. 

Det var skønt, vandet. Lidt køligere end den ellers virkelig varme luft, men stadig utrolig varmt, så man kom ikke til at fryse, man blev bare frisket lidt op, og fik mere energi. Jeg så at Zayn holdt fat i klippen, men langsomt gav slip, da han opdagede, at han godt kunne bunde. jeg havde helt glemt at han ikke kunne svømme. Mens de andre drenge plaskede rundt længere nede, svømmede jeg hen til ham. 

"Hey" sagde jeg til ham, og stak ham et smil. 

"Hey" sagde han, og gengældte det. 

"Jeg havde helt glemt at du ikke kunne svømme" sagde jeg, "er det ikke lidt træls?"

Jeg vidste ikke hvad der var uhøfligt at spørge om, men jeg havde det bare som om jeg blev nødt til at sige noget til ham. Jeg havde lagt mærke til, at de andre drenge var rimelig udadvendte, og bare spurgte om hvad der passede ham, det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen, så jeg spurgte bare. 

"Jo, og rimelig upraktisk" sagde han og smilede skævt til mig, hvorefter han slap klippen helt, og dukkede under vandet. Da han kom op igen sagde han; "men jeg har besluttet mig for at prøve at lære det."

"Jeg ville elske at hjælpe dig" røg det ud af mig. Jeg stoppede hurtigt og tilføjede, "hvis altså du har lyst til at få hjælp."

Han smilede til mig, "jeg prøver lige selv at tage et par tag" sagde han og tog et prøvende svømmetag væk fra mig. Hvor var jeg bare dum tænkte jeg, helt ærligt, jeg vidste jo godt at drenge hadede at blive udstillet som den mindre dygtige. Åh. Jeg satte mig nedslået op på klippen, og spejdede efter de andre drenge, der plaskede rundt i det fjerne. Så flakkede mit blik hen mod Zayn, der usikkert svømmede bryst svømning. Han så op på mig, og fangede mit blik. Så halvsvømmede han hen til mig. 

"Det var ikke for at være uhøflig før, det må du undskylde Emma" sagde han, og gav mig et prøvende smil. 

"Det er helt okay, det var bare mig der var taktløs" sagde jeg. 

"Nej virkelig, du var bare sød, og tilbød at hjælpe, det var min fejl" sagde han, jeg skulle lige til at fortsætte, da vi begge opdagede hvor åndssvage vi lød. Vi begyndte at grine, og jeg glemte alt om før i det perfekte øjeblik. De andre drenge kom hen, og sluttede sig til os. Jeg kravlede op af vandet, og op i træet. 

"Det her er endnu en grund til, at jeg kan lide det her sted" sagde jeg og jublede, "pas på!"

Og så hoppede jeg ned fra træet, og ned i vandet. Det var skønt, og straks kravlede Louis og Harry også op ad vandet, og op i træet. Niall var lige bag dem, og så Liam. Vi hoppede og plaskede, og jeg følte mig som den heldigste pige i verden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...