There's a Thing Called Luck - One Direction

Sidste år var Emmas forældre midt i en midtvejskrise, så de købte impulsivt et lille hotel på en ø i Grækenland. Og denne sommer havde de bestemt sig for at tage der ned og prøve at få gang i det. Emma indvilligede i at tage med, da hun altid godt havde kunnet lide grækenland, men hun havde ikke et sekund tænkt over hvor kedeligt det ville blive uden venner og veninder hele ferien. Så da fem uventede gæster dukkede op for at få en pause fra virkeligheden, tog Emmas 16 årige liv en hektisk drejning.
Nu var der kun en retning at gå i.
One Direction.

96Likes
133Kommentarer
12654Visninger
AA

13. Afsked

Jeg kunne fornemme forvirringen blandt bandmedlemmerne da vi sad samle oppe på Louis værelse, da det var værelset længst væk fra fansene. Jeg havde overraskende nok fået lov til at komme med til 'mødet'. Jeg havde hurtigt lagt en voicemail til mine forældre om at drengene var blevet opdaget, så når de kom hjem, og der stod en masse piger og skreg foran hotellet, så skulle de ikke blive bekymret. Jeg  ville have ringet til hr. og fru Jensen, hvis jeg havde haft deres nummer, men nu måtte jeg bare håbe på at de var på heldagstur. 

"Drenge, I bliver nødt til at pakke jeres ting" kom det fra Paul, der kom ind i værelset, og lukkede døren, "vi skal hjem."

Ordene ramte mig som et slag i ansigtet, som en hård, smældende lussing. Jeg bed fast i ordene, og sank dem. De hvirvlede rundt inde i min krop, som en tikkende bombe der ligepludselig ville springe, også ville det gå op for mig, at de skulle afsted. 

Jeg satte mig stakåndet på sengen, sagde ikke noget, prøvede bare på ikke at ligne en total idiot. 

"Hvad? Er det så slemt?" Udbrød Niall nedtrykt, det mundrede mig lidt op, at han ikke ville afsted. 

"Nej, det er ikke så slemt endnu, men piger bliver ved med at ankomme til øen, og rygterne løber, så imorgen kan det være helt vildt, og vi bliver nødt til at have jer væk herfra før det er for sent" sagde Paul dybt alvorligt. 

"Hvornår er det så du siger vi skal afsted?" Spurgte Louis. 

"Der kommer en helikopter om en time" sagde Paul. 

"En time!?!" udbrød jeg, mit humør sank endnu et level og jeg udstødte et højlydt suk, drengene kiggede alle medlidende på mig, Niall satte sig ned ved siden af mig, og klappede mig på ryggen. 

"Vi er slet ikke pakket eller noget" udbrød Harry mistroisk.  "Og hvad skal Louis gøre med sine to kufferter?" Spurgte Liam i sjov, men fik bare et puf i ribbenene af Louis. 

"Jeg klarer mig Liam, spørgsmålet er om du gør" sagde Louis smilende og klappede ham på ryggen. 

"Så skal vi bare pakke nu?" Spurgte Zayn bekymret Paul. Han havde fået en svag rynke i panden og det gav ham et sexet ulmende look. Jeg gøs, nogengange overraskede det mig stadig hvor lækre de var. Men udover det var der ikke meget af smile over, de skulle afsted, og det skulle være snart. 

Rummet blev hurtigt tømt og snart sad jeg alene. Men så kom Louis tilbage ind på hans værelse, han gik hen imod mig og satte sig på sengen ved siden af mig. Han sagde ikke noget, men klemte bare min arm svagt. Jeg vendte mig mod ham, og kastede mig så ind i hans favn til et et rigtig varmt og trygt knus. Jeg kunne mærke varmen fra hans krop berolige mig, og stoppede mig fra at gå helt i panik. Jeg kunne mærke at det prikkede i øjenene på mig, men jeg lukkede dem hurtigt. Jeg nægtede at græde. Så trak jeg mig fra ham og åbnede øjnene igen, han kiggede kærligt på mig. 

"Vil du hjælpe mig med at pakke Em?" Spurgte han mig, jeg blev overrasket over at han kaldte mig 'Em'. En engelsk udgave af mit kælenavn 'Ems', men jeg elskede det. Jeg nikkede og rejste mig op. Men han pakkede begyndte jeg på hans seng, jeg trak betrækket af. 

"Tror du at I kommer tilbage?" Spurgte jeg ham, jeg havde fået min stemme tilbage, selvom den stadig rystede lidt. 

"Det håber jeg, men jeg tror det ikke, nu er de her sted jo ikke længere ukendt, så Paul vil nok ikke syntes at det er en god idé" svarede han mig. 

"Hvordan tror du at de opdagede jer?" Spurgte jeg så, "tror du at det var photoshooted, der gjorde det?" Jeg var overrasket over mit gæt, jeg havde faktisk slet ikke tænkt på photoshooted før det kom ud af min mund. 

"Hmm du har sikkert ret, det havde jeg slet ikke tænkt på" sagde han. 

"Heller ikke jeg" tilstod jeg. 

"Men du sagde det da lige" sagde han grinende. 

"Ja, men jeg tænkte ikke over hvad jeg sagde, det kom bare til mig" jeg grinte også nu. 

"Altså ligesomen vision" grinede han og puffede til mig. 

"Ja, det kom til mig, bare sådan baaaang, og så vidste jeg det" fortsatte jeg. Vi flækkede af grin over min lille vision. Egentlig åndssvag, men det var nødvendigt at grine, det løsnede spændningerne lidt, og jeg fik det straks bedre. Harry stak hovedet ind. 

"Hvad sker der her?" grinte han. 

"Det er bare Em der er synsk" sagde Louis, Harry smilede, men fik så et surmulende ansigtsudtryk.

"Nåh, så du hjælper Louis med at pakke, og ikke mig?" Han spillede fornærmet, men jeg forsvarede mig. 

"Staklen har jo også to kufferter med" sagde jeg og klappede Louis på ryggen, "plus, hvis jeg gik ind til dig, så skulle jeg både fjerne dit og Zayns sengetøj."

Han grinede, "hvis vi nu ikke får tid til at pakke det, så skal du jo alligevel fjerne det" tilføjede han så, og lavede hundeøjne. 

"Okay så" sagde jeg og gik hen mod døren. 

"Hvad, forlader du mig Emma?" Udbrød Louis dramatisk, "efter alt det vi har været igennem, så forlader du mig bare?"

"Teknisk set, så er det jer der forlader mig, så spar mig" sagde jeg spidst, men med et smil og læben og smækkede døren efter mig. 

Timen gik hurtigt, og jeg kom på besøg inde hos alle bandmedlemmer og gjorde deres senge klar, sikke et job. Men så kom Paul og bankede på dørene, "så er det nu drenge" meddelte han og fortsatte nedenunder. Jeg var inde hos Niall og Liam på det tidspunkt, og de udvekslede triste blikke med hinanden da de hankede op i deres kufferter og forlod rummet. Halvvejs ude af døren stoppede Liam op og kaldte, "kommer du med Emma? Vi skal sige ordenligt farvel." 

Jeg havde sat mig opgivende på sengen, men rejste mig så op, nu var det nu. Ni var det måske sidste gang jeg så mine allerede bedste venner, One Direction. Det havde været fantastisk at møde dem, og den sidste uge havde været vild, og lige nøjagtigt hvad jeg havde brug for, så da jeg gik ud af Liam og Nialls værelse kom tårene til mig. Jeg gik ned ad trappen og nede i hallen stod de, drengene. 

De havde stilt sig op på række og ventede på mig, så jeg skyndte mig hen til dem. Jeg om lige ned til Liams åbne arme, jeg forsvandt i et bamsekram, der fik mig helt op i skyerne, men tårene trillede stadig ned ad kinderne på mig. 

"Undskyld" sagde jeg forfjamsket og tørrede tårene væk, jeg havde samme følelse af ikke at kunne styre mig selv, som da drengene ankom til øen. 

"Det gør ingenting, ingenting" sagde Liam og sendte mig videre til Niall. 

"Det har været så dejligt at møde dig" hviskede han til mig, "tak fordi du viste os øen." Han begravede ansigtet i min nakke og jeg vidste at jeg var blevet udsat for et 'horanhug'. 

Jeg smilede ved de ord, men heller ikke det stoppede strømmen af tåre. Så kom jeg til Louis, der også trak mig ind til et kram. "Selvom du har fået et, så kunne jeg give dig 100 af dem" mumlede han og gav mig det største smil. 

Zayns kram var dejligt, han agede mig trøstende på ryggen hele tiden imens og hviskede at det var dejligt at møde mig. 

Harry var den sidste jeg skulle kramme, han stod pænt og ventede på mig, hans øjne skinnede og jeg blev helt fanget af deres glans, så jeg stoppede op. 

"Hvad, får jeg ikke et kram?" Spurgte han drillende. Jeg prøvede at finde ord, men min hals snørede sig sammen, så jeg nikkede bare og blev fanget i et hulk, da jeg kastede mig i hans arme. Der følte jeg mig hjemme, jeg kunne blive der forevigt, så da han hviskede mig i øret at nu skulle de altså snart afsted, så jeg var nødt til at give slip, holdt jeg bare fast. 

"Rolig nu Em, det her er altså ikke sidste gang du ser os" sagde Harry. Det gav et sæt i mig og jeg sprang ud af hans favn. 

"Hvaad?" snøftede jeg og tørrede mig under øjnene. 

"Han sagde at det ikke var sidste gang vi så hinanden" gentog Niall. 

"Hvad mener i med det?" Jeg kunne ikke tro mine egne øre. 

"Det ved vi ikke endnu, men vi er alle sammen enige om, at vi ikke vil have det her til at være et farvel, kun et på gensyn" sagde Louis. Jeg voksede en halvmeter af lykke. 

"Såh" sagde Harry og fandt noget frem fra sin lomme, det var min Iphone. 

"Hvad?" sagde jeg uforstående. 

"Vi har kodet vores numre ind, og vi ved godt at det er lidt dyrt at ringe til Englad fra Danmark, men gør det engang imellem, så kan vi aftale videre omkring at mødes" sagde Harry. Jeg jublede og omfavnede ham igen. 

"Ej mener i det?" grinede jeg, af lykke, jeg græd igen.

"Ja, men vent hov, græder du?" Spurgte Zayn mig bekymret. 

"Åh nej, eller jo, men de er bare glædeståre" sagde jeg fortumlet, hvor var jeg glad for at der ikke var lås på min mobil. 

"Nu kommer helikopteren drenge" sagde Paul og smilede. Drengene hankede op i deres tasker igen, men jeg stopped dem. 

"Vent, må jeg ikke lige få et billede af jer, sammen med mig?" Spurgte jeg, "bare for at mindes den bedste uge jeg har haft?"

"Jo, klart" sagde Liam, drengene stilede op og Paul tog min mobil. Vi smilede og drengene lavede sjov, Paul knipsede løs, men så begyndte det at larme udenfor, og vi blev afbrudt i vores fotoleg. 

Nu skulle de af sted. 

De gik ned i kælderen og ud af bagdøren, jeg fulgte dem derned. Helikopteren holdt og ventede på dem. Udenfor kunne man stadig høre skrigende piger. Drengene steg om bord og satte sig til rette. De vinkede til mig fra vinduet og jeg vinkede tilbage, jeg tog et billede med min mobil, og de grinede af mig. Helikopteren lettede og fløj om foran hotellet. Jeg skyndte mig ind igen og ud til de andre piger foran. Helikopteren fløj tæt og de åbnede døren, Louis kom til syne med en megafon. 

"Farvel! Vi elsker jer" skreg han. Pigerne jublede. Jeg skreg: Vi elsker også jer! meget højt og jeg så at Louis kiggede på mig og grinte, de andre piger gjorde ligeså, jeg rakte tunge til ham. Harry kom og overtog: 

"Tak fordi I kom, jeres støtte betyder alt", flere jubel skrig, jeg lagde mærke til at pigerne alle filmede og tog billeder. 

Så kom Zayn og overtog: 

"I er grunden til vi er hvor vi er nu, tusind tak!" 

Og Liam: 

"Vi ville ønske at vi kunne blive, men nu skal vi af sted, farvel!"

Tilsidst Niall: 

"Woow, det var dybt drenge" sagde han og grinte, "vi vil bare bruge en hver mulighed vi har for at takke jer" sagde Louis som snakkede over Nialls skulder. 

"Ja, du har ret Lou" sagde Niall, "men jeg vil nu bare sige at I styrer og at vi håber at se jer igen en anden gang!" Skreg Niall. 

Så lukkede dørene og de fløj væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...