Another life - 1D

Mira. En glad og åben 15 årig pige, med ingen bekymringer i livet. Eller det er i hvert fald sådan folk ser hende. Kun hendes bedste veninde, Avril har lille ide om hvad der sker bag hendes facade og har også hjulpet hende gennem hendes mørkeste tider og tanker. Men da Mira for et år siden flyttet til London faldt hendes verden fuldstændig sammen, da hun ikke længere havde Avril at støtte sig op af. Hendes måde at klare det på er ved at fester vildt og drikke sig så fuld at hun får en tid glemmer alt omkring hende. Den eneste passion hun har tilbage i livet er at skrive, så da hun får sommerferie tilmelder hun sig et sommer skriveprogram i LA sammen med en masse andre unge. På lejeren møder hun Niall som hun straks føler sig tryk ved. Men kan Niall trække hende op af det dybe hul hun er landet? Og vil hun lade ham gøre det?

8Likes
20Kommentarer
2313Visninger
AA

8. 6. Kapitel: Letting go

Så er jeg tilbage fra Paris. Har alligevel ikke har haft så lang tid til at skrive som jeg havde regnet med, så det er bare et kort et kort kapitel... Men det er vel bedre end ingenting (:

 

Jeg er vågnet tidligt i dag og har sneget mig ud til haven som Niall viste mig i går aftes. Jeg har haft mareridt. En slemt et, om min far selvfølgelig. Jeg væmmes bare ved tanken om ham. Nogle gange tror jeg at jeg hader ham fordi han har ret. Fordi han kun gør hvad der er retfærdigt. Jeg fortjener at blive slået.

Jeg løfter min langærmet  T-shirts ærme op. Min arm er nærmest broderet med blå og gule mærker. Sidste gang min far banket mig var lige før jeg tog af sted. ”Åh gud, hvad er der sket? ”kan jeg høre en skøn irsk stemme sige, Niall. Hurtigt får jeg trukket ærmet ned. ”Øhm… eh… Jeg fa-aldt” lyder min dårlige undskyldning. Det er helt tydeligt at han ikke tror på mig. ”Mira” han sukker ”vi er vist begge to klar over at det ikke er det der er sket”. Hans øjne lyser af tillid. Han får mig til at føle mig tryk. Han er anderledes fra alle andre jeg kender. Måske vil han kunne forstå. Langsomt åbner jeg min mund, men lukker den så igen. Jeg kan ikke. I stedet bruger jeg den løsning som jeg har brugt så mange gange i løbet af de sidste par år. Jeg lukker ham ude. Det kommer til at gøre ondt. Selvom jeg kun har kendt ham for meget kort tid så betød ham mig meget for mig. Men det er slut nu

”Lad mig være i fred Niall. Jeg har fortjent det, okay! Du ville sikkert ikke engang kunne holde ud at se på mig hvis du virkelig viste hvad jeg er” min stemme er kold og glat. Præcis sådan jeg ønsker den skal være.

 

Nialls synspunkt

 

”Lad mig være i fred Niall. Jeg har fortjent det, okay! Du ville sikkert ikke engang kunne holde ud at se på mig hvis du virkelig viste hvad jeg er”. Hendes stemme er kold og glat, men hvis man lyttet godt efter kan man høre undertonen af smerte. Det gør ondt på mig at se hende sådan og jeg har lyst til at få smerten til at gå væk, men jeg ved ikke hvordan. Hvordan kan hun tro det? . Hvem har fået hende til at tro sådan? ”Mira, det er ikke okay! Hvem har gjort det?” spørger jeg igen. Men hun ryster bare på hovedet. Så rejser hun sig op. Hurtigt tager jeg fat på rundt om hendes arm. ”Av…” klynker hun. Jeg fjerne min hånd igen da det går op for mig at jeg har taget fat i den arm hvor hun nærmest har et mønster af blå og gule mærker. I stedet trækker jeg hende ind i et kram so hun modvilligt stritter imod, men efter et kort stykke tid slapper hun af og begraver hendes ansigt i min skulder. Lidt efter kan jeg mærke at min skulder begynder at blive våd og jeg kan også høre hendes svage hulk. Forsigtigt begynder jeg at ae hende på ryggen.  Hun har allerede fået en helt bestemt plads i mit hjerte, men det virker som om hun ikke ønsker at jeg skal kende hende. Den virkelige hende.

Pludselig trækker hun sig ud af vores kram. ”Du lader mig være i fred! Forstår du det? ” hvæser hun og begynder at løbe. Jeg lader hende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...